Abstention

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2014
  • Opdateret: 5 sep. 2015
  • Status: Igang
Cara lever i et fremtidigt samfund, hvor drenge og piger bliver holdt adskilt til de fylder seksten år. Når den tid kommer, vil de hver især, ved hjælp af avanceret teknologi fra samfundet, blive parret op med henholdsvis en mandlig eller kvindelig modpart. Paret skal efterfølgende igennem en lang række prøverlser, langt farligere og vanskeligere, end nogen kan forestille sig - klarer de dem, får de en plads i samfundet sammen; går det galt, vil de i bedste fald blive forvist til usselt arbejde, der i sidste ende vil føre dem i deres visse død.

30Likes
15Kommentarer
1683Visninger
AA

8. Kapitel 7

 

Kathrine åbnede døren efter en hurtig irisscanning, og Cara fulgte, stadig lettere omtumlet, med ind i lokalet. Døren gik i med et højlydt smak, og det automatiske lys tændtes.
Cara så sig forundret omkring. S
må enmandsborde stod presset sammen i den ene ende af lokalet, mens papkasser stod stablet over stort set hele den resterende del af gulvet. Lokalet blev tydeligvis ikke længere brugt til andet end opbevaring, om end det så ud til, det engang måtte have fungeret som et rum til undervisning.

 Et tykt lag støv dækkede mange af papkasserne, mens enkelte af dem var rene, og, efter Caras vurdering, sikkert blev åbnet med jævnere mellemrum end resten. Cara måtte tage sig i at rynke på næsen - rengøring var der i hvert fald ikke gjort meget af i det rum.
 Kathrine kravlede op på en af papkasserne og rakte smilende en hjælpende hånd ned til Cara. Hun tog den, om end det var en smule unødvendigt - nok havde hun ikke direkte erfaring i at bestige opstablede papkasser, men det lød ikke umiddelbart som den sværeste opgave at få tildelt.
 "Nå, så du tog altså imod min hånd alligevel?" grinede Kathrine, netop som Cara færdiggjorde tanken. "Du har jo sådan nogle muskuløse arme, så man skulle ikke tro, det ville være nødvendigt." Hendes skæve smil fortalte, at hun vidste, hun havde ramt et ømt punkt hos Cara ved at lægge tryk på netop dét ord.
 "I hvert fald ikke i følge hende psykologilæren, vi havde i dag," sagde Cara med et suk.
 "Spøg til side. Vi skulle vel lære hinanden at kende, ikke? Du er rent faktisk ret muskuløs, det kan du ikke benægte - hvad er det, der gør det?" spurgte Kathrine med et oprigtigt glimt af nysgerrighed i øjnene.
 "Åh. Du ved, da vi i en alder af ni år skulle vælge valgfag? Som et eksperiment blev der på vores hjem oprettet en række nye fag - heriblandt knivkastning, som jeg endte med at melde mig på. Jeg går ud fra, det har givet mig en del muskelmasse. Knive er jo trods alt ikke det eneste, vi har kastet rundt med gennem årene."
 "Det giver vel mening," sagde Kathrine med et skuldertræk. "Har du virkelig kunnet slippe afsted med et sådan fag som fokusområde? Det ville vi i hvert fald aldrig få lov til her på stedet." Hendes stemme nærmede sig noget nær vantro, og Cara rykkede utilpas på sig.
 "Jeg skrev en del med min kontaktperson omkring det," fortalte hun. "Hun var langt fra enig i hjemmets beslutning om at indføre så mange nye og specielle valgfag. Vi gik derfor på kompromis, og jeg har af den grund også taget timer i logik siden." Hun smilede kort til den anden pige for at skifte emne. "Hvad med dig? Hvilket valgfag har du i dit fokusområde?"
 Kathrine trak på smilebåndet og løftede op i den sammenklappelige tablet, der havde været gemt i en af madrasserne på sovesalen. "Hvor tror du, jeg har al min IT viden fra? Nok var der systemnedbrud, da jeg hackede mig adgang til informationerne, men det er altså ikke noget, enhver bare kan gå hen og gøre. Det kræver stor kunnen og viden inden for området." Kathrine sagde det så naturligt, at hun ikke engang lød pralende over sine evner. Endnu en gang måtte Cara se på hende med beundring i blikket.
 "Det giver vel også mening. Sådan da," gentog hun de ord, Kathrine før havde brugt. "Så du satser på at kunne få et job i elektronikbranchen efter prøvelserne? Jeg går ud fra, du allerede er fyldt seksten."
 Kathrine nikkede bekræftende. "Ja til begge dele. Jeg vil rigtig gerne programmere diverse ting, men så vidt jeg har læst mig frem til, er der hård kamp om lige netop dét job." Cara nikkede tøvende - nogle jobs var trods alt mere eftertragtede end andre.
 "Hvad med dig?" spurgte Kathrine så. "Nogen fremtidsdrømme? Du er vel også fyldt seksten år, går jeg ud fra." Det sidste var nærmere sagt som en konstatering end et egentligt spørgsmål.
 "Åh, jeg ved ikke helt, hvad jeg vil," sagde Cara tøvende og tilføjede derefter med et skævt smil: "Det er nok ikke så realistisk at få et job som knivkaster." 
 Kathrines ansigt flækkedes i et fornøjet smil. "Hvad med sådan en cirkusartist? Du ved, dem de havde i gamle dage, før prøvelserne blev indført? Du kunne jonglere med knive," indskød hun med et glimt i øjet.
 "Som om jeg kan finde ud af at jonglere," rullede Cara øjne af hende som modsvar. Handlingen var atypisk for hende, men hun nød i fulde drag at kunne opføre sig som det passede hende, når hun var sammen med Kathrine. Desuden var det helt rart at føre så åben en samtale. At lære nye mennesker at kende og starte på en frisk.
 "I øvrigt, til det med de seksten år? Jeg har faktisk først fødselsdag i morgen," mumlede Cara tøvende efter lidt tids venskabelig tavshed. Hun ønskede ikke, der skulle gøres noget stort ud af det, og var af den grund ikke videre glad ved tanken om at fortælle det videre til sin nye veninde. 
 "Hvorfor har du ikke fortalt det endnu?" udbrød Kathrine med et stort smil på læberne. "Det skal da fejres!" 

