Pirates, beauty and rum~

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 mar. 2014
  • Opdateret: 31 mar. 2014
  • Status: Igang
Pirater er et historie fænoment som ingen rigtig kender til. Man siger de plyndrer, drikker og voldtager, men hvad med kærlighed? Er det nogensinde blevet beskrevet?

10Likes
20Kommentarer
328Visninger
AA

2. Kast ud, hvis du tør

Og sådan endte hun her, mere eller mindre, i kaptajnens kahyt. Hun havde i grunden fået hvad hun ønskede: spænding. Men ikke lige denne slags spænding, det vil sige, at være låst inde i en kahyt som blev ejet af en berygtet kaptajn. 

 

Det var ikke fordi Kaptajnen var grim. Han gik i pænt tøj, havde ikke synderlige ar, ikke et grimt smil, der var faktisk intet der var grimt ved ham, udover de lidt kraftigere øjenbryn, men da øjenbrynenes farve passede til hans lidt lyse hår, virkede de ikke som skovsnegle.

 

Dog var hun mere betaget af de grønne øjne som var klare at se på. Som hendes eget blik, var det stærkt, og de fleste ville bukke under det. Hun undgik det bare, for ikke at vise at hun ikke var ligeså stærk som denne dominerende kaptajn.

 

Hans attitude var også præget af stolthed, dominans, og et svagt strejf af han havde et realistisk syn, selvom han for det meste virkede temmelig arrogant. Men det havde han i teorien også alt ret til at være, når han var en kaptajn med et stort skib, en berygtet besætning og ham selv, med en god styrerhånd. Og et charmerende udseende, der vidst fik alle piger til at synes han var den eneste ene.

 

Men ikke hende. Udenset hvor spændende titlen er, som "kidnappet af en maskulin kaptajn", udenset hvor romantisk det ville havde været, så bukkede hun ikke under og viste ham ikke de følelser han forventede ved hver pige. Måske hvis hun ikke var blevet behandlet som noget man bare kastede over skulderen, måske.

 

Hun var så endt her, i denne kahyt. Kahytten var prægtig. Billeder af ham og andre mænd prægede væggen og en masse kort, med nåle pænt sat i, hang dér og dér. Der lå også en masse bøger, rigtig mange bøger, bogholdere som var mere erotisk end den anden, figurer af havfruer, søuhyrer og heste og to ure som klikkede i takt med tiden selv. En hat der lignede kaptajnens nuværende hat, bare med forskellen at den nuværende havde guldkant, lå på skrivebordet der nærmest havde et stort kort som dug, og som var proppet med forskellige ting som passere, bøger og stempler.

 

En enkelt ting lavede en irriterende klik lyd, hver gang skibet vippede lidt for meget til den ene side. Hun så sig omkring i den lidt mørklagte kahyt. Skibet vippede en enkel gang som fik den samme lyd frem. Det var ligesom en kugle der rullede til siderne i en kasse eller en anden form for lukket tilværelse. Hun rejste sig op fra sin siddende position, mod det sted hun gættede på lyden kom fra. 

 

Endnu et klik. Hun var kommet til reolen som var hamret fast til væggen og stod, høj og stor. Den var større end hende og den var egentlig fyldt med, ja, bøger. En enkel tingeltangel hang udfra reolen, hist og her. Det røde mahogni var også hendes yndlings møbeltræ.

 

Hun begyndte at gennemsøge reolen. Kliklyden gentagede sig for hvert minut og hun ledte, igennem hvert mellemrum mellem bøgerne og de små æsker som der var blevet efterladt på ledige pladser.

Så fandt hun det.

 

Idet hun tog fat i en æske som var oprigtig gylden, men var så slidt og støvet, at det lignede en sjov kombi mellem mørkt, gammelt træ og en lys form for gylden. Den samme, rullende, klikkende lyd gentog sig, idet hun tog æsken og drejede den i betragtning. Æsken var ikke stor af sig, den fyldte hendes håndflade men den var åbenbart noget værd, når den lå gemt i en mørklagt reol, inde bagerst.

 

Hun overvejede om hun skulle åbne den, hun var nysgerrig efter at vide mere om den gemte æske, hvor lyden stammede fra, men hun var ikke sikker på hun ville vide hvilken hemmelighed der lå bag den. Desuden.. Det var ikke pænt at snage i folks ting, specielt ikke de åbenlyst prøvede at skjule dem.

 

 

 

Hun skævede mod døren. På den anden side.. Han havde krænket hende mere eller mindre. Så hun valgte at åbne den.

Æsken gav sig med en ”sugende” lyd, hvorefter den gav sig med en let ”prop” lyd, som når man åbnede en champagne. Hun så først i låget, hvor nogle specielle aftegninger var tegnet. Derefter ned på selve indholdet og hun spærrede øjnene op.

