Væddemål

I den lille udkantsby, Sankt Helena, går tre normale piger på Helenas' High School. Men da en ny pige kommer ind bliver det hele underligt. Hope, Megan og Rosa. De tre populæreste piger. Men alting forandrer sig med et fingerknips. Alting bliver vendt på hovedet. Uhyggelige væsner, farlig kærlighed og ikke mindst onde veninder kommer. Men et ord kan forandrer alt. Midt i hadens verden er det eneste vi har... håb.

5Likes
12Kommentarer
396Visninger
AA

2. - Jeg kunne ligeså godt klæde mig ud som en hotdog -

- Hopes synsvinkel -

 

”Og derfor..” Miss Laurel dræbte mig med hendes historier. Hendes egne små løgne om hvordan Obama blev præsident. Jeg tvivlede på hun overhovedet var blevet uddannet. Jeg kastede et blik på Megan, som sad med sin mobil under bordet. Jeg vendte mig i stolen og så på min bror sidde med hænderne under bordet. Et svagt, blåt lys nåede hans ansigt. Megan sad og sms’ede med min bror. Jeg lukkede øjnene og lod som om det var løgn. Men hvad skulle det gøre for? De havde været kærester i tre uger nu. Megan gav ikke op. Den håbløse romantiker. Jeg rystede svagt på hovedet. Jeg fiksede min blackberry op, og mine fingre fløj over tastaturet.
Hold op med at skrive i timen! Du kan gøre det i fritiden!
Jeg trykkede send.

”Hope Lime!” Mit hoved vendte med det samme opad, da hun sagde mit navn. Et par tunge skridt lød hen mod mig. Jeg sank en klump. ”Ingen mobiler i timen! Forstået?” hun stod lænet op af mit lille bord. Jeg krympede mig, i håb om at blive en lille usynlig mus. Jeg knugede min mobil i hånden. Ud af øjenkrogen kunne jeg se Megan sidde og holde et smil inde. Hun havde klart set min sms, og syntes det var sjovt jeg blev taget i det. Jeg kiggede op i Miss Laurels ansigt. Hun var ung og smuk, men den sureste lærer i universet. Hun greb hårdt fat om mobilen.

”Den ser du ikke før sidste time.” hun smilte sødt og vendte sig om. Jeg havde ellers været den gode artige pige. Men alt ændrede sig da Laurel kom som den nye klasselærerinde. Det hele blev omvendt, undtagen timerne. De var stadig de kedeligste engelsktimer i verdenen.
Timen var endelig ved sin ende.

”Hope, vi ses til eftersidning i en uge!” Laurel råbte efter mig. ”Klokken 17! Husk det nu!”

”Hvad skete der lige der?” Rosa kom hoppende op på ryggen på mig. Jeg trådte ud af det lille rum. Hendes blonde hår sad – som altid – perfekt. Vi var de bedste. Os tre. Rosa, Megan og mig.

”Du kan ikke klare jeg går ud med din bror, vel?” Megan kom gående med Simons’ arm over sig. Jeg himlede øjne af dem.

”Hun er bare jaloux!” råbte Simon af mig. Gangen var propfyldt med elever. Vi er anden årselever på Helenas High School. Den lille på Sankt Helena lå en time væk fra Canadas’ grænser. Jeg gik hen mod mit skab for enden. Jeg havde boet her hele livet. Kendt Megan hele livet. Rosa var kommet i niende klasse, men fik hurtigt sneget sig ind i vores venindeklub. Jeg bar på mine engelskbøger. Tre, helt præcist. Jeg maste mig igennem mængden af elever og nåede frem til mit skab.

”Ses brormand!” jeg vinkede ham væk. Han kyssede Megan et liderligt kys og vinkede.

