Ødelæggeren~ Divergent

16-årige Samantha Lews er vokset op hos de modige Skytsengle, og da hun skal igennem testen, som viser hvilken fraktion, hun tilhører, er hun ikke i tvivl om, at det er Skytsenglene. Men det ser ud til, at hun har taget fejl, for hun passer ikke kun ind i én fraktion- men alle fem, hvilket gør hende til Divergent. En person, som magthaverne vil gøre alt for at slå ihjel.

10Likes
13Kommentarer
668Visninger
AA

2. Ødelæggeren

 

 "Har du tænkt dig at spise det der?" Monica ser sultent på det lille stykke af chokoladekage, som ligger på min tallerken.
"Selvfølgelig har jeg det!" svarer jeg og prikker hende i armen med min gaffel. "Man kan altid klemme et stykke af denne fantastiske kage ned! Og siden hvornår har jeg ikke spist op?"
Hun ser først surt på mig, men som altid begynder hun at grine kort efter. Jeg griner med hende, og tager et stykke af min resterende chokoladekage med min gaffel, læner mig hen mod hende og gør et stort nummer med at føre gaflen ind i munden og tygge.
 "Mmhh..." siger jeg og er ved at få det galt i halsen, da hun stikker sin albue ind i maven på mig.
 "Hvis du vil slå mig ihjel, kan du idet mindste vente til efter testen i dag,"
 "Jeg er meget mere lyst til at gøre det lige nu," Hun prøver at få fat i det sidste af min kage med sin gaffel, men jeg skubber hende væk. "Grabberne væk," siger jeg grinende. "Hvad tror du egentlig, testen fortæller dig?" Hun tager en alvorlig mine på og ser på mig. "Tror du den siger, at du tilhører Skytsenglene?"
 Jeg ser mig omkring i cafeteriet. Fra de lange borde, hvor folk højlydt sidder og snakker sammen, mens de spiser resten af deres chokoladekage, til Monica's smilende ansigt ved siden af mig. Hendes hud er mørkere end min, og hendes ansigt er omgivet af mørkebrune krøller, og hendes næsten sorte øjne skinner af energi. Jeg kan se starten af hendes tatovering over t-shirt kanten, og den fortsætter ned langs højre arm og ender på håndryggen. Den forestiller en slange- med tungen slikkende mod pegefingeren. Der er ikke rigtig nogen grund til, at hun ville have en slange. Det er nok mest fordi, hun syntes det ser sejt ud.
 Men jeg ved, som jeg altid har vidst, at det her er mit hjem. De folk, som sidder omkring bordene, er min familie. Pigen med slangetatoveringen er min bedste veninde, og noget af det eneste vi har tilfælles er, at vi begge er sande Skytsengle. Og så forguder vi også begge to chokoladekagen her på stedet- men hvem gør ikke det?
 Jeg ruller med øjnene. "Jeg ved, jeg er en Skytsengel," Jeg tager en slurk af mit vand og ser på hende. "Hvad med dig? Er du nervøs for, at testen fortæller dig, at du skal ud at være for evigt smilende og plukke æbler resten af dit liv?"
 Monica puster grinende det vand ud af munden, som hun lige har drukket, så det sprøjter ud over os begge to. 
 "Kan du da ikke forestille dig mig som en Pacifist?" Hun sender mig sit varmeste smil og folder hænderne på bordet. "Jeg ved du er rigtig sulten, søde Sam, men jeg vil virkelig gerne have det stykke kage på din tallerken," siger hun med en sukkersød stemme, men som altid, kan hun ikke holde masken ret længe. "Vi skal bare huske på, at uanset hvor testen siger, vi hører til, så er valget altid vores eget."
 "Hvor lyder du dog filosofisk Monica," Overfor os sidder Scott og ryster grinende på hovedet. Scott er en af vores rigtig gode venner, og selvom de fleste piger gerne vil være mere end det med ham, så går Monica og jeg kun efter hans venskab. Det er nok derfor vi klinger så godt sammen. Men selvom vi kun er venner, er Monica og jeg hurtigt blevet enige om, at man godt kan syntes, venner er lækre.
 Scott har sort hår, der næsten rører hans skuldre og lysebrune øjne med små prikker af guld helt inde ved pupillen. Som de fleste Skytsengle har en en veltrænet og stærk krop.
 "Hvad så Sam, har du tænkt dig at spise det der lille stykke kage?" Scott glor på det lille stykke chokoladekage, jeg har tilbage, og derefter over på Monica, som er ved at kvæle sig selv af grin.
 Jeg tager det sidste lille- men meget eftertragtet- stykke kage og propper det i munden med et selvtilfredssmil hængende på læberne.

