Abstention

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2014
  • Opdateret: 5 sep. 2015
  • Status: Igang
Cara lever i et fremtidigt samfund, hvor drenge og piger bliver holdt adskilt til de fylder seksten år. Når den tid kommer, vil de hver især, ved hjælp af avanceret teknologi fra samfundet, blive parret op med henholdsvis en mandlig eller kvindelig modpart. Paret skal efterfølgende igennem en lang række prøverlser, langt farligere og vanskeligere, end nogen kan forestille sig - klarer de dem, får de en plads i samfundet sammen; går det galt, vil de i bedste fald blive forvist til usselt arbejde, der i sidste ende vil føre dem i deres visse død.

30Likes
15Kommentarer
1685Visninger
AA

4. Kapitel 3

 

”Er du klar?”

Stemmen gav genlyd i Caras hoved. Hun måtte med nød tvinge et smil frem på læberne, før hun beslutsomt nikkede og sank en klump. Så klar som jeg nu kan blive, tænkte hun ved sig selv og skævede til nogle af de forskellige instrumenter og dingenoter, der hang på en af væggene i lokalet.

”Så lad os komme i gang.”

Testen bestod af flere forskellige, til tider mærkværdige, stadier og trin. I blandt dem talte instrumenter, der skulle måle hendes fysiske styrke og kondition, spørgeskemaer om hendes livsstil og vaner samt en detaljeret opmåling af Caras krop; lige fra højde og vægt til kropsbygning og holdning.

Mærkeligst af alt var dog den fil, Amanda stak hende i hånden, netop som Cara troede, hun var færdig. Hun kiggede spørgende fra det lille elektroniske USB-stik til Amanda, der stod over hende med et gådefuldt udtryk.

”Vi har nu taget de tests, vi skal bruge, så vi videnskabeligt kan sammensætte dig med en modpart, som vil passe til dig. Som et helt nyt tiltag har vi de seneste få år givet de snarlige sekstenårige piger og drenge en særlig mulighed, for at vi kan korrigere endnu mere præcist,” fortalte hun og virkede pludselig både mere alvorlig og professionel end Cara ellers havde dømt hende til at være.

Amanda trak en stol frem under sig og satte sig med hænderne i skødet. ”Muligheden går ud på, at en række elektroder vil blive koblet til dig, så dine data vil blive ført videre over i vores computer. Undervejs vil vi vise billeder af forskellige drenge, og ud fra de oplysninger, computeren opsamler, kan vi omregne dataene til hvilket udseende og hvilke egenskaber, din krop reagerer bedst på.”

Cara stirrede opskræmt på det lille stik i sin hånd – indeholdt den virkelig billeder af ægte drenge? Hun havde ingen erindringer om, hvordan de rent faktisk så ud, og hun havde endnu kun haft de hurtige skitser fra sine skolebøger at referere til. Caras nysgerrighed og eventyrlyst blomstrede på ny. Det var næsten for stor en mulighed at sige nej til. 

Skulle hun takke ja til det ekstra tilbud? Turde hun? Netop som hun besluttede sig for, at hun nok alligevel burde afslå, hørte hun ordene slippe ud af sin mund: ”Det vil jeg gerne.” Havde hun virkelig selv sagt det? Hun bed sig forbavset i læben.

Amanda nikkede kort og begyndte at finde ting frem fra skufferne i lokalet. ”Du er faktisk den eneste af jer piger, der har sagt ja. Det er kun op omkring hver tiende af alle unge, der tager imod tilbuddet,” fortalte hun venligt. ”Det er modigt.”

Cara følte sig ikke specielt modig i netop det øjeblik, og på trods af hendes altid nysgerrige jeg kiggede hun nu med rædsel malet i blikket på de elektroder og kanyler, Amanda nu havde lagt frem på metalbordet ved deres side. Var der mon alligevel en god grund til, at så mange afslog tilbuddet? Hendes mave vendte sig i protest.

”Tag det med ro,” rådede Amanda hende, da hun med blide fingre gned en desinficerende renseserviet over Caras hud. Den kølige fornemmelse gav hende et fast holdepunkt at fokusere på, så det var hvad hun valgte at gøre. Hvorfor hun var så nervøs vidste hun ikke - altså ud over den underlige følelse hun havde i kroppen af, at hun havde taget et forkert valg ved at takke ja.

”Jeg renser din hud, så vi undgår, at du får bakterier ind og bliver inficeret. Derefter vil jeg give dig en lille indsprøjtning, som vil fremme dine instinkter og følelser, så det bliver lettere for os at analysere resultaterne efterfølgende.” Hun blev ved med at tale og indviede hele tiden Cara i proceduren.

