5SOS | Wherever you are

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2016
  • Status: Igang
Emma Wate begår aldrig fejl - det gjorde hun i hvert fald ikke indtil den dag, hvor hun forvirret stødte ind i Ashton Irwin fra bandet; 5 Seconds of Summer.

130Likes
142Kommentarer
28622Visninger
AA

27. ❍Hvor beslutninger måske traffes?

 

❍Hvor beslutninger måske traffes?

___________________________

 

Jeg ved faktisk ikke hvor længe jeg havde siddet inde på mit værelse og hørt Ashton og Luke - bogstavelig talt - skændes. Det gjorde ondt at høre dem skændes. Hvert fald når jeg vidste, at jeg var grunden til at de skændes - eller jeg bar på det de skændes om. Okay nu skal jeg holde en pause med ordet "skændes" - jeg må finde et synonym for det. 

Flere gange har de råbt så højt, at jeg kunne høre Liam og de andre tysse på dem. Nok ikke lige ordet for hvad de gjorde, men jeg kan simpelhen ikke finde et passende ord for hvad de gjorde - Luke og Ashton råbte hvert fald ikke i de efterfølgende to minutter. Derefter lød deres rungende stemmer i huset igen. Og jeg sad bare der på min seng, og lyttede, med vand sidende i mine øjenkroge, klar til at springe - nok nærmere løbe, men hvem tæller?

"Er du okay?" Noget af det dummeste man kunne spørgere mig om, men fordi jeg havde brug for at fortælle hvordan jeg egentlig havde det kan jeg ikke andet end at sige; tak for spørgsmålet, Harry. 

"Nej," mumlede jeg. Min seng sank i det hjørne Harry satte sig i. 

"Forståeligt nok - jeg ville heller have det for godt, hvis jeg var dig. Du har virkelig gogget i det." Jeg kiggede over på ham. Han havde sat sig op ad væggen med armene lagt bag hovedet. Han så afslappet ud. Jeg blev vred. Ikke specifikt vred, men mere sådan to tænder mindre end vred. Derfor udstøtte jeg mine ord overraskende meget snerrende. "Er du her for at hjælpe, Harry, eller vil du bare gerne træde mere i min spinat, fordi det du siger hjælper sgu ikke en skid."

Han sagde ikke noget, da han rykkede tættere på mig. Ikke en lyd kunne høres fra ham, da han lagde hans arme om mig. 

Det var helt utroligt så tryg han kunne få mig til at føle lige dèr. Og gud hvor er jeg dårlig til at finde de rigtige ord idag! Jeg følte mig ikke decideret "tryg" med Harry, men jeg kunne da mærke at han ikke prøvede på noget - hvis du forstår hvad jeg mener.

Jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det - lige nu er det bare tryg.

"Undskyld, det var ikke meningen at jeg skulle gøre dig mere vred, eller ked af det, Emma. Er der noget jeg kan gøre for dig?" 

Jeg rystede på hovedet. "Eller kun hvis du kan få dem til at stoppe...og få dem til at forstå at jeg ikke har lyst til at vide hvem faren er, lige p.t." Det var næsten håbløst. Efter alt det her vidste jeg godt at Ashton - højt sandsynligt også Luke - var fast besluttet på at finde ud af hvem faren var. Jeg forstår dem godt, men de forstår bare ikke, at når vi ved hvem den rigtige far er, så er der en der bliver sur, to der bliver kede af det - nok nærmere tre, for hr. Prinsesse er nok sulten dèr og græder - og så ved jeg ikke mere. 

Men hvis man plusser lidt hist og minusser lidt her, vil facit blive noget rod. 

Og det vil jeg helst ikke rode mig ud i.

Hvorfor kan vi ikke bare have en forestilling om at det er gud, som har sendt en engel ned og gjort noget pif paf puf med mig, så jeg blev gravid? Ligesom Jomfru Maria? Jeg vil så bare ikke lige have et barn som Jesus - no hate, bare det fact at han skal dø hurtigt lyster ikke ligefrem meget.

"Jeg kan prøve, men jeg tror du er den eneste som kan få dem til at forstå det, søde." 

