Flatline ~ Journals ~

Justin køre galt i en ulykke sent om natten, og bliver hastigt indlagt, han får besøg af Alfredo & Pattie, og de siger at de vil komme igen i næste dag. Men får han dem nu også at se igen, efter at de er gået? - For han får uforventet besøg, af sin elskede kæreste, som laver sin livs største fejltagelse.

6Likes
2Kommentarer
347Visninger
AA

3. How Could You Pull The Plug

16.02.13

Justins synsvinkel

 

Normalt er jeg ikke typen der læser ugeblade, men når der intet andet er at lave, så vil jeg kede mig ihjel. Jeg venter kun på at min familie kommer, samt crewet. 

Min mor gav mig ikke noget tidspunkt på hvornår De ville komme, men de skal komme i dag. 

Jeg kaster sukkende bladet over på sengebordet, mine ben føles helt stive. Jeg har ikke bevæget dem i mange timer. - Jeg tager om et glas, som er fyldt om med vand fra i går aftes. Vandet lader jeg glide ned gennem mit spiserør. - ''aahh.. Det gør godt'' Siger jeg lavt til mig selv og sætter forsigtigt det tomme glas på plads. 

Døren bliver slået hårdt ind i væggen, det giver et sæt i mig. En smuk ung pige på min alder går med hastige skridt ind, med kurs mod mig. Men hun er ikke hvilken som helst pige. Hun er min pige! - Jeg skal til at sige hendes navn af glæde, men hun afbryder mig med: ''Justin! Hvad har du lavet!?'' Hendes ansigtstudtryk ser ikke ligefrem bekymrende ud. Det har sådan et surt træk over sig. ''Babe?'' Spørger jeg i forvirrelse. ''Jeg har savnet dig'' Siger jeg få sekunder efter. - ''Gu' har du ej!.. Du var sikkert på vej over til en af dine andre kvinder da du kørte!?'' Vrisser hun af mig. Hun står nu ved enden af sengen, hendes hænder holder om jernstangen. - ''Nej, jeg skulle bare væk'' Forklare jeg hende, ''Væk fra mig?..'' Spørger hun med sammenknebende øjne. - ''Stop nu skat. Jeg ville have lidt tid for mig selv, jeg var på vej over til Ryan.'' Jeg holder en kort pause for at tænke over hvad min forklaring skal være. Jeg fatter ikke at hun vælger at tro at jeg ville gøre sådan noget på grund af et dumt lorte rygte, der er i omløb, for tiden.

''Når jeg siger at jeg ikke hat haft noget kørende med en anden, så betro dig til mig.'' Slutter jeg min sætning af. Jeg ser på hende med blide og søde øjne. Hun går hen langs sengekanten, op mod mig. Jeg vender min højre håndryg ned mod dynen.. ''Nu skal jeg sige dig én ting! Hr. Konge af Pop!'' - Jeg fornemmer at hun virkelig er sur på mig - Uden nogen grund i virkeligheden - Men jeg kan heller ikke gøre for at jeg har misset et par aftaler med hende, på grund af mine aftner i studiet. Hun har bare valgt ikke at tro på mig, da jeg forklarede hende hvor jeg var henne.

''Du elsker mig ikke mere! Du er ikke den Justin jeg forelskede mig i for 2 år siden!'' Fortæller hun mig, med gråd i stemmen. - ''Det er løgn!'' Jeg tager min højre hånd hen på hendes håndled og holder om det. ''Jeg elsker dig virkelig højt! Og jeg vil aldrig gå med en anden'' Siger jeg imens jeg prøver at fange hendes øjenkontakt. ''Jeg ønsker at være med dig.. Så vil du ikke nok tro på mig, når jeg siger, jeg ikke har været sammen med en anden?'' - Hun tager sin hånd til sig.

Jeg får intet svar. ''Hvis du kender mig, ville du vide hvad min mening om utroskab er.'' Siger jeg lavt til hende. Hendes hoved bliver rettet op, for at se på mig. ''Det er det... Jeg kender dig ikke mere..'' - Hendes svar gør ondt på mig. Det føles som om at hun siger hun ikke elsker mig mere. ''Du bekymre dig ikke om mig mere!.. Du er ligeglad med mig!'' Kommer det ud af hende, jeg kan se hendes tåre i øjenkrogen. Min ene hånd strækkes ud til hende, for at hun skal tage den, ''Det passer ikke. Jeg elsker dig af hele mit hjerte, du er lykken i mit liv'' Det såre mig dybt ind i hjertet. Efter alt det vi har været igennem på bare 2 år - 2 lange år - Så mange minder, bliver lige nu smidt ud af vinduet. Væk og glemt. 

