Ariel

Det her er en Dansk stil jeg har fået tolv for. Min mor synes jeg skulle lægge den ind her så det vil jeg gøre. Der er lidt små fejl og sådan, for jeg har ikke rettet den igennem. Advarsel: Der er selv skade og mere af den slags i denne korte historie. Så læs det ikke hvis I er følsomme omkring det område.

6Likes
2Kommentarer
316Visninger

1. Ariel

Hvad kan ikke gøres om? Alt hvad du gør er jo gjort. Du kan vel ikke rigtigt gøre noget om. Men selvfølgelig, er der nogle ting man lægger mere mærke til, nogen ting du fortryder og angrer mere, eller noget du er mere stolt over. Selvom jeg nok vil forbinde sætningen `Det kan ikke gøres om´ Som noget man faktisk ønsker at gøre om. Du kan jo gøre noget der ikke kan gøres om, og slet ikke ville gøre det om. Jeg er ikke et af de tilfælde. Jeg ville ønske jeg kunne gøre ALT i mit liv om, noget i min mors liv om, jeg ville ønske jeg aldrig var blevet født. Det ville have gjort det hele så meget nemmere.

 

Jeg hedder Ariel. Jeg har egentligt kedeligt leverpostejs farvet hår, men jeg har farvet det rødt, postkasserødt. Ja ligesom min navnefælle. Men modsat hende, foregår mit liv ikke i et paradis nede i havet. Nok nærmere i helvede. Jeg ved jeg fortjener det, det er jo også min egen skyld. Hvis nu jeg havde været flottere, tyndere, klogere og ikke en totalt taber, så ville det måske have været anderledes.

 

Her hjemme er vi bare far og mig, men jeg har ikke lov til at kalde ham far. For ham er jeg ikke hans datter. Hans datter ville ikke slå sin egen mor ihjel. Min mor døde under MIN fødsel. Far siger det er MIN skyld at hun døde dengang, og han har ret. Hvis det ikke havde været for mig, så ville hun stadig være her. Far, eller Mark som jeg jo skal kalde ham. Har fortalt mig at det var min skyld så længe jeg kan huske, så han var sikker på at jeg vidste det.

 

Det er ikke fordi skolen er et bedre sted at være. Men det er vel også fuldt ud fortjent. Jeg kan huske tilbage ide små klasser. Der var alle venner, men det var dengang. Nu går jeg i ottende. Jeg tror nok at de begyndte at vende i fjerde klasse. Der var nogle drenge der begyndte at kalde mig tyk. Jeg syntes ikke jeg var tyk, men som de sagde det mere og flere begyndte, så opdagede jeg at jeg var tyk, er tyk. De kalder mig ikke bare tyk længere, også andre ting, ting der gør mere ondt. Som luder, spasser, uønsket, grim, spild af plads og mange andre ting. Det gør ondt, men smerten er fortjent, det hele er helt på egen regning. Jeg ville ønske jeg kunne rette op på mine fejl, gøre dem om. Men sådan fungerer det ikke, sådan hænger verden bare ikke sammen. Du kan ikke gøre om hvad der allerede er gjort, men du kan ærgre dig og angre dine fejl.

 

Alt det har gjort, at jeg er begyndt at cutte. En selvisk handling jeg ved det, men jeg kan ikke lade være, det er ligesom en afhængighed. Den første gang jeg gjorde det var jeg tolv. Min veninde, Louise, den sidste af dem der var tilbage. Hun var lige rejst fra mig, hendes forældre og hende rejste til den anden ende af landet. Drenge i klassen havde skudt spytkugler efter mig i timen, de var begyndt at kalde mig værre ting, Mark havde fortalt mig om hvor meget han afskyede mig. Jeg kunne bare ikke holde til det. Jeg fandt et af Marks barberblade ude på badeværelset. Jeg kan huske hvor ondt det gjorde da jeg kørte det tynde, skarpe blad, hen over mine blege håndled. Jeg kan huske hvor meget det skræmte mig da mit røde blod begyndte at flyde fra såret. Jeg blev ved selvom jeg var bange, for den fysiske smerte jeg påfører mig selv, fjerner for et kort øjeblik smerten fra alt det andet, overskygger den smerte der eller dundrer i mit hoved firetyve syv.

 

Nu i dag, er mine håndled fyldt med ar. Bare endnu en ting der gør mig endnu mere hæslig. Jeg kan bruge timer og timer foran spejlet. Kigge på den afskyelige refleksion af mig selv, mens stemmerne i mit hoved minder mig om hver enkelt lille fejl jeg har, og jeg har mange.

