Affair ♡ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2014
  • Opdateret: 3 apr. 2014
  • Status: Igang
Modsætninger mødes, og man må sige at Rose og Zayn er definitionen af modsætninger. Rose er den stille og rolige pige, der forsøger at planlægge tingene så godt som muligt. Mens Zayn er den uforudsigelige verdenskendte stjerne, der er medlem af One Direction. Et blik var hvad der skulle til, og tingene udviklede sig hurtigt, men der er allerede en pige til stede i Zayns liv, Rose bliver nu den anden.

7Likes
2Kommentarer
653Visninger
AA

7. Kapitel 6 │ Mødet med Louis Tomlinson

 

Take my breath away

Han stod der foran hende, i den lejlighed han havde slæbt hende med ind i. Gardinerne var trukket for, og lukkede alt lyset fra eftermiddags solen ude, og mørklagde rummet, hvor de kun lige kunne se omridset af hinanden. Hun vidste ikke hvorfor hun var gået med til det, for et øjeblik siden havde hun stået og skældt ham ud, nu var hun fanget i skæret fra hans øjne. Han trådte et skridt tættere på hende, og hun trådte et skridt tilbage. Han lagde hovedet på skrå, og tog endnu et skridt, og endnu engang trådte hun tilbage.

Han sukkede. "Hvad er der?" spurgte han tæt på at lyde irriteret, hun sank en klump, og kiggede væk fra ham. "Jeg er ikke en eller anden dukke okay, jeg har ikke lyst til at få leget med mine følelser, jeg vil gerne væk her fra!" hun snakkede højt, men hun var ligeglad, hun ville ikke stå i den position han satte hende i, hun ville ikke være den anden, det nægtede hun. 

"Jeg har ikke tænkt mig at lege med dine følelser, Rose." han kørte utålmodigt hånden igennem sit hår, og kiggede seriøst på hende. "Jeg vil ikke være den anden okay, jeg vil bare gerne have, at du lader mig være i fred!" hun trådte endnu et skridt baglæns, for at gøre afstanden mellem dem større, i tilfældet af, at han ville prøve på noget. 

"Rose for helvede!" han kiggede på hende med brændende øjne, og sammenbidte læber, han var klart utålmodig, men Rose ville ikke lade noget ske. "Jeg vil gerne have lov at gå!" han sukkede inderligt og kiggede ned mod de slidte bræder, i den tomme lejlighed. Mørket lå stadig over dem, og Rose ville have noget lys ind. Hun kunne sagtens leve et lykkeligt liv uden at den verdenskendte Zayn Malik behøvede at være en del af det. 

Der blev ikke sagt mere, Zayn trådte til siden, og lod hende komme forbi. Hun gik straks, hendes fødder løftede sig over jorden, og i det hun passerede Zayn, greb han fat i hendes håndled, og fik hende til at stoppe op. Han svang hende rundt, og skubbede hende op af væggen, der var bag dem. Han holdt fast i hende, så hun umuligt ville kunne slippe fri, men på det tidspunkt, var hendes hjerterytme så uregelmæssig, hendes åndedrag så dybt og hendes blik var fæstnet mod hans. 

"Du må ikke gå!" bad han, og lod uden videre sine læber ramme hendes. Han pressede mere på hende, og hans læber blev mere ivrige. Hvad skulle hun gøre, forsøge at skubbe ham væk, selvom han tydeligvis var stærkere end hende, og at hun vidste, at det ikke ville hjælpe, eller bare lade sig selv falde i hans charme og hans kys, fordi det var det der var lettest? 

Hun gav slip, og lod sig selv nyde øjeblikket. Hun glemte alt om tid og sted, og om hans så kaldte forlovede Perrie Edwards. Det var kun de to, i den skumle lejlighed, hvor der var mørkt, og hun nød det virkelig, hun havde aldrig fået opmærksomhed fra en dreng, på den måde som Zayn gav hende opmærksomhed. 

Hans ene hånd greb fat om hendes lænd, og han pressede sig selv tæt op af hende, og lod alt luft imellem dem forsvinde. Hun forsøgte at følge med ham, men han var så ivrig, at det var besværligt for hende, at koncentrere sig nok til at tænke over hvor hun skulle placerer sine hænder. 

Han søgte ind under hendes bluse, og på rekord tid, var den over hendes hoved og smidt på gulvet ved siden af dem. Hun lod endnu engang ske hvad der ville ske, og i princippet var hun ikke meget for det, for hun havde samtidig lovet sig selv, at der ikke ville ske noget igen. Og nu var alle hendes gode grunde til at det var okay første gang de havde gjort det forsvindet, for det første vidste hun nu hvem han var, for det andet var hun ikke fuld, og for det tredje var hun klar over at han var taget. 

Alligevel stoppede hun ham ikke, mest af alt fordi hun var så langt selv, det var jo allerede slemt, det ville ikke gøre det bedre hvis de stoppede nu. Det var hendes utrolig dårlige argumentation for at blive ved, men den var god nok for hende. 

Han greb med begge hænder rundt om hendes krop og løftede hende op, straks spændte hun benene omkring ham for ikke at falde ned, og lod ham bære hende det sted hen han ville. Hun blev placeret på en sofa, der både lugtede gammel og føltes gammel, den virkede fugtig og klam, men hun sagde intet. 

Hans læber søgte sin vej ned over hendes krop, som de havde gjort den aften, og hun nød hver enkelt strejf fra hans læber, hver eneste berøring, hun kunne jo ikke holde sig væk, det var hun godt klar over. De kendte måske ikke hinanden særlig godt, overhovedet, men de virkede så gode sammen, og hun følte sig tryg i armene på ham. 

"Zaynie!" lyden af en stemme fra den anden ende af lejligheden lød højlydt, og de stivnede begge. "Zayn jeg ved du er her, jeg så din bil holde ned foran! Gud hvor er her mørkt, hvad laver du?" det var en drenge stemme, det kunne ikke være en pige, hvilket udelukkede Perrie, han rejste sig straks med lynets hastighed, og var hurtig til at samle Roses bluse op, og smide den i hovedet på hende. 

"Zayn forhelvede!" Drengen med det brune hår og de blå øjne stod i dørkarmen, han kiggede ned på Rose der havde nået at få sin bluse på, men som sad på sofaen og så noget sjusket og roddet ud. Zayn kiggede uskyldigt hen mod drengen, og tilbage på Rose. "Har du bare tænkt dig at stå der, eller har du tænkt dig at forklare hvad der foregår?" spurgte drengen og lagde armene over kors. Han kiggede kun en enkelt gang på Rose. 

"Louis, du.. kan vi ikke tage den senere?" Louis fnøs højlydt og løftede det ene øjenbryn, han klikkede på en stik kontakt, og lyste lejligheden op. Roses røde kinder kom straks til syne, og Zayns pjuskede hår stod som et åbenlyst tegn på hvad der var sket, og Louis var bestemt ikke dum. "Nej, Zayn, det tror jeg faktisk ikke vi kan!" Han trådte et skridt ind i rummet, og blev stående med armene lagt over kors og havde en seriøs mine lagt hen over ansigtet. 

"Jeg tror det er bedst du går!" sagde Louis koldt hentydet til Rose, selvom at han ikke kiggede på hende. Hun kiggede tøvende mod Zayn, der skamfuldt nikkede og kiggede væk fra hende. Hun rejste sig halv irriteret og forlod lejligheden, uden så meget som et farvel eller noget. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...