Igen i nat

Til konkurrencen om alkoholmisbrug.

1Likes
0Kommentarer
37Visninger
AA

1. Igen i nat

Han er fuld igen. Jeg siger til hende at han bare er glad og skør. Men jeg kan se at hun er skræmt, så jeg spørger hende om hun vil med ind på kontoret og lege gemmeleg. Hun forstår mig vist ikke helt, men vi går derind og gemmer os under skrivebordet. Det er stort, og på det tidspunkt er vi begge små børn. Omkring ni år. Jeg holder en finger foran munden. Han er sjældent voldelig, har kun slået mig to gange i sin fuldskab og han har været alkoholiker i fem år. Men jeg synes han er pinlig, og jeg vil ikke risikere noget, når Louise er her. Vi sidder og hvisker, og da jeg kan høre snorken fra soveværelset, går vi ud og spiser de popcorn han har lavet til os. De er alt for saltede, men jeg siger til Louise at sådan plejer vi at få dem og sådan kan lide dem. Hun går med på den, og jeg tror ikke hun forstår hvad der lige er sket.

 

Det er et minde der har brændt sig fast i mit sind. Tænk at min far var fuld, selvom han vidste jeg fik besøg af min veninde. Tænk at han var så ligeglad, så afhængig at han ikke kunne lade sprutten være en enkelt dag for min skyld. Selvom Louise måske ikke tænkte rigtig over noget dengang, må hun på nuværende tidspunkt forstå hvad der skete dengang. Selvom jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at få os til at virke som en almindelig familie. Han har været på afvænningsklinik tre gange siden, min mor har forladt ham for længst og min søster har droppet kontakten med ham. Men jeg kan ikke vende ryggen til ham. Det bånd der binder os, er for stærkt til at jeg kan ignorere det. Han er en del af min eksistens, og jeg skylder ham meget, selvom folk siger jeg har gjort alt hvad jeg kan for ham. Men hvordan kan man sige det til en pige, en datter, og forvente at ændre hendes opfattelse af situationen?

     Jeg snakker aldrig med Louise mere. Eller Anne, Karen, Hannah, eller nogen af de andre. Jeg har brændt mine broer i forsøget på at gøre min far ædru. I starten fortalte jeg dem om hans afvænning med stolthed i stemmen, men da det ikke lykkedes ham første, anden eller tredje gang, blev det for pinligt, og jeg følte en trang til at lyve. Til at imponere dem. Men min far er hverken direktør, pædagog, gymnasielærer, tømrer eller i arbejde. Han er ikke engang ædru. Han er bare en fiasko og der er ingen chance for at jeg ville sige dét til nogen af mine veninder. Så jeg løj. Gang på gang. Til det til sidst blev for svært. Det er et helvede at leve et dobbeltliv i skolen, at holde en facade, at lade som om alting er okay, og så tørre bræk op og samle flasker når man besøger sin far en sjælden gang imellem.

 

Jeg måtte næsten aldrig besøge ham efter episoden med Louise. Hun sagde til sine forældre at vi havde gemt os, de tog en snak med min mor, hun forlod min far, nok var nok, og så var besøgene korte og sjældne. Nu er jeg 19 og bestemmer selv. Men der er ikke noget ved at bestemme selv, når valget står mellem en bitter mor der er skuffet over at man er sammen med sin far, eller en far der er glad for at se mig, så glad, at han skal fejre det med en bajer eller ti efterfulgt af en fest, der skal ryddes op af mig. Han er så stor en belastning, så stor en skuffelse, at jeg selv får lyst til noget vodka for at glemme mine problemer.

     Han startede med at drikke, fordi livet var hårdt. Han havde mistet sit job. Men hvad med mig? Jeg har ikke mistet et job, jeg har mistet mine forældre og et tæt bånd med min søster. Og mine venner. Jeg har mistet glæden og lysten til at gå ud og leve et velfungerende liv. Fædre og mødre der drikker og ødelægger deres børns liv, gør det ikke af den grund. De fleste elsker deres børn når de er ædru, og af og til også når de er fulde. Nogen lidt for meget. Men de vil dem intet ondt. Min far har slået mig to gange, og græder stadig af og til over det når han bliver en smule pløret. Han tager på afvænningsklinik, når jeg beder ham om det og prøver at være der til de store ting i mit liv, men manden kan ikke engang holde på et job, når han efter tyve jobsamtaler han er kommet for sent eller fuld til, endelig får et. Hvordan skal han huske min danseoptræden torsdag aften i klubben klokken 20? Han har jo en aftale med Tove nede fra bodegaen.

 

De psykiske men, de fysiske men. Det er dem der ødelægger os. Det er dem der gør, at vi ikke kan fungere i samfundet. Det er dem der gør, at vi ender ligesom vores forældre. Det er dem, der gør os til generation håbløs. Generation fiasko. De fordruknes forældres fejlagtige afkom. Intet mere. Intet mindre. Og jeg hader dig, far, for det. Men jeg elsker dig, også selvom du ikke elsker mig. Man kan ikke elskes af en alkoholiker. Alligevel står jeg igen ved din hoveddør om lidt, hvor jeg efter fem minutters banken, låser mig selv ind, finder dig fordrukken i sofaen og jeg lover dig, at jeg passer på dig igen i nat.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...