5SOS | Wherever you are

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2016
  • Status: Igang
Emma Wate begår aldrig fejl - det gjorde hun i hvert fald ikke indtil den dag, hvor hun forvirret stødte ind i Ashton Irwin fra bandet; 5 Seconds of Summer.

130Likes
142Kommentarer
28681Visninger
AA

16. ❍"Du tror vel ikke..."

 

❍"Du tror vel ikke..."

_________________

 

Mine hænder begyndte at ryste. Dyyybe indåndinger, Emma! Du skal jo ikke nødvendigvis være sammen med ham? Men bare tanken om ham... "Husk nu på Em - han vil ikke gøre noget. Og, jeg er hos dig hele tiden," sagde Ashton beroligende til mig, imens han havde  trukket mig ind til ham. Ash havde ret - han ville hele tiden være ved min side, så hvad kunne der ske?

 

 

"Så du har simpelhen fået æren, at tage med os?" Alle fem sad rund omkring i bussen, den bus, som jeg nu skulle tilbringe "hele mit liv" i. "Nej, du er helt forkert på den, søde Calum," startede jeg rystende på hovedet. "I har fået æren, at få mig med," sagde jeg smilende. Ashton kyssede siden på mit hoved, mens de andre grinede. "Hvaad?!" Råbte jeg måske lidt skingert.

Calum og Michael rystede bare på hovederne af grin, mens Luke sad utrolig socialt med hans mobil i hånden og op i fjæset.

Emnet skiftede hurtigt, da der blev banket på "døren" - for det var jo egentlig ikke en rigtig dør, men så alligevel? Man kunne lukke den op-nej åbne den op, og så kunne man lukke den til. Okay, det var en dør.

"Whazzup?" Blev der råbt i kor, hvorefter jeg fik et kæmpe chok, fordi de velkendte fem drenge kom hoppende ind, og to af dem sprang jo i sofaen ved siden af mig så jeg blev mast op ad Ash - ikke fordi det er dårligt, men der var i forvejen ikke megen plads.

"Nærkontakt-fobi?" Grinede en brunhåret fyr, med lidt for meget energi i sig. Jeg rynkede lidt på næsen og kiggede på hans skulder, med den stribede T-shirt han havde på, som var trykt op ad min. "Nej, stribe-fobi," svarede jeg koldt, og kiggede på Ashton. Han smilede bare stort til mig.

Jeg så mig omkring, og så hvordan de andre havde sat sig til rette. Også Harry. Der gik et sug gennem min mave. Jeg holdt mig hurtigt til den, og uden at svare, på det spørgsmål der blev stillede mig, løb jeg næsten ind til sengene - nærmere hængerkøjer. Jeg lod mig glide ind på den nærmeste plads, og trak det lille gardin for, så der blev dunkelt.

Jeg klemte mine arme mod min mave, og lagde mig i fosterstilling. Brækfornemmelser. Hvorfor fik jeg det sådan? Jeg vidste jo udmærket godt, at Harry ikke ville gøre det samme. Det var en fejl - en stor én, men en fejl fra hans side, som han vidste. Og som Ashton havde sagt; ville han ikke gøre det igen. Men hvad er det så?

Min mave vendte sig. Det begyndte at syre inde i min hals, og måden den bevægede så længere op mod min, gjorde mig klar over, at det snart kom op.

Som om det hele gik baglæns, stormede jeg ud af køjeværelset, og løb uheldigvis ind i Ashtons skulder, da det så ud som om han var på vej ind til mig. Jeg nåede ikke at sige undskyld. Min mund ville snart fyldes med bræk, så toilettet var vigtigere end Ash lige der.

Jeg gjorde hurtigt min vej ud til det lille wc uden overhovedet at skænke tanke om hvad de andre ville sige til min ankomst. Det gav et stød gennem mig, da mine knæ dumpede, med hele min krop som vægt, ned foran toilettet.

Mit hår blev stille fjernet fra min mind og ansigt, mens det bare røg ned i lokumsvandet. "Det er overstået lige om lidt, søde." En hånd strøg op og ned ad min ryg, og beroligede mig, til jeg tilsidst havde fået det hele ud. Jeg lænede mig tungt og udmattet tilbage, efter jeg havde tørret noget - som jeg helst ikke vil vide hvad var - væk fra min mundvige.

