5SOS | Wherever you are

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2016
  • Status: Igang
Emma Wate begår aldrig fejl - det gjorde hun i hvert fald ikke indtil den dag, hvor hun forvirret stødte ind i Ashton Irwin fra bandet; 5 Seconds of Summer.

130Likes
142Kommentarer
28627Visninger
AA

14. ❍Aldrig mere

 

❍Aldrig mere

_________________

 

Ashtons synsvinkel:

 

"Emma! Emma, vågn nu op!" Græd jeg bange med Emmas lille hånd i min. "Ambulancen er på vej!" Råbte Louis, så vi alle var informeret. Jeg kunne ikke tro det. For lidt tid siden havde jeg følt at hun var pisse irriterende, fordi hun var kørt med Harry. Jeg havde for endnu kortere tid siden følt skyldfølelse, fordi jeg havde ladt hende køre med ham. Og nu. Nu følte jeg, at jeg var ved at miste hende, som når man tager sand op i ens fingre og det bare glider væk. Glider væk fra en, som om man ikke har noget andet valg. 

"Gør plads!" Sagde en mand. Jeg slap modvilligt Ems hånd, og så hende blive løftet op på en båre. Der gik noget tid inden jeg opdagede, at en ny mand stod og talte til mig. "Er du hendes kæreste?" Jeg nikkede stille. "Ja, det er jeg." Jeg havde troet det ville føles bedre, at sige ordene højt, men det pinte mig næsten bare mere. "Vil du køre med?" Så spurgte han hurtigt, og trak mig med ind i bilen uden et svar. 

Jeg kiggede skrækslagende tilbage på alle drengene - på nær Harry - mens siranerne begyndte, og bilen kørte mod hospitalet.

 

 

Jeg havde siddet ude i venteværelset i noget tid, sammen med Luke, Calum, Michael, Niall, Liam og Zayn, inden en læge sagde nikkende, at hun nok skulle klare den, at hun var kommet i choktilstand, og jeg gerne måtte gå ind til hende.

Jeg gik alene ind til hende. Lukkede stille døren i efter mig, og så Emma ligge sovende i sengen. Hun havde en hvid kittel på, og et drop i hånden - stakkels hende. Jeg trak forsigtigt en stol hen ved siden af hende. Rummet var hvidt malet, og havde ikke meget familieart at byde på. Jeg strøg mine fingre let hen over hendes kolde hånd. Den var iskold, så jeg lagde begge mine hænder om den, mens der langsomt dannede sig en klump i min hals. Det her var Harrys skyld. Han var skyld i at min prinsesse lå på hospitalet i choktilstand. Min prinsesse. Og jeg troede hun skulle forsvinde fra mig. Hvis det var sådan jeg reagerede, hvordan ville jeg så reagere hvis hun virkelig forsvandt? 

Hurtige tåre løb ned ad min ene kind, men jeg tørrede den hurtigt væk - jeg skulle være ''stærk.'' 

"Ash?" Kom det mumlende fra Emma. Jeg mødte hendes blik hurtigt, og mærkede glæden strømme igennem mig. "Emmy?" Smilede jeg. Hun gengældte det hurtigt med et sødt lille smil, der fik mig til at smile større. "Jeg er tørstig." Jeg kunne egentlig godt høre hun var lidt hæs. Jeg lænede mig ind over hende for, at kysse hende på panden. "Jeg er så glad for at du er her. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden dig," hviskede jeg til hende. Hun gav mig et udmattet smil, og kyssede mine læber. "Men jeg er stadig tørstig." "Jeg kommer om lidt, prinsesse." Vores læber mødtes igen i en blød overgang, og fik os begge til at smile igen. 

Selvom hun ikke havde været væk fysik, følte jeg, at jeg havde manglet hende psykisk - og det tog meget på mig, overraskende. Jeg troede ikke jeg ville ku' få stærke følelser for en pige. Men, Emma, er mit et og alt - min prinsesse. Og det ved jeg nu.

 

 

Emmas synsvinkel

 

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg havde psykisk væk, hvor lang tid jeg havde været på hospitalet. Hvad der skyldes, at jeg var der - jeg var der bare. 

Jeg havde sendt Ashton ud på en hemmelig mision - at hente et glas vand til mig. Nu er den ikke hemmelig mere. Nej okay.. Det er bare en mision.

Efter noget tid kom Ashton ind med en bakke i hånden. Der var en kan vand, nogle glas, noget mad, og en ubeskrivelig flot rød tulipan med gule nuancer. Jeg smilede så meget jeg var i stand til. Det havde været - og er det endnu - hårdt, at opleve, det som fyren gjorde mod mig. Hvor var han egentlig henne? Var han her? Vil han gøre det samme mod mig igen? "Em?! Der sker ikke noget, ryk dig lidt." Jeg mærkede Ashton lægge sig ved siden af mig. "Kom her - du er i sikkerhed nu." Jeg græd mod hans brystkasse, mens han havde lagt begge arme om mig. Hvad sker der med mig?  Græder over en fyr der ikke er her? 

