6 months (5sos fanfiktion)

OKAY SÅ DET HER ER MIN FØRSTE FANFIKTION OG JEG LAVER DEN OM.... Dadadaaaaaa....... 5 SECONDS OF SUMMER!!! Christine Melbourne, en pige på 17, hun har altid været meget vel opdraget og altid været populær, hun er altid en engel, når hun er sammen med sine venner går hun altid til fester, men hvem er hun når hun er sig selv? Hvem er den virkelige hende? Og er der overhoved nogen der kan se gennem facaden hun har holdt så længe? Ashton Irwin, skolens alene, stille, mystiske fyr, gik stadig i skole, men af vilken grund? Alle vidste han var 20 og burde ha stoppet på skolen for to år siden, og at han altid fik topkarakterer, så hvorfor blev han på skolen? Han havde ikke venner der holdte ham der, han havde ikke mere at lære der, men alligevel blev han der, og det var den eneste grund til at folk prøvede at presse sig ind på ham, for at finde ud af noget mere om drengen ingen vidste noget om. Luke hemmings, skolens 'jeg er for sej, se på mig, jeg er totalt badass' fyr, han rendte altid rundt med sine venner og pralede om ting alle troede på men de var totalt usandsynlige, alle vidste alt om ham, men alligevel vidste ingen noget om ham overhoved, de kendte den person han lavede ham selv om til, ikke den han virkelig var. Og det var måske derfor at Christine, ashton og Luke ikke kunne holde hinanden ud? Christine kunne se på Luke at han løj og hadede ham for det, Luke kunne se at Christine løj og hadede hende for det, Ashton hadede dem begge fordi de ikke var dem selv og de hadede ashton fordi de var jaloux på at han kunne være sig selv og at de ikke turde? Hvad vil der ske når de alle sammen blir tvunget til at være sammen i 6 måneder?

6Likes
15Kommentarer
265Visninger
AA

5. dag 4-ikke mere

Okay idk om det er mærkeligt men i det her kapitel kommer der ikke til at være en synsvinkel i starten for i finder ud af hvem af dem det er senere i bogen

___________________________________________________

Jeg stod bare og kiggede mig i spejlet, jeg havde poser under øjnene og de var helt røde af at græde.

Det er den her smerte jeg ikke kan klare, jeg hader dem! Jeg hader mit liv! Jeg hader alle! Jeg vil ikke mere... Det er for meget smerte...

Jeg bed mig i læben og førte det kolde metal hen af min hud, jeg gjorde det roligt syntes jeg, men lige pludselig kom der et dybt Cut og jeg var bange for at der vil bløde meget men det kom stadig langsomt ud fordi jeg havde skåret skævt, jeg dækkede det med papir og bagefter noget tape over, fordi vi ikke havde andet. Jeg begyndte igen at græde stille for mig selv, men jeg følte mig ikke trist, den her gang var det fordi der gjorde ondt der hvor jeg cuttede.

___________________________________________________

Det her er bare en lille ting jeg har lyst til at lige tilføje til historien fordi sådan er det bare okay? Okay.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...