Abstention

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2014
  • Opdateret: 5 sep. 2015
  • Status: Igang
Cara lever i et fremtidigt samfund, hvor drenge og piger bliver holdt adskilt til de fylder seksten år. Når den tid kommer, vil de hver især, ved hjælp af avanceret teknologi fra samfundet, blive parret op med henholdsvis en mandlig eller kvindelig modpart. Paret skal efterfølgende igennem en lang række prøverlser, langt farligere og vanskeligere, end nogen kan forestille sig - klarer de dem, får de en plads i samfundet sammen; går det galt, vil de i bedste fald blive forvist til usselt arbejde, der i sidste ende vil føre dem i deres visse død.

30Likes
15Kommentarer
1687Visninger
AA

5. Kapitel 4

 

Det var sidst på eftermiddagen, da Cara og de andre beboere på hjemmet hørte alarmen gå af. Hun havde siddet og tegnet små snirklede tegninger på sin sammenklappelige tablet i et hjørne for sig selv. Nu lagde hun den forsigtigt i baglommen, da hun banede sig vej frem mellem de mange myldrende piger.

Som en af de absolut ældste beboere af dem alle havde hun i sin sidste tid på hjemmet et vist ansvar, hun skulle leve op til. I situationer, der krævede mere assistance end bestyrerne selv ville kunne mønstre, skulle de ældste træde til. Cara vidste uden nøjere overvejelse, at dette var en sådan situation - også selvom hun aldrig før havde oplevet noget helt i den stil.

At alarmen gik i gang kunne betyde en række forskellige ting, huskede hun, mens hun med målrettede skridt gik mod den nærmest døråbning – enten var dette blot en øvelse, eller også var der en form for risikofare for de mange piger.

Risikoer var kategoriseret i forskellige grupper bestående af farver, der ville pryde skærmene på gangene, hvis en sådan situation opstod. Et hurtigt blik på den nærmeste af slagsen fortalte Cara, at dette tilfælde var en kategori rød. Altså den mest truende af dem alle.

Hun satte beslutsomt farten i vejret, egentlig mere spændt end noget andet, og samlede efterhånden flere og flere af de yngre børn op. De samlede sig efterhånden i en tætsluttet række bag hende, og selvom nogle af dem virkede bekymrede, var der hverken panik eller uro at spore. Cara nikkede tilfreds. 

Selvom hun og de andre aldrig havde oplevet en kategori rød før, tog de det alle roligt efter omstændighederne og banede sig i mindre grupper mod de nærmeste udgange. De vidste, at panik alligevel ikke ville nytte noget, og at det i sidste ende blot ville sinke hele affæren. Desuden, tænkte Cara for sig selv, var der nok en del af dem, der mistænkte at det blot var endnu en øvelse. Det var trods alt ikke sjældent, at disse fandt sted - selvom det dog oftest foregik i mindre skala end det, de oplevede nu. 

Og dog mærkede Cara alligevel denne ubehagelige følelse af spirende uro i sin mave. Hun hankede mentalt op i sig selv og vendte sig beslutsomt mod den brogede flok af piger bag sig.

Det var alligevel rimelig specielt at se stort set alle aldersgrupper være samlet på den måde. Normalt var de ellers altid delt op efter alder, til tider endda også efter niveau og udseende. Det var aldrig noget, Cara havde lagt så meget i, men den brogede flok foran hende pirrede alligevel lidt til hendes hjerne.

”Okay,” hørte hun sig selv sige med usikker stemme. Hun rømmede sig gentagende gange. ”Som I alle ved, skal vi registreres i irisscanneren, før vi kan forlade selve hjemmet og bagvæge os uden for det store hegn.

"Det er vigtigt, bestyrerne har den rette data, så de ved hvem der er ude og inde. Vi stiller os op i køen bag de andre grupper og scanner derefter os selv – jeg hjælper de, der endnu ikke har helt styr på de nye scannere. De yngste går først.”

Cara pillede nervøst ved det grønne armbånd om hendes håndled, der indikerede, at hun enten var femten eller sekten år og fulgte så den lettere nervøse flok hen til de andre grupper. Også alle disse var anført af personer fra hendes årgang, der naturligvis også havde deres håndled prydet med den grønne farve.