Selvom cutting er en stor hjælp for mig, så kan det ikke fjerne smerten for mig hele tiden. Derfor lytter jeg gerne til musik. Jeg bruger al den tid jeg kan oppe på mit værelse, med høretelefonerne i ørene og musikken skruet op til det højeste den kan. Jeg burde måske være bekymret over min hørelse, men ærligt talt, så tror jeg ikke jeg kunne være mere ligeglad. Hvis jeg endte med at blive døv, ville jeg endelig kunne slippe for alle de ting folk kalder mig. For jeg ville ikke kunne høre det. Ikke høre når Mark siger det hele er min skyld, hvor meget han hader mig. Jeg ville ikke høre når de kalder mig en Luder og et udskud. Det hele ville bare være stille…

Stille?

 

Stille som i graven, det sted jeg gerne vil være. I graven. Sammen med mor. Der hvor jeg hører til.

 

Er det ikke det alle altid siger til mig? `Bare dræb dig selv allerede´ plejer de at sige. Måske jeg skulle gøre det. Så ville jeg ikke skulle høre på dem mere. Det hele ville være stille… Jeg ville ikke længere være et spild af plads, eller luft, eller tid. Jeg ville ikke være der til at være til besvær, jeg ville ikke være i vejen. Folk ville ikke behøve at se på mit hæslige udseende. Jeg ville være væk, begravet dybt under et lag af jord.

 

Jeg rejser mig op fra sengen og tager de tunge skridt hen mod min dør, ned af trappen og ud i gangen. Jeg vil ikke bruge tid på sko og jakke, jeg skal ikke bruge dem der hvor jeg skal hen nu.

Der er ikke en lang vej hen til det sted jeg hvor jeg skal dø. Skolen. Men for første gang i mange år, nyder jeg faktisk at gå turen derhen. Jeg smiler til folk der går forbi, det er et lille smil, men et smil. Det hele virker meget varmere, lysere, mere farverigt og levende. Som om verden ved den snart slipper for mig.

 

Jeg når til skolen, den store røde bygning. Den virker mindre truende, mere indbydende. Jeg ved hvor pedellen gemmer hans nøgle, efter engang hvor jeg havde gemt mig i et skab til de andre var taget hjem. Jeg finder den hurtigt under den løse sten i fortovet. Under den ligger den lille sølvfarvede nøgle. Jeg skynder mig at låse døren op, inden nogen ser mig. Det er weekend, og hele skolen er tom, øde. Udover mig.

 

Jeg bevæger mig roligt og afslappet igennem de stille gange af skolen. Jeg nyder nogle af de sidste minutter som levende. Jeg nyder det mere end jeg har nydt noget hele mit liv.

 

Før jeg ved af det står jeg på skolens tag. Kun en let brise flyver forbi mig, kærtegner min hud på vejen. Det føles kærligt, det er en sjov følelse. Noget jeg ikke har oplevet ofte.

 

Jeg står på kanten af skolens tag, beskuer den lille by jeg er vokset op i. Den ser så flot ud i solens sene stråler. Jeg kan se kirkegården herfra. Der ligger min mor, og bedsteforældre, og snart mig – Forhåbentligt.

 

Jeg kan mærke den blide brise i ryggen, som det sidse skub. Jeg lader mig falde, sørger for at have hovedet først. Jeg lader min bevidsthed vandre, og så….

 

Døden.

 

Fredfuld og stille… Præcis som jeg forestillede mig. Ikke noget hvidt lys, ikke nogen gammel familie der kommer og hilser på mig, eller nogen Gud, ikke nogen Satan. Bare stilhed…

 

Sandheden er, at alt hvad du gør er gjort. Du kan ikke gøre noget om. Du kan ikke gøre dine fejl om. Men du kan forhindre at du nogensinde gør fejlen igen.

 

Ligesom mig. Jeg vil aldrig kunne lave nogen fejl igen.

___________________________________________________________________

Jeg vil gerne gøre opmærksom på at jeg er imod selv skade og/eller selvmord. 

Det er efter min mening aldrig den rigtige løsning, og det er bedre at søge hjælp. Og der vil altid være hjælp at få et eller andet sted fra.

Det er kun på grund af historien og jeg synes heller ikke at min figur begår den rigtige beslutning. Men vores tema var `ting der ikke kan gøres om´ og jeg synes det passede godt på det emne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...