 Da jeg træder ind i lokalet, er det første, jeg tænker, hvid. Alt er simpelthen hvidt. Gulvet er lige en nuance mørkere end væggene, så man ikke bliver totalt forvirret. Midt i det hele står en hvid lænestol, som faktisk ser ret behagelig ud. Langs den ene væg står en masse elektroniske apparater- i modsætning til Monica, har jeg altid været elendig til sådan noget med elektronik. Ved siden af apparaterne står en kvinde. Hun har langt lyst hår, som  hænger ned af ryggen og himmelblå øjne. Hendes lange orange farvede nederdel og gule bluse fortæller mig, hvilken fraktion hun tilhører.
 Hun er Pacifist.
 "Hej," siger hun med en glad stemme. "Du må være Samantha Lews. Velkommen, mit navn er Amy. Jeg skal hjælpe dig gennem testen," Hun fører mig hen til lænestolen, og da jeg sætter mig, bekræftes min anelse om at den er ret så behagelig.
 "Jeg har altid elsket den hårfarve," Hun- Amy- rører kort ved mit hår, som hænger ned langs siden i bløde krøller. Jeg ser ned på mit rødbrune hår. Laver hun en eller anden form for joke med mig? Men da jeg skal til at spørge, hvad hun mener med det, får hun mig til at tie ved at løfte sin hånd.
 "Ikke rigtig rød, men heller ikke rigtig brun," Hun smiler til mig, og jeg får perfekt udsyn til en række kridhvide tænder. "Det får dig til at se så levende ud,"
 "Jeg er også en Skytsengel," svarer jeg og læner mig tilbage i de bløde puder, og hviler armene op armlænet. "Selvfølgelig er du det," Amy nikker mod mit kraveben, hvor jeg i sort blæk har tatoveret ordene Vær tapper. 
 Det er de ord, som vi hos os Skytsengle sender vores døde afsted med. Ordene har altid givet mig en hvis form for styrke og mod, og de har hjulpet mig igennem mange hårde tider. 
 "Du skal bare drikke det her," Amy rækker mig et lille glas med en blå væske i.
 "Hvad er det?"spørg jeg og kigger ned i glasset, tager det op til munden og nipper forsigtigt til det.
 "Det virker kun, hvis du tager det hele på en gang," Uden anelse om hvad det er, jeg drikker, tipper jeg bunden i vejret og tømmer glasset på et split sekund.
 Da jeg læner mig til tilbage, begyndet det hele at dreje rundt og sløre for mig, og før jeg når at tænke noget, bliver alt sort.

 Jeg åbner øjnene, da et koldt vindpust rammer mig, og får mit hår til at blafre omkring mig. Jeg skimter mod solen, og da jeg har vænnet mig til lyset, ser jeg mig omkring.
 Rundt om mig står høje grantræer, og lidt længere væk er der en mørkeblå sø. En masse folk- fra alle fraktioner- går rundt over det hele. En sort fugl zigzagger forbi mig og sætter sig på en gren lidt længere væk. Spidsen af dens vinger er krystalblå, og den lægger hovedet på skrå, mens den holder øje med mig.
 Er det sådan her er hos Pacifisterne? Tanken strejfer mig, men jeg skubber den hurtigt væk. Det kan være lige meget, hvordan Pacifisterne lever. Jeg kan være ligeglad.
 Tag dig nu sammen! Jeg begynder at gå hen mod den nærmeste person- en middelaldrene Sanddru mand, da et højt skrig lyder henne fra søen.
 Jeg drejer hurtigt omkring og går mod det mørkeblå vand. Men da jeg kigger mig omkring, opdager jeg, at der er ingen, som reagerer på det. Det er som om, ingen har hørt skriget andet end mig.
 Der var da en, som skreg? Jeg ser mig tvivlende omkring. Eller var det bare fuglen med de krystalblå vinger? Men fuglen sidder ikke længere på grenen, og den er ikke til at se nogen steder. 
 Jeg tager fat i en kvinde, som passerer og stopper hende. "Hørte du ikke.." begynder jeg, men bliver afbrudt af endnu et skrig. Jeg slipper kvinden, og løber alt hvad jeg kan mod søen.
 Håret pisker bag mig som mørke flammer, og sveden begynder at komme frem i håndfladerne. Da jeg hører et skrig oppefra, som umulig kan stamme fra et menneske, ser jeg fuglen med de krystalblå vinger flyve over mig. Den følger mit tempo og bliver ved med at skrige, mens den ser mod søen. Det er som om, den advarer mig mod det, som er derhenne. 
 Da søbredden pludselig er foran mig, har jeg så meget fart på, at jeg næsten ikke når at stoppe. Fuglen stopper ikke, men flyver ud midt på søen og kredser om noget i vandet, mens den skriger. Et sekund efter går det op for mig, at det noget i vandet, er et menneske. 
 "Hjælp mig!" skriger personen og vifter febrilsk med armene i vejret. "Hjælp!" "Hvorfor har I ikke hjulpet?!" råber jeg til alle de mennesker, som bare står ved bredden og kigger. Jeg løber ud i vandet, så mine bukser og sko bliver gennemblødte. Min krop føltes på ingen tid meget tungere end normalt, og jeg kaster mig gennem vandet.
 "Du skal ikke gå længere ud," En mand tager fat i min arm og holder mig tilbage. "Tanget derude vikler sig ind i dine fødder, så du ikke kan komme fri og drukner."
 "Men vi kan ikke bare lade ham drukne," snerrer jeg og river armen til mig. 
 Da jeg ikke kan nå bunden mere, begynder jeg at svømme. Som manden sagde, vikler tanget sig rundt om mine ben som slanger, der lige har nedlagt et bytte. Men jeg bliver ved. Kæmper, sparker og vrider mig fri fra tanget til jeg er ude ved ham. Jeg rækker ud efter ham, og da jeg rører ham, forsvinder alt.

