Spøgelsesøjne

'Spøgelsesøjne' handler om Luna, der har evnerne til at se spøgelser. Det er dog ikke noget, hun er særligt glad for. Så da hun møder den mystiske Aridjana, der siger hun kan hjælpe hende af med forbandelsen tager hun chancen, og tager på en rejse fra London til Danmark med Aridjana og hendes hemmeligheder.

2Likes
0Kommentarer
171Visninger
AA

1. Spøgelsesøjne

Spøgelsesøjne

 

Prolog:

 

Elverland er fantastisk. Det er bedre end alle mine gamle forestillinger om Himlen og Paradis. Lyset er overvældende, farverne er smukkere end den smukkeste blomst, mennesker kender til. Varmen er mere behaglig her, luften renere og personerne sødere. Jeg kunne næsten glemme vejen hertil, og alt det jeg har efterladt, som jeg nu knap husker.

 

Jeg prøvede at lukke øjnene, både bogstaveligt og i overført betydning, men spøgelserne var overalt. Jeg har hele mit liv kunne se spøgelserne af personer, der har lidt en uheldig skæbne. De var alle sammen lænket til ét bestemt sted af betydning for den afdøde. Det var ikke sådan, at jeg kunne tale med dem. Jeg kunne ikke spørge hvem der dræbte præsident Kennedy eller udfritte Anne Frank om dagbogstips. Jeg ville derudover aldrig have kunnet klare at komme steder som Auschwitz eller Tower of London, hvor jeg f.eks. var den dag. Der var alt for mange døde der sad fast der, alt for mange skrækkelige hændelser.

 

Jeg var på skoletur med Wycombe Abbey Secondary School med min kostskole i England. Mine forældre døde, da jeg var helt lille, så jeg huskede ikke noget om dem. Jeg boede hos min tante, indtil jeg blev gammel nok til, at hun kunne sende mig på kostskole, så hun slap for at tage sig af mig. I starten besøgte jeg hende i ferierne, men som tiden skred frem blev besøgene mere uregelmæssige, og til sidst jeg hende kun, når jeg kom i problemer, hvilket var aldrig. Tante fortalte mig aldrig rigtigt noget om sin bror, altså min far. Hun havde givet mig et billede af mine forældre på deres bryllupsdag, de så smukke ud. Jeg syntes faktisk min mor lignede mig lidt. Vi havde samme mørke hår, og hendes ansigtstræk lignede mine, bare i en smukkere og mere moden udgave. Dog gør mine øjne en stor forskel.

 

Sammen med mine evner til at se døde mennesker, havde jeg fået isnende blå øjne. Jeg gik med nogle kontaktlinser der gav mine irisser et mere dæmpet skær, indtil jeg kom til England. Vi fik ikke lov til selv at tage os af vores indkøb ofte nok, til at jeg kunne købe kontaktlinser. Jeg gjorde mig hele tiden umage med ikke at kigge folk i øjnene, hvilket var let nok, eftersom jeg ikke havde så mange venner.

 

Jeg var også påpasselig med ikke at besøge steder jeg ikke havde læst om ud og ind, så derfor var det kun på skoleudflugter, som denne her, der gjorde mine spøgelsesøjne ulidelige for mig. Tower var et af de værste steder for mig, der var så mange spøgelser, der genlevede deres tragiske øjeblikke her. Jeg kunne kende dem ved, at de havde samme øjne som mig. Alle spøgelsers øjne var ligeså blå og blege som mine, og de lyste op og bekræftede spøgelsernes unormalitet.

