The Dragons Daughter (færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2014
  • Opdateret: 2 apr. 2014
  • Status: Færdig
Mit bidrag til fantasy konkurrencen. Jeg har valgt fjerde mulighed. Det var faktisk meningen at det skulle være et one-short men jeg syntes det passer bedre til selve historien at have korte kapitler i stedet. Jeg blev inspireret af sangen i højre side, så hvis i vil høre hvad den handler om, må i enten høre sangen, eller læse den..

6Likes
15Kommentarer
417Visninger
AA

3. Falsk sikkerhed

En måned er gået siden Sam og jeg var blevet venner. Det havde ikke været nemt. Hver dag gik med ar bære sten op, og flere og flere blev pisket natten lang fordi de ikke kunne mere. Det gjorde dem bare svagere dagen efter. Frygt var det eneste der holdt folk oppe. En lille pige var blevet sendt til Nat-piskerne fordi hun ikke kunne klare det længere. Da jeg så hende blive skubbet af vagterne, var min eneste tanke: Jeg kunne hjælpe hende. Jeg kunne stoppe dem, dem alle sammen. Jeg kunne redde alle her. Tanken var rædselsfuld. Sandheden lå gemt bag de ord, men det gjorde fortiden også. Jeg ønskede ikke at byde fortiden ind, ville ikke. En lille pige skreg, hvilket ikke var usædvanligt her, men det var ikke pigens skrig der fik mig til at vende hovedet væk fra jorden, og gå i stå midt på bakken hen mod tårnet. Det var de to vagter der holdte hende, og faktum at det ikke var mærke dag. Jeg vendte mig om, sammen med de andre fra mit hold. Det jeg så, fik presset til næsten at sprænge inden i mig. En lille pige, på knap de 8 år, blev ført ind mod porten til slottet. Hun var en køn lille lyshåret pige, med smukke lange øjenvipper, og fyldige læber. Hendes øjne var store og blå, hendes hud var lige så fin og lys som porcelæn. Hvem kunne vide hvad en stor magtfuld konge kunne gøre ved sådan et uskyldigt svagt barn. Jeg blev syg. Det hele sejlede for mig. Presset var for stort. Red hende! hviskede min indre stemme.

Det er din pligt!

Jeg vil ikke have en pligt!

kujon!

Jeg er ikke klar, jeg kan ikke. Jeg er for svag.

kujon! Kujon! Kujon! Kujon! Kujon! Kujon!

Jeg fik det virkelig dårligt, jeg blev svimmel og...

Ild. Der var ild over alt. Min far havde sagt at jeg ville blive ført et sikkert sted hen, jeg ville ikke, men han tvang mig.

"Fordi vi tabte er vi nu i krig" sagde han.

"Men det var min skyld at vi tabte, jeg vil stå ved mine valg, og møde konsekvenserne om jeg så skal dø!"

"Du skal ikke være bekymret, ilden beskytter os som den altid har gjort. Men for en sikkerheds skyld vil jeg gerne have at du tager med Amaris"

"Jeg vil ikke miste dig" hviskede jeg.

Han tog min hånd, og strøg kærligt sin egen hen over min kind. Hans øjne var så fulde af kærlighed. Nogle timer senere tog vi af sted. Der gik nogle dage uden der skete noget, men så begyndte skrigende. Det var frygteligt at høre på dag ud og dag ind. Vi fik ikke nogen søvn om natten. Jeg kunne ikke klare det, jeg måtte se om min far stadig var i live. Jeg skreg og begyndte at løbe, men Amaris fik fanget mig, og bandt mig til en sten. Hun satte reb for min mund, for at dæmpe skrigende. Mændene kom to dage senere. De bar de forkerte kapper, de var Lilla, og vores er røde. Før Amaris nåede at gribe til våben, skød de hende i hjertet med en pil. Rebende reddede mit liv. Jeg skreg, og ville løbe hen til hende, men kunne ingen af delene. Mændene skyd en sidste pil, for at sikre sig at hun var død, men ramte ved siden af . De gik, uden at have set mig. Jeg tog pilen, og skar mig fri med min fod. Jeg løb alt hvad jeg kunne. Frygt og adrenalin var det der holdt mig oppe. Jeg løb i flere timer, og en dag senere nåede til slottet. Ringen af ild skød stadig op fra den, og jeg vidste ikke om det var godt eller skidt. Den var sat for at beskytte os, så der var ingen huller. Jeg måtte gå igennem den.

"Ilden beskytter os, som den altid har gjort"

Jeg håbede min fadder havde ret. Jeg tog en dyb indånding, og gik ind i flammens skær. Et jag af smerte kom, men lidt efter lidt vænnede jeg mig til smerten. Jeg gik frem på tøvende fødder, og faldte flere gange. Pludselig var jeg ud i luften igen, og jeg gispede. Jeg havde holdt vejret hele tiden derinde. Nu manglede jeg kun den inderste kreds af ild. Endelig var jeg der, og det syn jeg så brændte mit hjerte til aske. Alt var ødelagt. Der var intet tilbage. Jeg skreg, og græd, løb hen mod slottet, men kunne ikke finde min far. Min søster havde jeg fundet død, og tom. Mit hjerte bristede.

"Amber"

Stemmen var svag, så svag at det føltes som var det min fantasi. Men det var det ikke. Min far lå begravet mellem nogle bøger. Jeg satte mig ned, og tog hans hånd.

"Tag ringen. Når tiden er inde, viser du hvem du er, og genrejser riget"

Han holdte en pause, hvor han hostede sort slim op. En blank tåre faldt ned ad min kind, men blev sort da den nåede mine svedne kinder.

"Stol ikke på..."

Han tog en dyb raspende indånding, og lå så helt stille. Hans ansigt var fortrukket i en uendelig grimasse og hans øjne var tomme for liv. Jeg gik ned ad mit barndoms hjem, gik gennem ilden som jeg ikke længere frygtede, og nåede ud. Nogle mænd kom nærmere. De bar alle lilla kapper, og bar en stor tingest. Tingesten skudte kæmpestore sten over ilden, det var lige meget hvor de landede, de ville bringe skade. Det var sådan de havde klaret os. Med den tingest. Til min skræk så jeg John stå forrest. Foræder! Jeg løb før jeg overhovedet nåede at tænke over det. John fik øje på mig, og skreg ordre ud. Nogle fyldte efter mig, andre affyrede sten. Men jeg slap væk..


Jeg vågnede i det en vagt ramte mig med en pisk. Jeg vidste hvad der ville ske. Nat-piskerne...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...