 Jeg står i et rum. Der er store reoler, så langt jeg kan se, så det må være et bibliotek. Hvad laver jeg her? Jeg prøver at komme i tanke om, hvordan jeg er havnet her, men jeg husker kun et svagt minde om vand mod min krop, og mine ben som forgæves prøvede at komme fri af noget.
 Jeg går hen til en af reolerne og lader fingrene glide hen over de slidte omslag. Det er som om, der mangler noget.
 Det er som en labyrint, men det går hurtigt op for mig, at reolerne danner en slags sti. Der er masser af reoler efter hinanden, men så kommer der et hul mellem to reoler, som fører til en lang gang fyldt med sideveje, som også er fyldt med reoler med bøger.
 Da jeg drejer om hjørnet, er jeg lige ved at støde ind i en gammel dame. Hun er fuldstændig blåt klædt, så hun må være fra Intelligentsia. 
 "Undskyld," fremstammer jeg og tager et skridt bagud. Hun ser vredt på mig og holder en bog frem. "Er det dig, der har læst den her?" Omslaget er brunt slidt læder, og noget siger mig, at jeg har læst den. Jeg søger efter titlen, men den har ingen. Det var det, der manglede! Ingen af bøgerne på reolerne havde titler. 
 "Er det?" Den gammel dame træder et skridt nærmere. Jeg er sikker på, at jeg har læst den, men samtidig kan jeg mærke, at hvis jeg siger det, vil der ske mig noget slemt. Men hvorfor lyve? Det er jo mig, som har læst den, og det kan hun ligeså godt få af vide. Så går hendes vrede ikke udover en anden uskyldig person.
 "Ja, det er mig, som har læst den," Jeg kniber øjnene sammen og står bare stille, da hun taber bogen på gulvet, fører højre arm bagud og sender en knytnæve afsted mod ansigtet.
 Idet hendes hånd rammer mig, forsvinder alt.

 En sød duft slår mig i møde, lige inden jeg åbner øjnene. Jeg står i højt græs næsten til knæene, med træer i lige rækker på begge sider af mig. Duften stammer fra de blå liljer ikke så langt fra mig.
 "Vil du hjælpe mig?" En kvindestemme får mig til at dreje rundt, og en ung kvinde møder mit syn. Pacifist.
 Hun smiler stort til mig og rækker mig en tom flettet kurv. "Vi skal have plukket alle æbler, inden stormen kommer," siger hun, da jeg tager imod kurven. Hun følger mig hen til et træ, hvor en stige står lænet op af. Jeg kravler op af stigen og begynder at plukke æbler. Pacifistkvinden er kravlet op i træet ved siden af mit.
 Jeg plukker og plukker det ene røde æble efter det andet. Jeg aner ikke, hvorfor jeg hjælper hende, når jeg ikke engang ved, hvem hun er. Men hvis det havde været mig, som havde spurgt om hjælp, havde hun sikkert også sagt ja. Der er intet galt med at være venlig, og jeg har alligevel ikke andet at lave.
  Da kurven er tom, kravler jeg ned og sætter den i det høje græs. Jeg kigger på kvinden og skal lige til at spørge hende om, hvad jeg nu skal, da et lyn brager gennem himlen. Himlen er ikke længere blå og skyfri, men mørk med tunge skyer hængende. Da det næste lyn lyser himlen op, begynder det at regne.
 "Kom ned fra stigen!" skriger jeg gennem tordenbragene og løber hen mod hende. Hun må have hørt mig, for pludselig står hun ved siden af mig. "Gør ligesom mig!" Jeg knæler med hænderne på jorden og hovedet nede. Hun knæler ned ved siden af mig og gør det samme, som jeg gør.
 Mit hår klistrer til mit ansigt, og regnen rammer mig som haglkugler. Endnu et lyn lyser himlen op, og jeg bliver blændet af et hvidt lys, som efterlader mørke.