 

Vores lærer gav os lov til at udforske stedet på egen hånd. Jeg hældte egentlig til bare at gå tilbage til bussen og vente, indtil noget fangede mit blik. Det noget var faktisk en pige, der så ud til at være på min alder. Hun havde en høj, tynd figur, et sødt, hjerteformet ansigt og langt, lyst hår. Men det var hendes øjne, der fangede mig. Jeg havde ikke bemærket dem til at starte med, fordi de virkede tydeligt grønne, men når jeg kiggede grundigere ind i dem, begyndte farven at flimre og ændre farve til en den gyselige blå. Pigen havde opdaget min stirren, og kiggede mig i øjnene. Nu var de grønne igen. Jeg prøvede at smile undskyldende i et forsøg på at skynde mig væk, selvom jeg var meget nysgerrig, men pigen blev bare ved med at stirre på mig, som om hun ikke rigtig så mig som pige, men mere som om hun ville se ind i min hjerne. Hendes øjne blev mere og mere blå, og jeg kunne ikke få mig selv til at kigge væk.  Jeg blev bare ved med at holde hendes blik, som havde hun tryllebundet mig. Pigen blinkede igen og blev pludselig nærværende. Hendes øjne blev grønne, som hun gik over imod mig. ”You have very beautiful eyes”, sagde hun med en uidentificerbar accent, der lød let og legende.

”Thanks”, svarede jeg frygteligt lavt, men hun kunne godt høre det, for hun smilte, ”You too. Do they always shimmer like that?”. Jeg var lige ved at smække en hånd for min mund, for at stoppe andre mulige dumheder. Tænk at jeg lige havde spurgt om det, sæt nu hvis det bare var min hjerne, der var ved at blive syg af alle de genfærd. Pigen virkede overrasket, men lod ikke til at synes jeg var skør.

”My name is Aridjana”, sagde hun bare.

”That’s some of a name. I’m called Luna”, jeg hadede mit navn, det er så svært at udtale på engelsk. ”I’m from Denmark”, sagde jeg i et forsøg på at gøre op for mit uudtalelige navn. Ikke fordi hendes var meget bedre, men hun virkede helt klar over hvordan hun skulle sige sit.

”Fedt, jeg taler også dansk. Nå men, hvad er det så ved dig, der gør du kan se mine øjne flimre?”, sagde Aridjana på perfekt dansk. Jeg skulle først lige komme mig over, at hun rent faktisk var dansker, før jeg kunne overveje hvad jeg skulle svare på hendes spørgsmål. Jeg var blank, altså hvad i alverden var forklaringen på at jeg kunne se hendes øjne flimrer og at jeg så spøgelser. Jeg kunne selvfølgelig prøve at forklare hende mine evner, for hun måtte vel på en eller anden måde være anderledes ligesom mig, siden hun havde to farver der kæmper om gunsten til at være i hendes øjne. Men jeg kunne ikke få mig selv til at fortælle en vidt fremmed om mine besynderlige og uønskede evner. Jeg må have tøvet i ret lang tid, for Aridjana rømmede sig og sagde, ”Du kan sagtens stole på mig, jeg synes ikke du er skør”, og så, som var det overlagt, blev hendes øjne blå igen, samtidig med at hun svingede sit hår over skulderen og blottede et unaturligt spidst øre. Jeg tøvede stadig, det var simpelthen alt for mærkeligt til, at jeg kunne finde ud af hvad, der var det rigtige at gøre. Jeg sagde stadig ikke noget, da Aridjanas øjne blev e og hun begyndte at blive fraværende igen. Hun stirrede på mig ligesom første gang hun så mig i øjnene. Den grønne farve overtog den blå igen, da Aridjana talte, stadig i trance. ”Du kan stole på mig, fortæl mig hvad der er i vejen”, sagde hun med en lys og blød stemme. Så det gjorde jeg. Jeg fortalte hende alt. Om mine forældres død, min forbandelse og alt hvad den medførte. Og hun sagde ikke noget, hun stod bare der med en fabelagtig efterligning af Mona Lisas smil. Da jeg var færdig med at tale, gik det op for mig at jeg lige havde sagt alt højt ude i offentligheden. Tænk hvis andre end Aridjana havde hørt hvad jeg sagde. Jeg kiggede forvildet rundt, men vi var heldigvis de eneste, der stadig stod i indgangen.