”Har du problemer med din bror?” Rosa stod og kiggede på mig. Hun styrede moden. En lille, kort, sort kjole med polkaprikker. Hendes hår hang løst, men man kunne se hvordan hun havde brugt tid på det. Hun var køn, og ville gøre alt for at være det. Megan derimod var den ligeglade type. Måske mere… goth. Hun bar for det meste sort tøj og sort makeup. I dag havde hun en hvid V-trøje med et amerikansk flag på og en sort læderjakke. Sorte bukser og convers. Samme makeup som de andre dage, sort. Jeg var den der stod imellem dem. Hvis jeg ikke havde været der, havde de med garanti ikke kendt hinanden. Men en ting havde de tilfælles: drenge. De kunne diskutere om dem i evigheder, mens jeg lavede lektier.

”Nej. Det bare..” jeg kiggede over mod Megan. Mit problem måtte vente. Megan vil flippe ud. ”.. ikke noget.”
Rosa trak på skulderne. Jeg lavede koden til skabet og slog på det. Det gik op med et samme. Jeg lagde mine bøger ind.

”Hvad har vi i næste time?” skiftede jeg emne.

”Idræt..” Rosa så lidt bekvemt ud. Ingen af os kunne lide idræt. Men Rosa var helt klart den der mindst kunne lide det.
’Det ødelægger min makeup!’ Vi gjorde nar af det hende. Hende den snobbede.

”Jeg har ikke tøj med,” sagde jeg. Det var sandt.

”Som om du slipper! Andrea slap ikke engang, da hun havde brækket armen.” Megan satte hænderne i siden for at virke sej.

”Du, skal vi ikke til at smutte over til bygningen?” Rosa kørte en hånd gennem håret. Hun stod fast i sine sort, høje sko.
Jeg rystede på hovedet. ”Klart.”


***


”Ingen tøj med, hva’?” Træner Mac stod overfor mig. Hans dybe stemme gennemborede mine ører.

”Ja. Så jeg tænkte om..”

”Tænkte du på at slippe?” Jeg bed mig i underlæben. Resten var gået ned for at klæde om. ”Jeg finder noget tøj til idag!”
Træner Mac vendte sig om hurtigt og smidigt. Jeg gik ned til resten af pigerne.

”Hvad sagde han?” Jeg gik hen til Megan og Rosa. Rosa stod med et lille spejl og fjernede makeup, mens Megan strammede sin hestehale.

”Det så ud som om han kunne dræbe mig,” fniste jeg. Jeg hørte et par piger fnise på en latterlig måde bag mig. Sikkert af bar venlighed. Popularitet. Det var det, det hele handlede om. Men jeg godtog det som en god ting. For det meste. Andre gange ville jeg bare væk fra dem. Tja, de gik nu mest efter de Megan og Rosa. Men jeg var der og jeg kunne få hvad jeg pegede på.

”Er I færdige?” jeg sagde det træt og skulle til at sætte en elastik om mit hår, da jeg opdagede at jeg ikke havde nogen. Rosa svang sit hår om bag om ryggen og nikkede. Megan kiggede på mig som svar. Jeg antog det bare som svar, altså et ja-svar.

”Godt. Lad os smutte,” jeg nikkede over mod døren. Rosa gik først med et sødt smil, derefter Megan. Til sidst mig. Vi stod ude og kiggede på et par drenge, der kom gående ud fra deres omklædningsrum og gik op i hallen. Jeg kiggede efter Mac. Han stod med en bunke af klamt tøj. Jeg kiggede på det som var det løgn. En tyk trøje og et par shorts. Ja, han havde andet. Det kunne man regne ud fra smilet. Men det her var straffen. Jeg gik ud og tog dem. Eller rev dem ud af hånden og gik ned i omklædningsrummet igen. Der var sikkert flere øjne der fulgte mig på vej. Lidt ligesom en handicappet. Ja, jeg følte mig faktisk som en handicappet der. Jeg var hurtigt nede i omklædningsrummet, hvor et par piger hviskede og pegede over mod mig, da jeg kom gående med tøjet. De samme piger der før havde grint af mine dårlige jokes. Men nu var det hele omvendt. Dér ville jeg bare have ro.

Jeg tog tøjet på og kiggede ned af mig selv. Mine tynde ben og den alt for tykke trøje. Jeg kunne ligeså godt klæde mig ud som en hotdog!

