Abstention

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2014
  • Opdateret: 5 sep. 2015
  • Status: Igang
Cara lever i et fremtidigt samfund, hvor drenge og piger bliver holdt adskilt til de fylder seksten år. Når den tid kommer, vil de hver især, ved hjælp af avanceret teknologi fra samfundet, blive parret op med henholdsvis en mandlig eller kvindelig modpart. Paret skal efterfølgende igennem en lang række prøverlser, langt farligere og vanskeligere, end nogen kan forestille sig - klarer de dem, får de en plads i samfundet sammen; går det galt, vil de i bedste fald blive forvist til usselt arbejde, der i sidste ende vil føre dem i deres visse død.

30Likes
15Kommentarer
1686Visninger
AA

9. Kapitel 8

 

Den følgende morgen vågnede Cara med et sæt. Over hende stod Milla med vidt opspærrede øjne og dirrende læber. På hendes kinder var hektiske røde plamager blusset op, og hendes ellers altid så smukke hår lignede noget, en fugl havde været forbi.

”Det er Emilie!” nærmest græd hun ud af de nu sammenpressede læber, da Cara slog øjnene op.” D-det er Emilie.” Hendes skuldre rystede, og de altid så påfaldende blå øjne var om muligt endnu klarere end normalt.

Cara satte en albue i den hårde madras under sig og møvede sig med besvær op i siddende stilling. ”Emilie?” spurgte hun Milla, der da, hvis man skulle sige noget positivt, i det mindste ikke virkede sur på hende længere. Tårerne strømmede nu ned ad hendes ansigt, og store hulk begyndte at trænge sig vej op gennem den spinkle krop.

”Milla,” åndede Cara som det første og greb forsigtigt den anden pige om skuldrene. ”Hvad er der med Emilie? Milla. Milla!”

En af de andre piger, en af dem fra hjemmet, de befandt sig på, dukkede op bag Milla og slog vredt Caras hænder til side. ”Tag dig da lige sammen, hva’? Pigen er tydeligvis helt ude af den.” Derefter vendte hun sig mod Milla og sagde med mere sagte stemme: ”Jeg skal nok forklare situationen til din veninde her. Sæt dig ind i det andet rum og fald lidt ned, ikke? De kan komme når som helst.” Det sidste blev sagt med en ildevarslende dysterhed, der fik Cara til at rykke utilpas på sig.

Milla rejste og nikkede skælvende. Da hun var væk, vendte den anden pige sig mod Cara. Hun tog en dyb indånding, før hun åbnede munden: ”De tog Emilie i nat. Bestyrerne. Vi ved ikke, hvad de vil gøre med hende, men … Det kan ikke være godt. De fandt en tablet under hendes madras.”

Cara spærrede forskrækket øjnene op. Pigen foran hende nikkede ad hendes reaktion, troede tilsyneladende, der var overraskelse og ikke chok, der var at se på hendes ansigt. ”Præcis,” mumlede hun. ”Hvem ville havde troet det? Hvad mere er, bestyrerne siger, hun hackede sig ind i deres system og kiggede fortrolige oplysninger. De opdagede det ved et sikkerhedstjek, et af de tjek, de jævnligt kører. De sporede tabletten til hendes madras, og bum, så tog de hende.”

Fortrolige oplysninger, funderede Cara, helt paf over de ord, hun lige havde hørt komme ud af den anden piges mund. Hendes hjerte bankede hårdt i brystet på hende, og det vendte sig i maven. Der var ingen tvivl om, at det ikke var Emilies tablet, de havde fundet i hendes madras. Det var Kathrines.

”Hvordan kan de være sikre på, det var hende, der gjorde det?” spurgte Cara hæst, kun akkurat i stand til at holde sin stemme fra at ryste.

Pigen strøg en tot af sit brune hår om bag øret. ”Hun var en af dem med IT-teknologi som valgfag. Der var ikke rigtig den store grund til at tvivle. Tabletten lå ligesom gemt i hendes seng, ikke?”

”Det kan jeg godt se,” måtte Cara indrømme, mens det endnu en gang vendte sig i hende. Det kunne have været Kathrine, de havde taget. Det burde have været Kathrine. Og dig selv med, tilføjede en lille stemme, som hun desperat prøvede at overhøre.

Efter et stykke tids tavshed tog pigen igen ordet. ”Måske skulle jeg have sagt det her noget før, men du har nok alligevel fat i noget. Jeg tror ikke, de tør risikere at have os gående op ad ned ad hinanden her på hjemmet længere, der er simpelthen sket for meget siden I ankom. Bestyrerne har besluttet at fremrykke vores prøvelser. Vi vil blive parret, i dag.”

