She's all that...[JB]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 mar. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2014
  • Status: Igang
Justin er skolens Player og kæreste med Michella. Men hvad sker der, når Michella slår op, og Justin så indgår et væddemål om at han kan forvandle hvilken som helst pige til ballets dronning i stedet for Michella, for at opholde sit rygte som skolens Player? Hvad sker der når Justin udvælger Laney, en pige som er van til at blive mobbet af Michella og hendes slæng, til at blive Ballets dronning? Vil Laney overhovedet være interesseret i Justin. For modsat mange andre piger på skolen, kan Laney nemlig ikke udstå Justin, eller kan hun? Er det hele bare et væddemål for Justin. Hvad sker der når han lære Laney bedre at kende? Og vil der opstå noget mellem Justin og Laney, som ingen af dem havde regnet med var muligt?

27Likes
33Kommentarer
1644Visninger
AA

3. The Bitch dumped the Player

 

For det første vil jeg starte med at sige, at jeg ikke er en af de piger, der udstiller sig for alle. Med udstiller, mener jeg at gå i så nedringede bluser, at drenge bliver skiløjede af at kigge på en, fordi de prøver af høflighed at kigge en i øjnene, men at deres hormoner tager over, og blikket så havner lige i kavalergangen.

 

Personligt har jeg lidt ondt af de piger, det bliver udsat for den slags skiløjede drenge, men på den anden side, så er den slags piger skylden til at jeg ikke har nogen venner, og at jeg i hvert evig eneste frikvarter, bliver nød til at sidde for mig selv i kantinen.

 

Min hverdag består af den normale dosis af skældsord, drillerier, mobning og jævnligt rifter fra kunstige fingernegle eller et blåt mærke fra deres tårnhøje stiletter, hvis jeg havde gjort 'noget galt'.

Når jeg siger: 'gjort noget galt' Mener jeg ting som, at trække vejret for højlydt, være i skolen eller i det hele taget, bare det faktum: at jeg lever og ånder, som andre normale mennesker.

 

Jeg har egentlig aldrig forstået hvorfor jeg bliver drillet og mobbet... Altså jeg vil ikke prøve at påstå, at jeg er en super slank pige, der er helt igennem normalvægtig, men jeg har altså et normalt BMI, hvis man spørger alverdens sundhedssygeplejersker.

Jeg er 1:70 høj og vejer vel og godt 55 kg i en alder af 17 år. Jeg har nogenlunde langt brunt hår og grønne øjne (hvis man kalde en blanding mellem grå og jadefarvet grøn. Hvis jeg selv skal sige det, synes jeg egentlig, at min hud ligner noget, der burde side på et lig. Jeg har ikke den der bronzebrune olivenfarvede hud, som alle de andre piger har. Jeg er ualmindeligt bleg, og selvom farven tit gør det nemt, at lave et skrækindjagende Halloweenkostume, er min hud tit et af pigerne på min skoles yndlingsemner, når jeg går forbi ude på gangen.

 

Vækkeuret på mit sengebord, gav sig til at ringe løs, med sin irriterende klokke. Dens ringen var som en irriterende påmindelse om, at weekenden var slut, og at jeg skulle vende tilbage til den gudsforladte skole. Jeg strakte min  arm ud mod uret, mens det lykkedes mig, at beholde mit hoved under dynen. Som en del af mit normale morgenritual, lykkedes det mig, at få skubbet mit vækkeur ned på gulvet og ind under min seng. Og heldig som jeg var fik det, at blive smidt ned på gulvet, ikke det fandens vækkeur til at tie stille.

Det lykkedes mig, at få slæbt min utrolig tunge morgenkrop hen mod kanten af sengen. Jeg kørte min hånd langs kanten inde under sengen, inden det gik op for mig, at det ville kræve at jeg  kravlede ned på gulvet og møvede mig ind under min seng, for at få det pokkers vækkeur til at tie stille.

