Enhjørningen af stål

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2014
  • Opdateret: 31 mar. 2014
  • Status: Færdig
Den tog mig godt nok lang tid at skrive. Skoleopgave jeg blev færdig med her 3 timer før deadline.

2Likes
0Kommentarer
195Visninger

1. yes

Årene er gået. Det bliver sværere og sværere at finde rundt i hvad der sker. Flere og flere mennesker dør og maskinerne udvikler deres intelligens. Robotter bliver skabt og menneskene uddør. Snart er hele planeten overtaget og der er kun robotter tilbage.

  Men mens robotterne har haft travlt med at programmere og udvikle deres samfund, har en anden art været godt i gang med at formere sig, men det er først efter hundreder af år at den levende væsener begynder at blive en trussel for det mekaniske samfund.

  Computerne er efterhånden blevet så intelligente, at de har programmeret deres egne stemmer og alle kan tænke individuelt. Hovedcomputeren XX0, der styrer al elektronikken gennem internettet, er den eneste maskine, der ikke kører rundt på hjul. Hovedcomputeren er i stand til at slukke al mekanisme ned med en enkelt knap, og er derfor for værdifuld til at skulle blive programmeret til selv at bevæge sig rundt. Og som den mest intelligente computer der er konstrueret er det vigtigt at den ikke ændrer sig.

  Det tog et par år, før de opdagede, at der stadig var liv på jorden. Nogle få robotter var ude ved markerne, for at lede efter elektronik i de allersidste øde huse, da de så en regnbue. Ud af ingenting dukkede en regnbue op på den grynede himmel og under regnbuen åbnede der sig en lille hvid portal, hvor et utrolig yndefuldt dyr kom springende ud fra. Ved første blik lignede det en hest, men midt i panden på den sad der et langt horn, der var snoet som en spiral. Jorden sprøjtede op omkring den, da den landede midt på marken med sine store klove. Den havde et hoved som en hjort og skæg som en gedebuk. En hurtig scanning af billede fortalte dem at dyret foran dem var en enhjørning.

  Efter at have overført informationen til hovedcomputeren, blev beslutningen at så længe enhjørningerne ikke var truende, så ville de lade dem være præcis som de var. Det så bare ud til at de nød, at der ikke længere var  mennesker i nærheden, der kunne afsløre deres eksistens.

  Der gik lang tid. Robotterne glemte næsten at de ikke var alene. De styrede og forbedrede deres samfund præcis som de altid havde gjort, uden overhovedet at lægge mærke til enhjørningernes eksistens. De var blevet spottet et par gange på engene omkring det sted, hvor de dukkede op for første gang, og det så ud som om mere og mere natur forsvandt lige omkring det sted. Græsset var ikke grønt mere, blomsterne var væk, og både træer og buske var ribbet for blade. Det så ud som om enhjørningerne var ved at løbe tør for mad og når de havde tømt et område, rykkede de videre til et nyt. De var ved at blive en trussel.

  Hovedcomputeren var blevet informeret om det. Størstedelen af samfundet ville føre krig mod enhjørningerne, hvis de kom meget tættere på, men XX0 holdt fast ved, at der ikke ville blive krig på nogen måde. Selv hvis enhjørningerne begyndte at gå på deres gader, så ville de ikke skade dem. Dyrene var harmløse og ville højst sandsynligt ikke angribe, medmindre de blev provokeret til det.

  Og dyrene kom tættere på. Deres klove havde sat dybe spor på græsset kun en kilometer fra robotterne og de fleste gjorde sig klar til kamp. Kun hovedcomputeren forstod, at de ikke var farlige og at der ikke var grund til bekymring. Men som de kom tættere på betød XX0’s ord ikke så meget mere.

  Alle robotterne stod midt på gaden og kiggede ud mod engene der omkransede deres lille samfund. En enhjørninger græssede kun 500 meter væk og en anden stod og kiggede på dem. Den så fascineret ud og ikke som om den skulle til at angribe dem.

  Hovedcomputeren skulle omprogrammeres. XX0 skulle køre på hjul og forklædes som en enhjørning. Hovedcomputeren skulle få dem til at trække sig tilbage eller finde ud af om de overhovedet var farlige, siden hovedcomputeren var den mest intelligente, måtte de sætte hele deres samfund på spil for at forstå den sidste levende race på jorden.

  Det tog dem et par dage at gøre hovedcomputeren klar og enhjørningerne kom kun få meter tættere på. Der var ikke mere end fire enhjørninger af gangen på engene, men der var heller ikke et tidspunkt hvor der ikke var nogen. Det så ud som om de alle fik en tur til at græsse, for de blev ved med at se forskellige enhjørninger. De havde alle et lille mærke på bagpartiet i forskellige glitrende farver, stjerner, hjerter, polygoner, eller symboler. De havde endnu ikke set den samme enhjørning mere end én gang på engene. Der måtte være flere hundrede af dem.

  Det var svært at omprogrammere den mest intelligente og menneskelignende computer, der hidtil havde eksisteret. En forkert fejl kunne slukke hele systemet ned og så ville robotternes tid være forbi. De skulle ikke bare programmere den til at gå, men til at gå som et dyr. XX0 skulle have den helt rigtige affjedring for at kunne springe som en enhjørning og forklædningen skulle være i stand til at optage og fordøje græs, så det så ud som en ægte enhjørning ville få det til at se ud. Men de mange ændringer i hovedcomputerens chip gjorde, at den ikke længere var i stand til at kommunikere. Internetforbindelsen virkede ikke og den var ikke i stand til at videreføre sine beskeder. Derfor blev et bestemt tidsrum bestemt, hvorved XX0 skulle finde ud af enhjørningernes hensigter og derefter komme tilbage og informere resten af det mekaniske samfund om de skulle føre krig eller ej. Hver robot havde nu indstillet et ur, der talte tidsrummet.