”I dag?”

Cara nærmest snublede over de to ord. I dag. Hun skulle parres i dag. I dag, i dag, i dag. Hun tog en dyb, skælvende indånding, da hun hørte pigens næste ord.

”I dag, ja. Alle er fyldt seksten, ifølge bestyrerne, i hvert fald. De har allerede hentet over halvdelen af os, inklusiv Kathrine. Jeg ved, I vist kom ret godt ud af det med hinanden. Tænkte, du ville vide det.”

Cara bed sig i læben og kiggede op i loftet for at standse de tårer, hun følte var på vej. Nu var Kathrine også væk, hendes eneste nære ven, og hun ville sikkert aldrig komme til at tale med hende igen. Det gjorde ondt alt sammen. Så forbandet, sindssygt ondt.

”Men hey,” sagde pigen og klappede hende akavet på skulderen. ”Vi er alle i samme bås. Vi skal jo alle igennem det før eller siden alligevel, ikke?”

Cara sukkede og blinkede den sidste vådhed ud af sine øjne. ”Jeg går ud fra, du har ret,” tvang hun sig selv til at sige. ”Jeg ville bare ønske, jeg kunne have nået at sige farvel. Jeg går ud fra, du forstår. Den slags ting er altid rare at vide på forhånd.”

”Selvfølgelig forstår jeg. Jeg tror, vi alle har det sådan. Én ting kan jeg dog godt forberede dig på. Det ser ud til, de henter os ud efter vores fødselsdag. De ældste først, de yngste til sidst. Du var den sidste til at fylde år, ikke? Altså vil du nok også være den sidste, de kalder ud, hvis jeg ikke tager meget fejl. Det giver da i det mindste en smule tid til noget mental forberedelse.”

Cara fnøs. Mental forberedelse, som om. Lige nu ville hun egentlig bare gerne have det overstået. Hvad godt var der ved at vente endnu længere, når hun stod i den situation, hun var i? Til pigen trak hun bare på skuldrene og sagde med træt stemme:

”Jeg går ud fra, du har ret i, at jeg er sidst. I hvert fald hvis de bestyrende har ret i, at alle er fyldt seksten. For mig må det nemlig først være sket for …” Hun kiggede på sit ur. 04:33. ”… Mindre en fem timer siden.”

Pigen ikke så meget som smilede. ”Tillykke med dagen,” sagde hun tonløst, før hun rejste sig og gik ind til de andre. Cara begravede sit ansigt i dynen.

 

Efter hvad der føltes som evigheder senere, besluttede Cara sig for at stå op og gøre sig klar. Få noget ud af dagen, være aktiv og få lavet noget. Hun vidste ikke, hvad der ville ske hende, når hendes prøvelse begyndte, og hun vidste ikke, hvad der ville ske, når hun mødte sin modpart. Alt hvad hun vidste var, at denne dag meget vel kunne være hendes sidste i den tilværelse, hun kendte til. Og selvom hun normalt savnede eventyr og forandring, så ville hun alligevel i det øjeblik have givet alt i verden for blot at udskyde det uundgåelige, der skulle ske senere den dag. Hvad end det så indebar.

Det viste sig dog hurtigt, at der ikke var meget, hun rent faktisk kunne foretage sig. Pigerne havde ikke fået lov til at forlade deres sovesal, og måtte derfor kun opholde sig i denne og de tilstødende smålokaler op til.

Det endte med, at de fleste sad rastløse på- og omkring en af sofaerne. Nogle snakkede, andre var stille. Af og til kom en bestyrer ind og råbte et navn op, hvorefter den pågældende pige ville følge med hende ud af døren.

Hver gang foregik det i tavshed. De farveller, der stadig kunne nå at blive sagt, var blevet sagt. Der var ikke andet for end at vente og gå sin skæbne i møde.

Nogle af pigerne havde brugt tid på at sætte deres hår, så de, som de selv lagde det, kunne se nogenlunde præsentable ud. Cara tvivlede på, de ville få lov til at beholde deres kunstfærdige frisurer, når først prøvelsen gik løs, men hun sagde ikke noget højt.

På sin vis var de mere produktive end hende selv, et mål hun ellers havde sat sig for at være på sin sidste dag i det liv, hun kendte. Dette var da også grunden til, hun endelig overgav sig og satte sig hen til resten af gruppen.

”Hej,” sagde hun forsigtigt og smilede. ”Jeg vil gerne hjælpe nogle af jer med jeres hår. Hvis I altså har brug for det,” tilføjede hun tøvende.