Et suk slap mine læber efter hans ord. Harry havde ret. Lidt for meget, hvis du spørg mig.

"Tak, Harry. Du er ikke sådan som jeg troede du var- eller du udtrykte noget andet- ej det her lyder for dumt...tak." Det kalder jeg at dumme sig bare lidt, men han fik et smil på læberne, som jeg gengældte, fordi nu skal jeg have selvtillid, for jeg skal få to tårnhøje gutter til at holde kæft og høre hvad jeg har at sige.

SE! Det kalder jeg selvtillid!

OG! For at det ikke skal være løgn, så fandt jeg ud af hvad det andet hed! Det der som jeg troede også sluttede med "tillid"...yeah lille fejl fra min side må jeg erkende. Det hedder selvværd! 

Nu ved jeg så bare ikke lige hvad forskellen er... Men det finder jeg ud af længere derude i det vi kalder fremtiden.

 

 

Jeg stod i dørkammen på vej ind til stuen, da alles opmærksomhed blev rettet mod mig. Luke og Ashton kæftede heller ikke op mere - så behøvede jeg måske ikke så meget af den selvtillid alligvel?

"Har I to tårnhøje helveder nogensinde tænkt jer at lukke jeres mundtøjer i?" Jeg beholder min selvtillid - den er for awesome! 

De begge stod tavse. Faktisk helt mundlamme over hvad der  lige var kommet ud ad min mund. Jeg pacerede forbi dem og satte mig i mellem af Niall og Liam. 

"Har du fået det bedre?" Spurgte Niall hviskende til mig. Jeg kiggede med et løftet øjenbryn på ham. "Har jeg haft det skidt?" Han begyndte at grine, hvilket fik Ashton og Luke til at udbryde i høje, håbløse suk. Klap lige hesten i to! Andre må godt være glade, selvom I er sure eller mugne, eller hvad I nu er. Og, jeg har lige gjort noget meget voksent! Jeg er nemlig ikke sure på jer selvom I er sure på mig, fordi jeg burde egentlig være sur på jer fordi I virkelig ikke kan være bekendt at tvinge mig til noget - hvert fald noget i den stil...

Det hele er meget indviklet, men noget jeg er hundrede på er; at for de mig til at nærme mig en læge, så er der ingen andre end mig som skal ind til lægen. Basta bum. Jeg skal vide svaret. Jeg skal vide svaret, først. Hvis de vil vide hvem faren er, så må de ikke komme ind til lægen. 

Ej okay, er jeg den eneste som synes det lyder virkelig kludret?

Jeg ved ikke om det bare er mig, men jeg kan ikke engang forstå hvad jeg selv mener.

Tror bare vi lader den ligge her...

Hvis jeg skal til lægen, så skal jeg selv derind - uden nogen.

Så svært var det måske heller ikke at forklare det...

"Ville det gøre jer glade hvis jeg tog til lægen?" Tror faktisk at jeg kom til at afbryde Niall... Undskyld Nialler! 

De store smil der bredte sig på deres læber gjorde mig varm om hjertet - ja, det kan ske, selv for mig. Ashton løb, de få meter der var mellem os, hen til mi og satte sig på hug foran mig. Han smilede overlykkeligt. Jeg lagde mine hænder i hans, inden jeg smilede tilbage til ham.

"Du ved ikke hvor meget det betyder for mig. Jeg elsker dig så meget," sagde han, men mit blik var rettet mod Luke, som stod hvor han heletiden havde stået. Hans hænder var gemt ned i hans sorte jeans, og hans ansigt rettet delvist mellem gulvet og mig. Jeg smilede. Men jeg smilede nervøst til ham. Jeg ved ikke hvorfor, men der er noget ved Luke. ... Jeg ved ikke hvorfor jeg lige skulle sige det... Undskyld for den lille ting, som jeg heller ikke hvad er...

"Men jeg tager selv derhen - alene," fortalte jeg dem, hvorefter jeg fik nogle nik her og der. 

"Som du vil, prinsesse," smilede Ash til mig og kyssede mig, så jeg ikke kunne holde et lille smil inde - hvorfor skulle jeg også holde det inde? Jeg er jo glad for Ashton? Han er min kæreste? Jeg skal være glad når han kysser mig? 

