Sandhedsserummets bivirkninger - Divergent FF -

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 mar. 2014
  • Opdateret: 30 mar. 2014
  • Status: Færdig
.. og det var dér, jeg mistede kontrollen. >>> Et oneshot til Divergent konkurrencen, som handler om hvordan en helt almindelig person, oplever Sandhedsserummet. <<<

4Likes
7Kommentarer
217Visninger
AA

1. Sanhedsserummets bevirkninger - Oneshot


 

Jeg blev slæbt hen ad et hvidt gulv, mit hoved hang træt, og dinglede ved mit bryst.

Jeg prøvede at opføre mig som om jeg var ligeglad, men i virkeligheden var jeg brændt sammen inden i. Hvad skete det?

Jeg kunne stadig ikke fatte, efter 18 år, at Intelligentsia kunne finde på at lave en opfindelse, så grusom, som Sandhedsserummet.

Jeg vidste selvfølgelig godt at Intelligentsia ikke ville gøre noget godt, især efter perioden med hende Tris og ham Four for 20 år siden, men jeg havde altid haft noget særlig imod netop dén form for torturring, fordi man simpelthen ikke kunne undgå at sige selv de grummeste sandheder. Jeg mener, er man overhovedet et rigtigt menneske, hvis man ikke har noget at skjule? Når jeg ligeså godt kunne gå nøgen rundet, for alle ville alligevel vide, hvis der var noget specielt, eller farligt, ved ens krop?

En kuldegysning svømmede hen over min krop, som når man fik et lille stød.

En dør blev åbnet, og jeg løftede hovedet.

Jeg var blevet slæbt ind i et stort rum, med hvide vægge, og hvidt gulv. Overraskende.

I enden af rummet, stod der en trappe, som førte op til en flad scene, hvorpå der stod en træstol. En masse stole, mere end tredive, stod parat til at folk kunne sætte sig og nyde synet af andre folk blive pint, uden selv at have den mindste form for kontrol.

Endnu en kuldegysning løb igennem mig. Der skal jeg sidde. Lige der. Mens alle kigger og lytter til mig, og fire alt for store lamper, lyser ind i mine øjne. tænkte jeg, men jeg nåede ikke at tænke ret meget mere, før jeg faldt ned på det hårde gulv, fordi vagterne havde givet slip på mine arme, og luften blev slået ud af mig.
En anden vagt t
og fat i et stykke af min T-shirt, og trak mig op at stå igen. Helt følelsesløst og koldt.
Vagten - en kvinde, som jeg k
unne se havde brunt fedtet hår - tog fat i mit hoved, og tvang mig til at løfte det.
Hun s
atte en hånd under mit hoved, og holdt stadig fast i klumpen af min T-shirt, da jeg klemte mine øjne i, og da jeg åbnede dem igen, mødte jeg uhyggeligt stramme, blå øjne.
En stramt udseende kvinde, i en
hvid kittel vurderede min højde, og kiggede i lang tid på mit ansigt, før jeg opdagede at hun havde en rimelig stor sprøjte i hånden, med en orange lysende væske, som flød rundt inden i.
Hun smile
de kækt, og før jeg nåede at reagere, tog hun en vådserviet, tørrede et lille stykke af min underarm af, og proppede sprøjten ind.
Jeg mærke
de kun et lille stik som jeg bed ænderne sammen af, før det hele var væk, og rummet gled ud af dets perfekte rammer, og blev til flydende klatter.

Jeg kunne mærke at jeg bevægede mig hen til træstolen, men min hjerne opfattede det ikke endnu. Pludselig sad jeg der helt, og det var dér jeg mistede kontrollen.