Cara regnede med, at hun gjorde det for at berolige hende, men at dømme efter sin indre uro, hjalp det ikke det mindste. Det fortalte Cara dog ikke højt – hun værdsatte på sin vis at have noget at koncentrere sine tanker om, og hun ønskede for en gangs skyld ikke, at den evige talestrøm skulle holde op, så hun kunne blive alene med sine tanker. Måske havde det alligevel en positiv virkning i sidste ende.

Amanda fastgjorde elektroderne på Caras hoved samt hendes krop og gav hende derefter en indsprøjtning – en klar, kølig væske, der sved og stak under hele injektionen. Virkningen indtraf øjeblikkeligt, og Cara spilede forbløffet sine øjne op, da hun så sig omkring.

Alting var klart, nærmest som et billede malet over med skinnende lak. Alle farver syntes skarpere, alle følelser stærkere og alle muskler mere vågne og beredte. Blodet strømmede igennem hendes årer, og hun følte sig levende.

En sky gled pludselig for hendes hjerne midt i rusen, og hun følte sig ikke længere lige så overvældet af de stærke indtryk og farver. Hun følte en primitiv og ældgammel del af hende selv vækkes, men nærmest skjult, som under et tyndt lag vat. Hun kunne føle alting, se alting, høre alting - men hun var ikke længere selv i kontrol. 

Amanda tog blidt filen ud af Caras hånd, der slapt blev hængende i luften i flere sekunder efter, hvorefter den omsider langsomt dalede ned i hendes skød. Med en smule fumlen fik Amanda fastgjort stikket til computeren. Med et skævt blik på Cara sagde hun: ”Bare kig på skærmen her, så bladrer jeg igennem billederne. Du behøver intet at gøre.”

Cara huskede vagt hvordan det havde givet et gib i hendes indre for hvert billede, hun så, selv igennem hendes omtågede tilstand. Hver af individerne på billederne var så forskellige og anderledes fra hvad hun var vokset op med hele sit liv, men alligevel var der ligheder imellem dem og hvad hun kendte til.

Hun følte sig selv rykke tættere på skærmen, nærmest opslugt af de fremmede træk på de forskellige personer. Det var ikke en bevidst handling, men heller ikke noget, hun vidste, hvordan hun skulle stoppe igen. Hun var som fanget i sit eget indre, med en dyb, primitiv  halvdel af sig selv, der kæmpede med at få overtaget over den tågede følelse, der havde lagt sig over hende. 

Trækkene så grovere ud end nogen, hun nogensinde før havde set på en pige eller kvinde, og hun mærkede fascinationen af disse væsener, disse nærmest overjordiske mennesker, brede sig i hende. Men bag al fascinationen var også et skær af genkendelse. Jo længere hun kiggede på ansigterne, jo mere velkendte syntes de at være. Noget i hende vendte sig uroligt, men hun skød omtumlet følelsen til side. Selvfølgelig genkendte hun dem ikke. Hun var bare forvirret, det var alt, beroligede hun sig selv, men lige lidt hjalp det. 

Før hun vidste af det, havde Amanda, ved hjælp af en række kommandoer til computeren, bladret igennem alle billederne, og Cara fandt sig selv siddende med ærefrygt i brystet og et skuffet blik på den nu tomme skærm.

 

Efterfølgende havde Amanda eskorteret flokken af piger tilbage til deres sovesal. Cara følte sig svimmel og dårlig som eftervirkning af indsprøjtningen og blev af den grund beordret på hovedet i seng, så snart de var nået frem - og det med det samme.

Hun adlød uden tøven og krøb lettet ned under dynen, mens hun lyttede til de andre pigers hviskende diskussioner og forventninger. Med et træt suk vendte hun sig om på siden og trak dynen godt op over hovedet. Hun havde brug for søvn, men vigtigst af alt have hun brug for bare at koble hjernen fra og ikke tænke for meget over de ting, hun havde oplevet.

Det varede dog ikke længe, før hun blidt blev rusket vågen igen. ”Cara, vågn op,” hørte hun en af pigerne hviske fra sin søvndrukne tilstand. Med lidt besvær fik hun tvunget sine øjenlåg op. De var tunge og klistrede, og det var med en sur mine, at hun gned sig over dem med bagsiden af sin hånd. Da hun endelig følte, hun kunne se igen, fandt hun sig selv kiggende direkte ind i en af sine jævnaldrendes nysgerrige ansigter.

