Abstention

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2014
  • Opdateret: 5 sep. 2015
  • Status: Igang
Cara lever i et fremtidigt samfund, hvor drenge og piger bliver holdt adskilt til de fylder seksten år. Når den tid kommer, vil de hver især, ved hjælp af avanceret teknologi fra samfundet, blive parret op med henholdsvis en mandlig eller kvindelig modpart. Paret skal efterfølgende igennem en lang række prøverlser, langt farligere og vanskeligere, end nogen kan forestille sig - klarer de dem, får de en plads i samfundet sammen; går det galt, vil de i bedste fald blive forvist til usselt arbejde, der i sidste ende vil føre dem i deres visse død.

30Likes
15Kommentarer
1676Visninger
AA

7. Kapitel 6

 

Kathrine havde efterfølgende slæbt af med en ivrig Cara i hælene. Hun var spændt på, hvad det mon var, Kathrine ville vise hende. Noget sagde hende endda, at det havde stor betydning, ikke blot for hjemmets beboere, men i en mere generel forstand. Hvad det var, der gjorde det, vidste hun dog ikke.

Deres planer blev dog midlertidigt udskudt, da de to stødte på en større flok piger på vej til time. At pjække nu ville ikke blot give anledning til for meget opmærksomhed, men sikkert også føre til en alvorlig skideballe, resonerede Cara efter kort overvejelse. Det kunne hun selvfølgelig have sagt sig selv noget før, men det var først nu, tanken rigtig slog hende. 
Indtil videre fulgte de to af den grund skemaerne som planlagt. Cara måtte erkende, at timerne faktisk var nogenlunde spændende, dog også langt anderledes fra hvad hun var vant til. Efterhånden burde forskellene fra hjemmene ikke længere komme som den store overraskelse for hende, men igen følte hun sig forundret over, hvor langt det var fra de normer, hun var vant til.
Den midlertidige sammenlægning af de to hjem var skyld i, at der nu var ekstra mange piger, der den kommende uge skulle have tildelt en modpart til pardelingen. Bestyrerne fra begge hjem havde med godkendelse fra højere magter fået gennemført at lave en klasse udelukkende for disse. 
Dette gjorde da også, at Cara og de andre for en gangs skyld havde muligheden for at snakke højt om forventningerne til modparten og de finere detaljer i pardelingen. Det var af den grund også det, de nu brugte det meste af samfundsfagstimen på. De var stadig begrænsede ytringsmæssigt, og hverken hende eller Kathrine vågede at sige bare noget der tilnærmelsesvis lignede det, de havde sagt den foregående aften omgivet af de andre piger. Alligevel var det for Cara en både sjov og absurd følelse at tale så åbent om de finere detaljer ved tesningen.
 

Cara sørgede konstant for at sikre sig, at hverken hende selv eller Kathrine ville komme til at sige noget forkert. Hun var vant til at vogte over sig selv og sin egen mund, men det var Kathrines impulsive væremåde, hun især skulle tage sig i agt for. Det både skræmte og fascinerede hende, hvor ens deres tankegange virkede.

"Jeg fatter ikke, du har kunnet overleve indtil nu," sukkede Cara til hende i en af pauserne fra undervisningen. 

"Nu plejer vi jo heller ikke at må diskutere de her ting så åbent, vel," vrissede hun irriteret tilbage, dog med et skævt smil om læberne. 

 Undervejs puffede de en del gange til hinanden og vekslede sigende blikke, når noget morsomt hændte. Cara var overasket over, hvor godt de kom ud af det med hinanden efter så kort tid. Det var som om, de kendte hinanden, som om noget bandt dem sammen. 
 Også Kathrine virkede til at have tænkt den tanke, for i den næste pause de havde mellem timeskiftet, trak hun endnu engang fat i Cara: ”Hvad siger du til, vi bruger lidt tid i aften på at, du ved, lære hinanden at kende? Jeg kan vise dig informationerne fra tabletten ved samme lejlighed. Jeg har virkelig brug for en at dele det med. En ven til at hjælpe mig,” hviskede hun. 
Cara smilede stort ved hendes ordvalg og nikkede derefter alvorligt. ”Klart. Er der et sted her i hjemmet, hvor vi kan være alene?”
Kathrine måtte eftertænksomt lægge hovedet på skrå. ”Jeg kan jo som sagt få adgang til stort set alle koder, informationer og dokumenter her på stedet. Jeg tror godt, jeg ved hjælpe af en irisscanning på den måde kan lukke os ind i et af de rum, der normalt skal være utilgængelige og aflåste. Det kan vel bruges?”
Caras ansigt flækkedes i et bredt grin. ”Kathrine, du er jo mildest talt et geni!”
Kathrines kinder blev i samme øjeblik mindst lige så højrøde som hendes hår, hvilket fik Cara til at bryde ud i en hysterisk latter, som Kathrine snart efter også deltog i. Med ømme mavemuskler og livligt blussende kinder begav de sig sammen hen til lokalet, hvor deres næste time skulle foregå.

