Abstention

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2014
  • Opdateret: 5 sep. 2015
  • Status: Igang
Cara lever i et fremtidigt samfund, hvor drenge og piger bliver holdt adskilt til de fylder seksten år. Når den tid kommer, vil de hver især, ved hjælp af avanceret teknologi fra samfundet, blive parret op med henholdsvis en mandlig eller kvindelig modpart. Paret skal efterfølgende igennem en lang række prøverlser, langt farligere og vanskeligere, end nogen kan forestille sig - klarer de dem, får de en plads i samfundet sammen; går det galt, vil de i bedste fald blive forvist til usselt arbejde, der i sidste ende vil føre dem i deres visse død.

30Likes
15Kommentarer
1678Visninger
AA

3. Kapitel 2

 

For Cara virkede mødet langtrukkent, men det var på den anden side bestemt heller ikke uinteressante ting, der blev fortalt om. Kvinden med den hæse stemme var startet ud med et lille foredrag, hvor hun gav baggrundsviden omhandlende de prøvelser, de alle skulle igennem. 

Cara vidste selvfølgelig allerede det hele fra sin skolegang, men ligesom de andre teenagepiger lyttede hun til beretningen med oprigtig interesse. Kvinden var ikke en af dem, der normalt befandt sig på hjemmet, så Cara skønnede, at der måske kunne falde lidt ekstra information af. Desuden var det ikke ofte, hun så andre mennesker, end dem hun allerede kendte fra hjemmet. Dette gjorde også kvindens tale en hel del mere interessant at følge med i. Cara elskede nye indtryk, og dette, tænkte hun ved sig selv, gav helt sikkert mulighed for netop det. 

”Som I ved, putter vi jer ikke kun igennem denne test af ren og skær lyst. Vi ønsker at rette op på de fejl, vores forfædre lavede før os – deres antal steg, og de skadede den planet, vi alle lever på. Ressourcerne ville langsomt være sluppet op, hvis ikke prøvelsen var blevet indført.”

Med prøvelsen refererede den højtstående kvinde naturligvis til den test, de alle syv skulle igennem i den kommende og hastigt nærmende periode. Alt sammen sammen med deres kommende mandlige modparter, der jo måtte være derude et sted.

Kvinden fortsatte beretningen med teatralsk stemme: ”Et råd besluttede for nu godt hundrede år tilbage, at en del af befolkningen måtte elimineres, hvis menneskets fortsatte overlevelse fortsat skulle være en realitet. Dilemmaet var dog, at de ikke blot kunne udslette 'den første den bedste' del af befolkningen. De ønskede de mest udholdendes overlevelse, og de ønskede en lang række af gode gener videreført. De dårlige gener måtte elimineres. 

"Deraf opfandt de henholdsvis pardelingen og prøvelsen. I en alder af seksten år ville de unge blive delt ind i par, dreng og pige, for derefter at blive testet med alverdens ting og sager, fysisk såvel som psykisk. Den del af de unge, der klarede sig bedre end gennemsnittet, ville sammen med deres partner blive registreret som en del af samfundet. De, der ikke gjorde, ville enten blive elimineret, eller sandt at sige blive sendt ud i ødemarken.”

Et par af de syv unge piger rykkede utilpas på sig, selvom de selvfølgelig havde hørt historien utallige gange i anledning af undervisning og historielæsning i skolen. 

”Vi har dog gennem de mange år, der er gået siden da, erfaret at det ikke længere er nødvendigt med helt så drastiske metoder – deraf vil en procentlig fordeling sige, at godt og vel 75 procent af alle sekstenårige får lov at blive en del af samfundet efterfølgende. 

"Så længe I har fulgt med i skolen og har lært en vis mængde færdigheder, bør I have en rimelig chance for at komme godt igennem det sammen med jeres mandlige modpart,” smilede kvinden. Smilet nåede aldrig hendes øjne, og Cara fornemmede, at hun inderst inde nød at skræmme de unge piger. Hun måtte bide sig selv i kinden for ikke at komme til at sige noget dumt.

”Så altså, lad mig opsummere," sagde kvinden. "I har alle boet på dette hjem siden I var fire år, og I vil alle forlade det blot et par dage eller uger efter jeres sekstenårs fødselsdage. I har ikke haft kontakt til omverdenen siden I blot var små rollinger, og har ej heller haft kontakt med det mandlige køn – præcis som enhver anden overalt i landet.

"I har måske nok lært om dem i biologi, præcis som de også har lært om jer piger, men I skal huske, at I aldrig hverken har set en af dem i live eller på et billede. Nogle har måske vage minder fra deres liv hos egne forældre, men I vil alligevel blive forbløffede, når I hver vil få jeres modpart tildelt.”

Kvinden kastede et tilsyneladende muntert blik ud over den tavse forsamling. ”Det ser ud til, I forstår alvoren. Hvis I har spørgsmål, kan I stille dem nu eller til hver en tid kontakte en af pædagogerne her på stedet. Vi har alle været dette igennem.” Den sidste sætning lød mere som noget, kvinden var forpligtet til at sige, end noget hun egentlig mente. 

