Stilletimen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2014
  • Status: Færdig
Hvordan siger man farvel til en man elsker? en man ikke kan forestille sig en verden uden? en der er din helt når du har brug for det, og har ladet dig sidde på hans skuldre når menneskemængden blev for stor? din far.

0Likes
0Kommentarer
253Visninger

1. Stilletimen

 

Stilhed kan sige mange ord, det sagde Far i hvert fald altid, Peter havde dog aldrig forstået det før nu. Mors stille vejrtrækning, var det eneste han kunne høre, han kunne ikke finde sin egen. Stilheden overdøvede den.

 

Peter kunne mærke stilheden blive højere, så i et desperat forsøg på forandring valgte han at kigge på sin tallerken. Kød. Salat. Kartofler. De tre ting passede godt sammen. Kødet som overhovedet, styrede tallerknen og resten af måltidet, kartoflerne lå som den højre hånd og hjalp med at holde styr på den sidste, salaten. Men hvad ville tallerknen være uden kødet? Peter forestillede sig en vegetar menu, alene på det store menukort. Speciel. Udenfor. Fortabt.

 

Peters tanker stoppede, da han mærkede en følelse af overvågning, han kiggede op og så ind i Mors himmelblå øjne. Peter havde altid set Mor, som det gladeste, mest positive menneske på jorden, men alt det var væk nu, borte med blæsten. Hendes øjne havde altid haft et specielt skær i sig, selv når hun var vred eller ked af det, men selv det var væk nu. Peter vidste, at hun havde kæmpet mod sig selv, men også at hun havde mødt nederlaget. Det eneste der var tilbage nu, var en lille stemme inde i hendes hoved, der kæmpede for at nå ned til hendes hjerte. Hvor den var nu vidste Peter ikke.

 

Peter tvang sig selv til at kigge væk, tomheden i Mors øjne var ved at æde ham. Pludselig rejste Mor sig op, Peter fulgte hendes skridt, de førte hende langsomt, men sikkert hen til radioen. Hun tændte den, og hendes ynglings sang kom på: Chasing Pavements. Mor havde altid sagt at den giver en et lille lys, når natten er mørkest.

 

“Should i give up, or should i just keep chasing pavements?

Even if it leds nowhere?”

 

Mors læber dannede et lille smil, og I et kort sekund troede Peter, at Mor var tilbage, indtil smilet forsvandt, og blev erstattet af en tåre fra hendes øje. Det var lang tid siden, Peter havde set Mor græde, sidste gang var den dag, hvor Far fik diagnosen.

 

Mor gik tilbage til sin plads, tåren var væk, gemt væk det samme sted, som smilet og tilbage var tomheden. Peter tog en bid af en kartoffel, den smagte tør og kold, men stadig med en smule smag tilbage i sig. Han kom til at tænke på engang i børnehaven, dengang var der ingen problemer, ingen skænderier, ingen sorger. Han legede i sandkassen, med sin bedste ven Simon, de grinede. De havde bygget et sandslot, større end hele verdenen tilsammen, men pludselig faldt det sammen. Peter havde været fuldstændig knust over at se sit mesterværk falde sammen for øjnene af ham, men da mærkede han en hånd på hans skulder, han vendte sig om, og så ind i sin bedste vens to brune øjne.
"Du skal ikke være ked af det, vi bygger bare et nyt" havde han sagt, det virkede så svært at lægge det bag sig, men de gjorde det, og byggede et slot større end hele verdenen og det gamle sandslot tilsammen.

 

Peter tog en bid af kødet, det var mørt, næsten helt vådt, det forsvandt på tungen af ham, ingen modstand, ingen kræfter. Tomheden indeni blev en smule mindre i kroppen, men stilheden havde stadig magten over resten af verdenen

 

Sangen kørte stadig, men det var som om magien var væk, det bare var ord uden betydning, tilfældig musik lagt sammen til en pengeskabende og ligegyldig sang.