Psykologitimen sidst på dagen var interessant, om end lidt mere seriøs end de foregående lektioner. De havde om hukommelse og glemsel, og da Cara endnu ikke havde haft om dette på sit eget hjem, kunne hun og hendes gamle kammerater ikke længere deltage på lige fod med de andre. De måtte derfor hastigt notere ned, efterhånden som dagens lektie blev gennemgået.
”Er der nogen, der kan fortælle mig, hvad samfundets præparat mod senilitet kaldes?” skingrede deres lærer, en ældre gråhåret kvinde med store øreringe og skarpe grå øjne. ”Ja, dig med de muskuløse arme?”
Cara kiggede sig forvirret omkring og indså overasket, at kvinden måtte tale til hende. Så muskuløs så hun da heller ikke ud – vel? Det måtte være den stramtsiddende tanktop, der gjorde det, besluttede hun.
”Vi har endnu ikke haft om dette emne-,” begyndte hun, men blev straks efter afbrudt. ”Jaja, det kan enhver jo sige. Hvis ikke det var fordi, jeg allerede vidste, det var sandt, havde dette trukket alvorligt ned i dine karakterer! Fortæl mig så i stedet, hvilke medicinmærker, du kender til.”
Nu var det egentlig ikke fordi, hendes karakterer kunne nå at få betydning i løbet af den kommende uge, tænkte Cara ved sig selv. Alligevel tog hun en dyb indånding. ”Vi har lært i samfundsfag, at alle medicinmærker produceres af samme producent - blot endnu en ændring efter prøvelserne og pardelingen blev indført. Så vidt jeg ved, kaldes det Edicin.”
Deres lærers ansigt blødtes op i en sådan grad, at Cara i et kort øjeblik overvejede, om det mon virkelig var den samme person, som havde stået der for blot et par sekunder siden. ”Super godt, øh – hvad var det nu, du hed? Jeg kan herefter supplere med, at Edicins mærke mod senilitet kaldes antisenil, og naturligvis produceres i sammenhæng med en række andre sindsmedikamenter.”
Læreren fortsatte sin ivrige talestrøm, og Cara åndede lettet op. Sikke dog et skiftende humør, hun havde. Cara havde ikke engang nået at sige sit navn, da hun blev spurgt ind til det. Det blev ellers normalt ikke set på med milde øjne at ignorere et spørgsmål, og var normalt ikke noget, Cara kunne finde på. Nok var hun af og til en smule rebelsk og ved siden af, men direkte ordrer og regler ville hun aldrig bryde foran en bestyrer. 
Nå, pyt, tilføjede hun i sine tanker. Jeg er her alligevel ikke længere om under en uges tid. Desuden ville det vel alligevel ikke være det værd, hvis alle skulle nå at lære de nye navne at kende. Kvinden så jo ikke ud til at bide mærke i det, og det var trods alt hende selv, der ikke havde givet Cara tid til at svare. 
Før hun vidste af det, var timen forbi, og de kunne frit bruge aftenens tid, som de lystede. Cara og Kathrine ilede hurtigt gennem de lange korridorer, til de lettere forpustede måtte standse op foran døren til deres sovesal.
"Hold vagt her. Jeg henter tabletten ud, mens vi har chancen," sukkede Kathrine med et kort smil og begav sig derefter ind i den endnu tomme sovesal. Det var Cara, der tidligere på dagen havde foreslået, at de nok hellere måtte være mere forsigtige med hvem der så dem luske omkring. Nok var de makkere ugen ud, men de andre beboere var jo ikke just blinde.
Hun stod nu med anspændte skuldre i døråbningen, ikke sikker på, hvor længe Kathrine havde været væk. Hun så sig vagtsomt omkring hver gang en tilfældig forbipasserende slentrede forbi, og hendes hjerte bankede hurtigere i brystet på hende end normalt. Hun var ikke vant til at løbe risikoer.

