Fuldskabet

En ung pige, der bor i kummerlige, alkoholiske dunste, sammen med sin mor. Konfirmationen er nært forestående for alle undtagen hende selv. Hun kerer sig om gemmeleg i weekenden og om at læse Harry Potter, ja, og så skriver hun i sin dagbog.

0Likes
0Kommentarer
98Visninger

1. Fuldskabet

FULDSKABET

 

Fredagen er faktisk en fremragende, fantastisk festdag, for de fleste. Frihed fra skolen. Weekend og venner.

Hun gik i syvende klasse på Virum Skole, var virkelig god til dansk, forstod sig på tal, krængede sig godt ud af venskabernes besnærende bånd, sejlede fri og kom hjem til flasker og rammende røg. Hvor hendes klassekammerater fandt fredagsslik og familiespil foruden hygge, fandt hun skabet under vasken. Der lå dagbogen nemlig, blandt opvaskevand og sæbespåner. Der lå blyanten med hemmelighederne, alle som en gled de ud på papiret.

 

02.04.14

Kære, dagbog.

Solen. Den stod op før mig. Fredag. Jeg kan ikke holde det ud. Jeg ved, det er dagen, hvor Signe, Trine og Ditte arrangerer weekenden. Sovesammen, slik og sladder. Det er fredag, familiernes fest. I dag vil jeg sige, jeg har ondt i armen, sige at jeg faldt ned ad trapperne i går, fortælle at jeg landede skævt. Hvis jeg bliver spurgt. Skoletasken står i mit værelse, hviler op ad skrivebordet, matematikbogen stikker op. En edderkop slumrer i en krog, spinder sit spind. Mor har lige råbt fra køkkenet. I går spurgte hun, om jeg ikke ville have en veninde på besøg. Vi kunne fejre min fødselsdag. ”Du har egentlig aldrig veninder med hjem,” havde hun sagt, tændt cigaretten og gemt sig bag røg og rødvinståger. Veninder.

 

***

 

Hendes mor gør rent for andre mennesker, svinger kost og spand, spilder vand, skurrer løs. Hvor andre venter spændte på at se, hvor meget fredagsslik, mor mon har med hjem, venter hun snarere på, hvor mange klirrende flasker, hendes mor kan bære, altid i de tynde, hvide poser fra Sparkøbmanden om hjørnet. Det er nu også en form for slik. Hun skal jo dog selv arbejde for det; sådan samle dem ind, når de er tomme, og slæbe dem tilbage, ned ad trapper, ud på gaden, smile til de mange mærkelige blikke. Det klirrer fra posen, og Sparkøbmanden smiler og stiller flaskerne i kasser og rækker hende penge. Så skal hun sandelig snolde. Slikket tager hun med sig tilbage under vasken, hvor hun gerne gemmer sig. Engang kom hun endog til at snuppe et par fulde flasker, faktisk sådan for øjnene af sin mors rødvinsrødsprængte øjne. Hun havde da fægtet med armene, sendt eder ud med røgen fra cigaretten, spyttet hende i hovedet, og hendes ånde kunne dræbe. Lussingen var det mindste af det. Siden fandt hun sikkerheden i skabet, med slikket sikret.

Hun havde såmænd skrevet et digt derom:

 

Jeg er øllet gyldent og grumt

Jeg er vinen rød og ram

Jeg er vodkaen hvid og voldsom

Mor er mild om mandagen og fuldstændig fuld om fredagen.

 

Hun havde haft det med i jakkelommen i flere dage, forhippet på at vise lærer Mathisen det. Han talte så godt om Rifbjerg, om Nordbrandt, om Tafdrup. Disse digtere. ”Digte er hjertets sprog,” huskede hun, han havde sagt. ”At skrive digte, ja, det er som at åbne hjertet.” På biblioteket havde hun faktisk selv fundet nogle af Rifbjergs digte. Hun havde hurtigt nedskrevet det første det bedste. ”Værtshus” hed det. Senere havde hun sammenlignet det med sit eget, fundet det for let og fjernet det fra jakkelommen. Nu sidder det klistret ind i dagbogen.

 

03.04.14

Kære, dagbog.

Ditte spurgte i går, om vi skulle sove sammen, og at hun gerne ville se, hvordan jeg bor. Det var i matematiktimen. Jeg stammede, sagde det med armen. Hun sagde bare okay. Sagde nå. En anden gang, måske.

