Abstention

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2014
  • Opdateret: 5 sep. 2015
  • Status: Igang
Cara lever i et fremtidigt samfund, hvor drenge og piger bliver holdt adskilt til de fylder seksten år. Når den tid kommer, vil de hver især, ved hjælp af avanceret teknologi fra samfundet, blive parret op med henholdsvis en mandlig eller kvindelig modpart. Paret skal efterfølgende igennem en lang række prøverlser, langt farligere og vanskeligere, end nogen kan forestille sig - klarer de dem, får de en plads i samfundet sammen; går det galt, vil de i bedste fald blive forvist til usselt arbejde, der i sidste ende vil føre dem i deres visse død.

30Likes
15Kommentarer
1676Visninger
AA

6. Kapitel 5

 

Cara strøg forsigtigt hånden gennem sit hår og kiggede vurderende på spejlbilledet foran sig. Hun så træt ud. Ikke den store overraskelse, når hun tænkte tilbage på, hvad hun havde været igennem de seneste dages tid, men det irriterede hende alligevel en hel del. Det var ikke fordi, Cara på nogen måde gik højt op i sit udseende, men at der skulle så lidt til for at få hende til at se så udkørt ud, skræmte hende alligevel en hel del. 

De var ankommet på det nye hjem for blot et par timer siden. Det hele var til Caras glæde foregået professionelt og gnidningsfrit, og de var hverken blevet udsat for lang ventetid eller dårlig behandling. De var blevet modtaget og ført ind i en stor sal, og snart efter havde alle fået både instruktioner og tildelte sovepladser.

Hvad der overraskede Cara, var nyheden om, at de den næste morgen ville blive inddelt i grupper – hver især bestående af én fra det midlertidigt nedlukkede hjem samt én fra det, de befandt sig på nu. Informationen var blevet givet uden videre, nærmest som et slag i ansigtet. De andre havde taget nyheden med en vis spænding, men selv ville hun egentlig helst være foruden. Hun havde en helt klar fornemmelse af, at gruppeindelingen var ment som mere end bare en smart måde, hvorpå de hurtigt kunne integreres ind i det nye hjem. Noget sagde hende, at de blev sat sammen i grupper for at holde øje med hinanden. 

De var blevet anbefalet at tilbringe noget tid sammen efter de var blevet delt i grupper, og at de skulle lære hinanden bedre at kende. For at være sikre på, at pigerne fra de forskellige hjem fandt ud af det med hinanden, lød forklaringen. Blot dét, at bestyrerne gjorde sig den ulejlighed, fortalte sit tydelige sprog: Der ville for det første gå lang tid, før de kunne vende tilbage til det gamle hjem igen. For det andet var Cara nu næsten sikker i sin sag om, at de var ment til at holde øje med hinanden, på en form for ubevidst måde. Der var et eller andet, de ønskede at skjule, så meget var hun klar over på.

Desuden havde hun aldrig været specielt social, tænkte hun med et suk. Det ville blive hårdt, hvis hendes makker viste sig at være af den mere omklamrende type. Heldigvis skulle Cara jo snart videre ud i verden, og det ville derfor ikke tage så hårdt på hende, som det eksempelvis kunne risikere at gøre på nogle af de andre, trøstede hun sig selv.

Med et sidste strøg gennem det efterhånden knap så uglede hår åbnede hun døren og befandt sig på den sovesal, hun sammen med de andre på hendes alder skulle dele. De sad alle sammen i en rundkreds på gulvet, og Cara rynkede forvirret sin pande af dem. Hvad i alverden havde de nu gang i?

De var åbenbart allerede slyngveninder hele bundtet og sad nu og udvekslede hemmeligheder med hinanden, kom hun frem til. Hvor skønt. Måske ville de alle blive så tætte med hinanden, at hendes makker ville glemme alt om hende i den kommende uges tid. Derefter ville de alle sammen skulle videre i livet, parres op med en dreng og igennem deres prøvelser. Det ville faktisk ikke være helt dårligt.

