Illiana Inisdatter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 apr. 2014
  • Opdateret: 2 apr. 2014
  • Status: Færdig
Man skal respektere Guderne. Dette er Illiana udmærket klar over, men fordi hendes familie sulter, vælger hun alligevel at trodse dem og stjæle fra deres Hus. Noget der kan koste hende livet. Da hun bliver opdaget, får hun en sidste chance for at redde sin families ære og måske også deres liv. Shalien, Gudernes talsmand, sender hendes ud på en umulig opgave; hun skal sætte en stopper for den faldne gud, Lucrests, planer om at vende menneskene fra de andre Guder. Men hvordan skal en ubetydelig pige kunne bringe en tidligere Gud til fald? Og har hun andre muligheder end at forsøge, hvis det handler om mere end blot hende selv?

10Likes
1Kommentarer
708Visninger
AA

9. Kapitel 9

Illiana flyttede vægten fra den ene fod til den anden. Hendes håndflader var fugtige og hendes hjerte bankede, selvom hun slet ikke forstod, at det kunne. Det hjalp en smule, at den sorthårede pige, som hed Milla, stod ved siden af hende. Hun var så rolig. Hun måtte have stået der mange gange før.

        ”Lucrest?” Millas stemme lød ud i hele rummet på trods af, at hun ikke talte højt. Der lød en svag lyd fra den store lænestol, der stod, så den havde ryggen til.

        Kort efter dukkede en mand op fra bag den, og Illiana gjorde store øjne. Hvis hun havde forstået dette rigtig, var denne høje mand selveste Lucrest. Hendes mål var lykkedes. Hun var endt i hans rige. Død, men alligevel levende. Hun forstod aldrig, hvordan hun var endt der, og Milla kunne heller ikke rigtig forklare hende det. Men det var heller ikke det væsentlige.

        Det, der gjaldt noget, var, at den faldne Gud, hun havde været på jagt efter, nu stod foran hende. For hun gik ud fra, at det var ham, selvom han på ingen måde var, hvad hun havde forventet. Der var ingen, der nogensinde havde kunnet afbillede Guderne, for ingen havde nogensinde set dem. I hvert fald ingen andre end Shalienerne, og de delte sjældent ud af deres visdom, hvis ikke de havde lysten. Men det gav blot folk muligheden for at gøre brug af deres fantasi, og de fleste forestillede sig nok disse Guder, som nogle frygtindgydende væsner.

        Derfor overraskede synet af den unge mand hende. Jo, der var noget specielt over ham, men ansigtstrækkene var fuldt ud menneskelige. Det eneste unaturlige var det lange sølvfarvede hår, der hang ned over hans ryg og skuldre. Det nåede ham til midt på brystet. Og så var der øjnene. Lige som Millas var de helt igennem sorte. Intet hvidt.

        Med rank ryg nærmede manden sig. Han havde lagt hovedet lidt på skrå, og Illiana kunne mærke, at de sorte øjne hvilede på hende. Sit eget blik havde hun vendt mod sine fødder, der var beklædt med ukendte sko, Milla havde fundet til hende. Det samme gjaldt kjolen, der slyngede sig om hendes krop. Det bløde stof føltes rart mod hendes bare hud under den. Hun havde aldrig før båret så fin en kjole. Det ville de aldrig have haft råd til.

        Hun mere fornemmede end hørte, at manden stoppede op foran dem. Hans bevægelser var langsomme og rolige. Han lignede en, der aldrig havde haft travlt, en der havde alt den tid, han nogen sinde ville få brug for. Men måske man også havde det, hvis man var død eller levede evigt. Illiana skælvede. Ville hun aldrig nogen sinde blive ældre? Var hun fanget i sin nuværende krop i denne verden i alt evighed?

        Hun bed sig i læben men hævede så blikket. De sorte øjne var stadig vendt mod hende, og et sjovt glimt befandt sig i dem. Det var ikke et, Illiana kunne tyde.

        ”Hvad er dit navn, min kære?” Illiana blinkede med øjnene og så sig hurtigt omkring, men der var ingen andre at se end de tre. En latter, der var lige så melodisk og behagelig som stemmen havde været, fyldte hendes hoved, og hun spærrede øjnene op, da det gik op for hende, at stemmen blot havde befundet sig i hendes hoved. Det var derfor, at hun ikke havde set nogen bevæge læberne.

        Hun fornemmede, at hun rødmede, men hun tvang alligevel sig selv til ikke at stirre ned i gulvet endnu engang.

        ”I-Illiana.” Det lykkedes hende at presse navnet over sine læber, og hun havde næsten glemt sin nervøsitet i forvirringen. Alligevel rystede hendes stemme, og hun fyldte lungerne med luft. Hun havde endnu ikke fundet ud af, om det overhovedet nyttede noget at trække vejret, men hun gjorde det blot konsekvent. Tanken om, at hun ikke længere var i live, virkede for skræmmende på hende. Og hun var vant til, at det virkede beroligende med en dyb indånding. Det var noget, hendes bedstemor havde lært hende. Man kunne styrer kroppen gennem vejrtrækningen.

        ”Velkommen, Illiana,” lød stemmen i hendes hoved, ”velkommen til mit rige.” Et lille smil var dukket op på Lucrests blege læber.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...