I Søgelyset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 mar. 2014
  • Opdateret: 30 mar. 2014
  • Status: Igang
One shots - nogle skrevet under tvang, andre af kedsomhed resten bare for at skrive dem. Selvom der ingen sammenhæng er er det alligevel det der skaber den store heldhed.

0Likes
0Kommentarer
95Visninger
AA

1. Med livet i hænderne

Min hånd bevægede sig langsomt, men sikkert, i snorlige baner tværs over mit håndled. Tårerne pressede sig på, men jeg holdt dem tilbage. Dryp sagde det, da den første blodrøde dråbe ramte vaskens kant. Jeg kiggede op, til det spejlbillede, jeg ikke længere kunne genkende. Det var som om, øjnene ikke længere lyste med den samme glæde. Alt glæden var druknet i blandt vreden. Og skylden. ”Står du nu her igen?” grinede stemmen overlegent. Jeg fór sammen, tabte det blodindsmurte sølvskinnede blad. Jeg kendte stemmen. Det var den stemme, der altid hviskede i mine ører. Jeg vendte min krop. Ganske langsomt. Badeforhænget blafrede lige så stille for sig selv. Mit hjerte bankede af sted. Så hurtigt og hårdt, at jeg tænkte at jeg måtte være død. Jeg rakte min højre hånd frem, og trak forhænget fra, i én pludselig bevægelse. Jeg kunne næsten høre mig selv skrige, men jeg åbnede aldrig min mund. Det lydløse skrig, der gik over i gråd. Der var intet. Intet andet end de tomme ord, og sætningerne der aldrig blev til. Jeg bakkede væk. Væk fra virkeligheden. Jeg må væk, tænkte jeg. Jeg tændte for vandet. Mine hjælpeløse forsøg, var jo bare spild af tid. Jeg skyllede blodet væk. Det måtte jo ikke kunne ses. Det kolde vand føltes beroligende, mod den varme fra min krop der stadig var tilbage. Jeg ville ønske at jeg kunne glemme. Lade som om det aldrig var sket. Men nogle ting stikker for dybt, til at selv tid ikke kan hele alle sårene tænkte jeg. Dryp. Dryp sagde det. Jeg fyldte mine hænder med vandet. Et forvrænget spejlbillede blev reflekteret, tilbage til mig. Et velkendt øje stirrede på mig. Blot i et splitsekund. Hans grågrønne øjne, så altid lige igennem mig. Jeg farede sammen. Vandet gav et kæmpe plask, da det ramte gulvet. ”Hold så op, med at holde øje med mig!” vrissede jeg hæst. Min stemme føltes som sandkorn, mod bar hud. ”Du tænker på mig,” konstaterede han. ”Og hvad så?” mumlede jeg, kun lige akkurat højt nok til at lave en lyd. ”Ikke rigtigt for noget. Hmm,” han havde magten som altid. Ikke engang nu ville han risikerer, mine fejl. Dengang havde jeg ikke set, alle revnerne. Alle de revner der til sidst fik vasen til at flække, under presset. ”Hvad tænker du på,” hviskede han. Hans evige spørgsmål. Det der kun, kunne besvares forkert. Jeg løb ud af badeværelset. Klodsede min fod mod dørtrinnet. Jeg kiggede mig forskrækket omkring. Gangen var tom, men der kom en stille baggrundslarm, fra fjernsynet i stuen. Lyset flimrede ud igennem dørsprækken. Jeg kunne fornemme den tunge, tørre luft inde fra stuen. Jeg listede mig langsomt langs væggen, med små lydløse skridt mod køkkenet. Jeg kunne se kasserne stå fremme, næsten halvdelen manglede fra den øverste. Kapslerne flød på gulvet. De var efterhånden blevet en del af det faste interiør. ”Hva’ så Karo?” halvråbte min mor fra stuen. Jeg hoppede et skridt tilbage. Jeg følte mit hjerte bankede så hårdt, jeg var sikker på, det snart ville slå sig selv igennem brystkassen på mig. ”Ikke noget særligt,” mumlede jeg. Mit hjerte bankede helt op i halsen. ”Ehm… Har bare lidt hovedpine… så ville lig’ tage et par piller, og så smutte i seng.” ”’Aja” mumlede hun tilbage. Fuldkommen væk fra virkeligheden. Begravet under et lag af løgne, og drukket væk fra virkeligheden. Jeg hørte den velkendte lyd, af endnu en kapsel ramme gulvet. Jeg fortsatte ud af hvad der føltes som værende den endeløse gang. Jeg rettede blikket direkte mod skabet for enden. Passende, tænkte jeg. Vandhanen dryppede, som altid. Dryp, dryp. Jeg hadede alt der dryppede. Lyden gjorde mig utilpas. Det havde den gjort, lige siden episoden med badekaret. Hans kolde livløse hånd, var det eneste tegn på, at der var noget galt. Vanddråberne gled langsomt ned af håndryggen. Dryp, dryp sagde det, når de lige så fredsommeligt, landede på linoleumsgulvet. Jeg skyndte mig at tage, hvad jeg skulle bruge. Jeg kunne bare ikke mere. ”Du er præcis ligesom mig,” hånede han ”bare ikke nær så god.”. ”Du har aldrig gjort andet, end at skade mig,” jeg formede ordene med munden. Men min stemme sagde ikke en lyd. Jeg gik med faste skridt mod mit værelse. Mørkets hule, som jeg kaldte det. Det eneste sted, jeg kunne få mine tanker til at løbe. Svæve frit, uden forstyrrelser. Jeg satte mig ned, mellem min seng og væggen. Lod tårerne få frit løb, mens jeg betragtede refleksionen af verdens lys, igennem mit vandglas. Jeg tog en slurk. Sank den første kapsel. Jeg kunne se ting, jeg for længst havde fortrængt. Gemt væk bag den pæne facade. Puttet dem i små kasser, med misvisende etiketter på. Jeg sank en mere. Og en til. Jeg ville ikke. Men jeg var nødt til det. Der var ikke længere nogen vej tilbage. Ikke for mig. ”Kujon,” råbte han. ”Egoist,” svarede jeg tilbage. Gadelygtens lys faldt ned på det gamle familiefoto, jeg havde til at stå på mit skrivebord. Så uendeligt langt væk, jeg ikke kunne nå det. Men tæt nok på til at føle det, se det. ”Det kan du sgu’ selv være,” grinede han. ”I det mindste eksisterer jeg virkeligt” råbte jeg. Jeg blev helt forskrækket over mine egne ord. ”Ja, endnu.” sagde han. Hans stemme blev langsomt lavere og lavere. Til sidst var den helt væk. Et minde der ikke ville give slip, på sig selv. Et spøgelse der kun eksisterer for at hjemsøge sig selv. Jeg brød ud i gråd. Gråd der kom så dybt, og havde ligget skjult så længe. Gemt ned i de små kasser. Jeg hørte en buldren fra fodskridt. Døren sprang op, lyset skar sig ind i øjnene på mig. ”Hvad sner’ der?” udbrød min mor. Hun tumlede rundt i sin egen verden, mens jeg var fanget i min. Sådan havde det været, lige siden jeg fandt Martin død i badekaret. Med sedlen med de kolde ord, og tomme hensigter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...