Med et sæt gik det op for hende, at det på ingen måde ville sikre, at Kathrine kunne finde frem til tabletten uforstyrret, hvis hun opførte sig, som hun gjorde - det ville på den anden side tvært imod skabe ekstra opmærksomhed med den måde, hun stod og spændte i hele kroppen på.
 Forsigtigt løsnede hun op i sine skuldre og lænede sig, med hvad hun håbede var en skødesløshed bevægelse, ind mod dørkarmen.
 Der stod hun så et kort øjeblik, men følte allerede rastløsheden krybe ind over sig. Det var helt imod hendes instinkter at stå så afslappet, når hun jo i bund og grund skulle være beredt til at kunne beskytte sin kammerat. Selv bare det at befinde sig i den situation, hun befandt sig i, var så langt fra noget, hun ellers nogensinde frivilligt ville gøre. Alligevel nød hun det sus af adrenalin, hun mærkede gå igennem sig minut for minut. 

"Er du ved at være der?" hvæsede hun lidt efter sagte til Kathrine, der lige kunne anes bag den halvt lukkede spejldør. "Jeg kan høre stemmer!" Og ganske rigtigt kunne en fjern mumlen akkurat registreres, hvis man vidste, hvad man lyttede efter - Cara måtte tage alvorligt i sig selv for ikke at bide sig i læben af nervøsitet. 
"Øjeblik - det er jo ikke helt let at huske, hvilken madras jeg gemte tabletten i! Bare hold dem hen, hvis de vil herind."
 Det krydsede Cara inderligt fingre for, de ikke ville. Hvordan skulle hun dog kunne nægte folk adgang til deres fælles sovesal uden at virke opsigtsvækkende? Det var jo ikke fordi, hun normalt var den mest snaksaglige type. Det løb hende allerede koldt ned ad ryggen over, hvor galt dette kunne gå. 
 "Cara!" lød det ivrigt nede fra gangen, hvor et par piger nu var kommet til syne. Cara genkendte straks Millas lyshårede hoved og måtte, for mindst femtende gang den dag, tage sig i at sukke.

Blot på de få dage, der var gået, syntes de at være kommet utroligt langt fra hinanden. Hun kunne nærmest ikke se sig selv som Millas bedste veninde længere. Kathrine var nok en stor del af det, måtte hun indrømme for sig selv. Ikke at Kathrine i sig selv havde gjort noget, Cara havde blot indset, hvor godt de to passede sammen - og hvor lidt hun i bund og grund havde sammen med Milla. 
 Milla og pigerne i hendes følge var nu næsten helt henne ved Cara, som diskret flyttede sig ind i midten af døråbningen, så indgangen omhyggeligt blev spærret. Hold dem hen, formanede hun sig selv. Da de kom hen til hende, sørgede hun for at bryde ud i sit mest oprigtige smil - forhåbentlig så det bare nogenlunde overbevisende ud.
 "Åh, hej Milla."
 Tavsheden sænkede sig, og Cara rømmede sig forlegent. "Vi har stort set ikke fået talt sammen siden alt ... Det, der er sket, hændte. Øh, hvordan går det?"
 Milla sendte hende et kort blik, og Cara følte tydeligt alt humøret fordufte fra den ellers altid glade piges ansigt. Åh, Gud. Havde hun mon sagt noget forkert?
 "Fint," svarede hun kortfattet på Caras spørgsmål, nærmest helt følelseskoldt. Milla, følelseskold? Siden hvornår var dét blevet en realitet?
 "Flyt dig, vi skal ind."
 Cara stod blot forvirret et øjeblik men formåede dog at træde et skridt ind foran Milla, da denne prøvede at bane sig vej rundt om hende og ind gennem døråbningen.
 "Du kan ikke gå ind, øh, lige nu," fik hun febrilsk fremstammet. En af Millas følgesvende løftede sigende et hånligt øjenbryn, og Cara granskede hurtigt sin hjerne efter en løsning på konflikten. "Vi bliver nødt til at tale," sagde hun så til sidst, naturligvis henvendt til Milla.
 "Fint!" udbrød Milla. "Så tal da. Hvorfor er du pludselig sådan en lort, Cara? Hvorfor tilbringer du pludselig ethvert øjeblik sammen med den rødhårede taber til Kathrine? Hvad med os to? Jeg har altid været din ven, lige meget hvor underlig og åndssvag du har været. Jeg havde medlidenhed for dig lige fra starten, og så er det her takken?" De sidste tre ord blev nærmest spyttet ud, som en knurren fra en arrig hund, og Cara måtte forbavset træde et skridt tilbage, før hun forbløffet spærrede øjnene op. 
 Kunne det virkelig passe, at Milla var så sur på hende over at have fundet en ny veninde? Og om muligt endnu mere uforståeligt for Cara - kunne det virkelig passe, at Milla gennem alle de år kun havde foregivet at kunne lide hende? Den sved alligevel. En hel del. 

