Whisky

"Jeg trådte et skridt tilbage. Han stank af alkohol. "Det behøver du ikke vi klare os, gå du nu bare op i seng." han var helt henne ved mig nu. Mit hjerte bankede hurtigt og jeg spekulerede på om han kunne høre det. "Far. . ." hviskede jeg . . ." Rebecca bor i Hellerup med sin mor, far og lillesøster Louise. Hendes liv er fra facaden roligt og fredfyldt. Hendes forældre har penge og Rebecca er klog og ansvarsfuld. Men hver dag er en kamp for Rebecca. Hendes far har et alkoholmisbrug. Og når han drikker gør han dumme ting. Rigtig dumme ting. Mit bidrag til "alkohol i familien" konkurrencen.

2Likes
0Kommentarer
300Visninger
AA

1. En ensom flaske rom

Der lugtede sødt da jeg kom ind i stuen. Jeg kiggede mig omkring. Vinduerne stod åbne så gardinerne blafrede let. Sommerens sidste sol strømmede ind. Men den varmede ikke. Jeg kunne mærke efteråret komme krybende. Følelsen af nye begyndelser og bekymringer lurede i baghovedet. Mine øjne vandrede videre i rummet. Her var koldt og tomt. Jeg forstod ikke hvordan det her kunne være centrum for et familieliv i Hellerup. Alle de juleaftner vi havde danset om juletræet og åbnet gaver, alle de fødselsdage der var blevet holdt her. De var væk. Som fløjet ud af vinduerne. Eller forsvundet i bunden af et glas whisky. Jeg lyttede efter barnelatteren og den stumme lyd af et smil. De hang stadig i væggene. Som lugten af røg efter en af de "bedre" fester. Jeg vendte mig om. Der var det. Det brune barskabs døre stod vidt åbne. Det var tomt. Kun en enlig flaske rom stod tilbage. Min far kunne ikke lide rom. Vi havde den mest stående for gæsternes skyld. "Heeej Paulii" sagde en snøvlet stemme bag mig. Jeg lukkede øjnene. Lyttede efter smilene. Håbede han ville gå væk. "Hvordan. . . gik det i skolen i dag?" sagde han. Mine øjne åbnedes. Det her var rigtigt. Det her var mit liv. "Det gik fint far, tak for at du spørger. . ." sagde jeg stadig med ryggen til. Min far hikkede igen. "Du er tidligt hjemme? Hvorfor?" spurgte  jeg. Min far var direktør i gud ved hvilken virksomhed. Så han arbejde normalt til sent. "Vend dig om som jeg kan se dig!" sagde han og glemte alt om mit spørgsmål. Det sugede i min mave. Jeg ville ikke se ham når han var fuld. Det var ikke min far. Min far var ikke dranker. Jeg lukkede mine øjne igen. Det her var ikke mit liv. Mit liv var godt. Jeg var glad. Der var stille. Min krop blev lettere og jeg svævede. Langt væk fra tomme barskabe og ensomme flakser med rom. "Jeg sagde vend dig om" råbte min far. Jeg åbnede mine øjne. Det her var mit liv. Tomme barskabe og ensomme flasker med rom var mit liv. Jeg vendte mig om og så på ham. Han sad ovre i designersofaen med en halvtom flaske whisky i hånden. Hans øjne var røde og den nystrøgede hvide skjorten havde fået lov at hænge ud af bukserne. "Hvor er du smuk Pauli! Du ligner din mor" sagde han. Jeg smilede. Min far var ikke kun dårlig når han var fuld. Hans hjerte rummede noget større selv når han bundede en flaske whisky. Det helt fundamentale gode i ham benægtede sig ikke. Mine øjne kiggede op på uret over sofaen. Mit smil blegnede. Jeg havde lovet at hente Louise i børnehave. Og nu skulle hun hjem til ham. Hjem til vores far. Vores fulde far. Jeg kunne ikke sende ham ud af huset. Han skulle ikke ydmyges i morgen. Det fortjente han ikke. Naboerne så bare ikke det fundamentalt gode i en fuld far. "Jeg skal hente Louise i børnehave nu, går du ikke op og tager dig en lur?" sagde jeg. Han udstødte en pruste lyd. "Der er så langt at gå Pauli! Skulle jeg ikke bare køre jer?" sagde han. Han havde rejst sig op og gik hen imod mig. Jeg trådte et skridt tilbage. Han stank af alkohol. "Det behøver du ikke vi klare os, gå du nu bare op i seng." han var helt henne ved mig nu. Mit hjerte bankede hurtigt og jeg spekulerede på om han kunne høre det. "Far. . ." hviskede jeg. "Jeg henter Louise sammen med dig. . .okay?" sagde han med hæs stemme. Jeg ville gerne sige nej. Det ville jeg. Men det eneste jeg kunne fremtvinge var et nik. Et nik, der understregede det hele. Det her var mit liv.

Jeg havde overtalt min far til at blive ude i  bilen mens jeg hentede Louise i børnehaven. Jeg havde sat mig om på bagsædet med hende og prøvede at holde mine tanker fra far. Men det var svært. "Far køre du ikke lige hurtigt nok?" spurgte jeg. Han svarede ikke. Vores øjne mødtes i bakspejlet. Men han så mig ikke. Han så ikke noget. "Far sæt farten ned!" sagde jeg. Hans øjne flakkede væk fra mine og han fik et tomt udtryk i øjnene. Bilerne susede forbi os. Eller vi susede forbi dem. Mine mave trak sig sammen. Han kunne ikke stoppe. Så hørte jeg Louise skrige og et højt brag.

Da jeg vågnede sad mor ved siden af mig. Hun var forgrædt og holdt min hånd. Hun smilede da jeg så på hende. Men ikke et rigtig smil. Mere sådan et trist smil. "Du græder Rebecca" sagde hun stille og tørrede tårne væk fra mit ansigt. Jeg græd ikke normalt. Men jeg kunne græde nu. For nu gjorde det ondt. Ondt i hjertet. "Hvor er Louise?" spurgte jeg. Nu smilede mor rigtigt. Hun rykkede så jeg kunne se mod vinduet. Louise lå i en lille seng ved siden af. Hendes lyse hår lå spredt ud på puden og hun sov trygt. Jeg snøftede men smilte. Louise var ikke en del af der her. Hun skulle ikke tages som offer. Ligesom mig. Jeg var ikke en del af fars alkoholproblem. "Mor?" sagde jeg og kiggede op på hende. Hun smilte ned til mig. "Hvad er der skat?" sagde hun. "For han hjælp nu?"

Alle sår og ar er væk fra min krop nu. De sidder stadig væk på sjælen og det vil de altid gøre. For alkoholmisbrug glemmer man ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...