Da ingen gjorde mine til at sige noget eller stille spørgsmål, rejste hun sig op og skulede let til den lille forsamling. ”I vil nu blive bedt om at indfinde jer i lokale B58, hvor I på skift individuelt vil blive testet fysisk og psykisk, så vi kan matche jer med den rette mandlige modpart. I vil modtage nærmere information derhenne,” meddelte hun kort for hovedet. Derefter snurrede hun rundt i sin stol, rejste sig elegant, og spadserede med lange, afmålte skridt ud ad døren.

Cara vekslede et eneklt blik med Milla, halvt humoristisk, halvt sorgfuldt. Sammen med de andre piger begav de sig mod lokalet, hvor de hver især ville blive testet, så de kunne få tildelt en passende mandlig modpart. En ægte dreng.

 

Inden for døren i lokalet stod en venligtudseende kvinde med kort blond hår og bløde, runde træk. Hendes ansigt lyste op i et beroligende smil, da hun så deres anspændte holdninger. Cara mærkede kontrasten imellem denne kvinde og hende, de lige havde forladt – også selvom deres udvendige træk var overraskende slående. De måtte være søskende, eller i hvert fald nært beslægtede, gik det op for hende.

Kvinden smilede venligt til dem og klappede en enkelt gang i hænderne. ”Mit navn er Amanda – jeg vil på skift teste jer i de forskellige tilstødende lokaler til dette. Det vil komme til at tage noget tid, som I også kan se på jeres respektive skemaer for i dag, og I vil derfor befinde jer i dette rum, når I ikke er inde for at blive testet.

"Jeg vil hele tiden have mindst én af jer ude i et af baglokalerne, men de resterende seks tilbageværende kan gøre hvad I finder trang til, så længe I ikke forlader lokalet.

"Af sikkerhedsmæssige årsager, og for at være sikre på et optimalt resultat, må I ikke snakke om testen før I alle har været igennem den. Det er heller ikke tilladt at lække informationer om, hvad der sker til testen, til de yngre piger i hjemmet. Det kan risikere at påvirke dem, når det engang bliver deres egen tur til at blive testet.”

Et pludselig ivrigt og lykkeligt smil bredte sig over kvindens – Amandas – ansigt, og Cara nærmest hoppede af forskrækkelse over det pludselige skift. "I skal virkelig se frem til at blive matchet med jeres modpart,” betroede hun dem. ”Hvis pardelingen fungerer optimalt, vil I virkelig føle, han er noget særligt.” Hun fnes let af begejstring, og pigerne vekslede sigende blikke, dog med en vis spænding og entusiasme imellem sig.

Forelskelse. Ordet dukkede spontant op i Caras hoved, og hun vidste, at det var yderst rammende på Amandas situation.

Cara havde lært om det i biologi, ligesom alle de andre ting, der nu skulle til at foregå omkring hende, og hun smilede svagt. Om hun selv ønskede at blive sådan opslugt af et andet menneske, var hun dog ikke sikker på. For hende lød det, hvis hun skulle være ærlig, ikke som en særlig rar situation at komme i. 

Hun vidste dog, at hun med en vis sandsynlighed også ville komme til at opleve det, Amanda havde oplevet, eller i hvert fald noget lignende. Parenes match og fælles overlevelse efter prøverne ville betyde, at de forhåbentligt ville kunne føre flere af de gode gener videre fremover. Det var altså  deraf en rimelig vigtig del af hele konceptet med prøvelserne, at den rigtige modpart blev fundet. Og, hvis Cara skulle tro statistikkerne i sine skolebøger, slog matchene tilsyneladende sjældent fejl. 

Amanda kaldte dem ind én efter én, og Cara mærkede efterhånden sommerfuglene ophobe sig i sin mave. Hun vidste, at dette på nuværende tispunkt foregik overalt i landet på hjem for drenge såvel som for piger – måske var hendes kommende modpart netop nu ved at blive testet! Bare tanken gjorde hende forvirret og nervøs.

Efterhånden som de syv piger blev kaldt ind for at gennemgå testen, og de derefter vendte tilbage igen, den ene mere eftertænksom end den anden, begyndte Cara at trække sig ind i sig selv. Alle som en var de kommet tilbage tænksomme og stille, dybt begravet i egne tanker og overvejelser. Hvad det end var, testens forskellige stadier gik ud på, ville det tydeligvis give stof til eftertanke. Eller også overtolkede hun bare deres reaktioner, tænkte hun med et fnys. Det kunne sagtens være en mulighed.

Da den sjette pige, Frederikke, blev kaldt ind, kunne Cara ikke længere holde et nervøst suk tilbage. Hun vidste, rækkefølgen ikke fulgte noget særligt system, men hadede alligevel at se sig selv som den sidste. Hun endte altid i den situation – blev overset, glemt eller blot udskudt.

Som altid, når rastløsheden overtog hendes indre, begyndte hun at bide sig i kinden og se sig nervøst omkring. Hun trommede med fingrene på den glatte bordkant, og sprang op med et sæt, da hun hørte Amandas blide stemme: ”Så er det dig, Cara.”

Hun fulgte med Amanda ind i et af de tilstødende rum og så sig undrende omkring. Amanda lukkede døren bag dem og fandt et lille, kompakt kamera frem. ”Bare slap af,” sagde hun med en tillidsvækkende stemme. ”Jeg skal lige have et billede af dig samt en irisscanning til systemet, så kan vi gå i gang.”

Hun tog et billede, tastede en hurtig talkombination ind på en computer og lænede sig så tilbage. ”Er du klar?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...