 Men jo, det var vel i bund og grund realistisk nok, nåede hun frem til. Milla havde altid været Caras bedste veninde, måske endda den eneste hun rigtigt havde, selvom hun da også sagtens kunne tale med de andre - så overstadig, accepterende og åbenhjertet. Hun havde altid været der for Cara, om end deres karaktertyper var noget nær modsætninger. Måske var Milla bare for flink en person, og Cara selv for underlig. For utaknemlig og ussel. 
 Det var først nu, det for alvor gik op for Cara, hvor meget Milla i virkeligheden havde gjort for hende. Ingen havde nogensinde opdaget præcis hvor anderledes Cara var, for hun var en del af en større vennegruppe takket være Milla. Aldrig var Cara kommet i problemer for ikke at passe ind, og aldrig var hun blevet taget ind til samtale hos bestyrerne, som hun havde set andre gøre det gennem tiden. De piger, der endte til samtale, var aldrig helt sig selv igen, så meget havde de fleste da trods alt bidt mærke i. Hun gøs ved tanken. 
 "J-jeg ...-" forsøgte hun sig frem, men hendes stemme hakkede for meget til at hun kunne få en ordentlig sætning ud. Hun var chokeret og taknemmelig på samme tid, men alligevel voksede noget, der mindede om et stort hul i hende. Milla havde ikke været hendes veninde, fordi hun kunne lide hende, men udelukkende fordi hun var et godt menneske, der tænkte på andre. Men hvis ikke Milla havde kunnet lide hende synderligt i alle disse år, hvad var så sandsynligheden for at andre ville gøre det? Tårerne vældede langsomt op i hendes øjne.
I samme øjeblik stormede Kathrine ud af døren, rev skødesløst fat i Caras ærme og stormede med hende i hælene ned ad gangen. "Beklager piger, Cara har travlt!" råbte hun hævngerrigt og tilføjede så: "Hun skal hænge ud med den rødhårede taber, Kathrine."
 Cara gispede forfærdet men holdt dog fortsat trit med Kathrines løbende trin, til de endelig måtte standse forpustede op. "Sig mig engang, hvor længe stod du derinde og lyttede med?" udbrød hun så. Hun havde ikke længere tårer i øjnene, men kendsgerningerne gjorde stadig ondt indeni hende. 
 Kathrine kiggede fåret ned, hvorefter hun forlegent kløede sig i nakken. "Tjoh, efter jeg fandt tabletten i den korrekte madras - og tro mig, der er mange madrasser, når du er under tidspres - hørte jeg du og din veninde skændes. Jeg følte jo ikke, jeg kunne afbryde jer," sagde hun så med et let skuldertræk.
 "Åh. Ved du hvad, bare drop det. Glem hvad du hørte, okay?" prøvede Cara sig frem med hvad hun håbede var en forsonende tone. "Forhåbentligt synes du ikke, jeg er lige så forfærdelig, som min bedste veninde i årevis har syntes. Forhåbentlig hænger vi ikke kun ud af medlidenhed." Bitterheden i hendes stemme var til at tage og føle på.
 "Du trænger da vist til at tænke på noget andet," smilede Kathrine bare konstaterende, og så derefter op ad den dør, de var standset overfor. Den lignede enhver anden dør i hjemmet, hvis man altså så bort fra det lille blå mærke øverst - "Blå; et rum, der skal holdes afspærret," mumlede Cara, da hun greb Kathrines råd om at rette tankerne mod noget andet. Hun havde dom alle andre ingen problemer med at afkode farvesymbolerne i hjemmene.

"Præcis," lød svaret. "Det er her."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...