"Hvad tænker du på, Em?" Sagde Ash, med et kys på min pande. Jeg puttede mig længere ind til ham, og strammede grebet i hans trøje. "Jeg sagde han skul- skulle stoppe, men.." Min hulken stoppede mig. "Det er okay, jeg har talt med Harry - han vil aldrig gøre det igen." Harry? Hed han Harry? "Ja, han hedder Harry," grinede Ashton blidt, og kyssede min mund. 

Jeg kiggede ikke op, da døren gik op - hehe, det rimer faktisk. Men vi er ikke midt i en rime-konkurrence, vel? Lysseslukker...

"Er hun okay?" Det var Luke kunne jeg tydeligt høre. Jeg smilede indeni mig selv. "Yeah, hun har bare brug for lidt søvn," forklarede Ashton, og krammede mig lidt hårdere. Jeg blev helt søvnig, efter at ha' grædt. Jeg gabte søvnig. "Ashton?" Hviskede jeg nærmest mumlende. "Hvem er herinde? Er han her?" 

Ashton sagde jeg skulle sætte mig ordenligt op, så kunne jeg se og høre hvem der var inde i det lille rum. Der sad syv drenge inklusiv Ashton og Luke. Jeg kunne kende Calum og Michael, men der var også nogle andre drenge jeg ikke vidste hvem var - eller jeg kunne huske, at det var dem fra tideligere, men jeg vidste stadig ikke hvem det var. En mørkhåret fyr, som sad tættest på min seng, smilede medlidende til mig. "Vi er så kede af Harrys opførelse," sagde han. Det så ud som om, at det var dem der havde gjort alt dèt imod mig. Jeg kunne ikke forstå dem? De havde jo intet med det at gøre? 

"Det er ikke jeres skyld... I skal ikke undskylde," forsikrede jeg dem, og et lille lettet smil gled over deres munde. 

 

 

Jeg havde efterhånden ligget i lang tid i sengen, mens alle drengene stadig var her. Det var egentlig lidt sødt af dem, at blive her - burde de ikke ha' et liv? 

"Ved du hvornår du må komme hjem, Em?" Spurgte Liam - ja, jeg har fundet ud hvad de hedder, også ham som var hjemme hos Harry. Louis hedder han. Jeg kiggede over på ham. "Senere idag burde jeg kunne komme hjem," svarede jeg ham, efter at have taget en slurk vand. "Så skal vi holde en velkom-hjem fest!" Jublede Michael. De alle grinte - jeg prøvede så godt jeg kunne, da jeg stadig manglede nogle kræfter. "Det tror jeg vi venter med, ik'?" Grinede Ashton og kiggede spørgende på mig. Jeg nikkede stille med et smil.

Døren åbnede, og ind kom lægen. Han fortalte mig, at jeg lige skulle svare på nogle spørgsmål, og efter det kunne jeg komme godt hjem igen. 

 

Da jeg havde svaret på tingene i et specielt rum, fik jeg min krop ud af den grimme hvide kåbe jeg havde haft på, og fik mit eget behagelige tøj på. 

"Håber vi ser hinanden igen, Em - og jeg er ked af det der skete," smilede Niall til mig, hvorefter jeg krammede ham. "I lige måde - bare ikke lige, at jeg er ked af det der skete-  ej det giver ikke mening! Vi ses, Niall," grinede jeg sammen med ham. 

Efter Ashton og jeg havde sagt farvel til de andre, kørte vi hele vejen hjem til mig - i tavshed, indtil Ashton brød den.

"Undskyld," sagde han lavmælt. "Hvorfor siger du undskyld, Ash?" Jeg kiggede over på ham. Hans kæbeparti var i spænd. "Fordi.. Jeg skulle ikke ha' sagt, at vi ikke var sammen. Jeg elsker dig overalt på jorden, og hvis du forsvandt fra mig, ved jeg ikke hvad der skulle ske med mig? Det er min skyld, at Harry gjorde det han gjorde mod dig - jeg skulle ha' kørt dig hjem eller have fået Calum, Luke eller Michael til det. Jeg vidste Harry kunne finde på det, men jeg gjorde ikke noget ved det - andet end at blive pisse irriteret.. Derfor; undskyld," sagde han uden nogen som helst form for pause. Bilen bremsede stille og roligt for rødt. Jeg mødte hurtigt Ashtons blik. "Kan vi ikke bare glemme den her dag?" Sagde jeg mere end jeg spurgte. Det her havde været en utrolig lang dag, og jeg ville bare gerne have den overstået. Alle de grimme oplevelser, skulle væk fra min hukommelse - selvom det nok er umuligt. Men jeg gøre alt for, at få det væk.