”Kom herover Cara!” skingrede Milla og klappede på gulvet ved siden af sig. Med et forsigtigt smil satte Cara sig – ingen grund til på forhånd at erklære sig fjendtlig over for de andre piger, formanede hun sig selv. Man måtte vel give sig lidt, og det var trods alt kun en uges tid, hun skulle udholde, som hun lige så fint havde fastslået i sine tanker.

De snakkede om alt mellem himmel og jord. Intet af særlig værdi, men det var nu egentlig fint nok at være en del af en ny gruppe mennesker til en afveksling, måtte hun indrømme. De fleste af de andre forsamlede piger skulle også snart videre ud i verden, hvilket også gjorde det en del lettere at finde interessante samtaleemner.

”Tænker I aldrig over, hvor åndssvagt det er, at vi ført møder vores modpart lige før prøvelserne?” spurgte en af de fremmede piger, og med ét var den ellers rare stemning forduftet. Pigen rykkede en smule utilpas på sig, og Cara fik til sidst medlidenhed med hende. Det var en af de ting, hun selv kunne finde på at have sagt, hvis ikke hun altid var så pokkers forsigtig, ”Det tror jeg, vi alle har tænkt over. På et tidspunkt, i hvert fald,” sagde hun for at tage brodden af ordene. ”Ikke også?” De andre så alle andre steder hen end på Cara og pigen, men mumlede dog for de flestes vedkommende et bekræftende ja.

Cara måtte tage sig i at sidde og sukke. Hvorfor var det dog sådan et stort tabu at holde alle følelser, der inkluderede enten tvivl og skepsis, inde? Klart, det blev ikke set på med milde øjne af bestyrerne, men når de nu var alene? Åbenbart var det ikke sådan, verden fungerede, tænkte hun og knyttede sine fingre, der var skjult i ærmerne på hendes skjorte.

Og dog. Cara kastede et skævt blik på pigen, der havde haft modet til at bryde den uskrevne regel. Var hun modigere end de andre piger eller simpelthen blot dum ved at sige den slags? Med det krusede røde hår og de eftertænksomme grønne øjne så hun ikke just ud som typen, der talte før hun tænkte. Interessant.

”Jeg tror, det er på tide at gå i seng. Vi ses i morgen,” meddelte Cara for at redde situationen. Folk greb chancen med fremstrakte arme og ønskede hende lidt for entusiastisk en god nat.

Det sidste Cara huskede, inden hun faldt i søvn på sin midlertidige madras den aften, var følelsen af de andres prikkende blikke mod sin ryg. Om end det ikke var hendes intention, havde hun nu uden tvivl gjort mere opmærksom på sig selv end hvad godt var. Og det, tænkte hun før søvnen fik sit fulde tag over hendes sind, kunne aldrig blive en positiv ting.

 

Da hun slog øjnene op igen, var stemningen en helt anden. Aftenens bommert og tykke stemningen var ophørt, og tilbage var nu blot det nydannede fælleskab blandt de mange piger.

Efter den fælles morgentandbørstning gik de i samlet flok mod spisesalen, hvor der den foregående dag var blevet uddelt informationer og instruktioner. Cara lagde mærke til de mange nye borde, der nu var blevet sat op, og hun fordelte sig sammen med de andre piger ved et af de større af dem på forreste række.

Alle vendte sig mod enden af salen, hvor noget der kunne ligne en scene prydede det ellers kedelige betongulv. En ældre kvinde trådte derop, rømmede sig lidt, og smilede så venligt til flokken. Altså var de nu nået til endnu et møde, hvor der skulle uddeles informationer. Hvem havde mon gættet det?

”Så skal vi til det igen,” begyndte hun. ”Som I fik fortalt i går, skal I deles op i makkerpar, så vi er sikre på, I får nogle relationer på tværs af de to grupperinger. Men først, lidt information!

"Jeres daglige skemaer kan printes fra de trådløse maskiner, som er placeret for enden af hver hovedgang. Det kræver dog naturligvis enten fingeraftryk eller irisscanning. Få en af beboerne fra hjemmet til at hjælpe jer, hvis der er tvivl. Alle vil udover lektier også have en række daglige pligter. Det ved jeg dog, I også kender fra jeres tidligere hjem.”

