The Dragons Daughter (færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2014
  • Opdateret: 2 apr. 2014
  • Status: Færdig
Mit bidrag til fantasy konkurrencen. Jeg har valgt fjerde mulighed. Det var faktisk meningen at det skulle være et one-short men jeg syntes det passer bedre til selve historien at have korte kapitler i stedet. Jeg blev inspireret af sangen i højre side, så hvis i vil høre hvad den handler om, må i enten høre sangen, eller læse den..

6Likes
15Kommentarer
416Visninger
AA

2. Vores eneste håb

Stenen vejede over et ton, og var 1*1 meter. Vi var kun 5 om at bære den, det var ikke nok. Vabler, både nye og gamle, sprang, og jeg var ved at blive permanent pukkel-ryget. Det eneste det holdt mig oppe på mine ødelagte føder, var tanken om hvor meget jeg havde fortjent det.

 

De andre sank mere og mere sammen, og blot 100 meter fra målet, faldt en af dem ned. Slavepiskeren kom hen, og trak ham med sig. Vi vidste alle godt hvad der ville ske med ham. Han ville blive en af "Nat-piskerne". Nat-piskerne var dem der havde været uduelige, og som straf bliv de pisket hele natten offenligt. Ingen søvn, og næste dag skulle de fortsætte deres arbejde. Der var ingen der brokkede sig. Slet ikke, fordi at vi var slaver for selvveste kongen. Trods jeg havde været her i et år nu, havde jeg ikke set kongen. Han kom aldrig herned, kun en gang om året. Men vi slaver måtte ikke se på ham, vi skulle slå blikket ned. Kun hvis kongen bad os om at kigge på ham, måtte vi. Man skulle gøre som kongen sagde.

Vi blev ved med at gå, uden et eneste håb. Når vi var nået derned, skulle vi bare hente en ny sten til tårnet, og begynde forfra. Det skulle blive til en udkigspost, som var skudsikker. Det ville tage flere år, mindst. Men det var derfor jeg blev ved. Jeg vidste at smerten ville blive ved i mange år i nu. Det var en betryggende tanke. For uden smerte at tænke på, og uden smerte at vaske sin dårlige karma væk, ville skæbnen og tankerne indhente en. Jeg ville ikke lade tankerne løbe gennem mit hoved, ikke lukke fortiden ind. Det var for farligt.

"Jeg kan ikke mere!" Prustede en af drengene .

"Hellere blive pisket hele natten, end fortsætte dette smertehelvede!"

Jeg vendte mig ikke om, men mine ord var skarpe som knive, vreden tog overhånd.

"Hvis du giver op nu, lader du dem vinde. Vis dem hvad du duer til, og vær ikke den svage fange de behandler dig som. Hvis du stopper nu, vil du hade dig selv for at være en kujon senere. Og tro mig: Intet er værre end skam over sig selv"

De sidste ord hviskede jeg lige da vi nåede tårnet. Her blev stenen endelig fjernet fra vores rygge, og blev hejset op i en masse snore. Vi gik med hastige skridt, og sænkede hoveder hen For at hente en ny sten. Men trods holdningen, følte vi alle sammen en lille sejre over at have klaret det. Drengen der havde været tæt på at give op kom hen og tog min hånd. Det gav et lille gib i mig. Det var lang tid siden nogen havde gjort det.

"Tak, mit navn er Sam" hviskede han. Jeg kiggede på de andre drenge, men ingen af dem havde set noget.

"Mit navn er Amber" hviskede jeg tilbage.

"Du er vores eneste håb for at komme igennnem det her" hviskede han. Jeg nikkede stumt, mens en langsom angst voksede sig større. Jeg havde svigtet. Amaris stemme lød i mit hoved.

"Vores bedste håb, vores eneste håb er at du kan bekæmpe dem i kampen. Hvis du taber, vil din søster dø. Din far vil dø..."

Jeg havde altid stolet på hende, hun havde været min lære og mester hele mit liv. Hun havde stolet på mig, og jeg havde svigtet. Vi havde tabt...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...