Illiana Inisdatter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 apr. 2014
  • Opdateret: 2 apr. 2014
  • Status: Færdig
Man skal respektere Guderne. Dette er Illiana udmærket klar over, men fordi hendes familie sulter, vælger hun alligevel at trodse dem og stjæle fra deres Hus. Noget der kan koste hende livet. Da hun bliver opdaget, får hun en sidste chance for at redde sin families ære og måske også deres liv. Shalien, Gudernes talsmand, sender hendes ud på en umulig opgave; hun skal sætte en stopper for den faldne gud, Lucrests, planer om at vende menneskene fra de andre Guder. Men hvordan skal en ubetydelig pige kunne bringe en tidligere Gud til fald? Og har hun andre muligheder end at forsøge, hvis det handler om mere end blot hende selv?

10Likes
1Kommentarer
701Visninger
AA

11. Kapitel11

En by bredte sig for øjnene af Illiana. Det var ikke en by, som en hun havde set før, men en by var det. En by af underverden med døde beboere, som alle havde sorte øjne. Luften, der omfavnede hende, var varm og tør, og ikke en vind rørte sig. Hun vidste heller ikke, hvor den skulle være kommet fra. Lyset, der hvillede over byen, mindede hende om en solnedgang, selvom der ingen sol var. Tidsmæssigt passede det vist meget godt, men hun var ikke sikker. Hendes dage var også begyndt at flyde sammen.

        Skridt lød bag hende, men hun vendte sig ikke om for at se, hvem det var. Måske Milla? Hun stod på en lille altan, der tilhørte det palads, hun var vågnet op i. Det sted, der havde været hendes hjem de sidste dage. Det var helt utroligt, så hurtigt hun havde vænnet sig til det noget anderledes liv, men hun var efterhånden nået frem til, at tingene fungerede en smule anderledes her. Hendes familie trængte sig heller ikke på nært så ofte, som inden hun kom til denne verden. Det var som om, hun ikke kunne tænkte på dem i længere tid af gangen. Hun havde også fået sværere ved at se deres ansigter for sig.

        ”Illiana.” Stemmen lød blidt i hendes hoved. Hun havde efterhånden vænnet sig til det. Hun blev stående med blikket på de små huse, og Lucrest stillede sig ved siden af hende. Han var en stor del højere, og også hans blik gik på vandring over byen. En del af hans rige.

        ”Hvorfor er du endt her, Illiana?” Lucrest stemme trængte sig insisterende på i hendes hoved. Det var et spørgsmål, hvis komme hun havde forventet, men stadig ikke vidste, hvad hun skulle svare til. Var sandheden det rigtige eller det forkerte svar? Hun lukkede øjnene og indsnusede duften af det rige, hun befandt sig i. Den kunne ikke sammenlignes med noget, hun ellers havde kendt, og så var den alligevel så normal.

        Hun ville aldrig komme til at forlade dette sted. I hvert fald ikke så længe, Lucrest gik omkring med rank ryg, og det var ikke noget, hun havde planer om at sætte en stopper for. På trods af at hun var nået så langt, virkede det stadig umuligt. Men en ny beskrivelse passede nu også på denne opgave: forkert. Hun havde ikke lyst til at gøre Lucrest fortræd, selv hvis hun kunne. Han var, hvad hun ønskede sig af en Gud. Venlig og forstående.

        Hun lod hænderne glide om gelænderet, lænede sig ud over det og kiggede ned på pladsen, der befandt sig langt under hende. Hun vidste stadig ikke, hvad der ville ske, hvis hun faldt. Kunne man dø igen? Hun rettede sig op og sendte et blik i retning af den unge mand, der betragtede hende. Hun vendte det tilbage til byen og fortalte ham så, hvilken grund hun havde haft til at forlade sin hjemby og finde hans tempel.

        ”Og han gav dig aldrig nogen tidsfrist?” Blikket han sendte hende var sørgmodigt, og hun rystede på hovedet. Shalienen havde blot sagt, at hun skulle gennemføre opgaven for at fri sin familie.

        ”Jeg er ked af det, Illiana.” Han lagde en hånd på hendes skulder, inden han fortsatte:

        ”Men jeg tror aldrig, du havde muligheden. Hvis du ingen tidsfrist havde, betyder det nok, at han enten ingen planer havde om at slå dem ihjel, eller at han ville gøre det alligevel, inden du fik chancen for at vise dit værd. Jeg tror, din rejse hertil har været forgæves, og at du har spildt det liv, du fik muligheden for at leve et andet sted.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...