Jeg lå stille et par sekunder, og prøvede at tage mig sammen til at kravle ned fra min seng, men utrolig nok lykkedes det mig at falde i søvn igen, og derfor var det en knap så behagelig måde at vågne rigtigt, ved at lande på gulvet ved siden af ens seng.

Små børn hader de tremmer, der er rundt om deres seng, men lige nu ville jeg give hvad som helst for at have sådan nogle tremmer. Så jeg slap for at vågne på den her måde, hver evig eneste dag (undtagen weekenden selvfølgelig).

 

Efter jeg havde fået mit vækkeur til langt om længe, at holde kæft, begav jeg mig hen mod mit tøjskab. Mit outfit for i dag endte med at bestå af et par lange sorte jeans og en hvid T-shirt med en sort hættetrøje over.

 

Jeg gik ud på badeværelset fik hurtigt vasket mig og børstet mit hår, for at lade det hæge i en vild bunke ned af ryggen. Jeg gik nedenunder og ind i køkkenet, for at finde cornflakes frem til mig og min lillebror. 

Min lillebror hedder Sam er 9 år, modsat mig ligner han mere min mor, med sit lyse hår og brune øjne. Han er som en hver anden 9 årig dreng, bortset fra den lille detalje, at han blev født døv. Sam har et høreapparat, så han kan høre lige så godt, som alle andre børn, men alligevel har de andre børn tendens til at drille ham med det. Det gør ham ked af det, og det pisser mig af, for Sam er mindst lige så god som dem, og det er jo ikke hans skyld.

Hvis jeg henter ham fra skolen og han er ked af det, plejer jeg når vi kommer hjem, at lave hjemmebiograf. Så vælger han filmen, mens jeg laver popcorn, og hvis han stadig er nedtrykt efter filmen er færdig, plejer jeg at kramme ham, mens jeg fortæller ham at det er bare de andre drenge, der er dumme og jaloux fordi han er så meget bedre end dem. Så smiler han altid sødt og krammer mig inden han løber op på sit værelse.

 

Jeg stod og var i gang med at hælde cornflakesene op i to blå skåle, da han kom løbende ned ad trappen. " LANEY!!! " råbte han, mens kom løbende hen mod mig. Han så helt skræmt ud, han rystede også over hele kroppen, og hans øjne var spilet helt op, så de lignede noget der var løgn. " Hvad er der sket Sam?" spurgte jeg smilende. " D... de... der er et... et m... mon... monster under min seng..." sagde han med bævrende stemme, som var han på nippet til at græde. Jeg spærrede øjnene en smule op, inden jeg kaldte ud i gangen: " FAAAAR! " Min far stak hovedet ind i køkkenet, med et uskyldigt smil på læberne. " Godmorgen min skat, hva..." " Far, jeg har sagt, at han ikke kan tåle chokket. Den der monstermaske ryger ud i dag! Forstået?"

" Jamen han ville ikke vågne, og da det først var lykkedes mig, at få ham vækket, ville han ikke stå op..." Jeg rystede opgivende på hovedet. " Far, har du overvejet noget så almindeligt som at smide vand på ham, det plejer at hjælpe, tro mig!" Min far så helt lamslået ud. " Jamen så bliver alt sengetøjet jo vådt?" Jeg hævede det ene øjenbryn og lagde armene over kors. " Far, der er ingen, der har sagt, at du skulle hælde en hel spand ud over ham. Et helt normalt glas ville være rigeligt til at vække ham..."

" Hvis jeg må sige noget?" Sam havde hentet mælken fra køleskabet og var nu i gang med at hælde det ud over sine cornflakes. " Jeg gider altså ikke blive våd!" sagde han fornærmet, og stak næsen i sky, inden han marcherede hen og satte sig foran tv´et, for at se the Marvels. Min far og jeg sendte hinanden og brød ud i latter. Det var simpelthen så morsomt at se Sam blive tøsefornærmet!

