Nattemåne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2014
  • Opdateret: 23 jun. 2014
  • Status: Igang
Zafir og Phoenix har begge specielle krafter og da de møder hinanden finder de ud af at de er søstre. Hvem er de? Hvad er de? og Hvordan skal de klare det?

3Likes
0Kommentarer
254Visninger
AA

2. Prolog

Kvinden kiggede på det lille barn der lå i en lille slidte trævugge, med et falmet gråt tæppe over sig og sov roligt og fredfyldt. En glinsende tåre gled ned ad kvindens kind og fandt vej ned til kæben og faldt tungt, ned på det lille barns tæppe. Kvinden bøjede sig ind over barnet og kyssede det blidt på panden. Flere tåre fandt vej ned ad kvindens kind og landede på barnets pande, glinsende i det svage lys der kom fra døren, i det lille rum. Rummet var gråt og dunkelt, med kun to ens små slidte vugger. Vuggende stod over for en lille hvid malet trædør, hvor det meste af maling var skrællede af. Trædøren stod på klem og der strømmede en lille sprække af lys ind fra den. Et hyl brød tavsheden og blev kastede tilbage fra væggene i det lille rum. Kvinden lænede sig over til den anden lille trævugge og tog fat i kanten, men med det samme undslap et lille gisp over hendes læber og hun trak med et smertefuldt udtryk sine hænder til sig. Hun kiggede ned på dem og så store vabler svulme op og blive grønne, for derefter at sprække midt over og se noget grønt slim flyde ud. Kvinden bed sig i læben af smerte og kiggede op på vuggen igen. Den stod i flammer. Store røde og gule flammer slikkede sig op ad vuggen og indhyllede det lille rum i røg. Kvinden bed tænderne sammen og dykkede ned i flammerne og tog et lille barn ud, der sov trygt. Det var som om flammerne beskyttede hende og lagde en ring af ild rundt om hende, der indhyllede hende i et glødende rødt skær. Kvinden trak barnet ind til sig og tog det andet barn op af den anden vugge og løb ud ad døren, med de to sovende børn. Hun løb ud i gangen og var lige ved at snuble i et stribede mønsteret tæppe, der lå nusset og gammelt på nogen mørnede stenfliser. Bag hende lød en eksplosion og hun drejede hovedet for at se, hele det lille værelse stod i flammer og kvinden løb stærkere, hev en af dørene til højre op og styrtede ud ad gangen. Det rum hun kom til nu var mindre end det andet og der hang knager på den ene side. Hun åbnede hoveddøren og smækkede den i efter sig, så det knagede og bragede. En kraftig vind tog fat i hendes grå klæder og hun trak dem tæt ind omkring sig så de små børn ikke skulle vågne, men de lå roligt og sov. Kvindens hår blev løftet af vinden og hevet baglæns, ned ad det lange fortov der lå øde hen. Fortovet var skævt og ujævnt og gik skråt ned ad en stejl bakke. Kvinden begyndte langsomt at kæmpe sig op ad bakken, med vinden hylende omkring sig. Der lød et forfærdeligt skrig der kunne gå igennem marv og ben, og nået deformt og udsædvanligt begyndte at følge efter kvinden med de to børn. Skabningen lignede langt fra et menneske. Den havde skællet hud og dens krop lignede et normalt menneskes krop undtagen for underdelen som var forvredet og drejet. Ansigtets mund var revnet og sprækkede og var bleg og blå. Det hvide vendte ud af øjnene og en kutte dækkede det meste af håret og ørene, de små hårtotter der tittede frem under kutten var kulsorte, med nogen hvide striber hist og der. De kæmpe flænsede sorte vinger havde revet hul i den sorte kutte og hang slapt og tungt ned mod jorden. Kutten stod åben og viste væsnets mave der var muskuløst og lignede et normalt menneskes mave. Kutten hævede sig langsomt op fra jorden, i takt med vingernes slag, der løftede skabningen højere og højere op. Kvinden stoppede pludselig op og trak med rystende hænder, noget frem som havde hængt inde under hendes trøje. Det var en glødende hvid krystal der hang i et flot snoede sølvvedhæng. Krystallen lyste så kraftigt i alt mørket at kvinden bare stod blændet og blikkede kraftigt med øjnene i flere sekunder. Så med en pludselig bevægelse, stak hun krystallen frem ad og drejede den midt ude i luften. ’Langt, langt væk’ tænkte hun febrilsk og hev krystallen tilbage, så en firkant af hvidt lys åbnede sig. Et skingrende skrig blev runget tilbage mellem de mange små huse og kvinden sprang ind i den lille firkant.

Hvidt……. Alt var hvidt…….

En lille firkant af mørke, spredte sig…..

Længere….. Længere….

Mørke…….

