Illiana Inisdatter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 apr. 2014
  • Opdateret: 2 apr. 2014
  • Status: Færdig
Man skal respektere Guderne. Dette er Illiana udmærket klar over, men fordi hendes familie sulter, vælger hun alligevel at trodse dem og stjæle fra deres Hus. Noget der kan koste hende livet. Da hun bliver opdaget, får hun en sidste chance for at redde sin families ære og måske også deres liv. Shalien, Gudernes talsmand, sender hendes ud på en umulig opgave; hun skal sætte en stopper for den faldne gud, Lucrests, planer om at vende menneskene fra de andre Guder. Men hvordan skal en ubetydelig pige kunne bringe en tidligere Gud til fald? Og har hun andre muligheder end at forsøge, hvis det handler om mere end blot hende selv?

10Likes
1Kommentarer
705Visninger
AA

1. Kapitel 1

De ru reb sled på Illianas håndled, da hun blev skubbet fremad af den ene af vagterne. Han puffede hårdt til hende, hvis han mente, hun gik for langsomt, og hun havde flere gange været ved at snuble på deres tur op til Gudernes Hus. Nu befandt de sig i det og var på vej op mod alteret, hvor Shalien betragtede dem med et koldt blik. Han havde aldrig været specielt venlig og havde altid kigget lidt ned på alle, men dette ekstra ubehagelige blik var ment for ingen andre end Illiana, der forsøgte ikke at krympe sig under det.

        Med et sidste skub blev hun tvunget til at træde frem foran Shalien, mens vagterne blev stående få skridt bag hende. Hun huskede ikke at kigge på ham, men rettede i stedet øjnene mod halskæden om hans hals. De smukke, hvide fuglefjer spredte sig over hans bryst en smule til højre i forhold til, hvor hans hjerte var placeret. De skinnende perler lyste op i et farvefyldt mønster, når de ramtes af solens varme stråler, men disse kunne ikke nå ind til smykket nu, hvor han befandt sig i Huset.

        Der var generelt bare ikke meget dagslys, der nåede ind til alteret, og vokslysendes lystige flammer kastede uhyggelige skygger over Shaliens benede ansigt. Illiana havde altid fået kuldegysninger, når han var i nærheden, og da hun var mindre, havde hun været direkte bange for ham. Nu flyttede hun blot lydigt sit blik ned mod det let støvede gulv, selvom der ingen hørlig ordre havde været om, at han skulle bøje hovedet.

        ”Er det tyven?” spurgte han med afsky i stemmen. Han kunne lige så godt have spyttet på hende. Illiana måtte bide sig hårdt i læben for ikke at svare ham igen. Hun brød sig ikke om at blive kaldt tyv. Det var så negativt et ord. Det kunne godt være, at hun var kommet til at tage noget, der ikke tilhørte hende, men det var ikke for hendes egen skyld. Hendes familie sultede, og det var der mange andre, der også gjorde. Alle den lille bys rigdomme var blevet tildelt Guderne.

        Hun kunne mærke det stikkende blik bore sig ind i hendes pande. Hendes tænder sank dybere ned i underlæben. Han ønskede, at hun skulle reagere på det, så han havde mere at beskylde hende for. Respektløshed var et af hans yndlingsemner. Men det skulle ikke lykkes for ham. Den fornøjelse ville hun ikke give ham.

        Ud af øjenkrogen kunne hun fornemme en af vagterne træde frem for at afleverer de kostbare guldsmykker tilbage til Shalien, som snappede dem ud af hans hånd med en hurtig bevægelse. Hendes plan havde været at sælge dem på markedet, næste gang hun kom ind til den større by en dagsrejse fra landsbyen, men den plan var der ikke længere meget tilbage af. Der ville ikke blive taget hensyn til hende, blot fordi hun var ung eller kvinde. Hvis man stjal Gudernes ejendele, måtte man straffes.

        ”Hvad får dig til at tro, at den slags opførsel kan accepteres?” Hans følelsesløse stemme gjorde Illiana kold indeni. Hun var godt klar over, at hun ikke havde en chance, men hun frygtede, at hun ville bringe andre med i sit fald. At hendes handlinger kunne koste andre livet.

        Hun dristigede sig til at løfte blikket, og et kort øjeblik mødte hun de natsorte øjne, der kunne se gennem folks løgne. Hun ville aldrig kunne komme med en undskyldning, der kunne retfærdiggøre, hvad hun havde gjort. I hvert fald ikke i Shaliens hadefulde øjne.

        Han så afventende på hende, og hun vidste, at hun var nødt til at finde på et respektabelt svar i en fart, hvis han ikke skulle beskylde hende for at være uforskammet. Illiana havde aldrig mødt andre Shaliener end ham, der nu stod over for hende, men hun forstod ikke, at Guderne valgte en så hjerteløs mand til at være deres mellemmand.

        ”Min familie-” mumlede hun, men han afbrød hende, inden hun nåede at tale færdigt:

        ”Tal så jeg kan høre dig!”

        ”Min familie,” forsøgte hun igen, denne gang med mere styrke i stemmen, men heller ikke denne gang fik hun lov at færdiggøre sin forklaring.

        ”Så din familie er medskyldig? Da må de vel dele denne straf med dig.”

        ”Jeg beder dig.” Hun faldt ned på knæ og sørgede for at bøje hovedet, så hun ikke kiggede op på ham. Rebene skar sig længere ind i den bløde hud ved hendes sammenbundne håndled. Hun skulle have fordrejet sandheden og udeladt at bringe hendes familie med ind i det. ”De har intet med dette at gøre. Vær sød at lade dem slippe.” Hendes hjerte bankede af frygt, da hun kiggede op for at afsøge det mørke blik, men hans øjne var lige så ulæselige som altid. Et kort øjeblik så han en smule tænksom ud, men så rystede han på hovedet på sin egen frygtindgydende måde. Det var måske ikke så meget det faktum, at han rystede på hovedet, men det faktum at man vidste, hvad det betød for en selv.

        ”Rejs dig.” Væmmelsen i hans stemme var ikke til at tage fejl af.

        Illiana forsøgte at kæmpe sig på benene igen, men det var svært, når hendes arme var fanget på hendes ryg. Da de to vagter blev for utålmodige, greb den ene af dem fat i hendes arm og trak hende op. Grebet var unødvendigt hårdt og trækket hensynsløst, men det var der ingen, der tog sig af.

         ”Hvad du har gjort er utilgiveligt,” fortsatte Shalienen med hævet røst.

        ”Din skamfulde opførsel har bragt skam over både dig selv og din familie, og den har bragt dem med i dit fald.” Han talte med den samme dystre tone, som han brugte, når han prædikede Gudernes ord og love, når han advarede landsbyens folk om ikke at komme på deres dårlige side, som Illiana var nu. Men de måtte da kunne forstå. Forstå at deres folk sultede.

        ”Du kan kun genvinde din egen og din families ære ved at ofre dig i Gudernes tjeneste,” nærmest spyttede han. ”Giv dem noget langt mægtigere, end det du tog, Tyv.”

        Illiana gispede efter vejret. Måske der var en chance for, at hendes elskede ikke skulle lide en forfærdelig skæbne grundet hendes uforsigtighed. Hun vidste, at det der ville blive krævet af hende ikke ville være noget, der var nemt at klare, men det var hendes eneste chance for at rette op på sine fejl.

        ”Hvad som helst,” bad hun,” jeg vil gøre hvad som helst.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...