Illiana Inisdatter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 apr. 2014
  • Opdateret: 2 apr. 2014
  • Status: Færdig
Man skal respektere Guderne. Dette er Illiana udmærket klar over, men fordi hendes familie sulter, vælger hun alligevel at trodse dem og stjæle fra deres Hus. Noget der kan koste hende livet. Da hun bliver opdaget, får hun en sidste chance for at redde sin families ære og måske også deres liv. Shalien, Gudernes talsmand, sender hendes ud på en umulig opgave; hun skal sætte en stopper for den faldne gud, Lucrests, planer om at vende menneskene fra de andre Guder. Men hvordan skal en ubetydelig pige kunne bringe en tidligere Gud til fald? Og har hun andre muligheder end at forsøge, hvis det handler om mere end blot hende selv?

10Likes
1Kommentarer
713Visninger
AA

6. Kapitel 6

Illiana skyggede med en hånd for øjnene, så hun kunne se op til toppen på den bakke, hun stod for foden af. På trods af solens forstyrren kunne hun tydeligt se, at det var en bygning for Guder. I dette tilfælde var det så blot for én enkelt. Denne smukke bygning var bygget specielt til den faldne Lucrest. Hendes hjerte sank i brystet, da hun fulgte den svagt synlige sti, der førte der op. Hun havde stadig ingen anelse om, hvad hun skulle gøre, men hun havde været opsat på at komme af sted i samme øjeblik, hun fandt ud af, hvor hun skulle hen. Hun havde allerede spildt utroligt meget tid, og det havde hun ikke rigtig råd til. Hendes familie var trods alt i fare.

        Lige som det gudetempel hun kendte fra sin hjemby, var dette udsmykket med strålende ædelstene og guld. Forskellen var blot, at dette var langt mere pragtfuldt end det, hendes egen Shalien herskede over. Dette var i sandhed en Gud værdig.

        Hun stoppede op ved de åbne døre uden helt at vide, om hun blot skulle gå ind. Der hørtes ingen lyde i nærheden af hende og heller ikke inde fra Lucrests Hus. Der var kun vinden, der legede med hendes hår og bakkens sommergrønne græsstrå.

        Med en dyb indånding af den friske sommerluft trådte hun ind i skyggerne, der kun blev brudt af firkantede lysfelter skabt af de højtplacerede vinduer. En svag duft af røgelse lagde sig omkring hende, og den var ikke direkte ubehagelig. Den mindede hende blot om utallige ceremonier, der blev holdt for Guderne. Ceremonier der virkede så utroligt fjerne i dette øjeblik.

        I den anden ende at det store, aflange rum kunne hun se alteret, der var langt mere udsmykket end det, hun plejede at komme ved. Hun havde en ubehagelig følelse af, at nogen stirrede på hende, og lige meget hvor godt hun forsøgte, kunne hun ikke ryste den af sig. Hun så sig omkring, men ingen øjne skinnede i mod hende fra hjørnerne. Der var ingen dyster Shalien, der ventede i skyggerne og holdt øje med hvert et skridt, hun tog. Hun var helt alene i en faldens tempel.

        Da hun nåede alteret lod hun sin taske glide ned fra skulderen, og den ramte gulvet med et svagt bump, der ekkoede under det høje loft.

        Frem fra tasken fandt hun et hvidt vokslyst, som hun placerede på alteret. Med rystende hænder tændte hun det, og den svage lyd af knitrende ild blandede sig med stilheden. Hun vidste, at hvis hun nogensinde skulle gøre sig noget ønske om at nærme sig templets ejer, så måtte hun til hans rige. Et rige, hvor kun de døde kunne komme. Blodet satte farten op på dets rejse gennem hendes årer, og hun var sikker på, at hendes hjerteslag kunne høres på trods af, at der ikke var nogen til at høre dem.

        I taskens dyb fandt hun to ting. En kniv og en lille kanin i træ. Den venlige mand, der havde set, at hun kiggede på den på markedet, havde givet hende den som afskedsgave. Den skulle bringe hende held og mod til at fuldføre hendes opgave. Ingen af de tre mennesker, hun havde boet hos de første mange dage af hendes eventyr, havde været glade for at lade hende gå, men hun havde insisteret på, at det var det bedste. Hun var udmærket klar over, at det ikke så godt ud for hende, men noget var hun nødt til at gøre. Hvis hun blot gjorde ingenting, ville hun aldrig kunne redde hendes familie, og det var det, det hel gik ud på.

        Hun lagde kniven på alteret og strøg fingrene hen over den lille trækanin. Den var så utrolig fin og detaljeret. Hun ville gerne have givet en til sin lillesøster, og manden havde da også lovet, at hvis hun kom forbi igen, så ville hun få en til hende. Men Illiana var ret sikker på, at hun aldrig ville få den talentfulde mand og hans familie at se igen, selvom det var noget, hun ønskede sig stort. På den korte tid hun havde tilbragt med dem, var hun kommet til at holde meget af dem.

        Hun satte kaninen fra sig ved siden af lyset, hvis flamme flakkede en smule på trods af, at der ingen vind var. Hun holdt sin hånd hen over flammen, men den udstrålede ingen varme. Hun gøs.

        Med langsomme bevægelser samlede hun kniven op. Hun tog en dyb indånding i håbet om at få styr på sin skælvende krop.

        Hun holdt igen den ene hånd ind over flammen, og hun førte kniven op til sin pegefinger. Med en hurtig bevægelsen stak hun sig i fingerspidsen, og kort tid efter faldt en dråbe af blodet ned i flammen, hvilket efterlod en sydende lyd og en sødlig lugt. Smerten bredte sig omkring såret, men det var ikke noget, der rørte Illiana så meget. Hun havde efterhånden stukket sig i fingrene og skåret sig mange gange.

        Hun lod hånden falde ned på bordet. Ligeglad med at hun tværede en smule blod ud på alteret. Det kunne umuligt være første gang, at en ung piges blod befandt sig på det. Hun havde godt hørt historier om folk, der blev ofret til Lucrest, og nu havde hun også læst om det. Efter sigende skulle disse ofringer have fundet sted på selv samme alter, som hun befandt sig ved. På trods af varmen, kravlede gåsehuddene ned over hendes arme, og hun måtte knytte hænderne for at undgå, at de rystede så voldsomt, at hun ville tabe kniven.

        Trækaninens små fordybningsøjne sendte hende et trist blik. Den var også klar over, hvad hun var nødt til at gøre. Hun håbede bare, at det ville lykkedes. Ellers ville hun snart ikke længere vær i stand til at gøre noget som helst i sit forsøg på at klare den umulige opgave, hun var blevet stillet.

        Hun lagde hele den ene underarm op på alteret og vendte den, så hendes håndflader vendte op sammen med den bløde og lyse side af hendes håndled. Hun førte knivsæggen mod det. Der var en lille smule blod på dens spids fra hende finger, der stadig blødte svagt.

        Hendes hånd rystede voldsomt, og hun strammede grebet om kniven, inden hun i et hurtigt ryk førte den hen over sit håndled. Et gisp undslap hende, samtidig med at verden blev slørret i kanterne. Hun mærkede, hvordan hendes knæ ramte gulvet. Hendes hånd knugede stadig om kniven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...