 Jeg blinker og tager mig til hovedet. Alting svajer, og jeg har en underlig smag i munden. 
 "Hør på mig" En person står lænet ind over mig og rusker mig i skulderen. "Samantha hør på mig!" Langsomt holder jeg op med at se dobbelt af alt og fokuserer på personen foran mig.
 Langt lyst hår og urolige blå øjne, som trygler mig om at vågne. Amy- Pacifisten som hjælper mig.
 "Hvad er der? Hvad sagde testen?" Jeg rejser mig langsomt op og tager fat i armlænet for ikke at miste balancen. Amy står ved siden af, og hendes ansigt er en urolig maske. "Hvad er der sket? Gjorde jeg noget forkert?" Jeg ser bekymret på hende. Det er ikke godt, når en Pacifist er urolig. Slet ikke godt.
 "Den kunne ikke afgøre, hvilken fraktion, du tilhører," begynder hun. "I den ene af verdenerne, var du en Skytsengel mens du i den næste var Puritaner. Der var ikke én af verdenerne, hvor du kun havde et resultat." Hun lader sine ord synke ind. 
 "Så jeg er ikke Skytsengel?" spørg jeg nervøst. Hun ryster på hovedet. "Du er ikke kun Skytsengel og ikke kun Pacifist. Du hører til alle fem fraktioner. Du er Divergent."
 En hvad? Hvad er det, hun siger? Jeg er ikke ren Skytsengel. En del af mig er Sanddru, en anden del er Intelligentsia, Pacifist og Puritaner.
 "Jeg forstår det ikke," Min hjerne kører på højtryk for at finde en løsning på det, hun siger. "Er jeg fraktionløs?"
 "Nej, du er Divergent. Du passer ikke ind i en bestemt fraktion- men dem alle sammen,"
  "Det har jeg aldrig hørt om..." begynder jeg, men hun afbryder mig. "Der er fordi regeringen slår Divergenter ihjel. Folk som dig er for farlige at have rendende over det hele. De laver rod i systemet. De ødelægger det hele,"
 "Hvad gør de ved folk som mig...?" hvisker jeg og kan mærke, hvordan al farven forlader mit ansigt.
 "Hvis de finder ud af, at du er Divergent, slår de dig ihjel. Du må ikke fortælle det til nogle. Ikke til din familie eller dine venner. Ingen."
 "Men hvad skal jeg så gøre?" Jeg kan tydeligt høre, hvor skinger min stemme er. Slap af, siger jeg til mig selv. Der er en forklaring på det her. Det skal der være. Måske er jeg stadig i simulationen, og det her er en af prøverne. Det bliver jeg ved med at bilde min hjerne ind, selvom jeg godt ved, at det her er virkelighed.
 Mens jeg har prøvet at redde mig selv fra, ikke at flippe fuldstændig ud, har Amy ændret sig. Hun har ikke længere et skræmt udtryk i øjnene som før, men rolige øjne, som jeg kun har set hos Pacifister. Øjne som hvisker til en og fortæller, at alt nok skal gå uanset hvad.
 "Vi har ikke så meget tid, så hør godt efter," Hun lægger beroligende sin hånd på min skuldre, og jeg kan mærke, hvordan hendes ro får mig til at slappe lidt mere af.
 "I testen oplevede du tre forskellige scener. Dine handlinger fortæller, hvilken fraktion du tilhører. Der er så nogle, som ikke kun passer ind i én fraktion- men flere. De kaldes for Divergent. Dem som reagerer byen dræber Divergenter, fordi de skaber rod i hele systemet, og ikke kan kontrolleres. Du skaber rod i hele systemet, og de kan ikke kontrollere dig. Derfor slår de dig ihjel. Fordi de frygter dig."
 De frygter dig. Jeg stirrer på hende. Det er anden gang, hun siger det, men det er først nu, jeg forstår det, hun siger. Jeg er ikke Skytsengel. Jeg er Divergent.
 "Hvilken fraktion passer jeg så ind i?" spørg jeg. "Divergenter plejer at passe ind i to fraktioner- i sjældne tilfælde tre. Med du, du passer ind i alle fem. Jeg ved ikke hvordan, det kan lade sig gøre." Hun ser blidt på mig. "Du bliver nødt til at gå nu," Hun fører mig hen mod døren. "Men hvad skal jeg gøre?" Jeg drejer mig for at se på hende. "Du skal holde lav profil, lad være med at tiltrække dig opmærksomhed. Måske vil det være bedst, hvis du skifter fraktion, men du bestemmer selv. Du skal vælge der, du vil tilbringe resten af dit liv," Hun skubber mig ud af døren, men idet hun lukker den, sætter jeg min fod i klemme. 
 "Hvordan ved du alt det her?" hvisker jeg og stirrer på hende. Hun viger ikke fra mit blik, da hun svarer: "Fordi jeg er ligesom dig. Jeg er Divergent." Og så skubber hun min fod ud og smækker døren i.