Farver havde stor betydning for samfundet, og disse indlærtes allerede fra en tidlig alder, når børnene blev taget fra deres mødre og anbragt på hjemmene. Alle gik med forskellige armbånd, der blandt andet kunne symbolisere alder, rang eller arbejde. På hjemmene blev farverne også brugt, selvom de selvfølgelig ikke havde helt så mange betydninger som ude i selve samfundet. Ingen af pigerne havde rigtige jobs, og deres leveforhold var omtrent de samme. Alligevel lærte de i skolen, hvad de forskellige farves betydninger var.

En af de vigtigste farvebetydninger på hjemmet var den man brugte, når en alarm gik i gang. Når dette skete vidste alle, at de skulle søge efter de grønne armbånd, som ville være båret af piger, der havde til ansvar at hjælpe til. Desuden var der farveskærmene på gangene, der viste hvor alvorlig situation var - lige fra den alderblegeste gule nuance til den mørke blodrøde farve, der i denne situation var tilfældet. 

Uden for porten stod en gruppe bestyrere i en tæt kreds og snakkede. Cara besluttede sig for at høre dem ad, for at finde ud af, hvad der nu skulle ske – og, måske mere vigtigt, hvad der i grunden var kilden til al den optøjer. Det kunne i hvert fald ikke skade at give det et skud, fortalte hun sig selv med et let skuldertræk.

Hun efterlod de piger, hun indtil videre havde haft ansvaret for, i en lille gruppe. Hendes egentlige opgave var teknisk set klaret, men hun vidste, det nok alligevel ikke ville blive set på med helt milde øjne, at hun valgte at forlade gruppen. På vejen derhen bumpede hun dog ind i Christine, der også havde haft modet til at konfrontere bestyrerne. 

Cara løftede et spørgende øjenbryn af hende, hvorefter Christine svarede med et teatralsk trak på skuldrene. ”De vil ikke sige noget endnu,” bekendtgjorde hun.

Cara kastede et vurderende blik over den jævnaldrenes skulder og måtte, ud fra hvad hun kunne se, være tilbøjelig til at tro på venindens udsagn. Forsamlingen af voksne så ikke just åbne ud over for samtale. ”Lad os finde de andre, ” foreslog hun så. ”De små må vel kunne klare sig selv, nu hvor alle er ude i det fri.”

"Så længe de ikke beslutter sig for at løbe væk eller noget andet dumt i den stil," svarede Christine hende med et eftertænksomt udtryk.

Cara kneb overrasket øjnene sammen, mens hun granskede de mange piger. Hun havde slet ikke skænket det en tanke, sandsynligvis fordi ingen nogensinde før var løbet væk. Og hvorfor skulle de også det? Med et skuldertræk vendte hun blikket væk igen og lagde tanken fra sig. For nu. 

 

Da pigerne på de femten til seksten år havde samlet sig lidt væk fra mylderet, lagde en afventende tavshed sig over dem. Nogle burde sige noget, men situationen var ikke længere ligesom før, hvor de ældste skulle tage initiativ og ansvar. I denne flok var alle lige.

Cara havde aldrig været god til at tage initiativet – i hvert fald ikke på dén front. Beslutninger og tanker summede altid rundt i hendes hoved, men hun følte aldrig rigtig for at komme ud med sine tanker som den første. Man vidste aldrig, hvordan de andre ville reagere. Først når en anden havde talt, følte hun sig tryg ved at tale ud. Det var det sikreste, havde hun for længe siden afgjort med sig selv.

En af de andre piger tog tråden op, og Cara følte som så ofte før et stik af ærgrelse i sin mave. Hvis bare hun havde modet og styrken, ville hun måske en dag kunne bane vejen. Men hendes tanker var ofte for absurde, hendes protester for voldsomme. Selvom hun passede på, var det sjældent andet end underlige blikke, hun fik, når hun endelig åbnede munden med sine meninger. 

”Det her virker altså til at være ret alvorligt,” bekendtgjorde en af pigerne selvtilfredst, og kiggede forventningsfuldt rundt på flokken, som havde hun fortjent er præmie for sin rammende opsummering af begivenhederne. Cara vendte sigende øjne af hende, men først efter at have sikret sig, at ingen kiggede i hendes retning.

Hun lyttede fraværende videre til snakken og fandt den på det nærmeste komisk. Var hun dog den eneste, der kunne se hvor bedrevidende og komplet åndssvage de andre opførte sig?