”Jeg kan hjælpe dig, hvis du vil lade mig. Det kræver godt nok en del omvæltning for dig. Og jeg mener virkelig omvæltning”, sagde hun, denne gang utrolig nærværende, for at være sikker på at jeg forstod. Jeg tøvede, men jeg vidste at der ikke var noget valg. Jeg kunne ikke have levet videre med denne forbandelse og vide at jeg måske forspildte min eneste chance for at slippe af med den.

 

”Oreo?”, sagde Aridjana og holdte en pakke Oreokiks frem imod mig. Jeg rystede på hovedet, jeg var ikke i humør til småkager. Men Aridjana træk på skuldrene og tog endnu en kiks. Vi var taget fra Tower til Kings Cross Station, og er med et nattog til Københavns hovedbanegård. Jeg prøvede ikke at tage mig af hvad jeg ville gøre når vi engang er færdige med vores mission. Lige nu handlede det bare om at få så meget information ud af Aridjana som muligt.

”Aridjana, hvorfor er det dine øjne skifter farve?”, spurgte jeg forsigtigt.

”Du kan bare kalde mig Jana”, sagde hun gumlende på sin syvende Oreokiks, ”og med hensyn til mine øjne, må du være klar på en længere historie. Det er endnu vildere end du forestiller dig”. Jeg tvivlede, men sagde ikke noget, ventede bare på at hun ville fortsætte.

”Jeg er en elver. Også kaldet en Aigne Cailleach, irsk for sindsheks. Man har som elvere ingen rigtig øjenfarve. Jeg har hverken grønne eller blå øjne, mine øjne er hvide, så de bedre kan udholde alle farverne i Elverland, grunden til du ser dem som blå er fordi det er den farve dine øjne har, og at din hjerne har vænnet sig til at alt hvad der ikke hører til i de levende menneskers verden har denne farve øjne. Hvorfor du så også ser dem som grønne ved jeg ikke.”

Jana tav og tog en Oreo. Jeg ventede på at hun skulle fortsætte, men det så ikke ud til at hun havde tænkt sig at gøre det. Jeg er godt klar over, at jeg var en idiot, fordi at jeg troede på det. Men jeg har set genfærd hele mit liv, hvis der eksisterer elvere, så eksistere der elvere. Og på den anden side kan Jana ikke være andet end overjordisk.

”Hvad er Elverland?”, spurgte jeg hende,

”Elverland er mit hjemland. Det er et absolut fantastisk sted, det smukkeste du kan finde. Det ligner ikke det her. Det er ikke bebygget og ødelagt af fabrikker og huse. Den slags behøver man ikke i Elverland. Alting er så smukt der. Men jeg synes det er spændende her”, sagde hun. Hun lod ikke til at synes, at det burde forekomme mig utænkeligt, selvom det var. Mit sunde fornuft sagde at jeg ikke skulle tro hende, men hendes spidse ører og underlige øjne sagde noget andet.

”Men hvis Elverland er dit hjemland, hvorfor bruger I så irske betegnelser?”, ikke det mest geniale spørgsmål nogensinde, men jeg fandt det underligt.

”Fordi Irland er vores materielle hjem”, svarede Jana. Jeg skulle til at spørge hende hvad der så betød, men hun afbrød mig med en besked om at hun ville sove.

 

Da jeg vågnede i toget næste morgen, var Jana allerede i gang med sin anden pakke Oreokiks. ”Godmorgen, Luna”, sagde hun med sin melodiske stemme, og som om vi ikke lige havde sovet en hel nats søvn fortsatte hun, ”Elverland er vores spirituelle hjem. Vi kan ikke være fysisk tilstede i Elverland, det er bare en sindstilstand, der er frygtelig svær at forklare for folk der ikke har været der. Og selvom vi substantielt set bor i Irland, rejser vi meget. Især fordi at vi kan rejse gennem Elverland. Hvis ikke jeg skulle have dig med, kunne jeg have været i Danmark på få minutter”. Jeg kiggede bare på hende. Min hjerne var ikke vågen nok til at kapere, at der fandtes spirituelle lande intet menneske før havde hørt om.

