5SOS | Wherever you are

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2016
  • Status: Igang
Emma Wate begår aldrig fejl - det gjorde hun i hvert fald ikke indtil den dag, hvor hun forvirret stødte ind i Ashton Irwin fra bandet; 5 Seconds of Summer.

130Likes
142Kommentarer
28691Visninger
AA

23. ❍Friends again

 

 

❍Friends again

________________

 

Så nu er det igen blevet Amy-og-Emma-alt-for-mærkelig-kedeligt igen.

Ash var igen taget afsted, og efterlod mig så her med i fyldt mave og en (forvirret) Amy.

"Synes du jeg skal ringe til Michael?" 

Hun var måske ikke forvirret, måske bare mere.... Forvirret over at være så opsat på ikke at skulle være så opsat på at ringe til Michael. Gav det overhovedet i en hulen hyttens navn mening? 

Det minder mig om jeg snart skal ringe til Ash. 

"Hallllooo!? Hører du overhovedet efter?? Din skid du hørte ingenting!" Råbte Amy frustreret og kastede en pude lige i hovedet på, så jeg fik mit hår vendt på hoved.

"Hva' sku' det til for?!" Jeg kiggede forvirret over på Amy, der bare sad med et selvfedt bredt smil på hele femøren. 

Eller er det over?

"Så kan du bare lære at høre efter, ka' du!" Fnøs hun, og mente at jeg skulle finde min computer frem så vi kunne snakke med drengene.

Da hun sagde det lød det faktisk kun som om vi skulle snakke med Michael... Skøre tøs. Jeg ved virkelig ikke hvad Michael har gjort ved hende.

 

 

"Hey, Emmy! Savner dig vild- var er der lige sket med dit hår?" Grinede Ash på skærmen, og hentydede tydeligvis til mit hår som jeg ikke havde skænket en tanke siden vi tændte computeren. 

Jeg kiggede hurtigt ned i hjørnet af skærmen og så, at det faktisk sad helt forkert.

"Hun har sku da været i seng med en eller anden gut, har hun!" Grinede Michael, som var kommet ind fra sidelinjen. Det skulle forstille at være sjovt, men det var der ingen af os der grinede.

"Amy kastede en pude i hovedet på mig fordi jeg var fraværende. Men har I det godt? Savner jer helt vildt meget!" Jeg prøvede hurtigt at skifte emne - for det er jeg go' til! Nogle gange...

Ash fandt smilet frem igen og begyndte at snakke.

 

 

"Hvor er de andre egentlig henne?" Spurgte Amy - mest for at virke interesseret, men vi alle vidste at det var hun ikke - fordi det er Amy. Det var tydeligt, at hun kun ville snakke med Mike.

"Øhm, vent lidt. CALUM!! LUKE!! KOM LIGE!!" Råbte Michael og smilede bagefter til os. Et lille tøset fnis forlod Amys mund, og jeg kiggede undrende på hende - hva' sker der for hende? Hun plejer aldrig at være ''så'' piget? 

Hun trak bare på skulderne og smilede på èn vis uskyldig måde.

Jeg havde ikke snakket med Luke siden han fortalte at han elskede mig. På mange måder var jeg stadig sur på ham, men så også på så mange andre måder kunne jeg bare ikke være sur på ham i særlig lang tid ad gangen. Han havde på ingen tid banet sig vej ind i mit hjerte - men som ven. Selvom jeg engang havde en form for følelser for ham, betyder det ingenting nu - for jeg har Ashton. Og vi har et barn - der forhåbentlig snart køber en billet hos storken. Selv hvis han er sur og prøver at give mig skyldfølelse, ville jeg ikke lade det påvirke, selvom jeg bare så inderligt gerne ville have ham tilbage, som den Luke jeg kender og elsker (stadig som ven).

"Hey tøzzer!" Calum kom ind på skærmen og vinkede ihærdigt til os. 

"Hvorfor er du så glad?" Spurgte Amy - hun spiller den interesserede rolle meget godt nu?

"Jeg vandt over Luke i Ludo!"

