Nattemåne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2014
  • Opdateret: 23 jun. 2014
  • Status: Igang
Zafir og Phoenix har begge specielle krafter og da de møder hinanden finder de ud af at de er søstre. Hvem er de? Hvad er de? og Hvordan skal de klare det?

3Likes
0Kommentarer
250Visninger
AA

5. Phoenix

Phoenix Prolog

Lyset trængte ind igennem mine øjenlåg og ødelagde mørket, som knust glas. Jeg lå ubevægelig og prøvede at glemme min drøm. Det var næsten ligesom når du prøver at huske en drøm, det er som om rindende vand du prøver at fange, det glider bare hele tiden igennem dine fingre. Her var det bare omvendt, jeg ville havde vandet til at gå væk, men det sad bare fast på mine hænder og blev sidende lige meget hvad jeg prøvede. Skrigene fyldte mit hoved igen og en stemme om og om igen ”Du har ingen familie…. Du er INGEN!”. Jeg rystede på hovedet, så jeg kunne mærke mit lange vildtre hår, løsne sig fra elastikken og sprede sig ud omkring mit hoved. Jeg satte mig op og missede med øjnene, solen skinnede som en hvidglødende stjerne igennem mit vindue. Overfor min seng hang der et kæmpe stort oval formet spejl. Jeg kunne svagt huske at det altid havde været på mit værelse og jeg havde aldrig rigtig lagt mærke til det. Der var flotte udskæringer i den brune ramme og glasset var helt blankt og skinnende. En pige med viltert lyst uglet hår, et markant ansigt der ikke passede til hendes bløde læber og næse, et par øjne der stirrede udtryksløst, mørke og dybe tilbage på mig. I går ville det havde været normalt og jeg ville ikke havde lagt mærke til noget, men nu var alt anderledes, intet var som før. Mine øjne havde åbnede sig for alle forskellene mellem mig og menneskene i dette hus, mine øjnes struktur, min gyldne hud og mit tykke hår.

Jeg kiggede over på mit digitale ur, på bordet ved siden ad min seng og sukkede dybt. Klokken var 4… om eftermiddagen! Jeg hørte nogen lette skridt komme løbende hen ad gangen og stoppe ved min dør. Præcis 5 slag kom der rytmisk, en total parodi på frost, bankende på min dør.

 

”Hvem der?” råbte jeg, og skyndte mig at hive et par jeans, en langærmede stram rød trøje og en masse armbånd ud af mit klædeskab. Jeg tog et par af mine store øreringe, et par bamsestøvler på og satte mit store hår op i en knold.

 

”Luke!” Lød en lys stemme og jeg åbnede døren lige nok til at jeg kunne se ham, men at han ikke kunne klemme sig ind. En blå og gylden glød hang omkring ham og farvede luften foran mine øjne.

 

”Kommer du ikke ned og spiser noget morgenmad?” Lukes stemme havde en mærkelig klang. Var han …bekymret.

Jeg blev lidt smigret over hans bekymring, men også krænket, nu kom han her og troede jeg var en bombe der kunne sprænge når som helst. Men så måtte han også få lov til at smage sin egen medicin! Jeg vidste godt inderst inde et sted at det var dumt og ondt, men jeg var så rasende at en 6 årig dreng med lyseblå øjne og lyst hår ikke kunne få min vrede til at gå væk, men bare smide mere brænde på bålet. Jeg smækkede døren i hans hoved og hørte et jammerskrig da hans tære kom i klemme, en masse fodtrin blev højere og højere. Jeg vidste jeg ikke havde langtid før jeg blev trukket med nedenunder ad Fru. Mertz og Hr. Mertz til et lang krydsforhør, så jeg tog mine mest nødvendige ting, IPhone, Høretelefoner, en jakke og min hue, tvang mit vindue åbent og gled ned ad nedløbsrøret. Røret var glat og ikke en eneste gren sad i vejen, det var nok fordi jeg havde gjort det her flere gange end jeg havde tal på. Jeg hoppede ned på muldjorden og begyndte at løbe, jeg løb, løb og løb. Intet stoppede mig. I starten hørte jeg nogen råb bag mig men jeg trak bare huen nedover ørene og lukkede dem ude. Da jeg endelig stoppede op igen var jeg midt ude i en skov. Det sidste sollys trængte igennem bladene og mørke skyer var begyndt at sprede sig på himlen. Mine hænder var holdt op med at ryste og mine øjne holdt op med at brænde, jeg vidste at det var på et hængende hår jeg slap væk, hvis jeg var blevet et sekund længere var huset nok brændt ned til aske. Jeg ville aldrig kunne leve i det hus mere, det var ikke mit hjem som det var i går, alt var forandret. Men jeg var nød til at få mine ting tilbage, hvis jeg skulle væk. Jeg satte mig ned og kunne mærke nogen få regndråber ramme mit ansigt. Efter 10 sekunder styrtede det ned og jeg blev våd på ’No Time’, men jeg blev bare sidende og ventede. Ventede på det blev mørkt og jeg kunne gå tilbage og tage mine ting. Ventede på at jeg vågnede fra dette mareridt og ville finde ud af at det hele bare var en ond drøm. Ventede på mørket, på glemslen på intetheden.

 

Jeg lænede mig tilbage ind mod et stort træ og lukkede øjnene.

 

 

 

 

 

 

Hvis i læser min historie vil i ikke skrive det i kommentaren så jeg ved hvor mange læsere der er.

Håber i nyder historien, som jeg gøre når jeg skriver den :D

Og tak på forhånd <3 <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...