~

Jeg må nødt til at klemme øjnene i, til små sprækker, for at kunne se bare en lille smule fra de skarpe lys.
Jeg kan høre at en masse mennesker er samlet mindst én meter væk fra mig, og jeg kan mærke på stemningen, at der er en blanding af
utryg og spænding. Men jeg selv, jeg føler ikke noget, intet overhovedet. Ude i kanterne af mine øjne, er der et orangeagtigt skær.
En dyb mandestemme rømmer sig og rører ved et papir, og der bliver ro, på mindre end fem sekunder.
Han møder mit blik, og jeg kan se på hans alt for anstrengte ansigtsudtryk, at han skjuler et smil.
"Hvad er dit navn?" spørger han med høj stemme, og jeg føler med det samme en trang til at sige sandheden. Han virker da meget flink.
"Edmond Squarg." svarer jeg lydigt, og ligeså snart jeg har svaret, kan jeg mærke en bølge af en slags væske, løbe igennem mig. Der bliver mumlet blandt publikum, nogen lyder endda vrede.
Manden rømmer sig igen. "Hvad hedder dine forældre?"
Ærlig. Hver altid ærlig. "Julianne og Morten Squarg." Endnu en bølge strømmer igennem mig, og får mine fingerspidser til at rokke uroligt.
Manden ser det med det samme, kan jeg se, eftersom at mine øjne har vænnet sig til det ultra skarpe lys.
"Hvorfor gjorde du det?" spørger han, og lyder næsten helt nysgerrig. Han krøller papiret sammen, og smider det i en skraldespand, lige ved siden af hans stol.
Lydigt svarer jeg. "Hver gang jeg svarer på et af dine rimeligt mærkelige spørgsmål, føles det som om en bølge af en væske af en slags, løber igennem mig." Og præcis som fortalt, løber endnu en gennem mig, og nu sitrer mine fødder let.
Manden nikker anerkendende.
Med ét ser han alvorlig ud. Nu kommer de seriøse spørgsmål. Alle læner sig lidt frem i de knagende stole.
"Edmund, er du en del af divergenterne,
har du været i ledtog med dem, været og er stadig en af dem, eller noget helt tredje?" spørger han, og lyder som en præst til en begravelse.
Må. Sige. Sandheden. "Nej, aldrig nogensinde." sva
rer jeg oprigtigt, og lægger mine hænder i mit skød. Endnu en bølge.
Jeg l
ægger mærke til at manden løfter et øjenbryn, og lægger armene over kors.
"Er du helt sikker?"
Jeg nikke
r, ivrig efter at vise ham, og alle andre i rummet, at mig kan man stole på,
"Helt sikker. Jeg ved ikke andet om divergent-universet, end det jeg lærte i skolen." Endnu et, men nu
34 bølgen kraftigere. Men hvorfor?
Manden s
er lige pludselig ud som om han keder sig. Han vinker med hånden, og en kvinde kommer hen til ham, og han hvisker noget til hende.
Jeg k
an se på kvindens rødfarvede læber, at hun siger sætningen "javel ja," og så vender han igen opmærksomheden mod mig. Alle andre følger hans bevægelse.
"Nå, Edmond Squarg, det sidste spørgsmål, er blot et som jeg spørger alle der sidder i samme situation som dig om," siger han, og udtrykker hvert et ord tydeligt. Jeg nikker, klar til sidste spørgsmål, og ruller med skuldrende.
"Okay.. Edmond S
quarg, hvilken gerning fortryder du mest?" spørger han.
Den g
iver jeg mig selv lidt tid til at tænke over. Hvad skal jeg svare? Jeg ved det ikke, så jeg prøver bare det nemmeste.
"Der er selvfølgelig så mange.. Der var dengang jeg stjal et æble fra min nabos have, og så havde jeg mareridt om at et æble ville spise mig, de næste 5 uger. Eller dengang, hvor jeg kom til at kaste en klods på min mor.." s
iger jeg, men kigger så ned i gulvet mellem mine ben. "Men den jeg fortryder mest af alt, er.." Min stemme skælver, og jeg synker en klump. "Det er.. da jeg var med til at drille en lille fyr i skolen. Det var synd for ham, og jeg ville bare gerne ind i varmes hos de populære fyre." siger jeg, og tier. Der bliver fniset rundt omkring, men det er overhovedet ikke sjovt. Manden sukker. "Okay, du er hvist helt ren. Serummet vil aftage om få timer, og så vil du blive sendt hjem." sagde han, og hvilede hovedet i sine store hænder.
Serummet? Hvilket?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...