5SOS | Wherever you are

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2016
  • Status: Igang
Emma Wate begår aldrig fejl - det gjorde hun i hvert fald ikke indtil den dag, hvor hun forvirret stødte ind i Ashton Irwin fra bandet; 5 Seconds of Summer.

130Likes
142Kommentarer
28694Visninger
AA

30. ❍Du er en død mand

 

❍Du er en død mand

__________________

 

Jeg var blevet ringet op af lægen for morgenstunden af, og fik af vide at prøven var "færdig", og svarene var klar til afhentning - jeg tror det er den måde jeg vil sige det på, selvom afhentning lyder mærkeligt. 

Jeg kunne bare komme derhen, så jeg kunne høre hvordan de lød - altså svarene. 

Som sagt, ville jeg selv gå derhen og hører dem. Så uden at vække Ashton - som stadig lå sødt og sov, med hans tommelfinger i munden - tog jeg tøj på, børstede hår og tænder, dog efter min "næringsrige" morgenmad, hvorefter jeg skrev en seddel til Ash. Jeg ville ikke tale med nogen andre end lægen, før jeg havde bevæget mig ud fra huset med alle lægerne og nålene og sådan noget læge relateret noget.

Jeg skrev til Ashton at jeg var taget afsted, men at jeg ikke vidste hvornår jeg ville være tilbage. Jeg skrev også at jeg elskede ham.

 

 

 

Klokken var omkring halv ti, da jeg trådte ind i venteværelset, der var fyldt med mennesker fra alle verdens hjørner. Eller ikke... Der var nærmest ingen - udover mig. Jeg satte mig ned i en af de gyselige, orange stole, og betragtede de forskellige mennesker, der, som mig, også ventede på at blive råbt op af en sygeplejeske eller læge eller hvad der nu kalder en op - måske en sværm af alfer med små mini trompeter? En gammel, lille, høj sandsynlig syg, dame, sad over for mig, med sit strikkestøj, meget koncentreret. På min række, cirka fem rædsomme, men bløde, stole væk fra mig, sad en mor og et barn på omkring seks, der plagede om slik. Jeg kiggede videre og tabte pusten et kort sekund. Hurtigt rejste jeg mig og hev ud efter et blad, så jeg kunne gemme mig omme bag det.

Hvorfor var han her? 

Men tiden var ikke inde til at heldet skulle være hos mig, så selvfølgelig, da jeg greb ud efter magasinet, får jeg også fat i de andre, og ud med blade kommer der, så det giav et højt spektakel, der fik alles øjne rettet mod mig. 

"Emma?" Hørte jeg en dyb stemme sige bag min ryg. "Fuck," mumlede jeg mumlende og bed mig selv i læben, da jeg var drejet rundt på min hæl - ansigt til ansigt med Harry.

"Er du okay? Skal jeg hjælpe?" Spurgte han med et nik ned mod alle de blade jeg havde formået at smide rundt med. Hvorfor skulle han lige akkurat være til lægen nu? Og hvorfor var han overhovedet til lægen? Han så ikke syg ud? Okay jeg var så heller ikke syg... Bare glem det. Men hvorfor var han der?

Han begyndte at samle bladene op, mens jeg bare stod og kiggede på. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke hjalp til - det gav bare ikke lige mening der at hjælpe ham. Harry fik dem hurtigt sat på plads, og smilede til mig. 

"Hvad får Harry Styles herhen på så tidlig en morgen?" Han kiggede en smule overrasket på mig, inden han igen fik sit selvsikre smil på igen. "Direkte i mundtøjet for morgenstunden af, hva'?" Grinede han kort, og jeg var ved at miste min tålmodighed. Det var meningen jeg skulle herhen, få at vide hvad svarene sagde, og så tage hjem og sige at det var Ashtons barn. Der var ikke nogen Harry med i min plan! "Du svarede ikke på mit spørgsmål - hvorfor er du her?" 

"Direkte...og med en kort lunte-" sagde han og tyggede lidt på det. "Jeg er her fordi Niall fik det dårligt igår. Han havde det ikke bedre her til morgen, så jeg kørte ham hertil? Hvad er din undskyldning?" Fortalte han. Jeg fnøs ad ham. "Jeg er her ikke på grund af en undskyldning." Jeg satte mig på stolen igen, opdagede at jeg ikke havde medført et magasin. Selvom det kun skulle bruges til at gemme mig med.

Harry satte sig ved siden af mig. Jeg pillede lidt med mine fingre for at få min opmærksomhed hen et andet sted end Harry. Jeg kunne heletiden mærke hans blik hvile på mig. 

"Er du her på grund af...tilbagemeldingen af, du ved, prøverne?" Jeg kiggede på ham, og fik mere eller mindre en lille overraskelse over hvor sød han lød. Hvor var den Harry der prøvede at voldtage mig? Det blev sagt forkert! Jeg vil på ingen måde se den Harry igen! Det var forfærdeligt! Men han er jo på ingen måde sådan nu!? Jeg kan meget bedre li' ham her.

Jeg nikkede og trak i min mundvige - ikke et smil, men heller ikke ikke et smil, en sammenblanding.

"Emma Wate?" Hørte jeg, og så en mand, som høj sandsynlig var min læge in some how.

"Er du nervøs?" Nej, Harry.

"Ja." Han nikkede til mit svar.

"Skal jeg gå med dig ind?" Nej, Harry, det skal du ikke.

"Skal du ikke vente på Niall?" En god måde at sige: "Du skal ikke med ind, Harry!" Okaiii... Det lød på den perverse måde rigtig klamt...