Små lyse prikker, i hundredevis, dukkede op på det kvælende mørke. Kvinden satte sig op og tog sig til hovedet. Hun kiggede ned i skødet og så to børn ligge grædende og skrigende, den ene havde en ring af gult og rødt lys omkring sig og den anden en ring af hvidt og blåt lys. Kvinden rejste sig hurtigt og kiggede sig hurtigt over skulderen. En hvæsende lyd undslap hendes læber og noget blod flød ned ad hendes mund. Hun begyndte at løbe, men en stærk jag af smerte gik igennem hendes højre knæ og hun knækkede sammen på det kolde fortov. Hun kiggede overrasket ned ad hendes ben og så en kæmpe knogle stikke ud og læggen side helt omvendt. Hun kiggede hurtigt væk og begyndte at humpe. For hvert skridt hun gik, skar et jag af smerte igennem benet, men hun bed bare tænderne sammen og tænkte ’Lidt længere… Bare lidt længere’. Det var begyndt at sne og små hvide fnug dalede langsomt ned og lagde sig som et hvidt tæppe. Kulden fik kvinden til at ryste voldsomt og blive helt blå. Da hun kom til et stort hvidt slidt hus, der stod helt alene midt ude i marker dækket af sne, hvor der på postkassen stod, ”Pattis børnehjem”, lagde hun rystende af kulde, den ene af de to små børn, der nu sov trygt og roligt, ned i sneen omsvøbt i et klæde. Op af sin lomme tog hun et lille nusset stykke papir, hvor der stod ’Zafir. Pas på hende!’ og en isnende blå krystal, der hang i et smukt sølvvedhæng og en sort lædersnor, bag på den var der indgraveret Zafir Strázca l’adu. Hun lagde det lille stykke papir ind i en af folderne på klædet barnet var omsvøbt i og krystallen hang hun om barnets hals. En varm tåre trillede ned ad hendes kind og lande på sneen der straks smeltede i en ring rundt om den. Så vendte hun sig om og humpede videre. Da solen stod højt på himlen, stoppede hun op udmattet og med sveden løbende ned af ansigtet, ved et vejskilt der viste ’S 4th Ave’. Hun stirrede i lidt tid på skiltet, tog sig så sammen og gik ned ad vejen. Hun stoppede op ved et hus der gemte sig lidt bag de andre store, prægtige og nye ejendomme. Huset var gammelt, kunne man se på de slidte mursten og var i en rusten rød kulør, med et sort ellers blankt tag. Der gik en lille trappe op til huset og hoveddøren var af glas med træpaneler uden om. Glasset var limegrønt og med mønster af to blå slanger der snoede sig ud og ind imellem hinanden, der var 5 store vinduer hele vejen rundt på underetagen og på overetagen var der 4 store vinduer. På postkassen der stod ude ved vejen stod der ’Nr. 15, familien Mertz’

Kvinden lagde det lille indsvøbt i et tæppe barn på trappestenene, og gav det en brændende rød krystal, med indgraveringerne Phoenix Strázca Ohńa, rundt om halsen. Frem af sine inderlommer trak kvinden et lille stykke gråt papir frem, hvor der stod ’Phoenix. Pas på hende!’ og lagde det ind i et barnets tæppes folder. Kvindens hjerte brækkede midt over og en smerte hun aldrig før havde følt ramte hende som et lyn og fik hende til at gå i knæ. Store strømmer af tåre løb ned ad hendes kinder og en lille sø formede sig i sneen under hende. Efter i flere minutter bare at havde siddet sådan, rejste kvinden sig og begyndte at humpe videre, med røde opsvulmede øjne og et knæ der gjorde hende lam i hele hendes højre side. Efter at havde humpet sådan i flere timer faldt kvinden om og blev liggende helt stille i den hvide sne. Midt i luften dukkede en firkant af mørke op og ud af den trådte den skabning der havde forfulgt kvinden.

”Nå så kom du alligevel, Malo” lød en raspende stemme nede fra.

Væsnet rettet sine hvide øjne ned mod det ynkelige væsen der lå for fødderne af ham

”Du ser ynkelig ud, Sira” sagde væsnet på et mærkeligt sprog

”Hvor er de?” spurgte væsnet Sira

”Jeg ved ikke hvad du taler om” sagde Sira med en hul stemme og hostede så slemt og blod løb ud ad hendes mund og stod i kontrast til den hvide sne.

”Du ved udmærket hvad jeg taler om” sagde Væsnet, Malo utålmodigt og lidt højere end beregnet så det rungede, stadig på det mærkelige sprog. Efter at der var gået flere minutter uden svar, begyndte væsnet at blive irriteret og hans hvide øjne begyndte at gløde.

”Fortæl mig så hvor de er!” skreg væsnet og tog fat i Sira og hæv hende op fra jorden og rystede hende. Hendes hovedet vippede frem og tilbage og mere blod flød ud ad hendes mund og dryppede ned på væsnets kutte.

”Stadig lige arrig og utålmodig” sagde Sira træt og udmattet og sank, så det gjorde ondt i den knas tørre hals.

”Du finder dem aldrig” hvæsede Sira pludselig med fornyet styrke.

”Vi får at se!” skreg væsnet ind i hovedet på hende og begyndte pludselig at gløde.

”Aldrig…” hviskede kvinden der nu hang slapt i væsnets hænder. Et lysglimt og kvinden var væk, tilbage stod væsnet og kiggede op mod himlen. Så løftede svang væsnet sine vinger og fløj op ad, hurtigere og hurtigere for til sidst at forsvinde ud i den sorte himmel. Tilbage på sneen lå et gråt sjal, der blev kastede rundt af den hvirvlende vind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...