I baggrunden stod  Luke. Jeg ville sige hej, men Ash afbrød mig, så Luke gik igen.

Hvorfor kunne de ikke bare være hjemme?

Hvorfor skulle det hele være så kompliceret?

 

 

"Øh, inden i lægger på, kan jeg så ikke lige tale med Luke - altså hvis han gider..?" Minutterne var gået hurtigt i ''selskab'' med drengene, men jeg havde heletiden Luke i baghovedet. Jeg blev nødt til at tale med ham på en eller anden måde. 

"Øhm..jo, skat, jeg spørg ham lige."

Jeg takkede Ashton og sagde farvel til ham, hvorefter Luke blev overrakt computeren. 

Amy var på en spion agtig måde, smuttet ud i køkkenet, hvert fald spurgte hun hvad vi skulle ha' til aftensmad - det blev kylling. 

Computeren blev lagt på en seng, og Luke kom til syne. Jeg smilede svagt og lavet et akavet vink.

"Jeg hørte du fik tæv af Calum i Ludo -  lod du ham vinde?" Luke grinede lavt, og et lille smil kom frem. Det fik mig selv til at smile. 

"Måske lidt?" Sagde han med et smil. 

"Hvorfor vil du egentlig snakke? Jeg troede du var sur på mig?" Hans hånd kløede ham lidt i nakken - sjov måde at sige det ik'? Som om det er hans abe der gjorde det for ham eller noget? 

Jeg bed mig lidt i læben - hvorfor ville jeg egentlig snakke med ham? Og var jeg stadig sur? Nej, jeg tror ikke jeg var sur på ham længere? 

"Jorden kalder Em?" Jeg kiggede forskrækket på ham. "Hvad?" Sagde jeg en tand for skinger. 

Han rystede grinende på hovedet, men blev hurtig alvorlig. "Er du stadig sur på mig efter...du ved..?" Jeg sank kort en klump. 

"Nej?"

"Slet ikke? Altså jeg sagde jo nogle ting...og du så langt fra-"

"Jeg overreagerede lidt." Siden hvornår? Jeg ved det ikke - jeg vil bare gerne være venner med Luke igen... 

Okaaaay...?

"Er du sikker, fordi du sagde altså nogle ret-"

"Luke, jeg overreagerede!" 

 

 

Efter en time skulle Amy og jeg spise, men da jeg skulle til at sige farvel til Luke, vendte min mave sig. Jeg skyndte mig at lægge computeren, og ''løbe'' ud til himmeriget - bedre kendt som toilettet...

"Emma!? Er du okay?!" For ikke at gøre det alt for detaljeret, siger vi at jeg kunne mellem mine små opstød af en art, høre Lukes råb fra computeren. 

Amy var hurtigt kommet ud til mig, og hjalp mig da jeg var "færdig." 

Jeg gik døsigt hen til computeren, som lå retarderet på sofaen, igen, og satte mig ned. 

"Em! Hvad skete der? Er du okay?! God du gjorde mig bange, søde!" Jeg rynkede min pande - søde? Jamen ja-ja, så siger vi det, søde.

"Jeg skulle bare lige aflevere noget til rotterne, bare rolig! Hey Ashy - hvornår er du kommet?" Jeg blev stort set altid helt hippie agtig når jeg havde kastet op - som om jeg havde drukket, hvilket jeg ikke havde - bare lige så vi er helt opdateret!  

Jeg kiggede med sløve øjne hen på Ashton, som bare sukkede lettet ud - snothvalp, han kunne bare tage flyet hjem og hjælpe mig. Og hvad har det med hele situationen at gøre, om jeg må spørgere? Hey, det rimede! Du har ikke taget noget, vel? Nope.

Og slutte vi lige den samtale!

 

 

 

___________________

Godt så - nu er jeg endelig færdig med pausen - 

håber ikke det gjorde noget, men yeah.. (har ikke så meget andet at sige..?)

 

Husk at like - og husk at være ligeså bananasset som i plejer! 

 

tesik<33

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...