Mor var ikke hjemme, da jeg kom hjem. Grønne flasker spejlede sig i solens skarpe stråler, og de rødvinsrøde cirkler på bordet snoede sig om sig selv. Fjernsynet flimrede i stuen, røgen strakte sig opad fra askebægeret, og jeg kom til at tænke på en slange. Da hørte jeg skridt på gangen, og flaskerne i den hvide pose slog mod hinanden, da hun trådte ind ad døren. Jeg sad på mit værelse med døren åben. Jeg lagde Harry Potter fra mig og lukkede øjnene.

Da de første flasker var tomme, listede jeg ud af mit værelse. Jeg hørte den sædvanlige summen fra stuen og blev overfaldet af den velkendte, vamle lugt. 1. 2. 3, og jeg åbnede skabslågen, krøb ind under vasken. Ventede, ventede. Lommelygte og Harry Potter. Tænkte på tomme flasker, på slik.

 

***

 

Efterhånden som fredagsfilmen fortonede sig, og fredag blev til lørdag, forvandlede hendes mor sig til sit andet jeg, råbende og prustende, og når hun rejste sig, var det, som om en vind skød ind ad vinduet og puffede voldsomt til hende, så hun måtte gribe ud efter et og andet. Hun sagde sære ting, mumlede noget, bad sin datter skrubbe af. Vidste vel egentlig ikke ret meget om hende, vidste netop overhovedet ikke, at hun sad i sikkert stævnemøde med Harry Potter der under vasken.

I skolen fik de i Mathisens timer tit tid til at skrive, gerne om deres familie. Sætningerne summede såmænd altid i hendes hoved; flere forsøgte at presse sig ud, adskillige stod på spring. Hendes øjne løb i vand. Hendes hænder rystede, og hendes åndedræt, ja, det var løbet løbsk, nøjagtigt som hendes hjerte, hoppende og halsende. Ditte læste tit op, Signe brød sig også om det. Mathisen spurgte nu aldrig hende. Alligevel slog hendes hjerte mod brystkassen med en kraft, som måtte kunne høres. Han kunne jo spørge. En dag spurgte han nok. De andres blyanter vippede vildt og kastede bogstaver ud på papiret, byggede sætninger op og foldede historier ud.

Hun kunne ikke klemme mere ud. Det var som en citron, der har ligget i køleskabet i flere dage:

 

Weekenden er væmmelig

Fredag er farveløs

Lørdag er lidenskabsløs

Søndag er stormende stille

 

04.04.14

Søndag. Kirkeklokkerne kimede. Jeg kunne høre dem i det fjerne, strakte jeg mig i sengen, ville jeg også kunne se spiret. Det fik mig til at tænke på de andre fra klassen. Måske flere af dem gik i kirke. Nej, det er faktisk sikkert. Jeg ville også gerne. Mor svarede med grynt i dag, da jeg spurgte hende – ikke for første gang. Hun sov på sofaen. Jeg stak hovedet ud af skabet og lod kroppen følge efter. ”Så mange penge har vi slet ikke.” Så faldt hun sammen på sofaen igen, med fjernsynet som messende medicin, som en flimrende og glimrende præst. Jeg tænkte straks på Ditte og på Signe. De har allerede lagt et billede af deres konfirmationskjoler op på Facebook, det så jeg forleden på biblioteket, hvor jeg kan koble mig på netværket.

Der er nu under en måned, til de skal konfirmeres.

Jeg må senere i dag ned til købmanden. Det var bare, at jeg i nat åbnede skabet en kende og stak lommelygten ud og lod lyset løbe som en slange hen over gulvet. Den hakkede og døde. Spørgsmålet er blot, om mor har drukket nok, til at jeg kan købe batterier. Batterier. Batterier til at lyse for mig.

 

Forfatterportræt:

Jeg fyldte forleden 26 år. Jeg læser gerne, meget gerne, litteratur, både studiemæssigt, hvor jeg huserer på Københavns Universitet som studerende på Litteraturvidenskab, og bestemt også i fritiden. Jeg bor i Holte, hvor jeg nyder ro og natur sammen med min kæreste og vores hund. Jeg nyder gåture og en god kop kaffe. Faktisk er jeg opvokset i Holstebro, hvor min familie stadig har hjemme. Mine to søstre er sikkert lige så stolte af mig, som jeg er af dem. Følgende tekst er hentet fra en indre kilde, fragmenteret og forsøgt nedtonet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...