 

 

"Du er så sød når du taler i telefon!" Grinede Ashton smilende til mig, mens han gjorde tegn til at jeg skulle sætte mig på hans skød. "Tak - tror jeg? Når, men Amy kommer over om lidt, så få nogle bukser på." Jeg klappede ham lidt på hans ben, før jeg rejste mig igen. "Jeg burde købe en dobbeltseng til dig," mumlede han, så han fik mig til at grine. Jeg skævede til ham. "Hvorfor en dobbeltseng?" Jeg hev hans bukser op fra gulvet og kastede dem i hovedet på ham. "Fordi der er for lidt plads når vi skal sove," sagde han koncentreret - næsten med en tunge hængende i kanten af mundvigen. 

"Jeg synes nu det er dejligt, at ligge tæt op ad dig - men hvordan pokker er dobbeltsengen kommet ind i billedet, når jeg snakkede om Amy?" Han trak bukserne på, hvorefter han trak på skulderne. "Det ved jeg ikke, men så kunne der ske noget mere end bare at sove?" Ashton havde et lille flirtende smil på læberne. "Hvornår er du gået hen og blevet en bad boy?" Først grinede jeg lidt, men da Ashton spurgte om jeg ikke kunne lide det, kiggede jeg (sikkert helt vildt retarderet) forførende på ham. 

"Ashton Fletcher Irwin, du er verdens slemmeste dreng. Jeg holder vores forhold skjult for mine forældre, fordi de bare ville blive skuffet over mit fantastiske fund af en bad boy. Du gør mig skør over alle dine frække forførelser, og kan slet ikke holde min krop oppe når du rør ved mig - jeg elsker det!" Jeg havde lige sat mig, med mine ben på vær sin side af Ashton, da døren blev åbnet, og Amy kom ind.

"Jeg kan også bare gå igen, hvis jeg forstyrre?" Amy vendte snuden om og gik mod udgangen igen. "Nej vi er færdige - kom her Amy!" Råbte jeg, og løb ind i hende, med et kram bagfra. "Nej nej, du! Jeg er glad på dine vegne - jeg vil hellere end gerne gå igen, medmindre de andre også er her? Er de her?" Jeg spyttede noget falsk dyrehår af en art ud af min mund, som havde tilhørt Amys jakke. "De er her ikke, men det er ikke derfor du er kommet! Du sagde du havde nyheder? Er det gode nyheder? Kom nu ind og sæt dig!" Kommanderede jeg. Amy stillede hendes højhælede sko til siden, og gjorde sin vej ind til os. 

"Hej Ashton," smilede hun til ham, da hun så ham. "Hey," sagde han med et kort kig op fra hans mobil. "Han er da virkelig social," mumlede Amy ironisk, højt nok til at Ashton kunne høre det. "Ja ja, jeg skal jo prøve at koncentrere mig om noget andet end det I siger?" Han havde en pointe? "Har I ikke set det? Inden for de sidste 10 minutter er det væltet ind med billeder og spørgsmål på Twitter! Er det rigtigt, at Harry Styles kyssede dig, M?" Jeg blev lidt mundlam - hvor vidste hun dèt fra? "Hvem har fortalt dig det?" - "Mere hvordan det er kommet ud i offentligheden," afbrød Ash mig, og kiggede alvorligt over på Amy, med albuerne på hans knæ. 

"Så det er rigtigt?! Oh my God! Harry Styles har kysset min bedste veninde!-" "Og min kæreste." Ashton var virkelig i afbryd-alle humør. Jeg fik det dårligt indeni. Harry gjorde mig dårlig. "Undskyld, Amy, men jeg liver nød til at lægge mig," sagde jeg, og rejste mig fra sofaen, hvorefter jeg gik ind til min seng. 

Efter lidt tid blev dynen løftet, og en velkendt duft fyldte mine næsebor. Ashton. Han lagde sig tæt ind til mig. "Amy er taget hjem. Er du okay, prinsesse?" Sagde han, efter jeg havde vendt mig om, så vi lå ansigt til ansigt. "Det tror jeg," kom det klukkende fra mig. Ashton nussede min kind i bløde bevægelser, men stoppede lige pludselig. "Hvad er der?"

 

 

 

 

_______________________

Jeg har prøvet at skrive et længere kapitel,

ved ikke om det er langt nok, men jeg øver ;)

sådan da (◕‿◕)

 

 

Qnuz med Q og z

 

tesik

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...