 

Da jeg havde spist morgenmad, fik jeg hurtigt børstet tænder, og fundet min skoletaske frem. Sam skulle først møde klokken 9 om mandagen, mens jeg stadig var så 'heldig', at skulle møde klokken 8. Jeg gav hurtigt min far et kys på kinden og gav Sam et kram, inden jeg gik ud og smækkede døren efter mig. Modsat mange andre unge på min alder, havde jeg ikke nogen bil. Det eneste jeg havde til at transportere mig mellem skole og hjem, var min gamle og halvrustne røde cykel.

 

Jeg trak cyklen ud af garagen, og smed min taske om på cyklens bagagebærer, inden jeg svingede mig op på det sorte sæde, og gav mig til at trampe i pedalerne.

Det tager mig godt og vel 20 minutter at cykle til skole, så derfor skal jeg altid stå ekstra tidligt op, for ikke at komme for sent.

 

Da jeg rullede ind på skolens parkeringsplads, fik jeg med det samme øje på den skinnende sorte sportsvogn, der holdt lige ved indgangen. Den bil tilhørte bare skolens (så vidt jeg ved) populæreste dreng. Kaptajn for skolens football hold, og vidst nok også den kommende Ballets Konge.  Michella stod i sin normale lårkorte nederdel, og lænede sig  op ad sportsvognen og snakkede/flirtede med 'Ballets Konge' også kendt som hendes kæreste. Jeg tror hans navn var Justin. Jo Hans navn var Justin Drew Bieber.

Jeg kan ikke klare den fyr! Han tror han er sådan en pigemagnet, men han er bare sådan en oplæst nar!

Men hvad ragede det mig? Hun var fuldt optaget i øjeblikket, og det vil sige, at jeg slap i første omgang, hvis det kunne lykkes mig, at snige mig uden om dem og stille min cykel, uden at de ville opdage mig.

 

Jeg drejede i en stor bue uden om den sorte sportsvogn, og det lykkedes mig rent faktisk at stille min cykel og smutte ind på skolegangen uden at blive opdaget. YES!

 

Jeg nåede hen til mit skab, fik fat i mine bøger, da jeg hørte en velkendt skinger og pivfalsk latter. Jeg kunne ikke lade være, men jeg listede mig hen til hjørnet, og der sad Michella og hendes trofækæreste. Jeg holdt vejret og lyttede til deres samtale:

 

Micehella: " Hør her skat, jeg kan virkelig godt lide dig, men jeg har altså fundet min virkelige soulmate"

Justin: " Hvad?! vil det sige du har været mig utro?"

 

Michella: " Jeg har ikke været utro! Men seriøst du troede da ikke, at vi stadig skulle være kærester når vi gik på uni, vel?"

 

Justin: (ingenting)

 

Michella: " Åååh! det gjorde du! hvor er det kært!"

 

Jeg kunne ikke tro mine egne øre, havde Michella lige slået op med sin trofækæreste?! Jeg kiggede om hjørnet igen. Justin var væk, men Michella var på vej lige mod mig! FUCK!

Jeg skyndte at trække mit hoved til mig, men for sent. Michela havde allerede set mig.

 

" Nåh, men er det ikke lille Laney?" sagde hun i sit mest skingre tonefald.

Jeg ved ikke hvordan hende og hendes slæng gør det, men pludselig var både Camilla og Carmen der, til at sparke og slå mig i gulvet. Smerten brændte som bare pokker, hver gang deres negle flænsede i huden på mine arme og deres stilethæle ramte mig i maven og på benene.

 

Jeg lå og krøb sammen på gulvet. Prøvede at udholde smerten, men meget mod min vilje kunne jeg ikke holde tårerne tilbage, som pressede på i øjenkrogene. " Nuuurgh! græder lille Laney?" vrængede Michella hånligt. Hun hævede sin stilethæl mod mit ansigt. Jeg kunne kun se til, mens den skarpe stilethæl kom farende mod mit ansigt. Jeg ville skrige, men Carmen havde sparket mig så hårdt i maven, at jeg ikke havde luft til det.