Hun slår min hånd hårdt væk da min hånd rør hendes. ''Jeg kan ikke mere Justin! Du har ikke tid til mig mere og jeg begynder at mangle dig!'' Siger hun trist med gård i stemmen, ''Jeg savner dig!'' - De 3 ord køre igen i mit hoved, hun savner mig?.. Jeg troede at hun var ligeglad med mig, fordi at hun ikke tog kontakt til mig. Men hun savner mig. 

Det får mig til at sætte mig op, og svinge mine ben ud over kanten, ''Kom her,'' mumler jeg og rækker min højre arm ud mod hende, hun skal til at træde væk men jeg griber hurtigt fat i hendes arm og trækker hende ind i et varmt kram. Et kram som hun har manglet. - ''Nej, Justin stop.. Jeg kan ikke mere'' Hvisker hun med tåre langs med ad kinderne. Hun vrider sig i mine arme imens jeg hvisker ''Shhyy, det skal nok blive okay'' - Jeg mærker hendes krop bliver mere og mere slap, men til sidst hvisker hun mod mit bryst: ''Det er ikke dig, det er mig'' Hendes hoved bliver rettet op mod mit, hendes blik lige ind i mit. ''Undskyld'' Kommer det hviskende ud fra hendes bløde læber, som jeg har længdes efter så længe. Hendes hentydning til at jeg skal give slip på hende nu.. Og lade hende gå?... ''Gå ikke fra mig'' Hvisker jeg i gråd til hende, jeg kan ikke give slip på hende.

Hun vrider sig ud af mit greb, og træder et skridt tilbage fra mig. Min hånd rækker ud til hende, ''Du er min engel.. Har du glemt det?'' - ''Jeg vil beskytte dig'' - Hendes hoved ryster, mit hjerte brister. Jeg prøver at rejse mig, men mine hænder har drop i, og på brystet for mit hjerte, så hvis jeg gør det, bliver de revet ud. ''Jeg elsker dig'' Hulker jeg lavt, med tåre i øjnene. 

Hun kommer hen til mig, og tager sine hænder mod mine kinder, ''Justin.. Du er bedre fortjent uden mig, hvis jeg ikke have været i dit liv, ville det her ikke have været sket.. Forstår du det?'' Spørger hun mig lavt. ''Du må ikke forlade mig, ikke nu'' - Mine arme trækker hende ind i et kram, ''Giv slip på mig Justin, jeg bliver nød til at gå!'' Græder hun, ''Please giv slip på mig'' Græder hun hulkende.

''Du høre til hos mig, for jeg elsker dig'' Snøfter jeg lavt ned i hendes hår, ''Justin, jeg skal gå nu, du er bedre tjent uden mig'' - ''Intet af det her er din skyld, søde'' Forklare jeg hende hurtigt, og hulkende.

''Justin giv slip. Nu!'' Råber hun nærmest, og vrider sig i mine arme. Hun bliver ved med at vride sig, og mit greb om hende bliver kun strammere, jeg vil ikke give slip på min engel.

''Nu!'' Råber hun og får vendt sig om og tager det første skridt, jeg kommer op at stå og drobbene begynder at trække i mig, jeg brummer kort: ''Nej'' Meget lavt, og mærker hendes små hænder skubbe mig på brystet, for at hun kan få mig væltet tilbage i sengen, men jeg falder den anden vej, ned på gulvet og i dét jeg falder, giver jeg slip om hende og rammer det kolde gulv med et bumb, drobne bliver revet ud fra mine hænder og bryst, og jeg begynder straks at ryste på gulvet, hjertekardiogrammet begynder at hyle, og vise en lige lilla streg. 

Jeg bliver lagt om på ryggen, mit syn er blevet sløret, mit hjerteslag er svagere end før. Jeg ser en rund ring, som former et hoved, jeg høre nogle mumle lyde, men de går ikke igennem til min høregang. Mine øjne bliver hastigt svagere og svagere, i takt med mit hjerteslag. Jeg mærker en rusken, og en høj lyd kommer; som et skrig. Det sidste jeg høre er hjertekardiogrammet der piver. 

Efter dét er alt væk, det gør ikke ondt mere. Det gør heller ikke ondt at forsvinde. Det er faktisk meget fredeligt, at forlade overfladen på denne måde.

 

''Farvel, verden som jeg har kendt den. Vi ses på den anden side, nye eventyre venter forude.'' - Justin

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...