The Hunger Games - Everything will be alright

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 mar. 2014
  • Opdateret: 6 dec. 2014
  • Status: Igang
En Hunger Games fanfiction fra Peetas POV. Om hvordan det var før, under (og måske efter) Spillet. Kommenter gerne din mening, men hold tonen.

4Likes
10Kommentarer
618Visninger
AA

4. Min tur

 

"Og jeg vil gætte på at det var din søster." siger Effie, "og nu til drengene." Nu er rædselernes time endnu en gang kommet. Hun går hen til bowlen og dykker sin hånd ned. Roder lidt rund indtil hun får fat i en seddel. Jeg ryster. Jeg kan se drengene rundt om mig er mindre nervøs end mig. Hvilket er sært da de sikkert har mange flere sedler end jeg. Hun går hen til mikrofonen og folder sedlen ud. Tager en dyb indånding og siger: "Peeta Mellark." Chok! Jeg står og stirrer ud i luften. Min mund er åben af chok, men jeg lukker den ikke. Hvorfor skulle jeg? To Fredsvogtere kommer hen til mig og fører mig op. "Nogle frivillige?" Ingen siger noget. Selvfølgelig. Der kun en der måske bare en lille smule ville gøre det. Min ene bror. Men hvem er også så dum at melde sig frivillig? Kattua gjorde det i et panisk forsøg på at redde sin lillesøster, som alligevel kan blive trukket igen, næste år. "I to må nu give hinanden hånden." Effie træder et skridt tilbage, så mig og Kattua kan give hånd. Da jeg mærker hende varme hånd i min, lukker jeg endelig munden, og stirre ind i hendes øjne. Hun slipper. Ikke fordi hun er frastødt, tror jeg, men fordi vi ikke bare kan stå og 'holde' hinandens hænder. "Og må heldet altid være med jer." siger Effie. Hun lægger hænderne på vores rygge og hvisker: "Kom med mig, i to." og fører os ind i Byretten.

***

Det indelukkede rum får det hele til at virke meget værre. Selvom der er en stol vil jeg heller bare læne mig op ad bagvæggen i lokalet. Håndtaget trykkes ned, min far kommer ind. Alene. "Hey, Peetie.." Han går helt hen til mig og vi glider begge to ned på gulvet. "Jeg har altid troet at denne dag vil komme. Bare ikke med dig." Han kigger på sine foldede hænder i skødet. "Hvad mener du?" siger jeg, da jeg ikke helt synes det giver mening. "At en af mine børn vil blive trukket. Troede bare at det vil blive dine brødre." "HÅBEDE DU AT MINE BRØDRE SKULLE BLIVE TRUKKET!" jeg flyver op og stirre på ham. Det her var ikke den afsked jeg ville have håbet. "Nej, siger bare, at der altid har været en chance for at det blev en af jer." Nu rejser han sig også op og går hen til mig. Omfavner mig og hvisker mig i øret. "Jeg elsker dig." En tåre triller ned ad min kind. Flere følger efter. Han kysser min pande og går ud. Min mor kommer ind. "Oh, Peeta.." Hulkende kommer hun hen til mig og giver mig et kram. "Måske har Distrekt 12 en chance får at vinde i år." Hun giver slip på mig og træder et skridt væk. Kigger op og ned ad mig. "Du var blevet en flot ung mand." og så gik hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...