Pirates, beauty and rum~

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 mar. 2014
  • Opdateret: 31 mar. 2014
  • Status: Igang
Pirater er et historie fænoment som ingen rigtig kender til. Man siger de plyndrer, drikker og voldtager, men hvad med kærlighed? Er det nogensinde blevet beskrevet?

10Likes
20Kommentarer
331Visninger
AA

1. Pirat? Kender jeg intet til!

De gyldne lokker omkransede det yndefulde, hjerteformede ansigt. Læberne var fyldige, dog på en attraktiv, tillokkende måde og hendes kindben var høje og gjorde hendes ansigt endnu mere kvindeligt, endnu mere smukt at se på.
Men intet slog hendes øjne.

 

Øjenfarven var intet specielt i sig selv. Rundt omkring fandtes der både grågrønne, gråbrune, klar grøn, kraftig grå og så videre. Hun havde kun blå, med et strejf af grå over sig hvis solen havde ramt længe nok. Og dog. Hendes øjne havde noget ukendt over sig, noget man ikke kunne greje. Den mørke linje der omkransede den blå farve var næsten sort og fik hendes øjne til at virke mere azur end egentlig blå. Og udtrykket slog alt.

 

Hendes udstråling var ikke anmasende, men den var stærk. Så snart man så hende, følte man en hvis træng til at beskytte hende. Sørger for intet foldede hendes kjole forkert, eller håret blev ødelagt. Man skulle tro hun var svag. Men hun var stærk, i sin psyke og bøjede sig ikke for noget. Eller nogen.

 

Den smukke kvinde var på markedet, denne dag, Juni, d. 15. Året var 1585. Kvinden var lige fyldt 18, men med hendes status, var hun allerede for gammel til at blive gift. I hendes omkreds blev pigerne giftet væk fra 5 års alderen. Hun var stadig ugift, som 18 årig. Hendes forældre ønskede inderligt at hun fik en mand, men mændene der kom for at "se" på hende, som om hun var et dyr der var tilsalg, kunne ikke tøjle hende. Og dem der kunne gøre det, dem der ville tage kampen op, havde ikke nok penge til at være hendes ægtemand.

 

Markedet var fyldt med mennesker. Det gjorde hende egentlig intet. Hun brød sig ikke om at være alene, men var samtidigt hellere ikke glad for at være i kontakt med folk. Bare.. At kunne lytte til dem, det var nok. Dog var kravet svært at opfylde, da hendes familie ikke lod hende være alene, i hvertfald udenfor. Det var hun for "kostbar" til, selvom hun selv mente der ikke var stor forskel på at være alene eller ej. I byen her, som de boede i og havde vidst gjort i flere generationer, myldrede ikke med begivenheder. Ikke nogen særlige. 

 

Den unge kvinde kedede sig faktisk.

 

*

Hun kiggede på sit ur, som tikkede langsomt. Hun ønskede ikke at tage hjem, men samtidigt var det ved at blive trættende at have personalet hængende bag sig, hele tiden, hele dagen lang.

,,Hvornår ønsker Frøkenen, at tage hjem?" spurgte en af dem, ham som altid spurgte for meget.

Hun sukkede en anelse.

 

,,Jeg vil se om jeg kan finde noget, inden jeg tager hjem herfra," svarede hun.

 

Hun ledte videre, men brugte det egentlig bare som en undskyldning for ikke at tage hjem og blive brugt som udstillings dukke. Men hendes tanker blev afledt fra pudder, smykker og teselskaber, da hele mylderet af mennesker begyndte at gå i panik. Først kunne hun ikke rigtig hører hvad folk råbte, men efterhånden gentagede det samme ord sig nok gange til hun opfattede det: Pirater. 

 

Kvinden spærrede øjnene op, imens hun prøvede at se igennem mylderet, samtidigt hun prøvede at undgå at blive trampet ned. Hendes følgerer var ude af syne, nok blevet revet med flokken eller flygtet i panik. Det burde hun også havde gjort. Men spændingen, adrenalinen, hun ønskede at se hvad det var der fik folk til at flygte. Hun vidste ikke bedre, da hun nærmest altid havde levet med puder overalt.

