5SOS | Wherever you are

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2016
  • Status: Igang
Emma Wate begår aldrig fejl - det gjorde hun i hvert fald ikke indtil den dag, hvor hun forvirret stødte ind i Ashton Irwin fra bandet; 5 Seconds of Summer.

130Likes
142Kommentarer
28701Visninger
AA

37. ❍Hvad der skete

 

Hvad der skete

___________________

 

Lukes synsvinkel:

 

"Stop med at se ud som det er Emma, som er den onde, Ashton - det er mig du skal være sur på. Det var mig, som gjorde det, så det er mig du skal være sur på - ikke hende." 

Det hele fløj rundt om ørene på mig. Alt var sket så hurtigt, at jeg ikke havde nået at reagere. Jeg havde ikke nået at tænke en eneste tanke for mig selv, siden en uanmeldt læge kom ind og fortalte De havde byttet om på Ashton og mit navn på blodprøverne. Jeg troede et kort sekund på at Maggie egentlig var min pige, men jeg mistede den så hurtig som den kom. 

Hvorfor skulle jeg være hendes far, når alt tydede på at det var Ashtons 'opgave'. 

 

Emma havde været utrolig mærkelig den gang, hvor hun fortalte mig at Ashton var faren. Selvfølgelig troede jeg på hende, men usikkerheden i hendes stemme, og den mærkelige opførelse, fik mig til at tvivle på hendes 'konstatering'. Derfor havde jeg også sagt til hende, at jeg ikke troede på hende, men af ren og skær frustartion over ikke at have styr på situationen. Jeg tænkte på det i lang tid. Jeg havde stærkt på fornemmelsen, at hun skjulte noget - ikke kun for mig, men også Ash. Og jeg var i en overgang fast besluttet på at finde ud af hvad det var, men efter sekunder, der blev timer, som blev til dage, opgav jeg, og måtte se det i øjnene, at det bare var noget jeg bildte mig ind.

Men det var ikke noget jeg bildte mig ind.

Det fandt jeg hurtigt ud af, da lægen kom med meldingen.

Det hele begyndte at give mening - selvom der for mig aldrig havde været en mening med det her. Det var bare et stort rod, som jeg uheldigvis var med i. 

Jeg havde prøvet at snakke med Calum, men han havde ingen ide om hvad jeg fablede om, og syntes, at jeg bare skulle droppe det med at prøve. Ikke kun det med at finde ud af hvad Emma skjulte for os, men også mine følelser for hende. De fandens følelser, man næsten kan give skylden på og sige at det var grunden til starten på roddet. De var som et par sokker man smider på værelset. De var starten på at smide flere par beskidte, brugte sokker, trøjer og bukser på gulvet, så det til sidst bare kunne rådne op, med fluer svævende omkring.

Måske en overdrivelse.

 

Jeg havde taget skylden for Emma - forsvarret hende for, at lyde som et bedre menneske, i forhold til hvad jeg havde gjort. 

Jeg fortryder inderligt at have kysset hende alle de gange, hvor tiden ikke var til det, men ja...irritationen over at vide hun ikke var min, fik mig bare til at gøre ting, som jeg ikke burde. 

"Luk, Luke." Ashton, var jeg sikker på, heller ikke havde fået tid til at tænke - det var derfor han også var mindre vred end hvad var godt. 

Jeg kiggede hen på Emma. Jeg så på hende i noget tid, uden at få øjenkontakt med hende. Hendes udstråling var rystet og bange. Forståeligt nok. Hun havde nok ikke lige planlagt, at skulle fortælle hendes...kæreste og os andre, at hun havde løjet overfor os over hvem faren til Maggie var. Det var nok slet ikke planlagt at vi nogensinde skulle finde ud af det. Selv hvis hun så alene fik af vide af lægen, at Ashton var den rigtige far, så ville ingen overhovedet have fundet ud af, at det engang havde været 'min'.

"Emma har du følelser for ham?!" Jeg kiggede ned over Ashtons gentagende ord. 

Jeg ville for næsten alt i verden ønske at hun havde, selvom det kun ville skabe flere problemer for os. Selvom at jeg ville skulle leve med tanken om, at vi begge havde følelser for hinanden, men at jeg ikke ville kunne leve mit liv med pigen jeg elskede, fordi hun også elskede en anden. Som så ville være Ashton.

Ashton, som var den første som mødte hende, ved at vælte hende omkuld i et klodset forsøg på at tilbyde om hjælp. "Måske er hun faret vild?" Var hans undskyldning, så han kunne hilse på hende. 

"Ja-ja. Smut med dig, prins på den hvide hest," havde jeg sagt og han var med et smil gået hen til hende. 

Det var første gang jeg fejlede stort. Jeg skulle have været gået med ham. Jeg kunne have fået hende, hvis jeg bare gik med...

Og nu sad hun ved siden af mig - højt sandsynligt med tårer i øjnene - og blev afhørt af hendes kæreste om hun havde følelser for mig.

Hun sank en klump, med et trist blik rettet mod sine hænder. Var der overhovedet noget at tænke over for hendes side?

Da hun ikke havde sagt noget i et stykke tid, rejste Ash sig frustreret fra den blå stol og gik med faste skridt hen til døren.

"Jeg spørg kun èn til gang: Har du følelser for ham!" 

"Nej! Ashton, nej jeg har ej!" Skreg Emma, så kuldegysninger gled ned ad mine arme. Og så begyndte det. Emma, som sad og undskyldte overfor mig, "undskyld, Luke, undskyld, undskyld, virkelig undskyld," imens Ashton skred ud fra det lille rum vi sad, med en dør der smækkede hårdt i.

Hans 'afsked' var mit startskud til følelser, aktioner og rigtige tanker.

"Lad vær med at undskylde." Uden at tænke på hvad vi lige havde være igennem og at Ashton måske kunne komme tilbage og se os, trak jeg hende over på mit skød. 

Jeg aede hendes ryg. Hendes hoved lå begravet mod mit bryst, og en varm plet af tårer blev så småt dannet i mit ærme.

"Undskyld..." Snøftede hun lavmælt, og jeg tyssede blidt på hende. Hvad undskyldte hun over?

At jeg havde kysset hende? 

At Ashton var sur på mig?

At hun havde løjet overfor Ashton og mig?

"Jeg skulle aldrig ha' løjet," klukkede hun igen trist, med et efterfølgende snøft.

Efter ti minutter var gået og stilheden, samt ro var landet over os brød jeg den med noget jeg ikke helt vidste om var sandt.

"Jeg skal nok fortælle Ashton det hele for dig."

 

 

 

 

______________________

Okay, så det her er/var ikke det sidste kapitel - men forbered jer (hvis det er muligt??)

 

Mange lufttantekysmedglimmerogpingviner her fra

tesik

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...