Milla, der endelig var faldet til ro igen, smilede til hende. Deres skænderi den foregående dag var lagt til side igen, selvom Cara stadig kunne føle smerten fra de ord, der var blevet sagt imellem dem. Det var med et halvhjertet smil, at hun nu trak på skuldrene. ”Det er sødt af dig Cara, men vi er vist alle sammen færdige.”

Cara kastede et blik rundt på den nu noget lille forsamling og måtte erkende, at Milla igen havde ret. Alle med undtagelse af Cara selv havde fået sat deres hår, på den ene eller den anden måde. Hun trak på skuldrene og satte sig på armlænet til sofaen.

”Vi kan godt flette dit hår, hvis du synes. Eller sætte det op?” tilbød en af de forsamlede. Hun sad med benene under sig og hænderne sammenfoldede i skødet. Ventende, åben.

Cara lagde hovedet på skrå. ”Okay,” sagde hun. ”I må gerne sætte mit hår, men jeg piller det altså ud igen, hvis ikke det sidder rart.”

De andre smilede overbærende af hende, og som ved fælles overensstemmelse trak de hende ned på en af de små taburetter og begyndte og børste hendes hår. Hun måtte bide tænderne sammen for ikke at klage sig over de voldsomme ryk, det føltes som om, de gav det af og til.

”Du er bare ikke vant til det,” lød det fra en af de andre, da hun på et tidspunkt kommenterede på deres mangel på forsigtighed. Resten gav grinende pigen ret, og selv Cara måtte smile af situationen. Det hele var så absurd.

I sidste ende endte frisuren med at blive en stor knold på toppen af hendes hoved. Efterfølgende var Cara smuttet ud på toilettet og havde puttet et par ekstra hårnåle ind i klumpen af hår. Hvem vidste, tænkte hun ved sig selv, måske ville de rent faktisk få lov til at beholde deres frisurer. I så fald kunne hun lige så godt tage og snige nogle ekstra hårnåle med sig til prøvelserne. Hun skønnede, at de sandsynligvis kunne blive brugbare.

Da hun skulle til at forlade badeværelset for at gå tilbage til de andre, faldt hendes blik på den lille neglesaks, der lå på kanten af hylden med produkter. En tanke strejfede hende, og med et snuptag havde hun fat i den lille saks og stak den langsomt ind i knolden, helt tæt op ad sin hovedbund. Med nogle få justeringer af det opsatte hår var der intet at se.

Kunne hun risikere det? Én ting var at snige ekstra hårnåle med til prøvelsen, der eventuelt kunne vise sig at være brugbare. Noget helt andet var med vilje at gemme en saks, et nyttigt redskab eller i sidste ende et våben, i sin frisure. Hvis hun blev opdaget, var det ikke godt at vide, hvad de mon ville gøre ved hende.

Med et suk stak hun igen hånden op og gravede forsigtigt den lille neglesaks ud igen, hvorefter hun lagde den fra sig hvor hun fandt den. Hårnålene lod hun sidde.

Da hun igen kom ud fra badeværelset og hen til de andre piger, var der blot nogle få af dem tilbage. ”De tog en hel gruppe med sig,” erklærede en af dem. ”Måske gør de det samme med os andre, de vil sikkert bare gerne igennem det for i dag. Hey, hvad i alverden har du lavet med din frisure?”

Cara stak skyldbevidst en hånd op til den pludseligt noget uglede knold. ”Ehm,” sagde hun dumt, ikke sikker på, hvordan hun skulle forklare sit lille stunt med hårnålene og saksen.

”Lad mig gætte,” kommenterede pigen. ”Du begyndte at pille knolden ud, fordi du ikke syntes, den sad behageligt, men fortrød så undervejs.”

”Det kunne lige ligne hende,” istemte Milla.

”Ja ja, så lad gå, okay da!” sukkede Cara og greb undskyldningen. ”Men den sidder altså også meget rarere nu.” De andre smilede overbærende af hende, og Cara smilede igen. De var nu alligevel søde nok.

Døren til deres sovesal gik op, og en midaldrende bestyrer trådte et enkelt skridt ind. ”Sinne, Milla, Lisette og Cara? I må gerne følge med mig.”

De fire piger rejste sig med et sidste blik på hinanden og fulgte så med den bestyrende ud af døren, hvor de hver blev guidet hen til en vagt. Vagten var iklædt sort fra top til tå, og hendes ansigt var dækket af et mørkt visir. Vedkommende scannede Caras iris, før hun nikkede ved sig selv.

”Følg med,” gentog hun bestyrerens ord fra før, og Cara gjorde som der blev sagt.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...