Om at bygge sandslotte


0Likes
0Kommentarer
60Visninger
AA

1. Om at bygge sandslotte

Da jeg var lille var min mor 36, og det var min far der lavede mad, det var underligt men jeg var stolt, min familie har været igennem meget siden, mine 2 brødre og 2 søstre mor og far men jeg er stadig stolt af dem, på en sådan måde, at folk syntes at det er en svaghed at jeg er så knyttet, er du da ikke knyttet til din familie ? Det er ikke en svaghed, det betyder bare jeg holder af dem.


Det er underligt som man kan se tiden går, jeg er ikke bange for at blive voksen, jeg er bange for tiden, de minder jeg har om min familie fra lille af de ændre sig. Det sker når min mormor fortæller mig ting, som hun har sagt til mig dagen før, og dagen før det.

Eller når man kan se de små skygger tiden efterlader i mine forældres bekymrede voksen hoveder, så er det netop, at en så barnlig handling som at bygge sandslotte er så beroligende ligegyldig, fordi man nogle gange bare har brug, for at bygge sandslotte.
Sandet i år er trods den lange vinter ved at blive til det helt lyse si-sand som mine barndomsminder kaster i hoved på mig i det mine hænder søger sandbunden og graver huller.Jeg er ikke bange for tiden , jeg er bange for at miste, jeg er ikke bange for ikke at gøre tingene 3 gange, men bange for konsekvenserne ved ikke at gøre det. Uheld kommer sjældent alene, men lykke kommer til dem der søger det. Dem der fortjener det.

Jeg forsager djævlen og alle hans gerninger og alt hans væsen, jeg tror på gud fader den almægtige for der kan man bygge sandslotte. Nogle gange har man bare brug for at bygge sandslotte, brug for at finde ro i tiden , for at finde en pause i sin tilstedeværelse og bygge sandslotte. Jeg tror jeg er lidt sindssyg, jeg ved jeg er lidt sindssyg, jeg ved jeg ikke har brug for at sætte mærker på alt, brug for at holde styr på alt, det er nemmere bare at følge sine hjertelinjer og gøre hvad der føltes rigtigt.
At løbe i sne er vidunderligt, alt er smukt og igen finder jeg ro i tiden, i vrede tvinger jeg mig selv ud i mørket og min vrede og sorg blir et øjeblik til mod og en smule frygt for mig selv, som havde min sjæl delt sig i to og tvunget mig til noget jeg faktisk ikke havde lyst til. 
Mor er lidt syg hele tiden og har svært ved at komme sig fordi skæbnen hele tiden kaster nye ting i hoved på os, som havde Karma bredt sin vrede over de forkerte og var ude af stand til at stoppe igen. Jeg er nogle gange bange for at hun går i stykker, men det gør hun ikke, Min Far må have smadret tusinde spejle, for det føltes som hver enkelt skar kommer stærkt tilbage og tager sin hævn på ham, tager sin hævn på hele familien.

Da jeg var lille var min mor 36, og det var min far der lavede mad, det var underligt men jeg var stolt, min familie har været igennem meget siden.
Men jeg er stolt af dem, af os, fordi vi holder sammen , som vi altid har gjort, som tiden har lært os, jeg er ikke bange for tiden men bange for at miste, men selvom tiden ændre mig, ændre os, ændre alt, vil vi aldrig rigtig miste hinanden. For selv når vi savner, handler det om at bygge sandslotte, om at finde ro i tiden og mærke efter, så er vi der jo alle sammen , heletiden i hver enkelt smil eller tåre, vi er aldrig helt væk..

Og nu?
Nu er jeg færdig med at bygge sandslotte.

 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...