Illiana Inisdatter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 apr. 2014
  • Opdateret: 2 apr. 2014
  • Status: Færdig
Man skal respektere Guderne. Dette er Illiana udmærket klar over, men fordi hendes familie sulter, vælger hun alligevel at trodse dem og stjæle fra deres Hus. Noget der kan koste hende livet. Da hun bliver opdaget, får hun en sidste chance for at redde sin families ære og måske også deres liv. Shalien, Gudernes talsmand, sender hendes ud på en umulig opgave; hun skal sætte en stopper for den faldne gud, Lucrests, planer om at vende menneskene fra de andre Guder. Men hvordan skal en ubetydelig pige kunne bringe en tidligere Gud til fald? Og har hun andre muligheder end at forsøge, hvis det handler om mere end blot hende selv?

10Likes
1Kommentarer
709Visninger
AA

4. Kapitel 4

Eftermiddagssolen skinnede over Illianas hoved, da hun nåede handelsbyen. Det var her, hun og hendes mor plejede at sætte deres lille bod op på de store markedsdage i håbet om at tjene en smule, så vinteren blev nemmere at klare. Hun var aldrig rejst til byen alene, men hun var efterhånden kommet der så mange gange, at hun alligevel kunne vejen. Hun var nu allerede en dagsrejse hjemmefra, og hun kunne ikke lade være med tænke på hendes stakkels mor, der nu stod helt alene med de små. Men hun havde ikke noget valg. Det her var jo for deres skyld. Også selvom det virkede håbløst.

        Tanken om blot at flygte havde strejfet hende, men de havde ikke noget sted at flygte hen, og Guderne ville nok ikke lade dem slippe. Shalien skulle nok sørge for at landets andre Shaliener fik at vide, at hun og hendes familie var eftersøgt for, hvad hun havde gjort.

        Handelsbyens gader var bredere end dem, hun var vandt til, og byen virkede fuld af liv i forhold til hendes egen lille hjemby. Hun gik bevidst mod bymidten, for hun holdt meget af den stemning, der var at finde på markedspladsen. Duften fra madboder blandede sig med duften af friske fisk, og man kunne kun lige fornemme lugten af hestenes efterladenskaber under den. De havde engang haft et muldyr, som gjorde det nemmere at komme frem til handelsbyen, men den havde været nødt til at sælge inden sidste vinter.

        Som altid var der mange mennesker samlet om boderne, og Illiana kunne mærke sin mave trække sig sammen ved synet og duften af alt den lækre mad. Nybagt brød og frisk frugt, kød der stegte og efterlod en svag sydende lyd, der vibrerede i luften.

        Hun banede sig vej i menneskemængden og betragtede de mange fine udstillinger af små nipsting og hjemmelavede kurve. Hun stoppede op ved en lille bod med små dyr udskåret i træ. De var så fine og detaljerede. De måtte have taget lang tid at lave, og Illiana havde mange gange stirret forelsket efter lignende trædyr, men hun havde aldrig haft råd til at købe et.

        Hun rakte hånden ud og lod den stryge over det blødpussede træ, der var formet som en lille kanin. Hun holdt meget af kaniner, og hvis hun kunne vælge et af de små dyr, skulle den være den. Men det kunne hun ikke, og hun skyndte sig at trække hånden til sig, da bodens ejer nærmede sig. Han var forholdsvis ung at se på med brunt hår og knapt synlige skægstubbe. Hans øjne havde samme farve som nyudsprungne blade, og de smilede venligt til Illiana, der vendte blikket mod jorden, inden hun skyndte sig hen til boden ved siden af, hvor der blev solgt brød, der duftede lidt af sommer eller forår.

        Hun overvejede kort, om det ville blive opdaget, hvis hun snuppede et lille stykke. Hendes mave brokkede sig, og hun kunne nærmest mærke sine tænder løbe i vand ved tanket om det lyse brød, hun aldrig fik derhjemme.

        Men hun kunne ikke få sig selv til det. Det var ikke fordi, det ville gøre den store forskel for damen, der passede boden, men hun virkede så venlig. Hun smilede til sine kunder og gav dem lidt mere, end hvad de betalte for. Hun snakkede pænt til alle og spurgte ind til deres liv. Nogle af dem var det tydeligt, at hun kendte, og så spurgte hun dem, hvordan det gik derhjemme, eller hvordan det gik med en eller anden, som Illiana ikke vidste, hvem var.

        ”Du ser sulten ud?” Illiana fór sammen og åbnede øjnene. Hun kiggede op fra sin plads ved siden af brødboden, hvor hun havde sat sig i håbet om, at der ville falde noget på jorden, og fik øje på kvinden, hun tidligere havde betragtet. Et smil prydede hendes læber, aftensolen skinnede i hendes mørke hår. Hun stod med et stykke brød i hånden, og hun rakte det til Illiana, der tog i mod det med store øjne.

        ”Tak,” mumlede hun og måtte rømme sig for at gentage ordet. Hun havde slet ikke talt hele dagen.

        ”Vi kan jo ikke have, at du sulter. Er du her helt alene?” Illiana nikkede og fortalte, hvor hun var fra.

        ”Jamen hvad laver du så her alene?” spurgte kvinden, og Illiana så ned i jorden, mens hun knugede brødet i hænderne. Hun havde ikke lyst til at lyve over for det venlige menneske, der lige havde givet hende mad, men hun kunne heller ikke rigtig sige sandheden. For egentlig vidste hun slet ikke, hvorfor hun var der. Det var bare det første sted, der var faldet hende ind.

        ”Det er også lige meget. Har du lyst til at hjælpe mig med at pakke sammen?” Med et smil rejste Illiana sig. Hun ville hjertens gerne hjælpe, og især fordi hun følte, at det var det rigtige at gøre, nu hvor kvinden havde været så venlig over for hende. Der rendte ofte tiggerbørn rundt på markedspladsen, og de var et stort problem for madbordene. Det kunne godt være, at Illiana ikke var et tiggerbarn, men hun lignede sikkert et, så det var flot af kvinden at give hende mad. De fleste bodejere råbte altid af børnene, når de nærmede sig deres boder.

        Det var ikke fordi, at det tog lang tid at rydde boden sammen, og det ærgrede Illiana en smule, for hun kunne egentlig meget godt lide kvindens selskab.

        ”Hvad skal du nu?”

        ”Det ved jeg ikke,” svarede Illiana tøvende og gned sine støvlers snuder mod hinanden. Hun havde stadig ikke fundet et sted, hun kunne sove, selvom det ville have været oplagt af hende at gøre det som det første, da hun ankom til byen. Hun kiggede op og mødte kvindens bekymrede øjne. En lille rynke var dukket op mellem hendes øjenbryn, og Illiana kunne ikke lade være at tænke på sin egen mor. Det stak i hendes hjerte ved tanken, og hun så sine brødres og søsters udsultne ansigter for sig. Hun havde blot forladt dem. Hun var den eneste af hendes mors børn, der var gammel nok til rigtig at kunne tjene noget som helst.

        ”Vil du ikke sove hjemme hos os? Bare i nat?” Illiana gjorde store øjne. Kvinden spurgte næsten som om, hun bad hende – ikke som om hun tilbød noget langt større, end Illiana kunne have drømt om.

        ”Det vil jeg rigtig gerne.” Illianas stemme druknede i taknemmelighed.

        ”Men ikke hvis jeg er til besvær,” tilføjede hun forsigtigt, men kvinden smilede blot.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...