Jeg er også glad når han kysser mig.

Han er min kæreste.

Jeg er glad for Ashton.

Så er tingene på plads igen.

 

 

Tingene var gået ret stille og roligt efter al det drenge-drama, der havde forgået tideligere på dagen. Vi havde alle siddet godt klemt i min stue og set nogle lamme komedier, som drengene insisterede på at vi skulle se. Jeg havde bare ligget og puttet mig op ad Ashs dejlige arm, indtil Luke spurgte mig om vi kunne tale. Alene. 

Jeg nikkede uden lyd og støttede mig på Ashtons skulder, da jeg skulle op fra sofaen - som jeg havde fået lov at sidde i fordi jeg var en pige. Eller ikke... Nok mest fordi jeg forlangte det. Og at sagde at jeg ville smide dem ud af huset, hvis de ikke gjorde plads. Hvilket også gjorde at vi fandt ud af at sofaen kan holde til mange flere personer end jeg havde forventet!

Jeg gik ind på mit værelse, med Luke lige bag ved mig.

"Du har fået ny seng?" Sagde han en smule overrasket, skuffet? Jeg gled min hånd igennem mit hår, og mumlede et: "Yeah..." 

Vi sad på min seng, få centimeter fra hinanden i en stilhed. Der var mere stille end stilheden selv, det eneste man kunne høre, var TV'ets "mumlen" inde fra stuen af. 

"Hvis du ikke vil, skal du ikke gøre det." Jeg vendte mit ansigt, så jeg kunne se på Luke. Han sad lidt foroverbøjet med hænderne samlet, som om han skulle til at bede. De velkendte små rynker i hans pande var synlige, og hans små bid i den sorte læbepiercing skete også nogle få gange inden hans blå øjne fæstnede sig mine. 

"Jeg forstår godt...hvis du ikke vil, okay? Vi kan bare blive ved tanken om at det er...Ashtons barn - det kan vi godt, okay? Det ville være helt okay. Det ville være helt fint med mig. Du skal bare ikke gøre noget, som du ikke vil, okay Em? Jeg vil-" 

"Hold op med at sige okay!" Græd jeg. Ja jeg græd - hormonerne gjorde det. Hormonerne fik mig til at græde. Jææp...hormonerne.

Jeg prøvede at tørre dem væk, men Luke kom mig i forkøbet. Han holdt hans hånd på min kind og gned hans tommel forsigtigt hen over min våde kind nedenunder mit øje. Jeg snøftede nogle gange og grinede stille med et smil, efter Luke havde smilet til mig. 

"Det bliver ikke okay... Det vil det aldrig blive, Luke. Selv hvis det er Ashtons barn...så er det ikke okay." Hans tommel stoppede med at tørre tårer væk. 

"Hvorfor skulle det ikke være okay hvis det er Ashtons barn?" 

"Fordi...fordi så står du tilbage - og det vil jeg ikke have." Vores knæ ramte hinanden. Det var som om vi blev trukket sammen. Som der var noget eller nogle der skubbede os sammen. 

"Hvorfor bekymre du dig så meget - du kunne jo være ligeglad med mig?" 

"Men det er jeg ikke," mumlede jeg, mens jeg så væk. "Hvorfor ikke?" Fuldkommen impulsiv handling jeg gjorde mig efterfølgende. Men det var den sidste chance for at mærke den søde, uvurderlig følelse i min mave igen. Det er den bedste spontane ting jeg har gjort i lang tid.

Jeg kyssede Luke.

 

 

__________________________

Var det en god ting at gøre af Emma?

 

Hvis movellaen kommer op på 50 likes, læser jeg den 50. movella og giver kritik :))

Kun fem likes!:3

 

 

OG HAR I HØRT AT 5 Seconds Of freaking fucking Summer KOMMER TIL Danmark næste år! ARRrrrR! Jeg skal så meget ha' billetter! ;-X

 

Hold fast på jeres Nutella'er og Kit Kat'er, sultne regnbuefarvet plastikflamingoer er på fri fod for tiden!

 

tesik

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...