”Hvad så?” gryntede hun gnavent og førte fraværende en hånd op til sit lange, sorte hår. Da hun prøvede at køre fingrene igennem det, måtte hun opgive midt i en stor, genstridig knude. Hvordan var det dog blevet så uglet?

Cecilie, en pige med tyndt, platinblondt hår og bleg hud rømmede sig forsigtigt. ”Ser du, resten af pigerne på sovesalen sover. Vi kan snige os ud i et af de andre rum for at tale.”

Cara kiggede bare forvirret fra det ene ivrige ansigt til det andet. ”Tale?” Hun måtte stadig være lidt omtåget, for hun havde ikke den fjerneste idé om, hvad de dog skulle tale om midt om natten. Personligt foretrak hun i hvert fald at tale i dagslys - hvorfor dog gøre det om natten, det eneste tidspunkt, hun rent faktisk kunne få lov at være sig selv med sine tanker og drømme.

Milla brød irriteret ind: ”Tag dig sammen, Cara! Du må da kunne regne ud, vi andre også gerne vil høre lidt om, hvad der skete til din test. Passer det virkelig, at du takkede ja til tilbuddet om at blive yderligere undersøgt? Det er sgu for vildt.”

”Åh.” Udbruddet undslap Caras sammenpressede læber, og hun fremtvang et halvhjertet smil. Hun ville faktisk gerne tale om det med nogle - ikke om de forvirrende følelser, hun havde følt, men bare ... føre en almindelig samtale, få bekræftet at hun ikke var ved at blive skør. 

De havde jo egentlig ikke mange andre muligheder, end at gøre det om natten. De yngre piger måtte som reglen sagde ikke blive indviet i noget, og det gav af den grund god mening. Faktisk, tænkte Cara ved nærmere eftertanke, var det vist ikke helt unormalt at piger drog på natteudflugt efter deres testning. Det kunne hun have sagt sig selv ville ske.

De syv piger listede sig lidt efter langsomt ud af den store sovesal for at kunne mødes i et af de små opholdsrum. ”Det passer, i øvrigt,” hviskede Cara, da hun kom i tanke om, at hun endnu ikke havde besvaret Millas spørgsmål. De andre piger fnes til Caras overraskelse begejstrede.

De satte sig alle til rette i et par af de store sækkepuder, der lå strøget ud over lokalets gulv. Cara skuttede sig sagte, da hun mærkede den kolde trækken fra døråbningen, og Christine, en pige med kastanjebrunt hår og lange bølgede lokker, hentede et par tæpper frem fra det store skab i hjørnet.

”Jeg følte mig virkelig fristet, men jeg havde bare slet ikke modet til at få alle de nåle stukket ind i min krop!” udbrød Cecilie med store, blå øjne fyldt med ærefrygt.

”Heller ikke jeg,” bekendtgjorde Milla, og de resterende piger fulgte mumlende trop. Alle med undtagelse af Cara, der skævede ned på sine let svedige håndflader med en tøvende fornemmelse indeni.

De andre kiggede forventningsfuldt på hende, og hun bed sig let i læben. ”Hvordan var det så? Hvordan så de ud?” spurgte Christine, pigen der havde sørget for tæpper, og lænede sig nysgerrigt frem. Hun refererede naturligvis til udseendet på drengene på de billeder, Cara havde set tidligere den dag.

Tavsheden strakte sig over et par sekunder, da hun omsider indså, de fortjente et svar. ”Det var … Specielt,” startede hun tøvende ud. Derefter mere selvsikkert: ”De ligner slet ikke os piger, og så alligevel. Helt fladbrystede som en otteårig, men alligevel langt større og mere muskuløse.” fortalte hun let tøvende.

Forskellige komiske udbrud undslap de forsamlede piger, og de fnes derefter igen ved tanken om de skabninger, Cara forsøgte at beskrive. Hun rynkede panden med et skævt smil og kunne kun forestille sig, hvad de andre mon ikke ville tro. Hun følte ikke helt, de rent faktisk fik det store ud af hendes forklaringer, men det fik hende alligevel til at føle sig en smule lettere indeni. 

”De så ret specielle ud, men det var faktisk også ret, øh, pænt,” indrømmede hun forlegent. De andre blev tavse og prøvede at forestille sig det, men brød så ud i latter igen. ”Nu glæder jeg mig blot endnu mere til at se dem,” grinede en af dem, og alle, selv Cara, måtte stemme i med enighed. Det skal nok blive interessant, fortalte hun sig selv.