 Fuglene kredser højt over mig. Der er ingen med krystalblå vinger, og de prøver ikke at fortælle mig noget.
 Jeg tænker på alt det, Amy har fortalt mig om, hvem eller hvad jeg er, men jeg vender hele tiden tilbage til det samme spørgsmål. Hvad skal jeg gøre? For jeg aner det virkelig ikke. Hvorfor kunne testen ikke bare have fortalt mig, at jeg tilhørte Skytsenglene. Eller hvilken som helst anden fraktion, bare ikke det her.
 "Nåh, så det er her, du gemmer dig!" råber en stemme bag mig, som jeg straks genkender som Monica's. Hun bruger sine armmuskler til at komme helt op på taget. Bygningen her er mit og Monica's sted. Vi fandt det, da vi var mindre og ville have et sted, som kun var vores. Bygningen ligger lidt væk fra vores hjem, er forladt og har et fladt tag.
 Monica kommer over og sætter sig ved siden af mig, svinger benene ud over kanten, så de hænger og dingler sammen med mine.
 "Bare fordi testen siger, du hører til et sted, er ikke ensbetydende med, at du skal vælge den fraktion,"
 "Hvorfor siger du det?" Jeg ser over på Monica, hvor solen er ved at gå ned bag hende. 
 Hun trækker på skuldrene og svinger benene frem og tilbage. "Du ligner bare en, som har fået af vide, at hun ikke tilhører Skytsenglene. Og så er jeg jo også ret filosofisk, du ved," Hun blinker til mig, og jeg begynder at grine. "Men fortæl mig nu, hvad du fik! Jeg er ved at dø af spænding!" Hun ser forventningsfuldt på mig.
 Skal jeg fortælle hende det? Mit hjerte skriger højt 'ja', for Monica er jo min allerbedste ven. Vi har aldrig holdt noget hemmeligt for hinanden. Hun vil forstå mig og støtte mig. Men mens jeg tænker det, bliver en stemme ved med at gentage sig selv i mit hoved. Du må ikke fortælle det til nogle. Ikke familie eller venner. Ingen. Hvis de finder ud af, du er Divergent, slår de dig ihjel. 
 Det er stemmen og skyldfølelsen, som får mig til at træffe mit valg. Hvis de finder ud af, jeg er Divergent, og jeg så har fortalt det til Monica, slår de sikkert også hende ihjel.

