Kolibri

Hun var så lille, så skrøbelig. Og han så stor, så magtfuld. Hun var kolibrien. Han var ørnen. |Mit bidrag til "Alkoholmisbrug i familien"-konkurrencen|

18Likes
30Kommentarer
708Visninger
AA

2. Kolibri

 


________________________________

  ”1, 2, 3...”

  Marie talte trappetrinene, som hun gik op af dem. Venstre, højre, venstre. Mumlede et nyt tal for hver gang hun tog et skridt. Sige dem højt, turde hun ikke. Og hvorfor, havde hun egentlig ingen god forklaring på. Det virkede bare som det sikreste at hviske.  

 

   ”4, 5, 6...”

  Når hun nåede til 20, ville hun stå foran lejligheden. Det vidste hun. For der var 10 trin til 1. sal. Og 10 mere op til 2. sal. Og Marie var ikke helt dum til matematik. Derfor tog hun kun få trin af gangen. Så holdt hun en lille pause og sank den klump, der gang på gang samlede sig i hendes hals. Hendes hænder holdt godt fast i den lyserøde skoletaske. På fødderne havde hun små sølvfarvede ballerinasko. Om hendes krop svang sig en lyserød kjole.

 

  ”7, 8, 9...”

  Et lille smil formede sig på hendes små læber, da hun nåede netop dette tal. Som fandt en snert af glæde frem til hende i den ellers så kolde og klamme opgang. Marie var 9 år gammel. Den forrige dag var hun rykket en tak højere op på aldersskalaen. Og dagen havde været god. Ikke perfekt. Ikke fejlfri. Men god nok. For veninderne havde ønsket tillykke. Hun have kun fået 2 fejl i diktat. Og læreren havde givet hende et klap på skulderen og ønsket hende en forsat god dag. Så selvom far havde ligget henslængt over spisebordet med en af de grønne flasker i hånden, da hun kom hjem, havde hun set lyst på tingene. Tænkt at det ville blive bedre dagen efter.

 

  ”10, 11, 12...”

  I dag var dagen efter. I dag var i dag. I går var i går. Og Maries humør var ikke just så lykkeligt mere. Men tanken om at alt ville ændre sig, nu da hendes alder var ændret, slog hende flere gange. Hun spekulerede over, om der mon ventede hende noget godt derhjemme. Noget anderledes. Noget bedre. Men håbe turde hun ikke.

 

  ”13, 14, 15...”

  Nok var Marie lige fyldt 9. Men hun lignede til forveksling stadig en på 8. Hendes øjne var stadig ligeså blå. Hendes hår stadig ligeså blondt. Hun gik stadig i 3. klasse på Bakkehøj Skolen. Hun var stadig bedste venner med Ida men inviterede hende ikke længere med hjem. Og heldigvis stillede Ida ikke spørgsmål om hvorfor. 

 

  ”16...”

  Denne gang samlede hun begge ben og hoppede op på det næste trin. Hendes lange hår hoppede med. Som en lysende bølge dansede lokkerne på hendes skuldre.
Forskrækket blev hun dog, da de små ben kun landede på kanten. Et sus for gennem hende, og hun svingede armene ud til siden i ren refleks. Som små vinger spredte de sig ud fra hendes spinkle krop. Snart kunne hun mærke gelænderet mellem fingrene, og lettet svang hun sig op på trappetrinnet. Et lille smil spredte sig på hendes læber. Det forsvandt dog hurtigt igen.

 

  ”17...”

  ”18...”

  ”19...”

  Nu tog hun kun et skridt af gangen. Benene føltes pludselig, som var de stoppet med bly. Og fødderne som var de store stenklodser. Inderligt bad hun til at det tyvende trin lå flere mil fremme. Men til hendes fortvivlelse stod hun lige foran det. Igen samlede sig en klump i hendes hals. Og hun prøvede febrilsk at synke den. Men forgæves.

 

  ”20...”

 

  Det lille klik gav ekko i opgangen, da hun åbnede døren indtil lejligheden. Forsigtigt stak hun hovedet indenfor. Ingen fare at skimte. Endnu. Med tungen lige i munden lukkede hun døren bag sig. Hjertet bankede hurtigere og hurtigere, da skoletasken landede bag hende med et bump. Igen spejdede hun rundt - søgte efter rovdyr. 