Der kom en dame forbi med en slikvogn og spurgte om vi trængte til noget. Jana kiggede damen i øjnene og bad om tre pakker Oreokiks. En original, en med chokoladecreme og en med chokolade overtræk. Damen gav hende dem bare uden at kræve betaling.

”Hvordan gjorde du det?”, spurgte jeg mistænksomt.

”En fordel ved at være elver, jeg kan overtale folk til at gøre lige hvad jeg vil have dem til. Det var sådan jeg fik dig til at fortælle mig om dine spøgelsesøjne”, svarede hun og åbnede Oreopakken med chokoladeovertræk. Jeg var vred over at Jana bare havde brugt sit trylletrik på mig på den måde, men jeg vidste at jeg ikke var havnet her uden. Og på den anden side beviste det også bare at hverken hun eller jeg var skør.

 

”Hvor er det egentlig vi skal hen? Og hvad er det vi egentlig skal?! Åh Gud, jeg aner intet om hvad det er jeg har rodet mig ud i! Er det endnu et af dine trylletriks?!”, nu hvor vi var kommet til Københavns Hovedbanegård, kom panikken væltende ind over mig.

”Slap af, Luna. Vi skal hen til en mose”, sagde hun bare og bed sig i læben. Det var det første tegn på menneskelighed Jana havde vist siden jeg mødte hende og det bekymrede mig. Jeg foretrak den overjordiske Jana, der lod som om at min skæbne bare var en leg, som hun let kunne klare og få en del morskab ud af.

”Hvilken mose”, spurgte jeg let nervøst. Jana tøvede og bevægede forsigtig hånden frem mod mig. ”Må jeg…”, begyndte hun forsigtigt, men stoppede igen.

”Må du hvad?”, jeg kunne selv høre varsomheden i min stemme.

”Udføre endnu et af mine ’trylletriks’, som du kalder dem?”, sagde hun med sin sædvanlige faste og klangfulde stemme. Jeg vidste ikke hvad, det ville betyde, men satsede på at hun ikke ville skade mig, så jeg rakte hånden frem.

Jana tog den taknemligt, og forsvandt langsomt væk. Hendes øjne blev mere blå. Jeg bemærkede at folk kiggede lidt underligt på os, men jeg turde ikke ’vække’ Jana. ”Christians Holms mose”, sagde hun da hun kom tilbage fra trancen.

 

Christians Holms mose var faktisk et meget flot sted. Træernes blade hang lavt over os, og kastede et grønt lys over mosen og stien rundt om den.

”Forklar mig lige planen igen og hvorfor den er nødvendig”, forlangte jeg for omkring tiende gang. Jana sukkede svagt.

”Der er blevet kastet en forbandelse over dig, forbandelsen er lænket til en genstand, der ligger på bunden af mosen. Og eftersom genstanden har alt for mange magiske indtryk, og derfor ville den drukne mig, må du hente den. Der kan være nogle forsvarsmekanismer, som vil forhindre dig i at hente den, men jeg vil prøve at komme dig til hjælp hvis jeg mærker noget, altså med mine evner. Og når du kommer tilbage tager jeg ringen, finder grunden til forbandelsen, og derved også måden at hæve den på”, jeg synes hun sagde det meget roligt, men det var jo heller ikke hende der skal ned i bunden af det grumsede vand.

”Men hvordan ved jeg hvor den er?”, det var en ting der utroligt nok ikke havde slået mig de første ni gange jeg spurgte.

Hun kiggede sigende på mig.

”Alfeevner?”, gættede jeg. Hun kiggede på mig som man nu kigger på folk, når de har taget fejl af ens race.