 Jeg kigger hen på Monica, som er begyndt at se bekymret ud over min tavshed. Så jeg slår en høj, falsk latter op. "Du skulle have set dit ansigt!" Jeg puffer til hende og smiler. "Selvfølgelig er jeg da Skytsengel! Hvad med dig?" Jeg læner mig frem for at virke nysgerrig. Hun hører ikke min falske latter eller mine løgnagtige ord. Tænk at jeg passer ind i Sanddru.
 Monica kommer med et jubelsråb og slår armene om mig. "Jeg er også Skytsengel!" siger hun og slipper mig. "Så skulle vi heldigvis ikke skilles ad- ikke fordi jeg regnede med det." Hun smiler stort, og jeg kan ikke gøre andet end at smile tilbage. "Din mor ville have været stolt af dig," siger hun pludselig gravalvorligt, og jeg nikker, men indeni er jeg ikke helt så sikker. Ville hun virkelig det?
 Monica skubber sig helt ud på kanten af taget, og lige inden hun hopper, skubber hun til mig og råber: "Hvem kommer først hjem?" Så springer hun, lander svajende på fødderne og løbere videre, uden at se sig tilbage.
 Lige inden jeg springer, ser jeg mod fuglene på himlen. Efter vi har valgt i morgen, bliver alt anderledes. Så hopper jeg ned fra taget og lander på fødderne. Stødet sender et jag af smerte gennem mig, men det stopper mig ikke. Jeg rejser mig, og løber alt hvad jeg kan efter Monica. Hun er alt for langt foran til, at jeg kan nå at indhente hende, så istedet for løber jeg omkamp med solens sidste stråler.

 Monica ville have haft mig med hen og kaste med knive, men jeg afslog. Jeg sagde, jeg var træet og havde brug for hvile. Jeg kunne tydeligt se, hvor skuffet hun blev, men det kan jeg ikke bekymre mig om nu.
 Hvad skal jeg gøre? Den ene sætning tager al energien fra mig, så jeg ligger mig i min seng og prøver at falde i søvn. 
 Amy sagde, det ville være bedst, hvis jeg skiftede fraktion. Men jeg ved, at det ikke kommer til at ske. Det er her hos Skytsenglene, jeg føler mig hjemme. Her er alle de mennesker, jeg kender og elsker. Alle siger altid, at man ikke skal vælge fraktionen på de mennesker, som er der. Fraktion før blod. Men jeg er nærmest sikker på, at blod også spiller en væsentlig rolle hos de fleste.
 Mine tanker bliver afbrudt, da jeg hører døren gå op og ser min far træde ind. Han har en sort t-shirt, sort bukser og mørkebrune støvler på. På den ene arm er tatoveringen med flammer- en af de ting, han frygter. På den anden er en målskive med en kniv i midten, og over det på overarmen står navnet Elana lodret. Det er min mors navn.
 For fem år siden døde hun. Hun tog sit eget liv ved at skyde sig selv. Jeg var sammen med Monica, da min far kom og fortalte mig det. Jeg brød fuldkomme sammen, men med hjælp fra de to og Scott, kom jeg mig hurtigt over det igen. Så meget som man nu kommer sig over ens mors død. Men det blev jeg ligesom også nødt til. Skytsengle er ikke svage. Skytsengle knækker ikke, og de giver aldrig op. 
 Min far fik tatoveret hendes navn på sig, for aldrig at glemme hende. Ligesom jeg har ordene vær tapper på kravebenet.
 "Hvordan var testen Sam?" Min far sætter sig på sengekanten. "Den gik.. godt," Jeg synker og kigger væk. Heldigvis kom min far fra Skytsenglene før han valgte fraktion- og ikke Sanddru, så han kan forhåbentlig ikke se, jeg lyver. "Det var lidt skræmmende," skynder jeg mig at tilføje. "Under simulationen føltes det nærmest som om, alt det jeg så og gjorde, var virkelighed. Det er først, da jeg vågnede op bagefter, at jeg opdagede, det bare var noget i mit hoved." Min far nikker. "Er du tilfreds med det resultat, du fik?" Jeg tænker mig om. Nej, det er jeg ikke, men det kan jeg ikke fortælle ham, så jeg nikker bare.
 "Du må være træt," Han tager forsigtigt min hånd i sin. "Men inden jeg går, skal du bare vide, at uanset hvad du vælger i morgen, er jeg stolt af dig. Det vil jeg altid være. Det ville din mor også, hvis hun havde været her," Jeg bider mig i læben og møder hans blik. Hans grønne øjne møder mine og viser tydeligt den sorg, han stadig føler. Det er kun mig, som engang imellem får lov at se den sorg. Sorg er en svaghed, og Skytsengle må ikke have svagheder. De skal- selv efter de finder deres kones lig- forblive stærke og modige. 
 "Uanset om du skifter fraktion eller ej, så husk aldrig at give op. Vær stærk uanset hvad. Vær tapper," Han rører forsigtigt ved de nedskrevne ord på min hud. Han rejser sig, kysser mig på panden og går hen til døren.
 Inden han lukker den, vender han siger om og ser på mig. "Bare husk at være tapper, Sam. Uanset hvad."