 

  Pludselig var han der. Far. Hans hår strittede til alle sider, og det var tydeligt at han ikke havde barberet sig, som han ellers havde haft som eneste formål den dag. Han havde bare fødder.

  ”Marie!” udbrød far muntert og strakte armene frem til et kram. En grøn flaske kom til syne i hans højre hånd. Den lugtede. Han lugtede. Surt og bittert. Marie rynkede på næsen. Svagt rystede hun på hovedet og trådte et skridt tilbage. Far fik et underligt udtryk i ansigtet og gik så med raske skridt tættere på hende. 

Allerede i dette øjeblik vidste Marie, at det ville gå galt. Grueligt galt.

  Som far nærmede sig hende, kom flasken også tættere og tættere hendes ansigt. Flasken var en fjende. En genstand, der ikke havde andet end dårlige virkninger. Det var Marie sikker på. For hun kunne se, hvad dens indhold gjorde ved far. Hun kunne se, hvordan hans øjne så slørede og trætte ud. Og hvordan han vraltede fra side til side, hver gang han tog et skridt - som havde han søsyge. Men alligevel påstod far, at netop sådan en flaske gjorde hans dag lysere. Og det gjorde Marie så forvirret.


  Af ren og skær angst puffede hun nu til flasken, der nu var mindre en 20 cm fra hende. Og netop som Marie gjorde dette, tabte far den. En høj klirren skar gennem luften, da små glasstykker spredte sig på trægulvet. Fordelte sig i fine mosaikker, der glinsede i sollyset fra vinduet. Og dér i flaskens tusinde skår lå den perfekte dag. Den slags dage som disse bitre væsker altid formåede at ødelægge. At splintre til atomer. 

  ”Hvad fanden har du gang i!,” råbte far. Raseriet boblede i ham. Hans øjne var rettet mod hende som sylespidse nåle. Maries krop stivnede, og hun sænkede blikket. Ikke fordi hun skammede sig. Nej, den lille pige var bange. Hendes hænder lå samlet over kjolen.

 

  Og da skete forvandlingen. Marie, der i forvejen var så lille, blev nu endnu mindre. Hendes skuldre faldt sammen, og hun løftede de små arme, der nu var blevet til spinkle vinger, op mod sit ansigt. Marie blev kolibri.

  Samtidig vraltede far lidt frem og tilbage. Han prøvede at finde balancen. Marie lagde mærke til at væsken på gulvet ramte hans bare fødder. Han ignorerede det. Eller måske mærkede han det slet ikke, tænke Marie. For når far drak af de grønne flasker, var det som om at han - sammen med væsken - slugte sine egne følelser og sanser. Satte hjernen på standby. Hans øjne slog gnister, og armene blev hævet som mægtige vinger. Far blev ørn.

 

  Med langsomme tunge skridt nærmede ørnen sig kolibrien. Brystet var fremafskudt, og dens øjne var svagt rødsprængte. Blikket var fast rettet mod den lille fugl. Og så med ét spredte ørnen vingerne. Gjorde klar til slag. Marie gemte hovedet i hænderne, da det første vingeslag kom susende mod hendes kind. For sent. Et rungende klask spredte sig i lokalet. Hun mærkede, hvordan en dundrende smerte spredte sig fra hendes øre og ud over kinden. Som en pulserende åre. Ligeså stille begyndte hendes læber nu at dirre. Men faren lod sig ikke mærke af det. Ørnen havde taget i ham. Og den ville ikke give slip.

  ”Du skal sgu da ikke smadre min øl!” råbte han nu og ruskede i hendes skuldre.

  ”Undskyld,” hviskede Marie bange og prøvede desperat at fjerne hans faste greb. Det lykkedes ikke.

  ”Undskyld!” Denne gang råbte hun. Hun mærkede hvordan små klynger af vand blokerede hendes syn. Hendes råb blev til hulk. Og snart stod hun i sin egen pøl af tårer. Ørnen slap sit greb i kolibrien og hævede istedet den ene vinge igen. Denne gang højere. Men i det øjeblik slaget for anden gang kom farende mod Maries kind, løb hun. Ud af køkkenet og ind i gangen. Bag sig hørte hun trampende skridt – helt ude af takt. Den endeløse stampen blev efterfuldt af en række bandeord. Ord som Marie havde fået besked på aldrig at lukke ud af sin mund.