  Men endelig var hovedcomputeren, forklædt og omprogrammeret, klar til at tage af sted. Med et lyseblåt fredssymbol på bagpartiet dragede XX0 af sted mod de sjældent tomme enge. Forsigtigt nærmede robotten sig de to levende hestelignende dyr, der stod med skægget i græsset og gnaskede. De kiggede begge op ved den pludselige opdukken af en tredjepart, men da robotten langsomt sænkede hovedet og efterlignede deres bevægelser, bukkede de hovederne igen. Sådan stod de i lang tid, før den samme hvide portal under regnbuen åbnede sig igen, og enhjørningerne vendte sig om for at springe igennem den. Da XX0 var kommet igennem portalen var det et utroligt syn der kom robotten til syne. Det hele så hvidt ud ved første øjekast, men så snart man vænnede sig til de klare farver og solskinnet lignede det hele paradis. Flere regnbuer strakte sig ud over den klare himmel, og det så ud som om de alle havde portaler under dem. Enhjørningerne var vist mange andre steder end de havde troet. Græsset var utrolig grønt og det så ud som om alting glimtede. Der var enhjørninger overalt. Der måtte være flere tusinde og de så alle så utrolig smukke ud, hver med deres eget unikke symbol. Det lignede sådan et eventyrland, som menneskene ville have elsket.

  Det tog et stykke tid før enhjørningerne vænnede sig til robotten. De havde en mistanke om, at noget var galt de første par dage, men da XX0 opførte sig så normalt som muligt fik de andre ting at tænke på. De virkede utrolig harmløse og XX0 vænnede sig hurtigt til stedet og deres væremåde. Robotten var endda ude flere steder for at græsse og selv om dens intelligens var den højeste fra hele det mekaniske samfund, så var det ingenting i sammenligning med enhjørningerne. De var utrolig kloge og helt igennem effektive. De græssede kun fordi det var en vane, for de havde samlet et helt lager af mad, som de delte ligeligt af. Selvom der var flere tusinde enhjørninger kunne de stadig kende forskel på hinanden. De byggede selv reder, der næsten var så store som huse, hvor de sov, og der var intet tegn på at de skulle være farlige på nogen måde. Alligevel havde robotten ikke lyst til at tage af sted. Så skulle de bare lade disse intelligente og vidunderlige væsener leve videre som de gjorde, mens de fortsatte deres eget samfund, hvor de var igang med at ødelægge naturen for at skabe robotter. Naturen tilhørte enhjørningerne. Og selv om XX0 var hovedcomputeren og styrede det hele, så var den ikke i stand til at styre hele samfundets handlinger. Det sidste der var tilbage var bare at håbe på, at de andre robotter ville se enhjørningerne på den samme måde hovedcomputeren gjorde og at det ville forhindre krigen i at komme.

  Tiden skred frem. Tidsrummet var overskredet og størstedelen af det mekaniske samfund var på vej hen til tre græssende enhjørninger. Da de så den store mængde komme sprang de ind i portalen, og robotterne fulgte besværligt efter. Alting blev til kaos så snart de alle var inde i paradiset. De så det ikke på samme måde som hovedcomputeren havde gjort. De så på et land, som deres fjender havde været mange år om at opbygge. Alle enhjørningerne løb ind i hinanden for at komme ud af deres vej, som robotterne langsomt bevægede sig fremad. De ledte efter XX0. De ville føre en krig og det betød ikke så meget hvad hovedcomputeren havde at sige til det. XX0 var ikke kommet tilbage for at rapportere om enhjørningerne, hvilket måtte betyde at der var sket noget, der forhindrede computeren i det.

  Pludselig stod alle enhjørningerne side om side foran robotterne. Der var flere tusind enhjørninge modsat de få hundrede robotter. Selvom robotterne havde lasere, så kunne en enhjørnings horn nemt gennembore en robot uden selv at tage skade.

  Hovedcomputeren trådte et skridt frem. Robotterne kunne alle kende symbolet på bagpartiet, men XX0 var stadig ude af stand til at fortælle dem, at enhjørningerne ikke var farlige.

  Der gik lang tid. Robotterne kommunikerede frem og tilbage og var travlt i gang med at diskutere, om de skulle angribe eller ikke. Der var stille, bortset fra et par enkelte gange hvor en enhjørning prustede eller stampede i jorden. Og så bevægede robotterne sig. De gik fremad og de løftede deres våben.

  Larmen brød ud med det samme. Alle enhjørningerne løftede sig op på bagbenene og prustede højlydt. De var klar til kamp. Men så snart de satte fødderne på jorden igen havde noget ændret sig. Robotterne havde næsten ikke bevæget sig fremad, før de var gået i stå. Hver eneste maskine var gået i sort. Og en enhjørning med et lyseblåt fredssymbol lå stille på jorden foran dem.

  Hovedcomputeren havde trykket på afbryderen. Al den mekanisme de havde brugt så længe på at udvikle virkede nu ikke længere. Det eneste der var tilbage på jorden var enhjørningerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...