 

Hun prøvede at gå imod strømmen, men folk løb ind i hende, så det næsten var en umulighed. Endelig, kunne hun se omridset af et skib. Et sort sejl, hvor flaget var hejst - med det klassiske dødningehoved, præcis som i bøgerne og erindringerne hun havde læst. 

Hun betragtede det spændende syn for længe.

 

Inden hun nåede at prøve på at følge med strømmen, greb en hånd om hendes mund, derefter hendes hofter. Hun skreg ind i den ru hånd, og hun prøvede at rive sig fri, men den høje mand var for stærk og det nyttede ikke at prøve. Situationen var egentlig komisk, for det var egentlig hendes egen skyld. Så meget, for lidt forandring. Snart fik hun mere end blot forandring.

 

Maven der havde taget fat i hende, grinede dæmpet ind i hendes ører. ,,Sikke en smuk lille fugl," hans stemme var dyb og mandig, men ikke på en forførende måde. Hun skreg igen ind i den store hånd, men hun kunne ikke stå imod, imens hun blev slæbt væk, væk fra punktet hun havde stået på, imod en lille forsamling mennesker.

 

Manden skubbede hende fremad, så hun havde ikke andet valg end at løfte benene for ikke at falde. Hun skreg igen. Skriget var dæmpet meget,  i forhold til manden havde hans hånd om hendes mund, men højt nok til mændene vendte sig mod hende og den ukendte gerningsmand - med sultne og betagede blikke over hendes skønhed.

 

Jo tættere hun kom, jo mere kunne hun betragte. De fleste af mændene var iført tøj som havde huller, men de alle havde våben, ar og skidt på sig - undtagen en. En høj, slank mand, med rødt tøj, en stor hat, med fjer og en kappe, prydet med guld, stod, med sine grønne øjne vendt mod hende. Han var en skønhed i forhold til de andre uslinger. Fra hendes historier, kunne hun kun forestille sig det var kaptajnen selv.

 

,,Hvad har vi her?" spurgte manden i det røde. Hans accent var stærkt britisk og han havde et smil på læberne, der var arrogant, som om han havde vundet noget. I teorien, havde han lige vundet en for nysgerrig sjæl for hun havde ingen chance mod denne flok.. Køtere.

 

Manden gav et signal til kidnapperen bag hende, og det fik ham til at slippe hendes læber, så hun kunne snakke. Manden i rødt var åbenbart ikke bange for der kom nogen til undsætning, men hvorfor skulle han også være det? Mylderet af mennesker havde lige bevidst alle i byen var kyllinger. Han nærmede sig hende, med rolige skridt. Hans støvler knirkede let og den lette, sarte knirken stoppede først da han var tæt på hende, med de smaragd grønne øjne i hendes. Han betragtede hende.

 

,,Jeg spørg igen," sagde manden med de grønne øjne, bøjede sig ned og lod øjnene ramme hendes egne blå: ,,Hvad har vi her?"

 

Hun lavede en grimmasse og ville havde trukket sig væk, hvis det ikke var fra manden bag hende, for ham ville hun bestemt ikke tættere på. ,,Hvem spørg," svarede hun ham tilbage, med et stærkt blik i øjnene. Dog smuldrede det en anelse under hendes angst. 

 

Manden med øjnene rettede sig op. Han brød sig vidst ikke om hendes trodsighed og hans øjne fik et stædigt, nej, en anelse hidsigt glimt, inden det lagde sig, og et smil trodsede hans ansigt, en anelse arrogant, men også sarkastisk. ,,Hvor er mine mannerer nu om dage," sagde han, dog mest til sig selv.  ,,Mit navn, er Arthur Kirkland. Den mest berygtede pirat på alle syv verdens have." Han sagde det, med tydelig stolthed, som fik hende til at hæve brynet en anelse. Var det en god ting.. At være frygtet?

 

,,Men, jeg er mere interesseret i hvem du er, lille fugl," han sagde det, i en høflig tone men det var begrænset hvor venlig en arrogant og stolt pirat kunne lyde. Hun undgik blot hans blik som svar.

 

Han rynkede sine øjenbryn, som ved nærmere eftertanke, var kraftigere end normale. ,,Tag hende med," sagde han så, fast til hans mænd og hun gispede. Det fik ham til at smile, en anelse morende. ,,Og lås hende ind i min kahyt. Jeg vil få det ud af hende, før eller senere."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...