 

Lige som jeg troede at det var forbi, holdt sparkene inde og den skarpe stilethæl standsede kun få centimeter fra mit ansigt. Jeg syntes jeg kunne høre nogen sige noget, måske endda råbe, men blodet dunrede i mine øre. Jeg prøvede, at trække vejret, men en skarp smerte skød ind fra venstre side. Måske var det rent faktisk lykkedes Camilla at brække et par af mine ribben, med de metalsnuede stiletter hun havde sparket mig med.

 

Jeg kiggede forsigtigt op, for at stirre ind i et par venlige nøddebrune øjne. " Laney?" Jeg prøvede at forkusere, på hans ansigt. Han havde en flot gyldenbrun hud og brunt hår. Han rakte sin hånd ud mod mig og hjalp mig op at stå. " Er du okay?" Han så faktisk rigtig bekymret ud. Jeg tog en dyb indånding, og smerten var ikke lige så slem den her gang. Så var det alligevel ikke lykkedes Camilla, at brække mine ribben.

Jeg nikkede langsomt og sank den klump som sad i min hals. " Tak" var det eneste jeg kunne sige lige nu. Jeg kiggede mig om. Michella og de andre var forsvundet. " Bare rolig..." Jeg kiggede tilbage på ham. " De er væk. Jeg sagde, at de skulle skride, hvis de ikke ville have problemer, så de skred" Hans sendte mig et skævt smil. Jeg prøvede at smile tilbage, men jeg tror ikke helt det lykkedes. Jeg syntes ikke rigtig, at jeg kunne mærke mine læber længere.

 

Jeg gav mig til at samle mine bøger og papirer sammen, som Michella og hendes slæng havde været så venlige, at sprede ud over hele gangen. " Hvordan ved du egentlig hvad jeg hedder?" Han smilede til mig og gav sig til at hjælpe mig med at finde mine bøger." Efter jeg gik, hørte jeg Michellas hånlige kommentarer, og det er aldrig en god ting" Vent gik? SHIT! det var først nu at jeg genkendte ham. Michella og de andre må virkelig have slået mig hårdt, siden det tog mig så lang tid at genkende Justin! Jeg må have spærret øjnene op, for Justin løftede det ene øjenbryn, da han kiggede på mig igen. " Er alt okay?" spurgte han usikkert. Jeg rystede hurtigt på hovedet. Måske lidt for hurtigt, for en skarp smerte skød fra mit baghoved af, så jeg skar en grimasse.

" Laney, jeg tror altså at du burde tage hjem, med mindre du hellere vil til skolens sygeplejerske"

Jeg nikkede stille og rejste mig op. Det samme gjorde han og rakte mig mine bøger, som jeg hurtigt proppede i min skoletaske. " Tak for hjælpen med... det hele" jeg smilte kort til ham, inden jeg vendte mig om for at gå. " Laney!" jeg vendte mig mod ham. " Vi ses i morgen, ik?" Jeg er så lige ret sikker på, at jeg lige blev total rød i hovedet. Jeg nikkede bare hurtigt og vendte mig om og skyndte mig ned af gangen for at dreje mod døren ud mod parkeringspladsen.

FUCK! Det skete bare ikke lige! Jeg rødmede fandme ik lige, bare på grund af at Justin spurgte om han så mig igen i morgen! NEJ! Jeg nægter at falde for hans store dådyrøjne og søde smil og... NEJ! Stop dig selv Laney! Du falder ikke for sådan en som Justin!

Men hvad er egentlig en som Justin? Var han måske ikke lige rigtig sød, at redde dig fra Michella og hendes slæng?

NEJ! Jeg kan ikke falde for Justin, og slet ikke blive set sammen med ham. Så vil Michella for alvor dræbe mig!

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Nåh hvad synes i så om den indtil videre? I må meget gerne skrive hvad i synes i kommentar eller like <3

 

Love yarh XD

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...