Illiana Inisdatter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 apr. 2014
  • Opdateret: 2 apr. 2014
  • Status: Færdig
Man skal respektere Guderne. Dette er Illiana udmærket klar over, men fordi hendes familie sulter, vælger hun alligevel at trodse dem og stjæle fra deres Hus. Noget der kan koste hende livet. Da hun bliver opdaget, får hun en sidste chance for at redde sin families ære og måske også deres liv. Shalien, Gudernes talsmand, sender hendes ud på en umulig opgave; hun skal sætte en stopper for den faldne gud, Lucrests, planer om at vende menneskene fra de andre Guder. Men hvordan skal en ubetydelig pige kunne bringe en tidligere Gud til fald? Og har hun andre muligheder end at forsøge, hvis det handler om mere end blot hende selv?

10Likes
1Kommentarer
711Visninger
AA

5. Kapitel 5

        Illiana blev hos kvinden de næste mange dage. Det havde vist sig, at hun var gift med manden, der lavede og solgte de små trædyr, og Illiana havde brugt mange aftener på at betragte ham, mens han udførte det finurlige træskæreri. De gav hende mad og et sted at sove, og til gengæld hjalp hun dem med at passe deres boder, og hun hjalp kvindens moder med at passe parrets lille dreng. Hun havde efterhånden god erfaring med små børn fra hendes egne søskende, og den gamle kvinde så ud til at være meget glad for at få et pustetrum. Så kunne hun også bedre hjælpe sin datter med at bage brød.

        Selvom sommerdagene hurtigt passerede, glemte hun ikke sin opgave, og det tyngede hende, da hun sammen med de andre sad samlet under nattehimlen. Hun havde blikket fæstnet på den sternebeklædte nattehimmel. Hun vidste ikke, om Guderne så hende. Om deres blikke fandt hende mellem verdens mange andre mennesker. Men hun håbede, at de så og forstod, at de måtte lede hende på vej. Hun havde tænkt det igennem, men hun kunne stadig ikke se, hvordan hun, lille og ubetydelig som hun var, kunne klare så stor en opgave, som den de havde stillet hende. Skulle hun bringe en ondsindet Gud til fald? Af alle de ting, Guderne kunne have krævet af hende, var dette aldrig faldet hende ind.

        Hun havde overvejet at spørge den gamle kvinde til hjælps, for så vidt Illiana havde forstået, vidste denne meget om Guderne, men hun turde ikke nævne det. Frygten for, hvad de ville syntes om hende, hvis de fandt ud af, hvad hun havde gjort, fyldte for meget i hende.

        Hun havde brugt sine frie timer på byens bibliotek i håbet om at finde noget om enten Lucrest eller noget om, hvordan man bragte en gud til fald. Hun havde endnu ikke fundet noget brugbart, selvom hun have bladret utallige tykke bøger igennem. Selv de allerældste og mest støvede kunne ikke hjælpe. Hun havde efterhånden være i alle tænkelige kroge af biblioteket, og hun var efterhånden ved at give op.

        ”Hvad er det, der går dig sådan på, min pige?” Illiana sænkede blikket fra stjerne og mødte et sæt øjne, der lyste af alderdommens vished.

        ”Åh, ikke noget.” Illiana rystede på hovedet, men den gamle lagde blot hovedet på skrå. Hun var ikke tilfreds med svaret, og Illiana bed sig i underlæben. Hun hadede det, når folk kunne se lige igennem hende. Den gamle tog hendes hånd, og den unge kvinde rykkede også tættere på med sin lille rynke mellem brynene.

        ”Du kan godt fortælle os det, hvis der er noget.” En hånd strøg kærligt Illiana over håret, og hun huskede tilbage på sin egen bedstemor, der plejede at tage hende med ud i skoven, og som sang for hende om aftenen. Den gamle havde altid været der for hende, når hun var ked af det. Nu var hun væk lige som så mange andre. Illianas familie var skrumpet mere, end man skulle tro, da bedstemoderen forlod dem, og nu hvor Illiana var væk, var der nok ikke meget tilbage af hendes elskede familie.

        Hun mærkede, hvordan det klumpede sig sammen i hendes hals. Tårerne steg op i hendes øjne, og hun prøvede uden held at blinke dem væk. De oversvømmede hendes øjne og banede sig vej ned over hendes kinder. Hun tørrede dem væk og snøftede, inden hendes næse begyndte at løbe.

        Et par unge kvindearme lagde sig om hende, og hun hvilede hovedet mod ejerens bryst. Egentlig var hun lidt for gammel til sådan noget, men det føltes rart. Som endnu engang at være en lille pige uden ansvar for noget som helst. Ingen sultende familie eller falden Gud.

        Til sidst gav hun efter og fortalte dem grunden til, at hun havde forladt landsbyen. Til hendes overraskelse var der ingen, der anklagede hende for at være tyv eller respektløs over for Guderne. Den grønøjede mand rystede bare opgivende på hovedet. Det var ikke af Illiana, det kunne hun mærke. Kvinden fortsatte med at stryge hende over håret, og hendes ellers så glade øjne så triste ud. Den gamle havde knebet øjnene sammen.

        ”Jeg er nødt til at gøre noget,” mumlede Illiana, ”men selvom jeg har ledt og ledt, kan jeg ikke engang finde ud af, hvor man kan finde den dumme Gud.” Hun vidste at det var farefuldt at snakke grimt om Guderne, men hun vidste ærlig talt ikke, om det også gjaldt den faldne. Desuden var hun lige glad. Hun var ved at være rigtig godt træt af ham på trods af, at hun ikke var kommet ham et skridt nærmere.

        ”Han har fået sit eget tempel langt fra Gudernes,” lød den gamles vise ord, ”der tilbeder dem, der har vendt Guderne ryggen, ham.”

        ”Ved du, hvor jeg kan finde det?” spurgte Illiana og rettede sig op. Hun prøvede at dæmpe den håbefulde tone i sin stemme, men det lykkedes hende ikke. Hun vidste stadig ikke, hvordan hun skulle kunne klare opgaven, men alt, der bar hende tættere på målet, kunne bruges. Skuffelsen bredte sig i hende, da den gamle rystede sagte på hovedet.

        ”Men jeg ved, hvem du skal snakke med.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...