5SOS | Wherever you are

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2016
  • Status: Igang
Emma Wate begår aldrig fejl - det gjorde hun i hvert fald ikke indtil den dag, hvor hun forvirret stødte ind i Ashton Irwin fra bandet; 5 Seconds of Summer.

130Likes
142Kommentarer
28637Visninger
AA

17. ❍Gensyn

 

 

❍Gensyn

_______________________

 

Det var ikke fordi jeg ikke var til stede - jeg havde aldrig før været mere til stede, end der. Min høresans var spidset til punkt og prikke. Jeg kunne høre alt hvad der foregik - de små ting der blev puslet med, små snakken og nogle gange hjerteskærende hulk og snøft. Og ikke mindst det korte bip, der gjorde mig klar over hvor jeg var henne. Men alt var sort. Jeg kunne ikke bevæge mig, sige noget, ikke engang lave en mine. Det pinte mig, at høre Ashton stemme, der talte til mig. Og at jeg ikke kunne svare igen, fik mig bare til at se en slutning. 

"Jeg elsker dig, Emmy - lige meget hvad. Men vågn nu, så jeg kan bevise det, og så der ikke sker noget med jer. Kom nu, Em!" Jer? Jeg havde lyst til at råbe op, om hvad han snakkede om, men i stedet lå jeg bare nær følsesløs på en ikke-helt-så-behagelig seng, og lyttede på hans ord. 

"Hun vågner, Ash - det lover jeg. Hun er en stærk pige. Hun skal nok klare den - de skal nok klare den." Jeg hørte Lukes beroligende stemme nær mit hoved - ham og Ashton måtte sidde tæt på mig, siden stemmen gik direkte ind i min øregang. En svag fornemmelse af, at nogle eller noget holdt om mig, fik mig til at længdes endnu mere efter at vågne. 

"Men hvad hvis hun ikke gør? Hun - eller de - har ligget her i tre dage nu! Jeg kan snart ikke holde til det længere, Luke!" Ashtons lyde knækkede over, med al den gråd der var i hans stemme. Hvis jeg kunne, havde jeg selv grædt. Det var forfærdeligt at ligge ned, og ikke kunne ha' kontrol over ens egne evner! Jeg ville tilbage. Ikke mindst fordi jeg ville vide hvem den anden var, men også fordi jeg ville se Ashton - sige til ham, at det hele var okay nu, at jeg var hos ham, at jeg elskede ham. 

 

 

Ashtons synsvinkel

 

Jeg havde snart siddet hos Emma uafbrudt i fire dage. Hun var stadig ikke vågnet fra komaen. Hendes blege krop lå i en velkendt hvid kåbe, samt en mat hvid dyne, som var viklet omkring hende. 

Jeg havde talt til hende næsten hvert sekund jeg kunne. Hun var der, hun kunne høre mig - jeg var fuldkommen sikker, eller også var jeg bare skør. Men at se sin elskede ligge nær ved livløs, kan få èn på de mærkeligste tanker... 

"Vågn nu, prinsesse - du kan godt, bare koncentrere dig. Kom nu, jeg elsker dig..." 

 

Jeg var lige så stille faldet i søvn mod min vilje, i den faktisk meget behagelig orange stol.

"Ash?" Jeg havde troet det var min vilde fantasi, der havde fået det til at lyde som om, at Em kaldt på mig, men det var hende. Jeg åbnede søvndrukkent og lidt forskrækket mine øjne. Emma lå med halvt åbne øjne, og kiggede over på mig. Jeg kunne ikke kæmpe imod. Tårene strømmede ned ad mine kinder. Hun så bange på mig over min reaktion, men det stilnede hurtigt af med det søde smil hun nu altid laver. 

Jeg satte mig på hug foran hendes seng, og kiggede hende dybt ind i øjnene, efter jeg havde tørt mine for tåre. "Jeg troede aldrig du ville vågne," grinede jeg stille, med et kæmpe smil på læberne, og nykomne tåre i øjenkrogen. En lille hånd lagde sig besværret på min kind. Em åbnede hendes mund, men der kom ingen lyd ud. Hun åbnede hendes øjne stort, og så panikken på mig. Jeg blev også selv bange. Hurtigt hev jeg i den røde snor, som jeg faktsik skulle have haft gjort lige da hun vågnede, men det hele var så overvældende.

 

 

"Emma vil komme til at snakke normalt igen om noget til, og med noget øvelse, det kan jeg forsikre dem om." Der var åbenbart noget i slaget, som midlertidigt havde lukket Ems talecenter ned. Jeg kiggede over på hende med et melident blik. Jeg håbede bare han havde ret. 

"Tak," sagde jeg fraværende til lægen - det var ikke det vigtigste. Det vigtigste var, at jeg havde fået min prinsesse tilbage, og hun var i god behold - næsten da. Jeg skulle bare få anskaffet en der kunne hjælpe hende når drengene og jeg ikke var hos hende - ellers skulle det hele nok gå. 

Lægen var næsten ude af døren, da jeg kom i tanke om hvad prøverne havde vist, da hun var blevet indlagt. "Er babyen også okay?"

 

 

 

 

____________________

Jeg ved godt det er kort kapitel,

men synes det skulle afsluttes her -

altså kapitlet. 

 

Tak for favoriseringer og hele mulletjavsen!

 

tesik

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...