Rolig nu, måtte hun stille formane sig selv. Nok kunne de andre piger virke simple og lettere overfladiske, men de var trods alt loyale venner og turde i det mindste komme ud med deres meninger – mere end man kunne sige om Cara selv, hvis hun skulle være helt ærlig.

En skingrende, mekanisk lyd skar sig vej gennem de mange forsamlede piger, og mange måtte tage sig til ørene. Lyden kom fra en stor, trådløs megafon, en af de, der kunne fungere i tilfælde af svigt i kommunikationsanlægget; eller som nu, gik hun ud fra, hvor kommunikationsanlægget simpelthen ikke længere var tilgængeligt.

De bestyrende kvinder fik dysset flokken, der stadig følte en svag ringen for ørerne, ned, og begyndte at tale i den nu velfungerende megafon:

”Af tekniske årsager, vi desværre ikke kan informere jer om, vil dette hjem desværre på ubestemt tid være midlertidigt lukket,” startede kvinden ud.

En mumlende uro spredte sig igennem flokken, men kvinden fortsatte ufortrødent og med et hårdt blik i øjnene: ”I vil alle blive indkvarteret i et af nabohjemmene i nærheden. Dette er langt fra i den størrelsesorden, I er vant til, og I vil blive tvunget til at dele pladsen med de allerede eksisterende beboere. De vil snarest muligt hente os i fartøjer – mere information kommer, når vi alle er ankommet dertil i god behold.”

Cara ville have forventet, at kaos ville bryde ud efter dén besked, men der blev tvært imod så stille, at man ville kunne høre en knappenål falde til jorden. Hun tog en dyb indånding og stod så blot i sine egne tanker. Præcis som alle andre.

 

Fartøjerne ankom snart efter, og Cara studerede dem med mild interesse. Der var fem af dem i alt – aflange og ret flade i det, nærmest sammenpressede. Den forreste ende mundede ud i en smal spids, mens bagenden var bred med en kæmpe glasrude bagtil, hvor man som passager havde mulighed for at kigge ud.

Alle pigerne blev delt op i grupper som hver fik et fartøj, de skulle træde ind i. Der var placeret rækker af sæder rundt omkring, mens et skilt ved indgangen bekendtgjorde, at det også var tilladt at stå op. Cara placerede sig henne ved det store udkigsvindue og stod i en rum tid eftertænksomt lænet op ad den, hendes pande hvilende med det kølige glas.

De lettede med et ordentligt brøl fra motorerne, og Cara følte et sug af spænding i maven. Hun havde kun fløjet én gang før i sit liv. Det var den dag, hun var ankommet til hjemmet, blot fire år gammel og rædselsslagen for, hvad der mon ville vente hende.

Dengang havde hun forbundet fartøjerne med rejser mod det ukendte, og hun måtte indrømme, at denne betegnelse stadig passede meget godt i hendes nuværende situation. Måske havde hendes fireårige jeg ikke været helt så langt ude, som hun nogengange følte, hun var på nuværende tidspunkt, tænkte hun ironisk. Så meget for at blive ældre.

Hun kiggede nysgerrigt ud ad ruden og kunne nu både til højre og venstre se to af de andre fartøjer i skrå linjer bagud. De fløj i formation, gik det op for hende, mens hun interesseret granskede udsigten. På den måde kunne de andre fartøjer blot rette ind efter det forreste via et automatisk system, huskede hun. Det forreste kunne fjernstyres fra lang afstand og havde derfor oftest ingen pilot om bord.

Hvilket alt sammen betød, at en person et sted i verden – højest sandsynligt fra det sted, de var på vej til – netop i det øjeblik sad og kontrollerede alt, hvad der skete. Cara kom hurtigt frem til den tanke, men trommede så rastløst med fingrene. Hvem var det helt præcist, de var på vej til, tænkte hun forvirret. Og hvorfor?

Ingen havde endnu informeret dem om noget konkret, og Cara følte efterhånden en usikker følelse danne sig dybt nede i sin mave. Et blik på de andre piger i fartøjet fortalte hende, at de var rystede og forvirrede, men ellers så de ikke ud til at dele hendes bange anelser.

Var hun blot ved at blive overmistænksom overfor alle? Hun rystede atter på hovedet og lod sig glide ned i hugsiddende stilling. Her blev hun siddende gennem resten af turen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...