Til det sukkede Cara blot opgivende, mens Kathrines hemmelighedsfulde smil langsomt bredte sig over hendes ansigt. "Lad nu være med at blæse det op til noget åndssvagt stort. For at være ærlig bryder jeg mig ikke rigtig om det."

"Jaja, sikkert." svarede Kathrine, ikke villig til at give sig hundrede procent. Hun rømmede sig dog lidt efter, og lod endelig Cara slippe for nu: "Nå, skal vi se at få kigget på det, jeg ville vise dig tidligere?"

Da Cara nikkede strøg hun fraværende en løbsk rød lok om bag øret og fandt så den sammenfoldede tablet frem. Med trænede fingre tastede hun en række kommandoer ind, indtil en loadingbar poppede frem på skærmen. Alt imens dette skete, sad Cara blot og beundrede Kathrines blege, lange fingre på deres flittige færd over tablettens glatte overflade.
 "Det kommer nok til at tage noget tid for den at loade, da der uden tvivl er blevet lagt en del nye dokumenter ud siden sidst. Det er ikke så ofte, jeg har turdet kigge på det. Men igen, jeg er stødt på nogle rimelig ... Foruroligende ting. Jeg ved ikke, hvem jeg ellers skulle dele det med - du virker ærligt talt som den eneste brugbare. Beklager udtrykket." 
 Cara nikkede blot overbærende og mærkede noget, der føltes som nervøse, små sommerfugle, blafre op i sin mave. På sin vis kunne man vel sige, det var spænding, men hendes forvirrede følelser var så meget mere end blot dét. Kathrine havde trods alt gjort det helt klart, at dette - hvad det end var - ikke bare var det rene sjov.
 "Cara?" Hun kiggede vagtsomt op og blev endnu en gang fanget af Kathrines store, grønne og bekymrede øjne. "For at være ærlig er jeg ikke sikker på, hvordan du vil reagere på det ... Eller om jeg overhovedet har ret i mine tanker, for den sags skyld. Men lov mig, at det her bliver mellem os to for så vidt muligt. Ikke?"
 Intensiteten i Kathrines stemme fik hende til at lyde ældre, end hun egentlig var. Også det faktum, at hun ikke var den mest veludviklede pige, gjorde, at forskellen for Cara virkede milelang. Det var ikke fordi, Kathrine ikke havde former, tænkte hun undrende ved sig selv, og hun var da bestemt heller ikke lav - hun var bare tyndere og mere kantet i det end de fleste andre på deres alder.
 Caras blik flakkede til tabletten, der så ud til i mellemtiden at være blevet færdig med at loade. "Selvfølgelig," sagde hun blot som svar på Kathrines forespørgsel. Hvad ellers kunne hun dog have svaret?
 "Okay, se her."
 Cara lænede sig ind over den stærkt oplyste skærm og kunne nærmest forestille sig de dramatiske skygger, det måtte frembringe i hendes ansigt. På skærmen sås en lang række dokumenter, filer og mapper, alle med det lille gule symbol i hjørnet, der fortalte, at dette krævede særlig status at kunne se.
 Kathrine gik ind i en mappe midtvejs nede ad siden. "Prøvelser og pardeling - problematikker", sagde navnet, og hvis ikke Caras nysgerrighed allerede havde været presset til det yderste, så var den det da i hvert fald nu.
 Et stykke tekst poppede efter et sekunds venten op, og Kathrine skimmede den hurtigt igennem. Umiddelbart lignede det et officielt udseende dokument, muligvis i form af en mail. Hvilke informationer sådan én kunne indeholde, var jo mildest talt ubegrænsede, tænkte Cara. Hun måtte bide sig selv nervøst i læben for ikke at komme til at afbryde Kathrine, med hvad end det var, hun var i færd med.
 Kathrine rynkede panden let og markerede derefter et kort uddrag af den ellers lange tekst. "Her - læs det," sagde hun kort for hovedet og satte sig derefter til at stirre afventende på Cara.
 Hun måtte forsigtigt tørre sine svedige håndflader af i buksekanten, før hun tog imod tabletten. Med en dyb indånding gik hun i gang med at læse det markerede stykke:

