The Dragons Daughter (færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2014
  • Opdateret: 2 apr. 2014
  • Status: Færdig
Mit bidrag til fantasy konkurrencen. Jeg har valgt fjerde mulighed. Det var faktisk meningen at det skulle være et one-short men jeg syntes det passer bedre til selve historien at have korte kapitler i stedet. Jeg blev inspireret af sangen i højre side, så hvis i vil høre hvad den handler om, må i enten høre sangen, eller læse den..

6Likes
15Kommentarer
416Visninger
AA

4. Dragens Datter

Jeg lå på maven, da min ryg gjorde sindsyg ondt. Der var stadig 2 minutter til vi skulle i gang med arbejdet. Jeg lå og kiggede på min ring. Ingen havde opdaget den, jeg havde beskyttet den med mit liv. Den var mere værd en mit liv. Ringen betød at jeg var den retmæssige arving til tronen. Dragens slægt er den mest magt fulde af alle, fordi den kan tale med drager. Hvis jeg stod frem, ville alle lyde mine befaldninger.

Dragen er slægten, riget, over alle. De retmæssige herre over alle. Men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke kunne klare det. Men folket havde brug for hjælp. Min hjælp var bare ikke den de havde brug for. Min far havde hele sit liv stolet på sin bror, og John havde forrådt os. Han ledte nok stadig efter mig. Jeg var den eneste der stod i vejen for hans vej til tronen. Jeg var endt her ved et tilfælde, men det var faktisk et perfekt gemmested for ham.

Ingen ville forvente at finde en falden dronning i en slavelejr. Han var nok kommet til magten nu. Vagterne kom ind råbte og sparkede os op. En gammel mand fik pisk fordi han hjalp en gravid kone op. Kvinden fik pisk lige på maven, og jeg måtte se væk af skam. Men samtidig begyndte en ulmende vrede at vokse. Jeg ville se dem lide. Jeg ville se dem dø, smertefuldt, med skrig. Med blod og vold. Jeg gik i gang med arbejdet. Midt på eftermiddagen hørte jeg et skrig.

Pigen fra i går var kravlet ned på alle fire, og kravlede hulkende tilbage fra vagterne. Hendes øjne var store af frygt. En dreng med brun hud, sort hår, og modige øjne stod imellem hende og vagterne. Han forsvarede hende. Vagterne brugte tyve piske slag mod ham, men han blev, og passede på pigen. Han så ud til kun at være lidt ældre end hende, måske tre år ældre? Vagterne gav ham en kæmpe lussing så han faldt om, og den ene tog pigen, mens den anden slæbte drengen, begge hen mod slottet..

Senere på dagen fik vi at vide at kongen kom. Som en lille gave, var der planlagt en overraskelse til ham. Det lovede bestemt ikke godt. Vi blev alle bedt om at gå hen mod Nat-piskerne. Imens fortalte Sam mig at pigen var kommet tilbage, helt hysterisk, og grædende. Man sagde at kongen havde misbrugt hende seksuelt. Det var frygteligt. Hvad for en konge ville dog gøre sådan noget?

Da vi kom der hen, så jeg drengen der havde forsvaret pigen. Han stod bundet til en træ pæl. Lidt efter kom kongen.  Vi knælede alle sammen, mere af frygt, end respekt. En vagt læste op hvad der skulle ske.

"I anledningen af kongens ankommen, vil denne forbryder blive pisket ihjel".

Nej! Det fortjente han ikke! Det eneste han havde gjort var at forsvare de svage. Jeg følte et meget stort had til denne konge, nærmere uhyre. 

"Kig på denne dreng dø!" Befalede kongen. Hans stemme lød bekendt, men jeg kunne ikke sige hvorfor. Vi rettede alle blikket mod drengen. Så begyndte de. De piskede med alle deres kræfter. Han skreg ikke, græd ikke en gang. Det eneste tegn på hvor svækket han var, var hans fingre der rystede. De havde pisket ham i snart en time. Så rettede drengen pludseligt sit blik mod mig. Der var frygt at spore i det, men også en lettelse. En lettelse for at dø, for at slippe for det her liv. Det var nok. Hvis man hellere ville dø end leve, var det helt galt. Det var nok.

Din styrke, er også din svaghed. Du er den modigste, men også alt for hård ved dig selv.

Min fars stemme styrkede mit had endnu mere, og jeg rejste mig langsomt op. Jeg kunne mærke alle blikende mod mig.

"Det er nok" sagde jeg roligt.

"Hvad sagde du slave?" sagde kongen rasende.

"Jeg sagde, det er nok!" råbte jeg.

Jeg løb op før vagten nåede at ramme drengen med et nyt slag, og blev selv ramt. Vagten blev ved med at piske, men jeg blev bare stående, og befriede drengen. Så vendte jeg mig mod slaverne, med blod på hænderne, og flere mærker i ansigtet. Mit hvide hår sad i en stram fletning. Mine grønne øjne kiggede på dem alle, hver og en. Da jeg talte, lød min stemme stærk, og fyldte hele pladsen.

"Jeg ser ansigter på slaver. Jeg sætter jer fri. Tag jeres klude af, ingen vil stoppe jer. Men hvis i bliver, vil det være som broder og søster, et stort fællesskab inde på slottet"

"Du har ingen ret til at sige det!" råbte kongen.

"Jo faktisk har jeg alt ret til at sige det"

Jeg tog en dyb indånding. Vær stærk, tænkte jeg.

"Jeg er Dragens Datter"

Kaos bryd løs, alle råbte og skreg.

"Stille!" råbte kongen.

Han gik op mod mig.

"Bevis det" hviskede han.

Jeg slog øjne op, og så lige ind i Johns øjne. Først så han målløs ud, så rædselsslagen. Han knælede straks.

"Min dronning, jeg er klar til at tjene dig" sagde han højt og tydeligt.

"Jeg er Dragens Datter" råbte jeg, og viste alle ringen. De knælede alle sammen for mig, slaver såvel som vagter. Pludselig bryd himlen løs. Hudrende, måske tusinde drager svævede over os. At kunne høre dem, at kunne føle dem igen var så rart, at jeg kom til at grine af lykke. Hvor havde jeg savnet dem. Jeg vendte mig igen mod folket.

"Rejs jer slaver, i er ikke længere bundet!"

"Og jeg sværger, at dem der har gjort jer ondt, dem der har ydmyget jer, vil dø skrigende"

Jeg kiggede på alle folkene.Aldrig mere vil frygten lægge sit tag om mig, lovede jeg mig selv...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...