”Elverevner”, sagde hun og gik ned og ved mosen. Hun sad lidt ved vandet, sikkert i trance, mens jeg kiggede mig lidt omkring og prøvede at tage temperaturen i vandet ved hjælp af min hånd. Det føltes koldt, men ikke være end vandet i de svømmehaller min tante havde taget mig med i som lille.

”Her er den”, sagde Jana, der var færdig med sit elverhejs og gået over til et sted længer bagved mig, uden at jeg havde bemærket det. Jeg gik hen til hende og fulgte hendes pegende finger til tre meter ud i mosen.

”Er det her ikke farligt? Eller ulovligt?”, spurgte jeg ikke så lidt nervøst.

”Du er vel ikke ved at blive betænkelig nu, Luna?”, svarede hun himlende med øjnene. Jeg undlod at svare, da det nok var det bedste for os begge.

Jeg begyndte at tage tøjet af (blufærdighed har aldrig været en af mine største værdier), og rørte forsigtigt ved mosevandet med foden. Der gik et sus igennem mig. Om det var kulden eller jeg bare tog adrenalinen på forskud, ved jeg ikke, men det gav mig mod. Jeg trådte ned i vandet. Jeg kom hurtigt op efter luft, svømmede hen til stedet Jana havde peget ud og dykkede igen.

 

Jeg prøvede at åbne mine øjne, men mørket syntes næsten at omslutte mig ligeså tæt som mosevandet. Jeg prøvede ikke at gå i panik, men min hjerne skreg at jeg skulle komme op, men det lod til at vandet havde druknet del skrigende del af min hjerne, for jeg reagerede ikke på det. Jeg kunne mærke min hånd rører bunden af mosen. Jeg famlede rundt, og kunne mærke trangen til ilt begynde at melde sig. Da jeg for alvor er ved at overveje at svømme op igen mærker jeg den. Jeg ænser Jana bryde gennem vandet, ser hendes lange lyse hår flyde omkring hende som guld. Men hun kom for sent. Min hånd greb fat om tingen, en lille ring, og sendte mig med et stød og til vandoverfladen. Jeg følte mig lammet, men Jana trak mig op på land. Jeg kunne ikke mærke noget til at starte med, men så begyndte smerten at brede sig som en løbeild. Og den brændte.

”Luna! Luna! Nej, nej, du må ikke forsvinde. Jeg burde have vidst at vidst at magien i genstanden ville kunne dræbe dig. Undskyld. Undskyld”, hviskede Jana desperat. Endnu et smertejag skød igennem mig, jeg kunne ikke lade være med at skrige. Bare en lille smule.

”Det gør så ondt”, sagde jeg sammenbidt. Det lød vist lidt som et lille barn, der var faldet og slået sig, og nu sad og græd ud hos mor, men jeg kunne være ligeglad.

Jana begyndte at synge en sang jeg ikke kendte på et sprog jeg ikke forstod. Det lød smukt, men også lidt som en sørgehymne. Ellers gjorde det at ligge på kanten til døden mig en smule dyster.

”I det mindste kommer jeg kun til at se spøgelser, hvor de hører hjemme”, jeg talte meget svagt, men jeg tror godt Jana kunne hører mig. Jeg tænkte lidt over om jeg egentlig troede på at jeg ville se spøgelser. Jeg kiggede på Jana. Hun græd igennem lukkede øjne, og blev ved med at synge. Jeg tror det var en elversang, den lød i hvert fald magisk.

 

Elverland er fantastisk. Det er bedre end alle mine gamle forestillinger om Himlen og Paradis. Lyset er overvældende, farverne er smukkere end den smukkeste blomst, mennesker kender til. Varmen er mere behaglig her, luften renere og personerne sødere. Jeg kunne næsten glemme vejen hertil, og alt det jeg har efterladt, som jeg nu knap husker.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...