 

  Der lød et brag efterfulgt af et klik, da Marie nåede ind på sit værelse og låste døren efter sig. Snart blev der febrilsk hevet i håndtaget på den anden side. Marie gik stille baglæns mens hjertet pumpede som bongotrommer i hendes bryst. Marie var bange. Hun var ræd.

 

 

  Der blev pludselig stille på den anden side af døren. Tavsheden sprang med et brag ud af sin æske, og nu var der ikke andet at høre end dybe melankolske vejrtrækninger. Marie havde lagt øret mod døren. Hendes vejrtrækning var stadig hektisk. Hendes øjne røde og forgrædte. Men en nyopstået lyd fik en undren til at sprede sig i hendes krop.

 - Hulk. Først små gisp i en sammenblanding med lyden af snøft fra en løbende næse, men senere blev det til hyl. Hyl der rungede af anger. Af skyld.

  Marie tog en dyb indånding og låste døren op. Klikket fra låsen fik hende kortvarigt til at fare sammen, og hun ventede på, at ørnen skulle storme ind til hende. Men der skete intet. Først et par sekunder efter turde hun åbne døren.

 

  Det syn hendes øjne mødte, fik alt til at ramle. Maries ellers så faste greb om håndtaget blev nu løsnet, og hun stod bare og observerede. Hun ville sige noget, men kunne ikke. Så munden stod bare halvåben. For foran hende sad far. På knæ, lænet op af den modsatte væg. Hans fingre rystede i hans skød. Det var synet af en sammenknækket ørn, der havde mødt hende.

 

  Han måtte have hørt hende åbne døren, for lidt efter rakte far hånden frem mod Marie. Som et tegn til hende om at komme tættere på. Egentlig var hun ikke sikker på, at hun turde. Men hun gjorde det alligevel. I frygt for at ørnen sad på lur et sted dybt inde i ham. Og det gjorde den måske. Men far formåede at holde den på afstand. I øjeblikket.

  ”Undskyld,” hviskede han, mens tårerne strømmede ned af hans kinder. Tårer med ordene skyld og svigt svøbt omkring sig. De klæbede sig til hans hud. Rev i den. Mindede ham om dem smerte som han selv havde udleveret.

  ”Undskyld,” lød det igen fra ham. Hans ord afbrød et hulk. Langsomt sank han nu også sammen i ryggen og lod vingerne falde til jorden.

 

  Marie fik nu pludselig en klump i halsen. Der gjorde ondt at se far græde. Rigtig ondt. Men ikke som når ørnens vinger slog ud efter hende. Nej, smerten ved fars salte tårer skar dybere. Helt ind i hjertet. Nu virkede slagene pludselig så overfladiske.

  ”Jeg lover dig, at det aldrig kommer til at ske igen,” hviskede han og tog hendes små hænder i sine.

 - Det sagde han også i går. Og dagen før det. Og Marie vidste godt, at ordene var tomme. Men alligevel kunne kun ikke lade være med at føle medlidenhed med ham, som han lå der og tiggede for hendes tilgivelse. Hun nikkede stille.

  Igen løb salte tårer ned af hendes kinder. Hun mærkede, hvordan det dunkede, da vandmassen gled ned over den sarte hud. Ved siden af sig, hørte hun nu igen fars hulk. Denne gang højere. Mere intense og samvittighedsskyldige end før. Marie lagde armene om ham og mærkede, hvordan hans store hænder svøbte sig om hendes ryg. Hun tørrede tårerne væk fra sine egne øjne.  

  ”Ikke græde Marie, ikke græde,” hviskede hun for sig selv.

 

 

  Maries veninders fædre græd aldrig. Men det gjorde Maries. Tit. Om dette skyldtes det faktum, at Maries mor for nyligt skred, eller om problemets kerne lå i de grønne flaskers surtlugtende væske, det vidste Marie ikke. Måske var det en blanding af begge. Men uanset hvad resulterede det i, at Marie følte sig så anderledes. Så lille. Så skrøbelig.

  Men Marie var en kolibri. Og nok er kolibrien en lille fugl. Men kolibrien kendetegnes ved dens evne til at holde sig svævende i luften. På det selv samme sted. Og ligeså gjorde Marie. Hun holdt sig oppe. Holdt sig svævende. Selv når det syntes at være en umulig opgave. Og alt dette i mens hun gang på gang måtte se hjælpeløst til, når ørnen brød sammen foran hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...