”Øhm, er det rigtigt at du dater Zac Efron? Fordi jeg ville virkelig gerne have en autograf?” Okay, hvilken tumpe har så sat det rygte i gang. Alle elskede jo Zac, men hvis jeg nogensinde ville jeg da prale af det. Jeg sukkede let.

”Jeg dater ikke nogen. Okay? Er det okay eller er en af jer belieber? Så kommer jeg da bare sammen m,ed Justin Bieber?” jeg bankede min hånd ind i væggen og ignorerede den smerte der stille begyndte at brede sig. Den pige der havde sagt det så en smule forskrækket ud og gik et skridt eller to tilbage. Til gengæld var den anden åbenbart lalleglad.

”Vil du det? Virkelig?” hun begyndte at hoppe op og ned. Blondiner. Jeg gik op med et par rullende øjne og mundviger der gik nedad. Omklædningsrummene lagde i kælderen og gjorde det derfor svært at finde rundt i. Men det lykkes mig at finde ud af den stinkende kælder – den stank nemlig af rådden æg og sokker – og ind i hallen igen. Megan stod med sin mobil og hørte til musik i smug. Man kunne lige skimte de næsten gennemsigtige høretelefoner. Jeg gik over til dem. Rosa stod og betragtede Mac. Jeg rullede med øjnene og hørte en stemme i mit øre.

”Skal vi ikke smutte?” hviskede Megan. Jeg mærkede at hendes høretelefoner hang ud af det ene øre og ramte mig på ryggen. Jeg slog hovedet over mod Rosa, som om hun skulle bestemme det. Hun trak på skulderene og gik over til en lille klike og hviskede noget. Hun kom tilbage med et smil og et lille nik. Der var intet at gøre. Vi var hurtigt nede i den stinkende kælder igen.

”Gider vi virkelig det her?” mine skulder gik langsomt ned og et par nervøse øjne blev skruet på ansigtet.

”Er du bange?” grinte Megan med en ond latter. ”For at blive opdaget? Vi har jo gjort det her før!”
Mørket fangede mig, men jeg kunne se hun slog ud med hånden og fulgte efter Rosa. Fremme kunne vi skimte lys fra omklædningsrummet. Jeg rankede ryggen og begyndte at gå efter dem og ind i det lille rum, der duftede af deodorant og shampoo.

”Så. Lad os komme afsted,” Megan tog sin taske over skulderen og kiggede på os med et lumsk smil.


***


Jeg var efterhånden blevet træt af de høje hæle. De rev i mine hæle og klemte mine tæer. Ikke ligefrem komfortable. Megan havde taget sine af for lang tid siden. Der var en time til vi kunne komme rigtig hjem. Så vores forældre ikke opdagede vi pjækkede.

”Edderkop? Edderkop!!” råbte jeg op pegede ned på en stor, fed, behåret tingest som langsomt bevægede sig over mod mig. Megan udstødte et fnys og gik hen til mig – siden jeg var bagtroppen og hun var fortroppen. Stille bukkede hun sig ned og tog nogle dybe indåndinger. Det afslørede så at hun var bange for den, men lidt efter stod hun med den i to hænder og smed den væk. Vi kunne åbenbart ikke gå videre før den var væk.

”Du var også selv bange,” mumlede jeg en smule genert og pinligt berørt. Specielt fordi at Rosa ikke havde skreget. Jeg kiggede over mod Rosa. Hun stod bare og kiggede op i et træ.

”Rosa? Hvad sker der?” Megan havde åbenbart også set at Rosa kiggede nu direkte op i himlen.

”Der flyver en ugle.” Rosa pegede op mod skyerne. Det var utrolig svært at se, men en lille sort plet gik faktisk på skyerne.

”Flot. Skal vi tage hjem til dig Megan?” spurgte jeg Megan. Hun satte hænderne i siden og gloede på mig. De sko hun havde i hænderne slog sammen og gav en klikkende lyd.

”Ja. Lad os det!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...