Lyden af toiletskyllet, fik alle mine muskler til at slappe af, så da Ash kiggede med medlidenhed på mig, kunne jeg kun smile med et lille træk i mundvigen, og med halvt åbne øjne. "Her," sagde han roligt, imens han rakte mig min tandbørste. "Jeg skal ha' en ny tandbørste efter det her!" Mumlede jeg udmattet, med en snert af irritation bag stemmen.

Ashton havde sat sig på hug foran mig, med en hånd, som holdt om min kind. "Jeg kommer lige om lidt," sagde han og kyssede mig på panden. Jeg så ham dreje om hjørnet og ind til drengene, som på mirakuløse mirakler var blevet musestille.

Efter jeg havde skyllet min mund for tandpasta og hvad ved jeg, skulle jeg til at gå ind tilbage, men lyden af Liams alvorlige stemme fik mig til at vendte ved døren. "Der må være en anden forklaring? Alle kaster op en gang imellem? Jeg har også gjort det, men det har ikke betydet, at jeg var gravid!"

"Ash?" Kom det, meget mere lillepige-agtig fra mig end forventet, fra mig. Jeg kiggede ud på den lille forsamling, som var plantet i sofaerne. Mit blik mødte ikke Ashtons, men Harrys da jeg ikke kunne finde ham. Kontakten holdt ikke længe. Harry sænkede hurtigt blikket i form af frygt, og jeg selv henvendte mig hurtigt til Ashtons blik. Han rejste sig for, at genne mig og ham ind i køjeværelset, dog med protester bag fra.

"Kom, jeg løfter dig op, Emmy. En. To. Tre." Han havde fuldkommen lukket de andre ude. Ashton løftede mig op på den øverste køje, hvorefter han selv hoppede på ved siden af mig. Der var ikke meget plads, men jeg lagde mig bare tættere på ham. "Har du det bedre?" - "Ash du tror vel ikke.." Afbrød jeg ham. Han tog en dyb indånding. "Nej, det er sikkert bare noget dårligt mad? Men har du det bedre?" Han hentydede til, at vi skulle skifte emne, så jeg fulgte bare med. 

 

 

"Så når vi er i bussen igen, har du lavet tre-retters menu til os, ik' M?" Jeg kiggede skeptisk over på Calum, som havde snakket. Jeg rystede på hovedet. "Det troede jeg ellers du ville, Cal?" Sagde jeg, imens Ashton kyssede mig på kinden for, at sige farvel - nok mere på gensyn, men whatever. 

"Jeg ser frem til maden!" Grinede Calum til mig, hvorefter de alle gik ud af bussen efter at have givet mig et kram - så søde de er, minus Calum, han er dum. Nogle gange. Men ret tit. Næsten da. Når han vil ha' mig til at lave mad, er han dum.

 

 

Tiden gik langsomt, så jeg besluttede mig for at gå en tur. Ved ikke lige hvorhen, men jeg skulle bare havde noget frisk luft mod mit ansigt. 

Jeg besluttede mig at en lille seddel til drengene, hvis de nu skulle være kommet hjem før mig. Der stod ikke særlig meget på den bare, at jeg var ude for at få noget luft, og at jeg nok ville være hjemme før fem. 

Luften var dejlig kølig i forhold til solen, som stadig varmede utrolig meget. 

Da jeg havde gået i noget tid, vidste jeg ikke helt hvor jeg var henne. Jeg stod midt i et lokale, som godt kunne minde om en garage. Der var ingen mennesker. Vildt spooky. Zombierne kommer nok snart, og overtager verden. 

Der var meget køligere end udenfor, så små kuldegysninger lagde sig på mine arme. Et langt bord var placeret ind til væggen, og det var tydeligt, at der havde været mad derpå. Jeg traskede lidt rundt, indtil jeg så et skateboard. Jeg jublede næsten op da jeg så det - det er så lang tid siden jeg har stået på et. Med få tilløb, susede jeg rundt i lokalet, og mærkede adrenalinen pumpe rundt i kroppen på mig. 

"Du siger bare ikke, at jeg lige har ledt i over en time for, at finde ud af, at du har mit board?!" Blev der råbt fra den anden ende. Jeg fik et kæmpe kolosalt chok, så jeg mistede balancen på skateboardet, og gjorde kontakt med asfalt-gulvet. Jeg hørte svagt et råb om hjælp, men ellers var alting bare.

Sort.

 

 

 

____________________

Undskyld den lange ventetid,

men havde svært ved at få hjernen til at 

fungere ''ordenligt''

(◕‿◕)


tesik

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...