Væddemål

I den lille udkantsby, Sankt Helena, går tre normale piger på Helenas' High School. Men da en ny pige kommer ind bliver det hele underligt. Hope, Megan og Rosa. De tre populæreste piger. Men alting forandrer sig med et fingerknips. Alting bliver vendt på hovedet. Uhyggelige væsner, farlig kærlighed og ikke mindst onde veninder kommer. Men et ord kan forandrer alt. Midt i hadens verden er det eneste vi har... håb.

5Likes
12Kommentarer
392Visninger
AA

1. - Prolog -

Hun var født.

Det var de første ord lille Summer opfattede, da hun var færdig med den store kraftanstrengelse. Selvom det var hendes mor der havde lidt. De små hænder søgte efter hendes varme, men kroppen der før havde skreget for sit liv, var kold. Lemmerne var som frosne, og det pinefulde ansigt havde fundet fred. Det eneste der berettede om at hendes mor nogensinde havde været i live, var en tåre på hendes blege kind. 

"Hvad hedder barnet?" Den dominerende stemme, tilhørte en magtfuld kvinde som ikke ligefrem kunne kaldes en hyggetante. Hun havde borende øjne der lyste af magt og overlegenhed, som kunne skræmme enhver langt over alle bjerge.

"Summer" Svarede min far. Han holdt om min mors døde hånd. Gennem hele den smertefulde fødsel havde han set på hende, givet hende støtte, forberedt hende på det der skulle ske. Hun vidste godt at hun ville dø. Ingen vampyrer kunne overleve en fødsel, den var for kraftfuld, selv for dem. Barnet suger moderens livsenergi gennem navlestrengen for selv at overleve. Enten dør moderen eller barnet. Hvem giver så op? Derfor er der så få fødsler blandt racen. 

Den stakkels far ville ikke se kvinden i øjnene. Han var for sårbar og ved at se på hende, var han bange for at miste den sidste tråd stolthed han havde tilbage i sit ødelagte hjerte. Måske havde han mistet sin elskede, men at han nu også skulle miste det som hans kone skulle lade livet for? Det var ulideligt. En bitter tåre faldt fra hans brune øjne og ned på hånden. 

Summer blev gjort i stand. Fjernet fra sin døde mor, tøret af og fik en enkelt klæde om sin lille krop. En sart lyserød hue blev sat på hendes hoved for at holde det varmt. Èn af sygeplejerskerne, jordmoderen for at være helt præcis, tog ømt barnet i sine arme. Med et bekymret blik, rakte hun det lille stykke sommer til den kolde vinter med de gennemborende øjne. 

Endelig tog hendes far sig sammen og kiggede på hende, der trods alt skulle være hans datters nye mor. 

"Pas på hende. Hun er speciel" Hans stemme var grødet fra sin lydløse gråd. Han fik ikke engang lov til at holde hende. Se hvor køn hun var. Fra sin plads, så han en smuk profil på det han havde skabt. En ren Nefetiti. Den brune ferskenhud der prydede hendes ansigt og gjorde hende så eksotisk og unik. 

"Jeg ved hun er speciel" Med de ord drejede hun om på hælen. Han var på grænsen til at lette fra sædet og rive sit afkom ud af snedronningens greb. Men han kunne ikke. Det sidste farvel var de brune øjne han selv havde, der nu levede videre i Summer. De kiggede nysgerrigt på ham, uvidende om at hun forlod sin knuste far, hvis eneste ønske var at kysse hendes pande.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...