 

 

Hun glemte egentlig at tænke på hun holdt risikoen i hånden. Hun glemte at tænke på kaptajnen kunne komme ved hvert øjeblik, men hun var så betaget af smykket som næsten hviskede for sig selv. Det var så smukt, så indbydende.. Så fjernt.

Hun tog fat i kæden, hævede smykket op og den store, gennemsigtige perle svingede let til siderne. Det lignede mere en glasperle end en egentlig perle, men samtidigt var det en underlig form for perle.. En blodrød dråbe lå midt inde i den.

Hun smilede for sig selv. Den var..

Knirk, klonk.

Hun gispede og så mod døren. Hun kunne høre de lette skridt af en beslutsom mand og hun rystede let, af simpel panik. Uden at vide hvad hun skulle gøre, kastede hun æsken ind bag en eller anden form for møbel og gemte halskæden i lomme hun havde i kjolen. Hun nåede akkurat at lade perlen dumpe ned i folden, inden døren gav sig med en raslende lyd.

 

 

Hun så op og hendes øjne mødte kaptajnens grønne, de samme øjne hun trodsede tidligere. Han smilede til hende, på sådan en skæv måde, som om han vidste noget, som han havde noget han kunne bruge imod hende – og hun brød sig bestemt ikke om det.

Han sagde ikke noget, lukkede blot døren efter sig og gik imod skrivebordet, hvor han tog hatten af og hang den på stolen. Først nu kunne hun betragte hans hår. Det var rodet, men på en charmerende måde, næsten så man fik lyst til at rode det mere. Og hans ansigt trådte mere frem nu hvor hatten ikke skyggede.

,,Kan jeg byde på noget te?” spurgte han, høfligt, dog med det samme, selvsikre smil. Hun så temmelig overrasket på ham.

.. Te?

Bød denne selvsikre, vittige kaptajn på.. Te?

Han kunne godt se det ikke var det hun forventede og hans smil blev mere leende, nej, han gav faktisk også en svag latter fra sig. Han morede sig over hende og hun trak vejret dybt, for at gøre noget dumt.

,,Skal jeg tage det som et nej?” spurgte han efter nogle stille sekunder og rettede sig op, efter han havde lagt en pistol fra sig. Den var lavet af stål, med dybe indgravninger. Hun havde aldrig set sådan en før, men havde hørt, det var hærens nyeste og mest effektive våben. Selvfølgelig havde de åndssvage pirater fået fat i dem.

Hun rettede sig op, for at hjælpe sit svar på vej. ,,Jeg modtager intet fra jer bastarder,” svarede hun roligt, direkte og tydeligt. De fleste mænd ville havde blevet skræmt af hendes hårde tunge, men manden foran hende, gentog den lette klukken fra tidligere. ,,En skam. Du kommer til at være her et stykke tid.”

 Hun tabte ansigt. Forventede han virkelig at hun skulle blive her? Aldrig. Hendes forældre ville nok havde bedt søværnet (?) om hjælp til at finde deres forsvundne datter, eller så ville hun selv havde fundet en måde at slippe væk fra dem. Der var ingen mulighed for hun var her end højst to uger. Hvis ikke én.

,,Din bastard!” var det eneste hun sagde, inden hun tog det nærmeste hun kunne få fat i og hævede det til kast, men inden hun overhovedet kom så langt, havde han trådt over til hende i tre lange skridt, taget fat om hendes liv og skuldre og presset hende op imod den nærmeste væg. Hun blev så forskrækket at hun tabte det hun ville havde kastet, en simpel pude.

Han var stærk. Selvom hun tog fat om hans arm som styrede den ene hånd som lå halvt på hendes skulder, halvt på hendes hals, var der ingen måde for hun kunne rykke ham væk. Og det gjorde det ikke bedre at han gjorde det samme med den anden hånd.

Han lænede sig frem. Han lugtede af rom, og det fik hende til at vende hovedet væk, blot for at give ham en dårlig følelse. Men selv en rimelig klar afvisning, det prellede af på ham som vand.

Han klemte om hendes spinkle skuldre og hun mærkede hvordan hans læber kyssede hendes hals, indbydende, men også hårdt og bestemt da hun først prøvede at få ham til at stoppe. Men efterhånden som hun slappede af, mere af opgivelse end af vilje, blev hans kys mere venlige og.. Behagelige. Hun bed sig i læben for ikke at give ham nogen form for tilfredsstillelse.

Hun kunne mærke han smilede.

,,Skal vi ikke se om vi kan tæmme tigeren, hm?” hviskede han let i øret på hende.

 

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg ved godt tekstens er forskellig to steder, men kan ikke få dem til at passe med hinanden, udenset hvad jeg prøver.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...