 Jeg overvejer at gøre lidt mere ud af mig selv om morgenen, men ombestemmer mig, og gør hvad jeg plejer. Sorte bukser, en mørkegrå t-shirt, lange sort støvler og en læderjakke. Jeg reder en børste gennem håret og tager mascare på.
 Spejlbilledet er det sammen som altid. En pige med Skytsengle tøj, langt bølget rødbrunt hår og grå øjne. Jeg retter lidt på læderjakken, så man bedre kan se min tatovering. 
 Udenpå er jeg den samme som altid, men indeni er jeg forandret. Jeg er bange. Bange for, at er der er nogle, som har fundet ud af, hvad jeg er. Jeg er faktisk bange for, hvad jeg selv er. Divergent.
 Det banker på døren, og jeg åbner og ser Monica stå derude. "Er du klar?" Ligesom mig, har Monica ikke gjort noget ekstra ud af sig selv. Hun ser ivrigt på mig, og sammen går vi hen mod spisesalen, hvor vi skal mødes inden vi skal videre ind til byen til ceremonien, hvor vi vælger vores kommende fraktion.
 "Jeg er faktisk lidt nervøs, hvad med dig?" Monica ser smågrinende på mig. Lidt nervøs ville være en underdrivelse på, hvordan jeg har det lige nu. Jeg er hunderæd.
 "Uanset hvad der sker," siger jeg og husker min fars ord. "Så husk at vær tapper."
 Hun skal lige til at sige noget, da en mand træder ind foran os. Lyst hår samlet i en hestehale, tatoveringer op langs halsen og piercinger i øjenbrynene. Jeg genkender ham hurtigt som Kyle, en af Skytsengle lederne.
 "Vi vil gerne snakke lidt med Samantha," Hans lysebrune øjne borer sig ind i mine, og min vejrtrækning bliver hurtigere. Har de opdaget mig?
 "Hvorfor?" spørg Monica og ser undrende frem og tilbage på os. "Det skal du ikke blande dig i. Det vil ikke tage land tid." Hans blik slipper ikke mit, og jeg mærker frygten gnave i mig.
 "Det er okay Monica," Jeg sender hende et smil, som sikkert virker alt andet end beroligende, og træder hen til Kyle. "Jeg kommer lige om lidt. Hold en plads til mig i toget." Jeg blinker til hende, og hun smiler modstræbende tilbage. "Okay. Vi ses om lidt Sam." Så går hun forbi os, videre ned af gange mod spisesalen. Jeg ser først på Kyle, da hun er helt forsvundet.
 "Denne vej," Kyle fører mig ned af gange til højre og stopper ved en dør på venstre hånd. Han tager en nøgle op af lommen og låser op. Da jeg træder ind, stivner jeg.
 Jeg stirrer på personen foran mig og reagerer ikke engang, da jeg hører Kyle låse døren.
 Foran mig er Jeanine Matthews. 

 "Velkommen Samantha," siger hun og smiler til mig. Hun har kort lyst hår, blå øjne og et blåt jakkesæt på. 
 "Hvad laver du her?" hvisker jeg. Når jeg ser på hende nu, ved jeg udmærket godt, hvem hun er. Hun er ikke blot lederen af Intelligentsia, eller den klogeste i blandt os alle. Det er hende, som vil have alle Divergenter dræbt. Det er hende, som slår Divergenter ihjel. Folk som mig. Eller, det er nok ikke hende, som slår os ihjel, men en af de fem Skytsengle- som jeg alle kan nævne navnet på- som er i rummet.
 "Jeg er her for at snakke med dig," Hendes kolde, blå øjne gennemborer mig. Lammer mig til væggen og fylder mig med frygt. De slår dig ihjel. 
 