Tidligere hjem? Cara studsede over ordene – kvinden fik det på det nærmeste til at lyde som om, det permanent var blevet lukket. Der var et eller andet, de ikke fortalte. Noget stort, afgjorde hun med sig selv. 

”Spis nu blot! Hvis I har yderligere spørgsmål, kan vi naturligvis kontaktes over kommunikationssystemerne, eller I kan spørge jeres makkere, som I vil få tildelt efter måltidet.” Med de ord trådte hun ned fra scenen og overlod pigerne til deres mavers viljer.

Maden var overaskende lækker i forhold til den standard, Cara var vant til. Normalt ville pigerne på hjemmene blot få den andenrangsmad, der var tilovers fra de, der var integrerede i samfundet. Ikke andet end de genbrugte rester fra de, der havde bestået prøverne med deres modpart. Dette, på den anden side, var af en helt anden kaliber.

Med et sæt gik det op for Cara, at hjemmene sikkert også var opdelt i rangorden, præcis som så meget andet. Altså fik hendes hjem dårlige mad end dette, fordi de lå længere nede i hierarkiet. Dette kunne også fornemmes på andre punkter – eksempelvis teknologien. Bare tanken om trådløse printere var for hende en stor ting; og så endda rimelig ekstravagant. 

Tanken gjorde hende sært dårligt tilpas. De havde altid lært, at alle var lige før de gennemgik prøvelserne. At være blevet løget til kunne aldrig være en god ting. Hvad værre var, var at hun ikke havde den fjerneste idé om, hvad der så havde gjort, at hun netop var havnet på et dårligere hjem end dette. Var det ren tilfældighed - eller lå der noget dybere bag? 

Tanken pirrede hende, men hun vidste, at der på nuværende tidspunkt ingen grund var til at dvæle mere ved tanken end som så. Det kunne vente lidt endnu. Lige nu besluttede hun sig derfor for ikke at have andet end mad på hjernen, og hun skovlede derfor begejstret en ny omgang bacon og æg op på tallerkenen. 

Hun sad stadig i sine egne tanker, smaskende på den lærke mad, da hun mærkede en hånd lægge sig på sin skulder. Hun farede forskrækket op og vendte sig vagtsomt om. Bag hende stod en pige med stort, uglet hår og nogle intense grønne øjne. Pigen der havde talt op den foregående aften, gik det op for Cara.

”Er det dig, der er Cara?” spurgte pigen med mild interesse og viftede med en lille lap plast foran hende. Cara nikkede tøvende og kastede et blik på lappen i den rødhårede piges hånd – et skema.

”Ifølge det her skema er vi makkere ugen ud. De har tilsyneladende tænkt sig at skifte jævnligt, men vi er vel begge væk til den tid, går jeg ud fra. Jeg hedder for resten Kathrine.” Caras ene mundvig løftedes en anelse. Det skulle skam nok blive en interessant uge. Selvom hun havde gruet for at skulle rende rundt med en makker på slæb, virkede tanken nu pludselig sært indbydende. Hun ville mægtigt gerne vide mere om denne pige. 

”Cool nok,” smilede hun og tog imod endnu et skema, som Kathrine rakte hende. ”

Jeg tænkte, jeg lige så godt kunne printe dit skema ud også.” De begyndte at gå, mens Cara forsigtigt studerede hende ud af øjenkrogen. Tallerkenen satte Cara fra sig på en stor metalplade ved siden af udgangen, hvorefter er robotarm skød ud af væggen og tog den.

"Fancy," kommenterede hun ved sig selv.

”Pænt meget," grinede Kathrine, uvidende om hvor langt det var fra den service, Cara ellers var vant til. De gik lidt i stilhed, mens hun fortsat studerede pigen ved sin side. Endelig brød Kathrine dog stilheden; "Hvad så?,” småklukkede hun fornøjet, da hun opdagede de let skjulte blikke. ”Er jeg så interessant?”

