Abstention

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2014
  • Opdateret: 5 sep. 2015
  • Status: Igang
Cara lever i et fremtidigt samfund, hvor drenge og piger bliver holdt adskilt til de fylder seksten år. Når den tid kommer, vil de hver især, ved hjælp af avanceret teknologi fra samfundet, blive parret op med henholdsvis en mandlig eller kvindelig modpart. Paret skal efterfølgende igennem en lang række prøverlser, langt farligere og vanskeligere, end nogen kan forestille sig - klarer de dem, får de en plads i samfundet sammen; går det galt, vil de i bedste fald blive forvist til usselt arbejde, der i sidste ende vil føre dem i deres visse død.

30Likes
15Kommentarer
1689Visninger
AA

2. Kapitel 1

 

Cara lå henslængt på den grå fløjlssofa. Hendes ene fod hang slapt ud over kanten og vippede rytmisk i takt til den blide klavermusikken, der strømmede fra højtalerne som en konstant baggrundsmelodi i det lille rum. Hun kneb øjnene let sammen og studerede i smug de andre piger i sovesalen.

Der var ikke mange af dem tilbage; de fleste var allerede fyldt seksten år og var blevet sendt videre ud i verden for at gå igennem deres prøvelser for flere måneder siden. Om blot en uge ville det være Caras tur. Hun bed frustreret i sin tommelfingernegl og satte sig op. Ingen grund til sure miner, måtte hun med et suk formane sig selv.

Hun rejste sig, strakte sig med et par højlydte gabelyde og modtog til sin store fornøjelse et par blikke fra nogle af de andre piger. Hun smilede ved sig selv og nærmest hoppede gennem døråbningen til den tilstødende sovesal. Meget kunne man sige, men bange for at gøre sig selv til skamme over for andre, det var Cara i hvert fald ikke.

Hun banede sig vej gennem salen og hilste på en af de bestyrende af stedet. Kvinden nikkede venligt igen og stak Cara sit daglige skema i hånden. Hun rev med øvede fingre konvolutten op og lod en finger glide over dagens skemalægning:

 

7:10 – Vækning af børn, lille sovesal

7:45 – Rengøring af toiletter, E5

8:00 – Morgenmad, store fællessal

10:00 – Gruppesamtale for snarlige sekstenårige, mødelokale 12

11:05 – Test til pardeling, lokale B58

13:45 – Lektielæsning og socialisering

 

Hun skar en grimasse over den atypiske planlægning. Skemaet lignede jo egentlig sig selv - sådan nogenlunde, i hvert fald. Hvad der nagede hende var dog de lokaler, hun skulle dukke op i til de lidt mere særlige begivenheder. Hun havde ingen idé om, hvor hverken lokale B58 eller mødelokale 12 ville ligge. I det mindste ville hun da få noget af et afbræk fra den ellers ensformige hverdag, de levede på hjemmet, fortalte hun sig selv. 

Okay, så måske var det mere end bare de ukendte lokaler, der irriterede hende. Rengøring af toiletter var en post, hun oftere og oftere var blevet sat på i løbet af de seneste år, et faktum hun fandt både frastødende og irriterende. Hun hadede lugten af rengøringsmidler og vidste på samme tid af erfaring, at det ikke ville hjælpe at klage - på den måde var hun da først som sidst indlagt til at rengøre toiletter resten af sin tid på hjemmet.

Ikke at jeg har så lang tid tilbage, gudskelov. Tanken gjorde hende på sin vis lettet. Jovist, hun skulle ud i den store ukendte verden snart, men der ville rengøringsmidler nok alligevel være den sidste af hendes bekymringer. Det kunne vel endda være helt rart til en afveksling.

Hun trådte ind i den lille sovesal, hvor hun i følge sit skema skulle vække nogle af de yngre piger. Navnet på salen var egentlig lidt spøjst, tænkte hun med et skævt smil, mens hun skridtede hen mod den nærmeste af sengene. Det indikerede nemlig ikke, som hun engang havde troet, at sovesalen i sig selv var lille, men blot at det var den, der skulle rumme de yngste børn. Til hendes forsvar var det dog alligevel et noget trangt rum taget i betragtning hvor mange piger, der var blevet stuvet derind. 