De havde en lang aften, hvor de hver især fortalte og parlamenterede frem og tilbage om deres respektive forventninger og usikkerheder. Først da morgenen atter begyndte at gry, begav de sig med slæbende skridt tilbage til sovesalen.

 

Da Cara blev vækket den følgende morgen, føltes hendes øjne klistrede og hendes lemmer tunge. Et hurtigt blik rundt i salen fortalte hende, at hendes seks jævnaldrende kammerater ligeledes kæmpede mod søvnens tag.

”Der er da vist nogle, der trænger til noget kaffe,” kommenterede en af de andre piger, et par måneder yngre end Cara selv. Hendes smil viste, at hun vidste hvad de syv havde lavet den nat – Cara kunne endda huske en tid, hvor hun selv havde kommet med morsomme bemærkninger til søvnløse piger.

”Bare vent til det bliver din tur,” muggede Cara og puffede til hende med hvad hun håbede var et venskabeligt hint. Det var ren kutyme, at de ældre beboere i tiden op til deres prøvelser afholdt natlige møder, hvor de diskuterede. Man kunne tænke nok så mange tanker om det, men før eller siden ville man selv se sig i gang med en lille natlig samtale. Det var uundgåeligt, tænkte Cara ved sig selv. Personligt havde hun ikke været med til nogen foregående møder, enten fordi de ikke var blevet holdt før nu, eller fordi hun simpelthen ikke var blevet inviteret med. Denne gang var dog anderledes, fortalte hun sig selv, noget hun alligevel var glad nok for at have været en del af.

Under morgenmaden havde hun som vanligt sat sig sammen med Milla og et par af de andre deres faste bord, da det gik op for hende, at det var hendes tur til at holde øje med de små – i hvert fald i følge hendes daglige skema, som hun nu sad og skimmede.

Med et dybt suk rejste hun sig, hentede en kop kaffe og satte sig så ved et bord, som primært var besat af piger på hvad hun skønnede til at være omkring de elleve år. Hun nippede til kaffen og vrængede forarget ansigt. Det var præcis lige så ækelt, som hun huskede det.

Afled dine tanker, formanede hun sig selv og skar endnu en grimasse af din bitre smag. ”Hvad skal I så lave i dag?” spurgte hun dem. Den ækle smag bredte sig langsomt i hendes mund.

Et par af pigerne kiggede op på hende og rådførte sig derefter med deres respektive skemaer. ”Samfundets historie samt valgfag.” Pigen sukkede dybt. ”Jeg ved bare endnu ikke, hvad jeg vil vælge.”

Cara greb taknemmeligt emnet, da hun i så fald ikke ville behøve koncentrere sig om den rædsomme smag - ikke mere end højest nødvendigt, i hvert fald.

”Da jeg var på jeres alder, troede jeg, keramik var det helt rette for mig,” betroede hun dem. En eftertænksom panderynke prydede derefter hendes ansigt, og hun fortsatte: ”Det var det ikke. Knap en måned efter droppede jeg ud, på trods af at alle mine venner fortsatte, og jeg meldte mig i stedet på et nyligt oprettet knivkastningshold.

"Efter råd fra min kontaktperson tager jeg dog også timer i logik, da hun tydeligvis ikke mente, forskellige kasteteknikker kunne skabe mig en god fremtid. Begge ting er dog rigtig sjove, så jeg er glad for muligheden. Også selvom det tager lidt ekstra af min fritid.” Hun smilede til dem.

Den yngre pige så tænksomme ud, men smilede så også forsigtigt tilbage. ”Jeg tror, jeg vil prøve lykken med et valghold for musik. Jeg ved, min storesøster spillede klaver og havde et vis talent for det, så måske har jeg også – det er et par år siden, hun fyldte seksten, så jeg har ikke set hende siden.”

Et sørgmodigt smil fyldte pigens øjne, og Cara gav hendes skulder et klem. ”Jeg bliver seksten om et par dage. Jeg lover, jeg vil hilse hende fra dig, hvis jeg ser hende efter at have bestået mine prøver,” lovede hun.

Hvis jeg da består, sagde en indre stemme, men Cara skubbede den beslutsomt i baggrunden. Det var ikke noget, man burde gå rundt og spekulere over.

Først senere gik det op for Cara, at hun endnu ikke kendte navnet på pigens søster, eller for den sags skyld hvordan de egentlig kunne være så sikre på, de var relaterede – hun måtte se, hvad hun kunne gøre ved den sag på et senere tidspunkt. Et løfte var trods alt et løfte, og som altid var hendes nysgerrighed langt større en hvad godt var.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...