Du er i hvert fald ikke bange for at tale ud, tænkte Cara for sig selv, ikke uden et gran af respekt. Hvad hun sagde var dog en anden ting, om end stadig sandt nok: ”Jeg undrede mig såmænd bare over, hvordan du har båret dig ad med at printe mit skema ud for mig.”

Havde kvinden ikke netop stået og snakket om, at det krævede fingeraftryk eller irisscanning? Var systemet måske bare ude af drift lige pludselig? Nej vel?

Kathrine sendte hende et tvetydigt blik og trak hende derefter med ind af en sidedør. Cara følte, hun burde være bekymret over den pludselige handling, men til hendes overraskelse følte hun sig tryg ved Kathrine. Mere tryg end hun nogensinde før havde følt sig ved en person, i hvert fald. Hvilket, når hun tænkte over det, egentlig var en smule komisk, taget i betragtning af at hun først lige havde mødt hende. 

”Kan jeg stole på dig?”

Intensiteten i pigens øjne var til at tage og føle på. Cara strøg forvirret en hånd gennem håret, men nikkede oprigtigt, om end en smule tøvende.

Nu var det Kathrines tur til tøvende at tage hånden til håret. ”Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har på fornemmelsen, at du taler sandt," mumlede hun ved sig selv. "Du turde svare på mit spørgsmål i går. Og så er du mere opmærksom end de fleste. Jeg tør vædde med, ingen af de andre derude ville have bidt mærke i, hvis det var deres skema, jeg havde hentet. Du er ikke som resten."

"Den går vist lige over," svarede Cara med et skævt blik til den høje rødhårede pige. "Selvom jeg ellers ikke med vilje prøver at skille mig ud."

"Hm," brummede Kathrine som svar. Omsider åbnede hun dog munden igen, denne gang for at forklare sig: "Alle ting har mangler og fejl,” sagde hun så. Cara gjorde forsigtigt tegn til, at hun skulle fortsætte, hvilket hun da også gjorde:

”For omkring to måneder siden lukkede hele vores IT-system ned efter en generel opdatering. Alle dokumenter og koder var frit tilgængelige, hvis man ellers ved, hvordan man bærer sig ad.”

Cara lod det ikke vise på sit ansigt, men hun var oprigtigt chokeret over den retning, beretningen virkede til at ville tage. Hun var dog ikke klar på, hvordan hun skulle reagere på det hun følte, skulle til at komme, og stirrede af den grund stadig afventende ind i de grønne øjne. Fortæl videre, prøvede hun at signalere. Tøvende men stålsat fortsatte Kathrine:

”Jeg brugte muligheden og skaffede mig ved hjælp af en af bestyrernes efterladte tablets adgang til forskellige ting, vi normalt er afskåret fra. Altså opdaterede jeg min profil og har nu i følge systemet privilegier tilsvarende til en leder her på stedet – hvilket de naturligvis ikke ved," tilføjede hun.

"Det betyder blandt andet, at jeg ligesom enhver bestyrer kan printe de skemaer og informationer ud, der ligger lagret i maskinen, blot med et fingeraftryk som enhver andens. Og det er formentlig ikke det eneste, men jeg har ikke ... Du ved, haft mulighed for at undersøge det nærmere endnu.”

”Ja så.” Den korte sætning var alt hvad der undslap Caras mund, og hun måtte for sig selv indrømme, at hun virkelig var imponeret. Måske endda også en smule ærefrygtig over den jævnaldrendes kunnen inden for det teknologiske.

Kathrine smilede kort men blev så alvorlig igen. ”Men det er ikke det hele. Jeg skjuler stadig tabletten. I starten var det udelukkende for at undgå at blive opdaget og dermed ryge i fedtefadet, men som sagt har jeg adgang til flere informationer end blot skemaer og praktisk viden.

"Kom - der er noget, jeg må vise dig. Jeg er som du måske kan fornemme ikke den mest forsigtige, men det har jeg på fornemmelsen, du på den anden side er. Det var ikke en tilfældighed, vi to kom til at være makkere. Jeg er trods alt ikke helt tabt bag en vogn med computere og teknologi.” Hun tog en dyb indånding. "Jeg har brug for din hjælp."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...