... og det er af tidligere nævnte grund yderst vigtigt, vi i denne sæson sørger for, så mange par som muligt består prøvelserne. Byernes indbyggertal har, som du selvfølgelig ved, de seneste år været stærkt dalende, mens vi tvært imod har brug for flere trofaste og hengivne indbyggere.
 Vores dødsfremkaldende præparater har vist sig effektive mod modstandere udefra, men vi kan ikke længere bekæmpe vores egne med prøvelserne i samme grad som tidligere - kun de største trusler har vi råd til at miste.
 Personligt foreslår jeg, som repræsentant for ministeriet, at en række nye produkter kan sættes i produktion hos Edicin. Disse vil formentligt slette indtagerens hukommelse, så længe de indtages regelmæssigt - dette skal der naturligvis holdes justits med.


 En af de eksterne medlemmer af rådet har foreslået, at vi på samfundets vegne kan påstå overfor borgerne, at det blot er vitaminpiller mod senilitet. Altså en simpel udbytning med vores præparat antisenil. Af den grund vil ingen heller undres over faktummet, at de tilskrevne personer til pillerne vil vise stærk mangel på hukommelse og vilje. Det vil da i hvert fald være en morsom måde at gøre det på, midt i denne kedelig sag, synes du ikke? Lidt morskab skal der jo også til af og til, og det er jo endda en ganske snedig idé.

Lad mig endnu en gang nævne, at det er af yderste vigtighed, at disse informationer på ingen måde slipper ud i offentligheden, for slet ikke at tale om ud i hjemmene med de kommende beboere af vores tre hovedbyer. Et oprør på nuværende tidspunkt vil være fatalt, mens vi stadig ...

Cara så forvirret og overrasket op fra teksten efter at have læst det givne stykke. "Betyder det, at-"
 "Jeg ved det ikke," sukkede Kathrine, tilsyneladende rastløs og uden meget tålmodighed til at lytte. "Det strider fuldstændig imod alt, hvad samfundet og hjemmets lærere og bestyrere har prakket os på siden vi først ankom hertil."
 Cara, analyserende og tænksom, som hun var, havde allerede med det samme indset de problematikker ved brevet, som Kathrine så tydeligt var ophidset over. "Vi har altid fået at vide, at prøvelserne hovedsageligt eksisterede på grund af overbefolkning, og delvis på grund af et ønske om bedre fremtidige gener," opsummerede hun undrende, som altid med et sært behov for at tænke sine tanker højt: "Men i følge det her brev har byerne brug for flere indbyggere, hvis jeg ikke er helt gal på den."
 Kathrine nikkede bekræftende. "Det er også, hvad jeg har læst mig frem til. Derudover fremhæver teksten noget med en trussel fra modstandere udefra, samt at prøvelserne tilsyneladende har hjulpet til med at bekæmpe folk her fra hjemmene-"
Cara afbrød, og afsluttede med pludselig indsigt og dirrende stemme Kathrines sætning: "... For at undgå et eventuelt oprør."
 Pigerne gjorde store øjne til hinanden og så begge deres frygt afspejlet i henholdsvis et par brune og et par grønne øjne. "Kathrine, hvis vores gisninger er korrekte, er det her virkelig, virkelig stort," åndede Cara.
 "Pokkers! Det her er alt for forvirrende."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...