Hun følte sit humør løftes en tand, da hun så de fredfyldte og ubekymrede ansigter, hverisær med det forpjuskede, uredte hår, der virkede så uskyldigt på hende. Blidt gav hun sig til at vække de sovende piger og mærkede sine bekymringer fordufte som dug for solen. Hun skulle nok finde de lokaler, med eller uden sine venner. Der var intet at være nervøs for.

Udover alt det ukendte, der skulle ske i næste uge, altså. Cara trak opgivende på skuldrene. Hvorfor skulle hun også altid være sådan en sortseer?

 

En time senere sad hun over en omgang overstegt bacon og slatne spejlæg. Mens hun med spidsen af sin kniv stak til det gummiagtige æg foran sig, undrede hun sig over, hvor hendes før så selvsikre holdning var blevet af. Hun kørte den halvkolde mad rundt på tallerkenen med sit bestik, først en omgang, dernæst en til, før hun nervøst strøg sit lange, sorte hår om bag det ene øre.

Et blik rundt i salen fortalte hende, at hendes jævnaldrende, der også enten snarligt ville fylde seksten eller næsten lige havde gjort det, sandsynligvis havde det på samme måde som hende selv. Måske var det ikke præcis samme årsag ved alle, men der var ingen tvivl om, at der generelt lå lidt af et nervøs stemning over dem. 

Ifølge skemaerne var det i dag, de alle skulle modtage deres informationer angående den store dag, hvor de ville blive parret op med en dreng, der matchede dem individuelt - og derefter sammen sendt ud på en fælles prøve. Det var til at tage og føle på, ikke blot på dem selv, men også hos mange af de yngre piger.

Dreng. Hun smagte på ordet, men var ikke sikker på, hvilke følelser det frembragte i hende. Hun havde som alle de andre piger lært om dem i biologi – hun vidste det teoretiske bag det, men havde aldrig før hverken set eller snakket med en af slagsen. I hvert fald ikke af hvad hun kunne huske. 

Selvfølgelig havde hun en far derude et sted - og en mor også, for den sags skyld. Måske havde hun endda søskende, brødre eller søstre, fætre og kusiner. Sagen var bare den, at hun nok aldrig ville få dem at se. Hun kunne nærmest intet huske fra da hun var lille, heller, hvilket dog var meget normalt. Man var kun akkurat fyldt fire år, når man ankom på hjemmet. Stor nok til at klare sig uden forældre, som samfundets ord så fint beskrev det. 

Hun fnøs ved sig selv. Hun havde engang læst i en historiebog, hvordan mennesker havde levet før i tiden, før global opvarmning og overbefolkning endnu var blevet reelle problemer. Dengang opfostrede forældre deres børn til de var voksne mennesker, lod dem endda bo hos sig til de var godt oppe i tyverne. For Cara lød det rimelig langt ude, men også som lidt af en drøm. 

Med et suk opgav hun tanken om at få klemt bare den mindste bid mad ned. Som så mange andre gennem tiden havde gjort før hende, var det nu hendes tur. Hun gik den korte tur op til genbrugsspanden og smed den uappetitlige masse ud. Nervøsiteten gjorde det nærmest umuligt at indtage noget.

På vej tilbage til det bord, hun havde siddet ved, fik hun øjenkontakt med en af de andre piger, Milla, som smilende vinkede hende over. Den jævnaldrende piges store blå øjne kiggede nysgerrigt op på hende, og Cara smilede oprigtigt. ”Klar?” – Hun hankede mentalt op i sig selv og nikkede så.

Sammen gik de side om side mod mødelokalet, med tunge skridt og nervøse sommerfugle blafrende i maverne. Det var slet ikke så svært at finde, som Cara havde forventet, og hun måtte lettet trække på skuldrene over sin egen tåbelighed, da de stod foran det lille skilt, der med grå bogstaver sagde mødelokale 12.

Da de åbnede den tunge metaldør, kunne de se, at de andre fem piger fra hjemmet allerede havde indfundet sig ved det store, runde stålbord.

En fremmed stemme rømmede sig og sagde med tonløs, hæs klang: ”Så er vi her vist alle. Tag plads.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...