Første livsfarlig oplevelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 mar. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2014
  • Status: Igang
Dette er en historie som jeg har oplevet da jeg var ca. 3 år. Historien ville også måske få dig til at holde mere øje med dit barn (hvis du overhoved har et) Denne historie er vigtigt, og viser hvor meget du skal holde øje med dit barn.

0Likes
0Kommentarer
118Visninger
AA

1. Første oplevelse nogensinde

Da jeg var mindreårig, vågnet jeg altid hurtigt. Jeg vågnede altid og hver dag før min mor og far.
Men en dag, ikke bare hvilken som helst dag, men en livsfarlig dag som kunne havde ført mig til døden. På denne dag var vinduet åbent. Da jeg vågnede, sov min mor og far stadig.
Jeg kedet mig og vidste ikke hvad jeg skulle lave. Jeg kunne ikke spille på computer,
fordi der var adgangskode på, og jeg kunne først spille på den da min far vågnet, fordi han var den eneste der kendte adgangskoden, men han sov meget længer end min mor, så jeg skulle vente længe før jeg kunne spille på den. 
Det første jeg gjorde denne dag var at jeg gik hen til køkkenet, for at lede efter noget at spise. Mens jeg ledte, fik jeg pludselig øje på et vindue som var åbent, på det tidspunkt kedet jeg mig stadig, og tænkte på at lave noget sjovt.
Det som jeg gjorde var at jeg klatrede op til vinduet, og gik og stod helt ud på den anden side.
Jeg fatter ikke hvorfor jeg ikke var bange den gang, jeg var jo 3 år der.
Men da jeg stod på den anden side af vinduet, så stod jeg ikke bare der. Jeg holdt fast i vinduet, og lænnede mig tilbage. Jeg lænte mig frem og tilbage, frem og tilbage. Mens jeg stod og leget, tænkte jeg på at jeg skulle gøre noget andet, så det jeg gjorde var at jeg gav slip til vinduet og holdt gardinerne og så lænte mig tilbage igen. Jeg stod helt oppe i 2. sal, og mine forældre lod stadig og sov. Mens jeg holdt i gardinerne og stod ud over vinduet og leget, kom min mor ud af soveværelse og kiggede på mig. Min mor var lidt i chok og vidste ikke hvad hun skulle gøre mens jeg leget der og smilte. Min mor fik pludselig en ide. Hun råbte ikke af mig, hun gik heller ikke imod mig. Det hun gjorde var at hun kaldte på mig med et smil og stille og roligt så hun ikke forskrækket mig, for jeg lænnede mig jo helt tilbage mens jeg holdt i gardinerne. Jeg lyttede til hende, og lænnede mig frem, og gik væk fra vindue. Da jeg gik væk fra vinduet, så gik min mor derover, og lukket vinduet straks og var derefter fuldstændig sikker på at jeg ikke kunne åbnet, og så gik hun i seng igen, og derfra levede jeg mit liv videre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...