 

Mor rejste sig igen, hendes skridt var langsomme og mere usikre denne gang, hun tog sin tallerken, og gik ud i køkkenet. Peter kæmpede imod, men tankerne trak ham ud i køkkenet, med Far og Mor. De skulle lave risengrød, Peters ynglings ret. Far og Mor skiftedes til at røre i grøden, imens Peter dækkede bord, alt var roligt, stille, fredfyldt. Peters arm mærkede en berøring, på turen fra køkkenet til bordet. Far kiggede ned, hans hånd hvilede på Peters skulder, et smil formede hans ansigt.

 

Peter blev flået tilbage, en lyd havde fyldt stilheden i nogle få sekunder. Hans tallerken lå på gulvet, kød, kartofler og salat, lå på gulvet. Knust. Kartoflerne var spredt udover hele gulvet. Mor kom ind til bordet igen, hendes tomme blik så på den ødelagte tallerken, ingen overraskelse, bare tomhed.

 

Sangen var noget til sin ende, stilheden var tilbage, men kun i nogle få sekunder før Mor faldt sammen, hendes krop bevægede, som om at der var noget, der var på vej ud af hende. Så stoppede det. Hun lå i fosterstilling på gulvet, Peter var lammet af chok, men følelsen af nederlag sneg sig langsomt ind på ham.
det er okay at græde” havde hun altid sagt, men Peter kunne se, at nederlaget ikke kun havde overtaget ham.

 

Sekunderne føltes, som timer. Mors stille gråd var det eneste der fyldte rummet, stilheden havde trukket sig tilbage. Gråden stoppede og Mor rejste sig op, og tilbage var hendes tomme blik, men mørkere end før, dybere. Et sort hul. Stemmen var væk. Hun samlede de største stykker af tallerkenen sammen, og gik ud i køkkenet. Peter hentede kosten, og fejede resterne op. Kødet, kartoflerne, salaten og de sidste små stykker tallerken, var nu sammen igen. En glæde strejfede hans læber.

 

Radioen begyndte en ny sang, Peter kendte den ikke. Han slukkede, men stilheden kom ikke tilbage, han hørte noget. Det var Far der hostede, lyden kæmpede sig igennem hans knogler, og ind til hans uskyldige hjerte. Hvor lang tid Far havde været syg, vidste han ikke. Tiden var stoppet da Far kom hjem fra sygehuset, hans sorte hår var væk, og en skaldet isse fyldte nu hans hovedbund.  Hans muskuløse krop var skumpet, og knoglerne havde taget over. Mor havde sagt at det bare var noget midlertidigt, om det var for at overbevise sig selv eller Peter, vidste han ikke.

 

Fars hoste blev værre, lyden der før havde kæmpet sig ind i hans krop, knuste nu alt inde i ham. Mor kom tilbage fra køkkenet, hendes øjne, der før var fyldt med tomhed, sejlede nu rundt i en blanding af nervøsitet og frygt. Hun tog Peters hånd, og trak ham med sikre skridt, op af trappen.

 

Da de kom ind af døren, blev de mødt af en lugt, Peter kom til at tænke på et hospital. Far lå i sengen, hans bryst bevægede sig i små hurtige bevægelser. Mor stillede sig ved siden af Far, hendes øjne var overraskende rolige. Hun kyssede ham på panden og hviskede noget, som Peter ikke kunne høre. Så stoppede Fars hoste, som om der var noget, der havde hevet sygdommen ud af ham.

 

Peter, kom lige hen til din gamle far.” Fars stemme lød hæs, men Peter kunne stadig kende den.

 

Jeg vil have dig til at leve livet, men tag aldrig noget for givet. Du ved ikke hvad du har før du mister det.” Far sukkede, men fortsatte. ”Jeg er stolt af dig, og jeg elsker dig mere end noget andet.”

Peter kunne mærke en tåre, den landede på Fars hånd. En frygt forlod ham, men en sort hul tog i stedet over. Han kunne høre sig selv sige noget, men ordene gav ikke mening for ham. Far træk ham ind til sig, vreden var væk, tomheden større. Far kyssede ham panden, glæden døde hen og tomheden havde magten. Tårerne fyldte ham en smule, men de forsvandt lige så hurtigt, som de kom.

 

Imens Far sagde farvel til de sidste små stykker af livet, førte Peters tanker ham tilbage. Tilbage til deres årlige picnic foran brændeovnen, Far, Mor og Peter. For evigt glade, sammen, trygge

 

 

Lykkelige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...