"Han klarer sig," smilede han. Han rejste sig op og tog min hånd. "Kom." Jeg kunne have slået mig selv til nær ved døde, da jeg gik bag lægen, hånd i hånd med Harry, ind til lægens - som faktisk har et navn, men som jeg desværre har glemt - kontor, eller hvad man nu kalder det.

"Er du så den heldige far?" Sagde lægen med ryggen til os, da mig og Harry havde sat os. Jeg kiggede hurtigt på vores hænder, der var flettet sammen på stolens armlæn. Hurtig - måske panisk - tog jeg min hånd til mig. Meget fumlet og klodset, men jeg fik den til mig, dog med blikke fra dem begge, da jeg væltede en nøgen menneskefigur ned på gulvet - du ved, de der plastikfigurer der altid er i biologilokalet, hvor man kan tage organer og alt det der involde halløj ud? Brikkerne, som skulle ligne involde og organer, fløj rundt i rummet, og Harry kunne ikke lade vær med at grine sammenbidt. 

"Jeg er desværre kun en ven, hr." Desværre? Jeg har ingen kommentar til det. 

Jeg kiggede forvirret over på Harry, men han smilede bare sødt til mig, som om han så på verdens største slikkepind. Perverse tanker gå væk!

"Ødelagde du det?" Harry nikkede og svarede. "Dårligt førstehåndsindtryk siger hvis det hele." Jeg rømmede mig lidt ved tanken. "Er du forelsket i hende-" "hvis det er okay, så vil jeg gerne have svarene!" Jeg afbrød lægen og prøvede at smile venligt til ham, men jeg havde virkelig ikke tid eller lyst til at høre mere.

Lægen smilede til mig og satte sig i sin stol, med en papirmappe i hænderne. Han suttede eller slikke på sin finger, vendte rundt på papirene, der så meget uoverskuelige ud, men det kan måske havde noget at gøre med det fact at det stod på hovedet for mig? Måske, måske ikke.

Hans læber trak sig fra hinanden, og lyde skulle til at slippe ud. 

Ashton eller Luke.

"Du ved jo vi tog nogle blodprøver og noget DNA fra...Luke Hemmings og Ashton Irwin, fordi du mistænker en af dem for at være den biologiske far." Jeg nikkede forstående. "Ja," sagde jeg og han snakkede videre. Da han endelig kom til sagen, åbnede jeg mine øre igen.

"Prøverne viser en sammenligning med Luke Hemmings DNA, så det tyder på at Luke er den heldige far." 

Nu vidste jeg det. Og det gjorde Harry også. 

Jeg følte en vrede indeni mig, over at vide at Luke var faren. Det kunne han ikke! Mit barn skulle ikke have et svin af en far, som Luke! Det her skulle ikke vides af andre end os i rummet. Ingen ud over lægen, mig og Harry skulle vide at Luke var faren. Ashton er faren. Prøvernes melding har ingen betydning - Ashton er faren. Ingen vil finde ud af det, hvis Harry bare holder sin kæft lukket. 

Ashton  er faren.

 

 

"Hør her, Harry. Det du hørte der inde, hørte du ikke, okay? Luke er faren på papirene, men ikke i virkeligheden, okay? Ashton er faren, og det skal alle tro, så hvis nogen spørg, så er det Ashton der er faren. Og hvis du ikke kan finde på en løgn, så siger du bare ikke noget! Luke er en røv, og han skal ikke vide at det er hans barn! Forstået?" Fra øjeblikket vi var kommet ud fra lægens kontor, bankede jeg Harry op ad væggen, og hviskede hårdt mine ord i øret på ham. 

Harry kiggede seriøs på mig og forstod alvoren i det jeg sagde, men selvfølgelig skulle han spørge. "Hvad er der nu galt med Luke?" 

"Er det ikke ligemeget? Han er bare en røv!" Harry tog omkring min talje og drejede mig, så jeg nu var den der stod op ad væggen, som om han kunne få styringen af det. Han kom udfordrende tæt på med sit ansigt mod mit. "Hvis du ikke siger det, kan jeg ikke holde på det du lige sagde - det ved du godt, ikke?" Hviskede han dristigt, uden at have øjenkontakt med mig - heldigvis. 

"Hvordan kan jeg vide at du ikke siger det?" Jeg er glad for at min mave var så stor, at han ikke kunne stå tættere på mig - det var allerede klaustrofobisk dèr. 

"Du må bare stole på mig?" Ja, det er også meget nemt at sige, hr. Styles! Dumme kraftidiot, altså.

"Men hvad er der med Luke?" Jeg kunne ikke gå mod ham og ikke sige hvad der skete med Luke - jeg ville ikke risikere noget. 

"Jeg kyssede Luke, han kyssede mig, jeg sagde at vi skulle stoppe, han kom mens Ashton var ude, han kyssede mig og lavede et sugemærke, jeg råbte ad ham fordi han gjorde det, og nu er han faren. Jeg hader ham - han er en røv." 

"Bare du selv har styr på det, søde," svarede han og vise ingen tegn på at det Luke havde gjort var noget dårligt. 

Der gik noget tid inden jeg tog mig sammen til at rykke mig væk fra ham. "Harry du ved godt at du er en død mand, hvis du siger noget, ik'?" 

"Ikke hvis du siger det først," blinkede han med det ene øje, så jeg fik vendt mig om mod udgangen. 

 

 

 

 

_______________________

Mere?:3

 

Jeg ved ikke om det jeg har gjort var det rigtige, men måske har I set at jeg har skiftet coveret...igen. 

Jeg ved ikke lige om det passer bedre eller om det overhovedet er pænt, men nu har jeg gjort det, og nu håber jeg at jeg bliver ved detXD

 

Husk at "like", hvis det lyster;))

 

Hav det varmt og godt!

tesik

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...