The Hunger Games - Everything will be alright

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 mar. 2014
  • Opdateret: 6 dec. 2014
  • Status: Igang
En Hunger Games fanfiction fra Peetas POV. Om hvordan det var før, under (og måske efter) Spillet. Kommenter gerne din mening, men hold tonen.

4Likes
10Kommentarer
617Visninger
AA

2. Brødet

 

Den silende regn som klasker mod vinduerne, giver en afslappende fornemmelse i kroppen. Jeg står og stirre ud i regnen på hende. Udhungret. Slank. Nej, ikke slank. Tynd. Hun sidder og klamre sig til et træ. Jeg går hen imod ovnen, kaster blikket på hende en sidste gang inden jeg skubber brødet helt ind i ilden. Det er der kun inde i nogle få sekunder før jeg allerede kan ane at det bliver mørkt. Min mor kommer arrigt løbende ind i køkkenet. Jeg ved, ikke om det var den brændte lugt, eller om hun bare vidste at der var noget galt. Hun river brødet ud og slår mig i hovedet, mens hun skubber mig ud i regnen, og himler op om hvor dårlig en bager jeg er: "Giv så det brød til grisene, dit uduelige barn!" og med de ord tramper hun ind i huset og smækker døren efter sig.

Jeg går helt ud til kanten, så jeg kun lige står under halvtaget. Jeg river det mest brændte af og kaster det ud til grisene. Jeg drejer mit hoved, og kigger diskret på hende, som stadig ligger henne ved træet. Jeg kan, se at hun kigger fortvivlet hen på mig med halvt åbne øjne. Jeg retter blikket tilbage mod grisene, men kaster brødet hen til hende. Uden at kigge på hende vender jeg mig om og går hurtigt ind i huset.

Ud ad vinduet kan jeg se at hun forvirret, men målrettet kravler hen imod brødet, som ligger i en vandpyt. Jeg har allerede fortrudt min handling. Eller ikke det jeg gjorde, men det jeg ikke gjorde. Jeg skulle være gået ud til hende. Gået ud til hende i regnen. Afleveret brødet direkte til hende, istedet bare for at smide det ud i en mudret vandpyt.

 

***

Hun står i skolegården. Lige der. Cirka ti meter væk. Jeg står og kigger på hende. Prøver måske at få øjenkontakt. Hun retter sit hoved op og kigger mig lige i øjnene. Kun i et spilt sekund. Jeg drejer hurtigt mit hoved væk. Dumt! Kan se ud af øjenkrogen at hun stadig kigger hen imod mig. Det er som om hun har en indre kamp. Hun tager nogle skridt imod mig, men ændre mening og stopper op. Hun kigger ned på en blomst, som hun plukker, idet hendes lillesøster kommer, og de går hjem. 

Jeg følger langsomt efter dem. Nej, jeg skal tilfældigvis den samme vej. Ja. De går forbi bageren. Lillesøsteren stopper op og sætter hænderen på glasset os stirre på kagerne. Dem som jeg har dekoreret. 

"Ja, Prim, de er flotte, men dem har vi ikke råd til at købe. Kom nu. Mor bliver bekymret." En varm følelse blusser op i mig, da jeg hører hende sige det. De går hurtigt videre, mens jeg bare står med hænderne på hjørnet af muren, som jeg gemmer mig bag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...