Typical Love - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2014
  • Opdateret: 28 jun. 2014
  • Status: Igang
Rose Anderson. Kendt som den livsglade pige, og Louis Tomlinson's kæreste. Alt burde være perfekt, men det er det ikke - Rose får så meget hate, at det går ud over hendes hverdag. Hun kunne ikke i sin vildeste fantasi forstille sig, at fortælle det til nogle. Hun lever i frygt. Men kan drengene få Rose tilbage til den pige alle kender og elsker? Vil dette mareridt overhovedet ende? Læs med i: Typical Love.

2Likes
9Kommentarer
327Visninger
AA

2. Rose... The beginning before the beginning.

Kulden der rammer mine fingre får mig til at skælve. De små hvide snefnug daler stille ned fra himlen og rammer skiftevis den kolde jord, og sender signaler om at det snart er ved at være tid til gave indpakning og pebernødder.
Jeg går forbi en lille butik hvor nogle enkelte personer sidder og puster ned i deres kaffe og desperat prøver at varme deres kolde forfrosne fingre. Jeg smiler venligt, og fortsætter ned ad gaden, hvor mylderet begynder, og svage hvin kan høres af teenagepiger der desperat prøver at tigge deres forældre om, at komme hen og se de forskellige seværdigheder i London. Jeg smiler ved tanken og trækker min hat lidt længere ned over mine ører. Jeg går igennem gaden og kommer til en lille park, hvor jeg børster sneen af en bænk og sætter mig. Der er ikke så mange mennesker, et gammelt ægtepar, en lille pige med hendes mor og fem drenge der går at tjatter til hinanden. Jeg griner svagt da den ene brunhårede glider fordi at den blonde skubber til ham. Jeg samler mine hænder og kører dem op af hinanden, indtil varmen spreder sig i mine fingre. ”Niall! Hjælp mig nu op!” jeg kigger igen hen mod drengene der, nu er begyndt at grine af den stakkels brunhårede der ligger og spraller i sneen. ”Lou rejs dig op, du får lungebetændelse!” Den såkaldte ’Lou’ sukker dybt og rejser sig, men glider jo selvfølgelig på vej op. Jeg griner, men sætter hurtigt en hånd for min mund og kigger ned, for ikke at få deres opmærksomhed. ”Louis hvad kigger d – nåår…” ”Gå der over Louis!-” ”-Hvad skal jeg sige”? Jeg bider mig nervøst i læben og rejser mig fra bænken. Jeg putter mine fingre ned i lommerne på mine hvide vinterjakke og tager forsigtige skridt hen af stigen, for ikke at glide.
Jeg lader min opmærksomhed gå ned mod jorden, så jeg ligger ikke mærke til, da jeg gå ind i personen foran mig ”det er jeg virkelig ked af. Jeg så dig slet ikke” undskylder jeg hurtigt uden og kigge op. Jeg træder et skridt forbi og går med hastige skridt hjemad.

Jeg stiller mine sko pænt i gangen og smiler hurtigt. Jeg løber ind i stuen og laver et hopper så jeg lander i sofaen. Jeg rejser mig og går hen i køkkenet, for at sætte noget vand op til te, men længere når jeg så heller ikke, da nogle banker på min dør. ”Jeg kommer!” Råber jeg i ren refleks og sætter i løb ud mod min entré.
”Hej kan je-” ”-Undskyld, med da du løb ind i mig, i parken glemte du at hilse på min ven. Kevin!” Han lyner hans jakke op og trækker en udstoppet due ud af sin jakke. Jeg griner svagt og trækker lidt tilbage så han kan komme ind. Han træder ind og sætter den udstoppede due på skænken i min entré, han klapper den på hovedet, og siger nogle underlige lyde. Han trækker dine jakke af og hænger den op. ”Jeg kan godt lide dine seler” Smiler jeg. Han trækker ud i den ene og slipper så den svirper mod hans skulder. ”Tak” svarer han og laver et lille nik med hovedet, inden han vender sig om og stamper frustreret i gulvet imens han tager sig til skulderen.     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...