"Jeg skal snart videre til ceremonien, så vi har ret travlt," Hun læner sig op af bordet bag hende. "Du er Divergent, og det ved du. Du ved også, hvad vi gør ved folk som dig," Jeg kan ikke sige noget. Jeg kan ikke engang nikke, så bange er jeg. Hvordan fandt hun ud af det?
 "Jeg har holdt øje med dig i rigtig lang tid. Ja faktisk i fem år. Jeg har ventet på denne dag rigtig længe,"
 "Hvorfor?" Jeg hvisker det så lavt, at jeg ikke tror, hun hører mig. Men det gør hun. Hun folder hænderne foran sig og lægger hovedet på skrå.
 "Din mor begik ikke selvmord, Samantha. Selvom det er det, du altid har fået af vide. Det er det alle går rundt og tror. Elana blev skudt, fordi hun var ligesom dig. Hun var Divergent." Hun lader sine øjne løbe ned af mig og op igen. "Du ligner hende. Din mor. Samme strålende hårfarve, som vidner om flammende sjæle,"
 Jeg stirrer på hende. Hvad er det, hun siger? Min mor var Divergent. Ligesom mig.
 "Som du nok har regnet ud, gik der mange år, før jeg fandt ud af, at hun var Divergent. Jeg tjekkede hendes test og så, at den viste, at hun passede ind hos Skytsenglene og Sanddru. Da jeg fandt ud af det, sendte jeg nogle ud for at slå hende ihjel. Jeg vidste, at Elana havde et barn, og at det muligvis var Divergent som sin mor. Og her er du, Samantha Lews, og som du kan se, havde jeg ret." Hun smiler til mig, men det er ikke noget glad smil. Det er et smil, der viser, at hun godt ved, hvor skræmt jeg er. Og hun nyder det.
 "Men du er anderledes. Du passer ikke kun ind i to fraktioner, men i alle fem. Det har jeg aldrig oplevet før. Det er... fascinerende," Hun studerer mig som om, jeg var et insekt, og jeg får lyst til at kaste op.
 "Det er derfor, jeg er her. Du er alt for farlig. Jeg vil være sikker på, at du bliver slået ihjel." Hun gør tegn til Skytsenglene i rummet, og to af dem kommer om bag mig, vrider mine arme om på ryggen og tvinger mig i knæ.
 De frygter dig. Frygt- alt handler om frygt. Det var derfor, krigen brød ud. Fordi folk var kujoner, der slog de mennesker ihjel, som de frygtede.  
 Da jeg ser Kyle gå op foran mig med en pistol i hånden, burde jeg være bange. Men det er jeg ikke. Ikke længere. Al frygten jeg før havde i mig, er forsvundet som dug for solen. Tilbage er vrede og de ord, jeg ikke fik sagt før, fordi jeg var for bange.
 "Du slog min mor ihjel!" skriger jeg og prøver at rive mig løs. Jeg river i mine arme og prøver at vride mig fri af deres hænder, men de har et jernhårdt greb i mig, og mine anstrengelser resulterer kun i, at de bøjer mine arme længere om på ryggen. Smerten skærer gennem armen og ved skulderen, men jeg mærker den knap nok. Jeg er fyldt med et brændende had til hende, og det hun gør, mod uskyldige mennesker. 
 "Og dig!" skriger jeg til Kyle. "Hvordan kan du gøre det her? Mod en af dine egne?" Jeg havde forventet, han ville svare noget i stil med du er ikke en Skytsengel- eller sådan noget, men der er ingen tegn på, at han hørte mig. Han stiller sig op foran mig, løfter pistolen og tager sigte.
 "Siden hvornår er du begyndt at lytte efter ordrer fra en anden? Endda en fra Intelligentsia!" Jeg prøver et sidste desperat forsøg, men forgæves.
 Som jeg står der, med en pistol rettet mod hovedet og klar til affyring, er jeg ikke bange. Jeg har fået min frygt under kontrol, som jeg er blevet trænet i hele mit liv. Min far sagde, at uanset hvad der skete, så skulle jeg være tapper, så det er jeg. Jeg er tapper for ham, for Monica og min mor.
 Jeg er Divergent. Jeg er både klog, fredelig, ærlig, uselvisk og modig. Men lige nu er jeg kun modig. Lige nu er jeg Skytsengel.
 Din mor ville være stolt af dig. Jeg ved nu, at far og Monica havde ret. Min mor ville have været stolt af mig. Hun estolt af mig.
 Jeg håber, at far og Monica finder ud af, hvad der er sket med mig. Med mor, og med alle de andre Divergenter, som er blevet uskyldigt myrdet af Jeanine. 
 De skal have sandheden af vide.
 Jeg ser på Kyle's lysebrune øjne. Det er ikke øjne som Amy's og andre Pacifister, de hvisker ikke om fred og giver falske håb. Det er heller ikke øjne som Skytsenglene: livsglade, men nogle onde. Det er øjne som en Intelligentsia. Kolde, fordi viden har den højeste pris.
 Lige idet han trykker på aftrækkeren, ser jeg hen på Jeanine. Jeg er fuldstændig rolig, holder hendes blå øjne fast og sender hende et svagt smil.
 Inden kuglen rammer mig, siger jeg højt to ord. Ord, som giver mig styrke og viser, at jeg ikke er bange. Det er de ord, vi sender døde Skytsengle afsted med. 
 "Vær tapper."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...